Kristne undertrykkes af islam

Interview med pater Samir Khalil Samir, SJ, professor i Rom og Beirut

i islamisk-kristne relationer

De vigtigste punkter af en dialog mellem p. Samir og Agencia Fides

Hvilke vanskeligheder har de kristne, og hvilken diskrimination udsættes de for i muslimske lande?

Jeg tager udgangspunkt i min erfaring fra Egypten og Libanon, hvor jeg bor. Den første vanskelighed består i, at islam på én gang er politik og religion, uden mulighed for indbyrdes adskillelse. Det medfører følgelig forestillingen om en islamisk stat, i hvilken man i alle sager skal anvende den islamiske sharia, den civilretlige lov, som er inspireret af Koranen, af Profetens ord og gerninger samt af den muslimske tradition fra de første fire århundreder. Dette udgør en stor vanskelighed i forholdet til det moderne samfund. Henvisningen til en sådan fortid er virkelig vanskelig, fordi det drejede sig om en anden kultur, en anden samfundsstruktur, i hvilken pluralismen ikke var en grundbestanddel, men kun noget sporadisk forekommende.

Den anden vanskelighed er islams allestedsnærværelse i livet. Hvor man end bevæger sig i Egypten, hører man radioen prædike og synge Koranen, i busser, i taxier, på gaden; nyheder og tv-film bliver afbrudt fem gange om dagen af bøn. Børnene får koranundervisning og lærer Bogen udenad (under påskud af, at det giver et godt grundlag for sproget). Om morgenen begynder man såvel i skolerne som i kasernerne med en ti minutters samling, hvor der gives en islamisk kommentar til den øjeblikkelige situation eller fortælles om islams historie. Alle undervisningsmaterialer henviser til islam. Visse historiske kurser gør det i endnu mere udpræget grad.

Islam gør også sin indflydelse gældende på almindelig skik og brug. Hvis to unge mennesker spadserer pænt og ordentligt med hinanden i hånden på gaden, sker der en ulykke. Hvis en kristen har et kors om halsen, river fundamentalisterne det af, ofte med magt. Dette sker mindre nu, men det er kun, fordi de kristne øver selvcensur for at undgå konfrontationer. På universitetet lægges eksaminerne næsten systematisk i påsken eller i julen. De kristne kan tage ferie de dage, men på grund af eksaminerne kan de ikke forlade universitetet.

Der er således en allestedsnærværelse af islam, som både er dens kendemærke og dens styrke. Islam er din, wadunya, wa-dawla: religion, samfund og politik. Den gennemsyrer de mindste ting. Under indflydelse fra Saudiarabien, som kontrollerer distributionen af film til den arabiske verden, bliver biograferne mere og mere islamiske. Instruktørerne skal følge præcise regler: kvinderne skal bære slør, og flere gange i løbet af en film skal man høre muezzinens kalden. Aviserne har altid en eller flere sider med islamisk undervisning, etc. Hele denne situation gør det vanskeligt for en kristen blot at trække vejret.

Sammekædningen af religion, samfund og kultur er ikke i sig selv et onde.

Nej, men denne livsstil levner ikke rum for andet, den invaderer alt. Og muslimerne siger: “Hvad klager I over? Vi udgør flertallet. I demokratiske lande er det flertallet, der bestemmer.” Men det politiske flertal er én ting, det religiøse en anden. Politikken er tilfældig, den kan skifte ved næste valg, den er bundet til de enkelte personer. Religionerne er imidlertid mere permanente og udskiftes ikke så let. Dette bevirker, at den islamiske livsstil er undertrykkende. Problemet er, at denne undertrykkende stil ikke er bestemt af lovene. Og derfor siger vesterlændingene til Østens kristne: “Hvad klager I over? Der er jo ikke nogen undertrykkende love!”

