Forhistorien til Koncilet

Eftertidens forskning i 2. Vatikankoncils historie har vist, at indkaldelsen af koncilet i virkeligheden tager sin begyndelse med valget 30. oktober 1958 af ærkebiskoppen fra Venezia, kardinal Giuseppe Roncalli til biskop af Rom og dermed til pave for den katolske kirke. Den nyvalgte pave tog navnet Johannes. Alene dette var lidt af et program, for det var apostlen Johannes, han havde i tankerne. Det vides, at paven få dage efter valget til sin privatsekretær nævnte, at et koncil var en nødvendighed, og allerede 25. jan 1959 erklærede han over for en undrende offentlighed, at han indkaldte et økumenisk koncil.

I dag ved vi, at pave Johannes 23. tilskrev indkaldelsen, at Gud havde indgivet ham tanken, og at han efter et par måneders dyb overvejelse var beredt til at følge inspirationen.

Allerede pave Pius 12. havde lige efter krigen overvejet at indkalde et koncil, men de planer, der forelå i skitseform, havde Johannes 23. sat sig ind i og afvist. Han ville noget helt andet.

Indkaldelsen udløste megen spørgen om meningen med koncilet, og Vatikanets avis, L’Osservatore Romano, fremhævede i sin udgave lige efter indkaldelsen, at “Det er pavens mening, at kirkemødets mål ikke alene skal være at arbejde for katolikkernes åndelige tarv...Ønsket er også, at det for de adskilte kirkesamfund skal være en opfordring til at stræbe efter den enhed, som mange kristne rundt omkring i verden sukker efter.” Dette ønske gentog paven selv ved flere lejligheder, og i en tale af 10. maj 1960 sagde han bl.a., at “Vi må gøre alt, hvad vi kan, for at alle skal blive i stand til at opgive forældede synspunkter, fordomme og uvenlig tale og for at skabe et gunstigt klima.” Men egentlig besked om Johannes 23.s egne hensigter fik offentligheden først 11. september 1962 gennem en radiotale af paven og gennem åbningstalen 11. oktober samme år.

I visse mindre kredse blandt teologer, prælater og lægfolk var der ønsker om reformer af liturgien, om decentralisering af kirkens styre og om en åbning mod verden, men det var ikke dem, paven var inspireret af. Han ønskede, at koncilet ved Helligåndens oplysning skulle overveje, hvordan Kirken kunne bringe troens vidnesbyrd klart frem i verden, og disse ideer greb de allerede reforminteresserede. Mere specifikt ønskede paven, hvad han også nævnte i de to taler i 962, at koncilet måtte tjene til, at især de orthodokse kirker kom til en bedre forståelse med Rom. I 1960 oprettede han Sekretariatet for de kristnes Enhed. Sekretariatet skulle være med til at planlægge koncilets mellemkirkelige arbejde, og det skulle derfor invitere observatører fra alle kristne trossamfund. Disse observatører ville få mulighed for at tale med alle biskopper og teologer, der deltog i koncilet. De kunne deltage i alle de store møder, få del i alle dokumenter og indsende deres skriftlige bemærkninger til kommissionerne. Paven ønskede samtale, dialog i kirken, med andre kristne, med andre religioner, ja med hele verden om alle de udfordringer, menneskeheden stod i.

Med andre ord: det skulle først og fremmest være et pastoralt koncil og ikke et teologisk og slet ikke et koncil, som stillede sig i modsætning til verden, men et koncil, som tog verdens problemer til sig som sine egne.

Selvfølgelig var koncilets arbejde blevet drøftet på mange planer. En stor forberedelseskommission forberedte en lang række dokumenter til drøftelse og vedtagelse. Overalt drøftede biskopper, teologer og

nogle få lægfolk, hvad man ønskede af koncilet i de tre år, der gik fra indkaldelsen til åbningen. Men meget var stadigt uklart.

En måned før koncilets åbning holdt paven en radiotale til hele den katolske verden om de tanker, han havde gjort sig. For ham var det klart, at “Guds rige er nær”, og koncilet skulle derfor for alle katolske kristne være et fornyelsens møde med den opstandne Herre, Jesus Kristus. Paven opfordrede alle til at søge indad til livskraften i kirken: Jesus Kristus, men også udad til alle, der ikke kendte det befriende budskab. Til dette budskab hørte “alle folkeslags grundlæggende lighed under udøvelsen af rettigheder og pligter” og især de underudviklede landes forhold, hvor kirken ville være “kirke for de fattige”.

