Lang skygge efter en populær pave

Af Andreas Rude

Et år efter Johannes Paul II's død er det stadig hans ansigt, der dominerer postkortstativerne på Peterspladsen. For selvom pave Benedikt XVI er blevet vel modtaget af italienerne, er der ingen tvivl om, hvem der står deres hjerte nærmest.

-Johannes Pauls regeringstid varede 26 år. Det betyder, åt han for en hel generation var den eneste pave, de kendte. Benedikt har kun været pave i et år, og han har endnu ikke kappet navlestrengen til Johannes Paul, siger Flavia Ressmann fra det statslige italienske nyhedsbureau ANSA til Kristeligt Dagblad.

Den italienske journalist har i flere år dækket Vatikanet og peger på, at den gamle paves sidste uger op til hans død den 2. april 2005 styrkede hans eftermæle på en måde, der ikke er set tidligere i Vatikanet.

-Johannes Pauls lidelser var meget offentlige, og alle led med ham, som om han var en af familien. Tidligere kunne man slet ikke tale om pavens sygdom. Det blev holdt skjult for verdens øjne, forklarer hun.

Vatikanet har planlagt en række særlige gudstjenester, udstillinger, koncerter og konferencer i anledning af etårsdagen for Johannes Paul II's død. Men den saligkåringsproces, der blev sat i gang få måneder efter hans død, har også hjulpet med til at fastholde interessen for hans liv og gerning.

I Peterskirken er der fortsat en ekstra indgang til grotten under kirken, hvor den gamle pave ligger begravet, af hensyn til de 3000 daglige besøgende ved hans sidste hvilested - et tal, der ifølge Vatikanet ofte vokser til 20.000 på søn- og helligdage. En strøm af dokumenarprogrammer, film og bøger om Johannes Paul II præger også billedet, og den 25. marts udkom under stort postyr bogen "Lasciatemi Andare: La forza nella debolezza di Giovanni Paolo II" (Lad mig gå: Johannes Paul II's styrke midt i svagheden) med bidrag af pavens læge gennem 27 år, Renato Buzzonetti, og hans sekretær, Stanislaw Dziwisz, som pave Benedikt netop har gjort til kardinal. Bogens titel kommer fra Johannes Pauls sidste ord, som han mumlede på polsk: "Lad mig gå til Faderens hus."

Benedikt selv lader til at leve fint med det stadige fokus på sin forgænger og fremhæver ofte selv Johannes Paul II's eksempel. Samtidigt tyder et rekordstort antal deltagere i hans egne offentlige audienser - 2,8 millioner i de første otte måneder af hans regeringstid - dog på, at Benedikt selv er ved at få et godt tag i offentligheden.

De italienske parlamentarikere har også faet øjnene op for ham som politisk faktor, omend han overlader det til sin vikar for byen Rom, kardinal Camillo Ruini, at tale om italienske forhold. Selv udtaler han sig mere generelt, når han stiller skarpt på, hvad han kalder "Europas åndelige udmattelse" - et begreb, der ikke desto mindre har fået ekstra resonans i opløbet til det italienske valg den 9. - 10. april.

Til gengæld er den flodbølge af nye læresætninger og afskedigelser af liberale teologer, som mange frygtede efter valget af den tidligere Formand for Troslærekongregationen til pave, indtil videre udeblevet. Det er sket til fordel for en mere elementær udforskning af troens kilder, og Benedikts første rundskrivelse fra januar tog netop Guds kærlighed til menneskene som sit tema. Til gengæld har et par åbenhjertige diskussioner med italienske præstestuderende om tidens etiske udfordringer også styrket pavens image som en, der ikke bare selv taler, men også lytter.

Helt har Benedikt dog ikke mistet sin tidligere skarphed, og noget tyder på, at den pavelige regering - kurien - står over for en omorganisering, der ikke bare indvarsler ændringer i bureaukratiet, men også i Pavestolens politik. Her er det interessant, at Benedikt har lagt det Pavelige Råd for Dialogen med de Ikke-Kristne Religioner sammen med Det Pavelige Råd for Kultur. Benedikt er kendt for sit kritiske syn på islam, og ved at signalere, at kontakten til ikke-kristne religioner også er et kulturspørgsmål, åbner han for, at dialogen med muslimerne kan omfatte samfundsforhold og politik og ikke bare teologi.

Kristl. Dagbl. 1.4.06