KRONIK Den menneskelige
seksualitet er menneskelig og ikke dyrisk, og menneskets opgave består i at
forvalte sin seksualitet i lydighed mod Guds skaberorden
JEG HAR, NATURLIGVIS VALGT denne provokerende
overskrift som kontrast til Kaare Rübner Jørgensens kronik i Kristeligt Dagblad
den 19. marts med overskriften "Katolsk seksualmoral er en
blindgyde".
I stedet for at kommentere de enkelte udsagn i
denne kronik og gå ind i en polemik med forfatteren, vil jeg forsøge i store
træk at fremstille den katolske kirkes syn på seksualitet. Den omtalte kronik
og stort set alle diskussioner om dette emne afslører uvidenhed om, hvad den
katolske kirke står for. Dette er også for nylig kommet til udtryk i den ofte
hadefulde og uretfærdige anklage mod kirken for at være hovedansvarlig for
aids-epidemiens udbredelse på grund af modstanden mod brug af kondomer.
Den katolske kirke har ikke nogen anden opgave end
at formidle Guds åbenbaring uafkortet til menneskeheden. Kirkens lære hviler
alene på det, vi kunne kalde Guds skabelsesorden og frelsesorden i Jesus
Kristus. Kirken har derfor ikke sin egen dagsorden i etiske spørgsmål.
Hvad er så skabelsesordenen i spørgsmålet om
seksualmoral?
1. Gud skabte mennesket i sit billede som mand og kvinde (I. Mos. 1,27).
2. Gud velsignede dette par: "Bliv frugtbare og talrige" (I,28).
3. Gud satte mand og kvinde som par til at være den fysiske skabnings herre (.
I.28).
4. Mand og kvinde skal blive "et kød" (. 2,24), det vil sige, de
skal blive en levende åndelig, sjælelig og fysisk organisme. En livgivende
celle af åndelig og fysisk art. Af sådanne celler skal det menneskelige samfund
opbygges.
Den menneskelige seksualitet har det til fælles
med dyrene, at den skal tjene til livets forplantning. Men til forskel for
dyrene skal mennesket selv administrere sin seksualitet af den grund, at det
foruden at have en krop også er et åndeligt væsen, det vil sige udstyret med
fornuft og fri vilje.
Derfor er mennesket den mest originale skabning,
Gud har skabt. Mennesket er nemlig i stand til aktivt at samarbejde med Gud
som skaber af nyt menneskeliv. Englene er direkte skabte af Gud, har ingen
forældre eller børn. Dyrene forplanter sig i kraft af deres iboende instinkter.
Mennesket alene kan sammen med Gud frembringe nyt menneskeliv. Denne forståelse
er afgørende for vores forståelse af os selv, vores værdighed og vores
seksualitet.
Den menneskelige seksualitet er netop menneskelig
og ikke dyrisk. Menneskets opgave består i at forvalte sin seksualitet i
lydighed mod Guds skaberorden. Menneskets opgave består ikke i at opfinde en
eller anden seksualetik, men i at opdage den af Gud i menneskets seksualitet
nedlagte orden og virkeliggøre den. Det er den etiske udfordring.
Vi forstår det godt i vor tid, når talen er om
menneskets ansvar for naturen, der omgiver os. Jeg tænker eksempelvis på
menneskets ansvar for klimaændringer. Mennesket kan ikke ved en demokratisk
afgørelse bestemme, hvordan naturens kræfter skal fungere. Vi må opdage
naturens love og indordne os bedst muligt under dem. I disse sammenhænge taler
man igen om etik eller moral, altså om menneskets ansvar for verden, om end det
kun er et relativt ansvar.
DET KAN DERFOR UNDRE, at vi i vor tid ikke har en
egentlig seksualetik og en opfattelse af, at mennesket også har et ansvar for
sin og andres seksualitet. Det eneste etiske princip; jeg kan få øje på er: Din
seksuelle aktivitet må ikke skade andre. Men hvad vil det sige i sidste ende?
En sådan afkortning af moderne seksualmoral skyldes indførelse af det
overordnede syn på seksualitet, at der skal herske seksuel frihed, at mennesket
har ret til suverænt at bestemme over sin egen krop og sin seksualitet,
herunder at et ufødt barn ikke har sin egen ret.
Heroverfor lærer den katolske kirke, at den
menneskelige seksualitet er klart defineret af Gud selv, og at menneskets
opgave er at lære den at kende og leve den på Guds præmisser. Jeg vil her citere
pave Paul VIs kontroversielle rundskrivelse Humanæ Vitæ (1968) om Livets
videregivelse: "Den lære, som kirken ofte har gjort rede for, bygger på
den uløselige sammenhæng, der findes mellem den ægteskabelige akts to betydninger:
forening i kærlighed og forplantning. Denne sammenhæng har Gud villet, og den
kan ikke egenmægtig brydes af mennesket".