Videre i talen fremhævede paven retten til religiøs frihed, kampen for retfærdighed og fred, og han sluttede af med et ønske om genforening med kristne uden for den katolske kirkes enhed i sand enhed og samdrægtighed. (Herder Korrespondenz, 17.årg, nr. 1, oktober 1962. Side 43-46)

Åbningen af Koncilet

I åbningstalen 11. oktober udtalte paven bl.a.: “I den daglige udøvelse af vort apostoliske hyrdeembede sker det ofte, at vi bliver bedrøvede over at høre visse personer. Det er ganske vist personer, der brænder af religiøs iver, men slet ikke har den fornødne evne til virkelig at kunne bedømme forholdene i dag, og derfor kommer de heller ikke frem til den virkelige forståelse og erkendelse. De mener nemlig kun at kunne se undergang og mangel på frelse i det menneskelige samfunds nuværende forhold...Men vi er af en fuldstændig anden opfattelse end disse ulykkesprofeter, som altid forudsiger ulykker, som om verdens undergang var nær. I alt det, der sker for menneskene i vore dage, er det, som om menneskeheden synes at træde ind i en ny verdensorden, og heri skal man snarere se en skjult plan fra Guds forsyns side...” Paven var klar over, at i 1960erne var “verden” blevet en helt anden, og han forsatte med at sige, at kirken virkelig “må blive klar over nutiden, over de nye omverdensbetingelser og de nye livsforhold, der er blevet skabt...Kirken har ikke passivt iagttaget den menneskelige erkendelses vidunderlige opdagelser...eller ladet det mangle på den rette vurdering...Det er (derfor) nødvendigt, at den samlede kristne lære...i dag antages af alle uden nogen forkortelse,...(men) én ting er de sandheder, som denne lære rummer, og noget andet er den form og måde, som skal anvendes ved forkyndelsen...” Endelig udtrykte paven sit store ønske om, at de kristne, der var adskilte fra kirken, måtte blive forenede med katolikkerne, ligesom han udtrykte sin højagtelse for troende af andre religioner. (Herder Korrespondenz, 17. årg. nr. 2. Side 84-88)

Paven havde i forskellige andre sammenhænge talt om “aggiornamento” af kirken. Ordet er lidt vanskeligt at oversætte direkte, for det kommer for let til at lyde som ‘tilpasning’ altså en søgen ned mod en bredere fællesnævner med verden. Men i pavens forståelse ligger noget helt andet. “Aggiornamento” betød “fornyelse af kirken”, “føre kirken op til dato” til at kunne møde alle de nye livsbetingelser og udfordringer, der fandtes for katolikker her og der, men der lå også, at “fornyelsen”, “a-jour-føringen” skulle være troens positive svar til tidens åndelige udfordringer. Med andre ord: koncilet skulle inspirere til et liv, der svarede til vore dages livsbetingelser, og hjælpe til, at de troende på ny levede sig ind i åbenbaringen og omsatte den i ord og handling til vidnesbyrd om Gud og hans kirke. (Orientierung, Zürich, 46. årg. 1982, nr. 19 og 51. årg. 1987 nr. 17.)

Kirkemødet var klart nok hele kirkens eget koncil om kirken selv, om dens væsen, dens liv og dens opgave, og ikke et koncil, der skulle tage stilling til læremæssige stridsspørgsmål eller fordømme vildfarelser i samtiden. Det blev et koncil om kirken selv, fordi pave Johannes 23. selv lod koncilfædrene lægge dagsorden for de temaer, der skulle behandles, og fordi det hurtigt blev klart, at paven ville lade alle, der deltog, have fuld talefrihed, hvad enten de måtte tilhøre den ene eller den anden fløj i opfattelsen af de behandlede emner. Vel forelå der, som allerede nævnt, en lang række tekster fra forberedelseskommissionen, men de spillede i praksis slet ingen rolle.

Hvad er et koncil?

Hvad kan det beslutte? Hvilke problemer er der ved gennemførelsen og udførelsen af et koncils beslutninger?

Et økumenisk koncil, sådan som paven havde indkaldt til, omfattede den romersk-katolske kirke og alle de orientalske kirker, der er i union med paven (de unerede kirker).

