L’Osservatore Romano – pavens avis

55-årig filologiprofessor tiltræder sidst på måneden som ny chefredaktør for Vatikanets 146 år gamle dagblad, L'Osservatore Romano

Den pavelige avis, L'Osservatore Romano (den romerske observatør), er et unikt fænomen i den globale medieverden.

Det kan dårligt være anderledes, men det gør ikke livet nemmere for dem, der skriver i avisen og redigerer den. For nok er det en vigtig publikation, men den er også meget kedelig - en art Statstidende med ti sider officielle meddelelser og pavelige taler, tilsat nogle få nyheder og meget gennemarbejdede artikler.

"Alle ved, hvor vanskeligt det er at lave en avis. Men kun få kan forestille sig, hvor ekstremt vanskeligt det er at producere L'Osservatore Romano," skrev den senere pave Paul VI, kardinal Montini, i 1961 og tilføjede: "Det er et meget alvorsfuldt blad, et højtideligt blad. Hvem kunne finde på at læse det i sporvognen eller i en bar?"

Hvad er så succeskriterierne for den pavelige avis?

Det må være et af de spørgsmål, som den 55-årige filologiprofessor Giovanni Maria Vian stiller sig i disse dage, for han tiltræder som ny chefredaktør for det 146-årige dagblad sidst på måneden.

Det er næppe oplagsfremgang, han skal sætte næsen op efter. Vian har tidligere skrevet avisens historie, og han ved, at L'Osservatore ikke er et dagblad, man læser aflyst, men af nødvendighed. Vanlige marketingstrategier vil givet komme til kort over for de biskopper, diplomater, eksperter og journalister, der tilhører avisens kernelæsere.

Avisen udkommer seks dage om ugen i cirka 12.000 eksemplarer på italiensk, men trykkes også i en ugeversion på engelsk, fransk, italiensk, spansk, tysk og portugisisk i et samlet oplag på omkring 50.000. En månedsudgave på polsk i godt 40.000 eksemplarer bliver det også til. Indtægterne ved salg af avisen dækker kun godt halvdelen af omkostningerne, og underskuddet for 2006 lå på 4,4 millioner euro. Men det har heller aldrig været meningen, at L'Osservatore skulle være nogen pengemaskine.

Men hvis ikke det er oplaget eller pengene, der er afgørende, hvad er det så?

Svaret må være lødighed, troværdighed og anseelse. Avisen vil være meningsdanner og håber, at der vil stå respekt om den, ikke bare fordi den er pavelig, men også fordi den tilføjer den internationale debat nye perspektiver hinsides den dagsorden, som 24-timers nyhedsstrømmen påtvinger andre medier.

Avisens guldalder var tiden under Anden Verdenskrig,

og det præger dens selvforståelse. L'Osservatore Romano blev dengang som nu trykt i Vatikanet og kunne derfor rapportere nøgternt om krigens gang uden at frygte indblanding fra Mussolinis regime. Så heldig varden italienske presse ikke. Den var underlagt censur, og derfor fik L'Osservatore stor udbredelse, ligesom avisens internationale ry blev grundlagt i de år. Den pavelige avis var pålidelig midt i koret af nationalistisk propaganda.

Tanken med at udgive L'Osservatore Romano synes at være den at give læserne en art livlinje til pavestolens særlige måde at tænke på, fordi man her forholder sig til kategorier, som andre typisk tøver over for. "Godt og ondt", for eksempel, eller "menneskelig værdighed" eller "tro og fornuft". Derfor vil avisen hellere kommentere og perspektivere nyheder end blot at rapportere om dem.

Men selvom L'Osservatore Romano forsøger at give læserne adgang til "miljøet" omkring den katolske kirkes internationale ledelse, er den ikke pavestolens officielle organ.

Avisen har et vist mål af redaktionel frihed og har ved tidligere lejligheder vist sig at være ude af trit med pavens talsmand. Man kan trygt regne med, at avisens konservative redaktionelle linje afspejler dominerende holdninger i Vatikanet. Men man skal ikke tro, at paven har godkendt hvert etord.

Andreas Rude, mag. art.