Sagt med lidt andre ord: Ethvert samleje skal
efter Guds orden være et autentisk udtryk for ægtefællernes helt særlige form
for kærlighed og deres vilje til at indgå i Guds skabelse af nyt liv. Enhver
form for kunstig prævention forandrer samlejets karakter af potentiel
skaberakt. Prævention er menneskets forandring af seksualitetens væsen, en
manglende respekt for dens gudgivne mening.
Det spørgsmål, som netop i vore dage med rette
stilles i denne forbindelse, er, om et ægtepar slet ikke har lov til at regulere
hyppigheden og antallet af børnefødsler. Det er den katolske kirkes
udtrykkelige lære, at de ikke blot har det, men også at de har en pligt til at
gøre det. Men hvordan? Det enkle svar er, at Gud selv har indbygget i kvindens
seksualiteten reguleringsfaktor, hendes cyklus af frugtbare og ufrugtbare
perioder.
Netop i vor tid har videnskabsmænd med stort held
forsket i denne cyklus og fundet sikre symptomer, der gør det muligt for
kvinden med stor sikkerhed at fastslå, hvor hun befinder sig i sin cyklus. Den
såkaldte ovulationsmetode, udviklet af forskerparret Billing i internationalt
samarbejde har vist sig i praksis at være en revolution.
Det hævdes ofte i danske sammenhænge, at denne
metode ikke er særlig sikker. Erfaringen viser igen, at man i Danmark er meget
uvidende om denne form for naturlig familieplanlægning og identificerer den med
rytmemetoden eller temperaturmetoden. De sidste undersøgelser, jeg har
kendskab til, viser, at Billingsmetoden er 99 procent sikker, hvis den
anvendes rigtigt. Den kan således måle sig med de kunstige former for
prævention, hvad sikkerhed angår. Og så er den uden risiko for kvinden.
Men hvilke er den naturlige familieplanlægnings
moralske egenskaber?
I.
Parret respekterer den menneskelige seksualitets
væsen og funktionalitet som på en gang henordnet til forplantning og til
udtryk for kærlighed.
II.
Manden må helt konkret indrette sig efter sin
hustrus seksualitet. Hun har nøglen til metoden. Det indebærer en bevidst
respekt for hende som kvinde. Her har manden ikke det sidste ord. I det mest
intime forhold respekteres kvinden for det, hun er, hvilket har en enorm og
dokumenteret betydning for respekten for kvinden som sådan.
III.
Manden (og kvinden) lærer betydningen af
periodevis afholdenhed, hvilket gør det muligt at uddybe deres gensidige
kærlighed.
IV.
Ægtefællerne er sig hele tiden bevidst, at de
tilsammen har et potentiale til at tjene livets videregivelse. De har et
fælles ansvar for livet.
V.
Sex beskyttes mod misbrug, altså mod den
misforståelse, at sex ikke hører hjemme i ægteskabet, eller at sex skal
dominere forholdet mellem ægtefællerne.
VI.
Metoden er ydmyg, fordi ægtefællerne forholder sig
til Guds skaberorden.
VII.
Den er det bedste udtryk for, at ægtefællerne i
fællesskab tager ansvar for deres seksualitet og deres ægteskabelige kærlighed.
VIII.
Ethvert barn er som udgangspunkt velkommen og
accepteret.
DEN KUNSTIGE PRÆVENTION forsynder sig mod de
fleste af de her nævnte punkter. Den mest katastrofale konsekvens af den
universelle fremkomst af kunstig prævention er imidlertid en global seksuel
revolution, der truer de unges forståelse af seksualiteten og dermed deres evne
til at indgå i et ansvarligt ægteskab. Den løsriver sex fra ægteskabet, gør
det til et mål i sig selv og legitimerer "fri sex", der er en trussel
mod troskaben i ægteskabet. Den skaber en utålelig sexet atmosfære i det
offentlige rum, der er en væsentlig årsag til spredning af kønssygdomme og af
hiv.
Den baner vej for "dødens kultur" i
form af abort og i sidste ende også aktiv dødshjælp (livets begyndelse og
afslutning hænger sammen), der åbner for alle mulige perverse former for sex,
herunder pædofili og incest.
Den dybeste årsag til alt dette er vores krav om
at indrette tilværelsen på vore egne præmisser og ikke på Guds. Den katolske
kirke er sig bevidst, at den er forpligtet til uafkortet og kompromisløst for
livets egen skyld og for menneskehedens sande vel at forkynde Gud som livets
ophav og herre og hans skaberorden, der forpligter mennesket. Det er en
profetisk opgave.