Efter den da gældende retsorden var et økumenisk koncil forsamlingen af alle kirkens biskopper, ledende abbeder og ordensoverhovederne for de ordener, der fungerer direkte under paven (f.eks. dominikanerne, franciskanerne, jesuitterne og redemptoristerne).

Sammen med paven besidder disse alle Kirkens fuldmagter til at afgøre fælles tros- og livsspørgsmål. Alle beslutninger skal bekræftes af paven. Koncilet er med paven bæreren af alle fuldmagterne, men det er også under paven, da det kun er ham, der kan indkalde og bekræfte beslutningerne.

Arbejdsformen

Ud af de over 70 udkast til konstitutioner, dekreter og erklæringer, som var forberedt før møderne, kom der 16 dokumenter, som i nogen grad behandlede temaer fra de oprindelige 70, men som også både tog helt nye temaer op (Kirken i verden og Religionsfriheden) og behandlede temaer, der overskred de oprindelige forslags forståelsesrammer (mission, økumeni).

De mange forslag (skemata) blev forelagt i koncilsaulaen og grundigt debatteret. En afstemning afgjorde, om forslaget skulle laves helt om eller kunne gå videre. I det sidste tilfælde kunne biskopperne komme med ændringsforslag; disse blev så indpassede, og teksten forelagt på ny. I en ny afstemning kunne biskopperne nu sige “ja”, “nej” eller “ja, med forbehold”. Hvis man stemte ja med forbehold, skulle man meddele den tekstændring, man ønskede. Når der så var taget hensyn til sådanne ændringsønsker, blev teksten forelagt til endelig godkendelse eller forkastelse. 2/3 af de tilstedeværende biskopper skulle stemme for, hvis teksten skulle vedtages, men paven og mange biskopper ønskede, at der var en høj grad af enstemmighed. Teksterne bærer derfor praktisk talt altid præg af, at alle parter har fået udtrykt væsentlige dele af deres opfattelser.

Når en tekst var vedtaget, skulle den endelig godkendes af paven, som underskrev den, anerkendte den, og biskopperne skulle derefter medunderskrive.

Deltagerantallet var på ca. 2.750, når alle var til stede, så det tog tid, inden koncilet fandt en arbejdsform, hvor alle synspunkter kunne komme klart frem, og man kunne undgå gentagelser ved møderne.

Arbejdets forløb

Efter pavens åbningstale skulle biskopperne vælge medlemmer til de forskellige kommissioner, der skulle behandle de forskellige skemata, der var udarbejdet på forhånd af forberedelseskommissionen. Som det allerede fremgik af pavens tale, var der mange af pavens medarbejdere, der ønskede, at koncilet skulle fordømme ‘verdens vildfarelser’ og fastlægge en opfattelse af kirkens selvforståelse, som var meget juridisk påvirket. Denne holdning prægede i høj grad adskillige af de skemata, som forberedelseskommissionen havde udarbejdet, og denne holdning lå også bag ved de forslag til udvalgsmedlemmer, som kurien havde vedlagt til koncilsfædrenes vejledning. Men valgets begyndelse viste klart, at de tilstedeværende biskoppers flertal selv ville dirigere koncilets arbejde. Den dag, valget skulle finde sted, anmodede to kardinaler, den franske kardinal Liénart og den tyske kardinal Frings - ganske uventet af offentligheden - om udsættelse af valget, indtil biskopperne selv havde kunnet overveje, hvem de ville have som medlemmer af de mange kommissioner.

Med pavens tilslutning blev valghandlingen udsat, og senere sammensatte koncilets medlemmer selv kommissionerne ud fra deres egen vurdering af de forskellige biskoppers kompetencer og holdning til pavens eget program.

De vigtigste af de 10 kommissioner, der blev nedsat, var Kommissionen for tro og moral, Kommissionen for forvaltningen af sakramenterne, Kommissionen for præsters og lægfolks liv, Kommissionen for mission og Kommissionen for liturgien. Når de nævnes her, er det, fordi en sammenligning med de dokumenter, der blev vedtaget, viser, hvordan koncilet efterhånden lagde arbejdet helt anderledes an, end det oprindelig var planlagt.

