Kerry-affæren  -

Hvad kardinal Ratzinger ønskede af de amerikanske biskopper

 

Kardinal Joseph Ratzinger, præfekten for Vatikanets troslærekongregationen, var enig med kardinal Theodore McCarrick, ærkebiskoppen i Washington og formanden for den amerikanske bispekonference med hensyn til indre anliggender.  Han var mere end klar i sin skrivelse, da han skrev: ingen kommunion til politikere, som systematisk arbejdede for fri abort.

 

Læs:

ingen kommunion for den demokratiske kandidat til det Hvide Hus, katolikken John F. Kerry.

 

Ratzingers memorandum, som kan læses længere nede i denne tekst blev sendt som fortroligt brev i den første halvdel af juni måned til kardinal McCarrick og til præsidenten for bispekonferencen, Wilton Gregory.

 

Men De Forenede Staters biskopper kom til en anden konklusion.  Efter måneders diskussion og efter flere dages skænderier under bispekonferencen, som blev holdt i Denver d. 14. – 19. juni, offentliggjorde de en pressemeddelelse med titlen ”Katolikker i det politiske liv”, som overlader det til de enkelte biskopper, om de vil dele kommunion ud katolske politikere, som gik ind for abort.

 

Pressemeddelelsen blev godkendt med 183 stemmer for og 6 stemmer imod.

 

Spørgsmålet blev udløst af John F. Kerry’s nominering som demokraternes præsidentkandidat.  Kerry er troende katolik og går jævnligt til messe, men han er offentlig kendt som positiv over for fri abort og over for andre emner, som går mod Kirkens doktriner.  Dette faktum udløste en meget kraftig diskussion både inden for og uden for Kirken.

 

Generelle principper for en værdig modtagelse af

 den hellige kommunion

 

af Joseph Ratzinger

 

 

1.       At ville modtage den hellige kommunion bør være en beslutning, man træffer efter alvorligt at have overvejet og bedømt sin egen værdighed til at gøre det i overensstemmelse med Kirkens objektive kriterier, og ved at stille sig selv forskellige spørgsmål, som fx.: “Er jeg i fuldt fællesskab med den katolske Kirke? Har jeg begået en alvorlig synd? Har jeg fået pålagt en straf (fx. ekskommunikation, interdikt), der forbyder mig at modtage den hellige kommunion? Har jeg forberedt mig ved at faste mindst en time?” Den praksis, der består i ukritisk at gå op for at modtage den hellige kommunion, bare fordi man er til messe, er et misbrug, som må påtales (jf. Instruksen “Redemptionis Sacramentum” nr. 81, 83).

 

2.       Det er Kirkens lære, at provokeret abort og medlidenhedsdrab er alvorlige synder. Encyklikaen “Evangelium vitae” fastslår angående retslige afgørelser eller civile love, der tillader eller støtter abort eller medlidenhedsdrab, at der foreligger en “alvorlig og klar forpligtelse til at opponere mod dem med samvittighedsbegrundet indsigelse. [...] I tilfælde af en essentielt uretfærdig lov, som fx en lov, der tillader abort eller medlidenhedsdrab, er det derfor aldrig lovligt at adlyde den eller at ‘deltage i en propagandakampagne til fordel for en sådan lov eller stemme for den’” (nr. 73). Kristne har en “alvorlig samvittighedsforbligtelse til ikke formelt at medvirke ved handlinger, der, selv om de er tilladt ifølge den civile lovgivning, strider imod Guds lov. Ud fra et moralsk synspunkt er det aldrig lovligt at medvirke til noget ondt. [...] Denne medvirken kan aldrig retfærdiggøres, hverken ved at påkalde sig respekt for andres frihed eller ved at henvise til det forhold, at den civile lov tillader eller påbyder det” (nr. 74).

 

3.       Ikke alle moralske spørgsmål har den samme moralske vægt som abort og medlidenhedsdrab. Hvis en katolik fx skulle være uenig med paven med hensyn til anvendelse af dødsstraf eller en beslutning om at føre krig, ville han ikke af den grund blive anset for uværdig til at gå til kommunion. Selv om Kirken opfordrer de civile myndigheder til at søge fredsløsninger frem for krig, og til at udvise betænksomhed og skånsel ved strafudmåling til forbrydere, må det stadig være tilladeligt at gribe til våben for at drive en angriber tilbage eller at ty til dødsstraf. Der må således godt herske berettigede meningsforskelle også blandt katolikker med hensyn til at føre krig og anvende dødsstraf, men imidlertid ikke med hensyn til abort og medlidenhedsdrab.

 

4.       Bortset fra det enkelte menneskes egen bedømmelse af, om det er værdigt til at modtage kommunionen, kan forvalteren af den hellige kommunion komme i en situation, hvor han er nødt til at nægte at uddele kommunionen til en, fx i tilfælde af erklæret ekskommunikation, erklæret interdikt eller hårdnakket fremturen i en åbenlyst alvorlig synd (jf. Can. 915).

 

5.       Når et menneskes formelle medvirken til alvorlig synd som abort eller medlidenhedsdrab bliver åbenlys (når det drejer sig om en katolsk politiker, forstået som hans vedholdende føren kampagne for og stemmen for love, der tillader abort og medlidenhedsdrab), bør hans sognepræst mødes med ham og instruere ham om Kirkens lære, fortælle ham, at han ikke bør gå til kommunion, førend han har gjort en ende på den objektive syndstilstand, og advare ham om, at man ellers vil nægte ham eukaristien.

 

6.       Hvis “disse sikkerhedsforholdsregler ikke har haft nogen virkning, eller der ikke var nogen mulighed for at gennemføre dem”, og den pågældende person stadig med hårdnakket vedholdenhed kommer frem for at modtage eukaristien, “skal den præst, der forvalter sakramentet, nægte at uddele den” (jf. deklarationen fra Det Pavelige Råd for Lovtekster “Den hellige kommunion og fraskilte, borgerligt gengifte katolikker” [2002], nr. 3-4). Denne afgørelse er bestemt hverken en sanktion eller en straf. Ej heller opkaster forvalteren af den hellige kommunion sig til dommer over personens subjektive skyld, men reagerer på personens i offentlighedens øjne manglende værdighed til at modtage kommunionen på grund af en objektiv syndstilstand.     

 

7.       [NB. En katolik ville være skyldig i formel medvirken til noget ondt, og dermed uværdig til at gå til kommunion, hvis han med fuldt overlæg stemte for en kandidat netop på grund af kandidatens positive holdning til abort og/eller medlidenhedsdrab. Hvis en katolik ikke deler kandidatens holdning for abort og/eller medlidenhedsdrab, men stemmer for denne kandidat af andre grunde, betragtes det som indirekte medvirken, hvilket kan tillades, når rimelige grunde taler for det.]