Messe på latin deler den katolske kirke

Pavens positive holdning til messe på latin skal få katolske traditionalister tilbage i folden, men modstanden er stor

Af mag. art. Andreas Rude

Nyheden om, at pave Benedikt XVI vil tillade en mere udbredt fejring af den såkaldte tridentinske messe på latin, har skabt feststemning i traditionalistiske kredse, der nu føler sig retfærdiggjort efter årtiers ørkenvandring i periferien af den katolske kirke. Omvendt har det skabt bekymring blandt biskopperne i lande som Frankrig, Schweiz og USA, hvor traditionalisterne står stærkest. Her frygter man, at imødekommenhed over for det lille, men ressourcestærke mindretal vil føre til uro i sognene og teologiske tilbageskridt i forhold til de mange nybrud på Det Andet Vatikankoncil i 1960'erne.

I et indlæg i den franske avis Le Monde har formanden for Frankrigs bispekonference, kardinal Jean-Pierre Ricard, advaret om risikoen for splittelse. Og den italienske biskop Luca Brandolini har i en udtalelse til La Repubblica svært ved at holde tårerne tilbage:

I dag er en sorgens dag for mig. Jeg vil adlyde paven, fordi jeg er en biskop, men jeg kan ikke skjule min sorg over, at en af de vigtigste reformer fra Det Andet Vatikankoncil lægges på hylden.

Den tridentinske messe stammer fra det 16. århundred. Men med det nye dekret udvides den enkelte præsts mulighed for at fejre den gamle messe ved, at han ikke længere skal bede sin biskop om tilladelse.

Benedikt har dog samtidigt understreget, at den moderne messe - pave Paul VI's messe på modersmålet fra 1970 - er den gængse måde at fejre messe på i dag, og at ingen katolsk præst har ret til at nægte at gøre det.

I et ledsagende brev til biskopperne gør Benedikt det også klart, at det er den "indre forsoning i hjertet af kirken", der ligger ham på sinde, og at de ikke behøver at grue for en liturgisk og teologisk kontrarevolution fra hans side. Frygt for splittelse i menighederne er også ubegrundet, fordi "den gamle messeorden fordrer en vis grad af liturgisk dannelse og kendskab til latin, noget der ikke ses særligt ofte", som paven tørt noterer det.

Men hvorfor så rode op i den gamle sag? I de fleste bispedømmer er ønsket om at fejre messen efter tridentinsk ritus minimalt. Trænger man i øvrigt til at høre latin, kan det også sagtens lade sig gøre efter gældende praksis.

Et svar er formentlig pavens sans for retfærdighed. Det virker rimeligt at tilgodese de mennesker, der oprigtigt holder af den gamle messe, og som i den ser en skønhed og sans for det hellige, de savner i den nye.

"Der er vækst og fremskridt i liturgiens historie, men intet brud," skriver paven til biskopperne. "Hvad tidligere generationer anså for helligt, forbliver helligt og storslået også for os, og det kan ikke pludselig være fuldstændig forbudt eller anses for skadeligt."

Set i pavens optik forekommer det heller ikke retfærdigt at skrotte den gamle messe fuldstændig, når man betænker, hvor frie rammer biskopperne i øvrigt har sat for fejringen af den nye siden 1970.

Kirkepolitisk håber paven at få de traditionalister tilbage i folden, der med afsæt i 1960'erne liturgireformer brød med resten af den katolske kirke, som de anklager for at være "modernistisk" og "halvprotestantisk".

Endelig er Benedikt næppe blind for, at der i mange traditionalistiske miljøer trives en politisk ekstremisme, som det vil tjene kirken at få luftet ud i.

Kristl. Dagblad