Under den første session (11.okt. -11.dec. 1962) blev følgende skemata diskuteret:

Liturgien

Guds åbenbaring

Meddelelsesmidlerne

De østlige katolske (unerede) kirker

Kirken

Efter afslutningen af første session døde pave Johannes 23., og efter gældende ret blev koncilet afbrudt. Det var derfor med stor glæde, flertallet af biskopper hørte, at ærkebiskoppen af Milano, kardinal Montini, blev Johannes' efterfølger under navnet Paul 6., og at han straks genindkaldte koncilet. Når mødet, sådan som det nedenunder vises, begyndte med en fornyet drøftelse af ‘Kirken’, var det netop pavens eget ønske, der her kom frem. For ham og mange med ham var dette emne det centrale, og alle andre emner hang i virkeligheden sammen med dette.

Under den anden session (29.sept. - 4.dec. 1963) fortsattes diskussionen om

Kirken

Man påbegyndte drøftelserne om

Biskopperne

Økumeni

Man vedtog:

Konstitutionen om Liturgien

Dekretet om Meddelelsesmidlerne

Under den tredje session (14.sept. - 21.nov. 1964) fortsattes drøftelserne om

Kirken

Biskopperne

Guds åbenbaring

De østlige katolske kirker

Følgende skemata blev drøftet for første gang:

Religionsfrihed

De ikke-kristne religioner

Lægapostolatet

Præsternes liv og tjeneste

Kirken i den moderne verden

Mission

Ordenslivet

Præsternes uddannelse

Den kristne opdragelse

Ægteskabet. Det blev samme år overdraget til pave Paul 6.

Ved sessionens afslutning vedtoges:

Den dogmatiske konstitution om kirken

Dekretet om Østkirkerne

Dekretet om Økumeni

På den fjerde session (14. sept. - 8. dec. 1965) drøftede man:

Religionsfrihed

Kirken i den moderne verden

Mission

Præsternes liv og tjeneste

Følgende vedtoges:

Dekretet om biskoppernes hyrdeopgave

Dekretet om præsternes uddannelse

Dekretet om ordenslivets fornyelse

Erklæringen om den kristne opdragelse

Erklæringen om Kirkens holdning til de ikke-kristne religioner

Konstitutionen om Den guddommelige åbenbaring

Dekretet om Lægapostolatet

Den pastorale konstitution om Kirken i den moderne verden

Dekretet om præsternes liv og tjeneste

Dekretet om Kirkens mission

Erklæringen om Religionsfriheden

Et økumenisk koncil kan udforme en definitiv lære, sådan som de tidlige konciler gjorde (Nicæa om Jesu guddom, Kalcedon om Jesu Kristi to naturer). Det er ikke tilfældet her, og det var i øvrigt heller ikke det, pave Johannes havde villet. Koncilets dokumenter falder i tre kategorier:

1. Erklæringer, som er udtalelser om vanskelige spørgsmål, og som meget nøjagtigt udtrykker, hvor langt den kirkelige selvforståelse er kommet netop på dette tidspunkt, men som også vender sig udad uden at ville skabe misforståelser hos andre parter.

2. Dekreter er udtalelser på et ‘højere’ trin. Dekreterne har et mere ‘disciplinært’ indhold og angiver, hvordan forhold i kirken skal ordnes på en ny måde. Det dogmatiske indhold udtrykkes her ganske knapt. En undtagelse er dog nok ‘Missionsdekretet’, hvad der også gøres rede for i den kommenterende indledning til dekretet.

3. Konstitutioner betegner koncilets vigtigste beslutninger, og her udtrykkes også i dogmatisk sammenhæng koncilets syn på meget vigtige spørgsmål, spørgsmål, som udvikles yderligere i nogle af koncilets dekreter. Således har Konstitutionen om Kirken et meget vigtigt kapitel om lægfolket, og dets forhold anskues så mere i enkeltheder i dekretet om Lægfolket i lyset af konstitutionen.

Hvordan læses og forstås en koncilstekst?

En gennemlæsning af en af de store konstitutioner vil snart gøre det klart, at flere opfattelser brydes i teksten, som på en måde ikke fremstår klar og entydig. Et spørgsmål som f.eks. den biskoppelige myndighed i forhold til den pavelige fremstår med så mange nuancer, at det viser, at den kirkelige selvforståelse ikke havde nået en tilstrækkelig afklaring.