En anden tungtvejende sag, som ikke står skrevet i Forfatningen, er diskriminationen med hensyn til arbejde. Den har stået på i flere årtier. Visse arbejdsområder, som fx. gynækologien, er forbudt for kristne. I gamle dage var næsten alle gynækologer kristne læger. Da de kristne – med “urene” hænder – ikke kan røre ved kvinderne, er de nu stort set alle sammen muslimer. Inden for militæret kan en kristen kun avancere til en bestemt grad. Hvis han skal højere op, og selv om han kun er 40 år, foretrækker man at pensionere ham, inden han kommer længere. Når man søger arbejde, kan det ses på navnet, om man er kristen eller muslim, og svaret til de kristne bliver: “Der er desværre ikke noget arbejde”. Hvis der kommer en muslim, findes der et job.

Og friheden til at konvertere fra en religion til en anden?

Den sag er helt klar. Ifølge traditionel islamisk lære idømmes en frafalden dødsstraf, der ofte ændres til fængselsstraf. Selv i liberale lande som Libanon er det umuligt at forlade islam. I Libanon er reglen, at hvis en muslimsk kvinde gifter sig med en kristen, kan hun ikke forlade islam. Hvis en kristen kvinde gifter sig med en muslim, forudser koranloven, at kvinden forbliver kristen, men hvis hun gør det, kan hun efter loven intet arve. Selv om hendes børn bliver døbt, er de officielt muslimer.

Islam er altså en religion, der tæller alting med.

Islam er en ensrettet opsugende kraft: den tilskynder til adgang, men forhindrer enhver udgang. I Egypten skal de kristne – der udgør mindst 10% af befolkningen – for at bygge en kirke bede republikkens præsident direkte om tilladelse, foruden en række andre tilladelser og betingelser, der skal opfyldes, og kun kan opnås med stort besvær. Og man må tænke på, at de kristne hverken beder staten om økonomisk hjælp eller jord, mm. (til forskel fra, hvad der sker i Europa med muslimerne). Til sidst er en stor del af de kirker, der er blevet opført, blevet til ved støtte og lovlige tricks og ved at bruge grunde, der ligger langt fra byen etc.

Er Osama Bin Laden en sand repræsentant for islam?

At angribe i blinde og hvem som helst er ikke repræsentativt for islam, men de principper, Bin Laden minder om, fremkalder en meget kraftig genlyd i den islamiske verden. De minder om islams traditionelle principper, der løbende er blevet doceret. Man må gøre sig klart, at terrorismen faktisk ikke er fremmed for islam, som det så ofte dygtigt bliver gentaget.

Den islamiske terrorisme eller rettere den islamiske vold har rod i Koranen og i Sunnaen, dvs. i Profetens handlinger. Der er utallige tekster i Koranen, som er positive over for vold (jeg har talt mindst 75). Der er meget færre af de ikke voldelige, og de hører til den ældste periode. I islam hersker det fortolkningsprincip, at de sidste åbenbaringer udvisker de forudgående.

På den måde har den, der fremmer et islamisk regime baseret på Koranen og Shariaen, sine kort i orden: i de tilfælde, der defineres af Koranen, er krig en forpligtelse for enhver muslim. I de sidste ti år, hvor Muhammed levede i Medina, førte han mindst 19 krige, en ganske almindelig praksis. Derfor er det falsk at sige, at der ikke eksisterer krig, men kun fred, i Koranen. Der findes et grundlag for krig, men med visse regler (som i romerretten): ikke til enhver tid, ikke i visse perioder, ikke mod nogle personer. Men når der er brug for at forsvare Guds rettigheder – modstand mod islam eller fare for en opstand – er krigen en forpligtelse.

Alt dette gør den islamiske tradition meget flertydig. Og en sådan uklarhed bliver omtalt og bekæmpet. Det er også nødvendigt at bekæmpe problemet vantro. Koranen giver plads til ikke-muslimer (kristne og jøder), men ikke til vantro, ateister og animister. I stedet for at føre en klar dialog om dem, skjuler de sig. Nogle siger: “Islam er kun vold”, og det er ikke sandt. Andre siger: “Islam betyder kun tolerance og fred”, men det er også falsk.