Det er imidlertid vigtigt yderligere at gøre sig følgende forhold klare:

Et koncil kan og vil ikke bryde med Kirkens egen tradition, dvs. med det, der altid har levet i Kirken. Det, der kan ske og skete, var, at nyere tendenser i den kirkelige udvikling ændres, fordi det viser sig, at de var en fejludvikling af en ældre kirkelig selvforståelse. Det gælder f.eks. spørgsmål som forholdet til den videnskabelige og kulturelle udvikling, hvor en tendens til at tro, at Kirkens læremyndighed selv havde svar på alle disse spørgsmål, havde sneget sig ind i tiden efter den franske revolution.

Som tidligere nævnt er teksterne oftest udtryk for kompromiser mellem de ledende grupper. Derfor er det ligeledes vigtigt at kende problemernes forhistorie. Det vigtigste er imidlertid, at man læser teksterne både teologisk og kirkepolitisk. At læse teologisk vil sige, at man noterer sig det, der tydeligt eller antydningsvis står f.eks. i Økumenidekretet om andre ‘kirker og trossamfund’. Det er forhold, der kan arbejdes videre med. At læse kirkepolitisk vil sige, at man noterer sig, hvor langt man kunne blive enige, hvor der trækkes i flere retninger, og hvor der ingen egentlig afgørelse træffes.

Samtidig med vedtagelsen af de sidste dokumenter den 7. dec.1965 ophævede Den katolske Kirke og Den orthodokse Kirke gensidigt den ekskommunikation (dvs. udelukkelse af kirkefællesskabet) af hinanden, som begge parter havde erklæret i 1054.

Koncilets afslutning fandt sted den 8. december 1965.

Oluf Bohn

Tydning og betydning af koncilet

ved begyndelsen af et nyt årtusinde

Læsningen af koncilsteksterne kan byde på mange vanskeligheder. Der er en stor forskel fra teologiske værker, der er skrevet af en enkelt teolog, og som undertiden kan være fængende læsning, både på grund af forfatterens stilart og tankernes overbevisende enhed og konsekvens. En endnu større forskel er der naturligvis fra læsningen af Biblens tekster. Koncilets tekster er ikke inspirerede. Nogle vil måske sige, at de heller ikke er inspirerende, og de fristes til at trættes, så videre læsning bliver opgivet.

Det 2. Vatikankoncil har produceret den længste koncilstekst nogensinde. Tidligere konciler, især oldtidens, nøjedes med ret kortfattede afgørelser og teologiske sammenfatninger. For første gang i historien henvender et koncil sig til et bredere publikum, og ikke blot til biskopper, teologer og andre særligt ansvarshavende i Kirken. Dygtige teologer og redaktionskomiteer hjalp med til de enkelte teksters udfærdigelse. Men de oprindelige udkast blev altid udsat for en hård medfart, ikke sjældent opstod der næsten ophidset debat i koncilsaulaen, og ofte stod mening hårdt mod mening. Koncilets mål var at opnå en så godt som enstemmig akcept af den endelige tekst. For at virkeliggøre dette var mange kompromisser nødvendige. Undertiden indgik der titusinder af rettelsesforslag til et enkelt dokument, og med en beundringsværdig arbejdsindsats blev alle disse forslag gennemarbejdet og om muligt integreret i den endelige tekst. Det kan ikke undre, at noget af teksternes oprindelige glans og fængende gnist på denne måde gik tabt.

Koncilets ønske om at finde formuleringer og sammenfatninger, som alle kunne enes om, førte også til, at der i ét og samme dokument kunne være afsnit, der afspejlede mere konservative og gammeldags synspunkter, mens andre afsnit i samme tekst kunne være moderne og føles næsten revolutionerende i forhold til tidligere tiders tankegang. Dette bringer undertiden vanskelige tolkningsproblemer med sig for senere tiders læsere. Hvordan kan man undgå, at enhver læser koncilet for at fremhæve netop de tanker, der særligt falder i tråd med egne ønsker og anliggender ? Dertil kommer, at ikke alle tekster er lige vigtige. Hvor finder jeg kriteriet for det mest betydningsfulde ? Og hvordan finder jeg den rette balance i

forståelsen ?

Det skal også indrømmes, at mange afsnit af koncilsteksterne forekommer den moderne læser - ikke mindst den danske - fremmede. På trods af at 2. Vatikankoncil banede vej for en hidtil uhørt fornyelse af Den katolske Kirke, var det i stil og udtryksmåde ofte helt gammeldags, og bundet af tidligere koncilers og kirkelige dokumenters særpræg. Læseren kan fristes til enten at trække på smilebåndet, eller til at opgive videre læsning, på grund af snørklede vendinger, fromme fraser, overdrevne høflighedsvendinger og kancellistil i ordets egentligste forstand... Men heldigvis er der andre tekster, der stadig virker inspirerende, overraskende, vejvisende - og ægger til videre overvejelser...

Hvad grund er der - i betragtning af det hidtil sagte - til at beskæftige sig med koncilsteksterne efterhånden som koncilet forsvinder mere og mere ind i fortiden ? Svaret er, at forståelsen af, hvad der sker i Den katolske Kirke i dag, og bedømmelsen af det, kræver kendskab til 2.Vatikankoncils tekster. Og vigtigere endnu, især for den katolske læser: den videre vej ind i fremtiden kan ikke findes uden fornøden baggrund i koncilet. Dette hænger sammen med Det 2. Vatikankoncils form for autoritet. Koncilsteksterne gør ikke krav på at være ufejlbare. På intet sted søger de at bringe en højtidelig definition af en trossandhed. Koncilets autoritet ligger i selve den kollegiale enstemmighed omkring de fælles udtalelser. På intet tidligere koncil var tilnærmelsesvist så mange biskopper fra hele verden kommet sammen. Der var en virkelig repræsentation af alle katolske bispedømmer og områder . Koncilets autoritet stammer fra denne enestående konsens mellem biskopperne og paven, en konsens der repræsenter hele kirken som Guds troende Folk.

Koncilet kan betragtes som en proces snarere end som en tekst - en proces, der med udgangspunkt i koncilet fortsætter bagefter. Men for at blive delagtig i denne proces er det nyttigt at have kendskab til teksterne. Koncilet har på mange måder været skelsættende. Der er foregået ændringer i Den katolske Kirke under koncilet og bagefter, og nogle af disse ændringer kan umuligt forsvinde, som om de ikke havde fundet sted. Den såkaldt anti-reformatoriske tidsalder er forbi. I mere end 400 år var den europæiske kirkehistorie præget af anti-følelser mellem katolikker og protestanter. Den økumeniske holdning, som den katolske kirke åbnede sig for under koncilet, vil også præge fremtiden, om end måske under former, vi endnu ikke kan forestille os. Koncilets tanker om samvittighedsfrihed, om anerkendelse af kirkelighed uden for den romersk-katolske kirke, om "sandhedernes rangorden", om frelse også uden for Kirkens synlige grænser, om bibelsk fornyelse uden fundamentalisme - disse og mange andre centrale tanker fra koncilet bør aldrig gå i glemme.

Det kan ikke nægtes, at også mange krisefænomener har anfægtet Den kastolske Kirke siden koncilet. Polariseringer mellem konservative og moderne har undertiden været smertefulde, indtil det punkt hvor selve Kirkens enhed var truet. Disse polariseringer har sædvanligvis været særlig mærkbar i den gamle del af den kristne verden. I den øvrige del af verden står Kirken over for problemer af en anden art. Det er mærkværdigt at tænke på, at hvis der igen i morgen blev indkaldt til et koncil, så ville hovedparten af biskopperne ikke længere komme fra Europa og Nordamerika, men fra de øvrige dele af verden. Den katolske Kirke er på en hidtil ukendt måde ved at blive verdenskirke.

Alt dette gør det om så mere nødvendigt at søge den holdning af fælles solidaritet, der prægede koncilet trods alle indre spændinger. I denne søgen efter en fremtid, der bygger på lytten til hinanden og på fælles forståelse, kan koncilsteksterne være en hjælp, endnu den dag i dag, hvad enten læseren er katolik eller protestant, professionel teolog eller praktisk og pastoral medarbejder i menighederne... Først og fremmest kan koncilsteksterne også anbefales til fælles studiekrede under kyndig vejledning - en sådan nøjere beskæftigelse med koncilet vil altid bære frugt. Jo mere vi suger kraft af vore rødder, desto mere vil vi kunne bære frugt for en fremtid, vi endnu ikke kender.

d.5.maj 1997

Hans L. Martensen

KIRKEN I DEN MODERNE VERDEN

"GLÆDE OG HÅB"

DE ECCLESIA IN MUNDO HUJUS TEMPORIS

"GAUDIUM ET SPES"