Pavens liberale side

Pave Johannes Paul II er alt andet end konservativ, mener to iagttagere

AF ANDREAS RUDE

Skønt pave Johannes Paul II har ry for at høre til blandt de mere konservative paver, sikrer det ham ikke imod beskyldninger om blødsøden tolerance. Den skotske journalist Gerald Warner lagde i al fald ikke fingrene imellem, da han sidst i december i det engelske tidsskrift The Spectator langede ud efter »den skandaløst liberale pave«.

»Er paven katolik«? Meningerne er stadig delte blandt det stigende antal kritikere af dette pontifikat.

De nye skeptikere kommer ikke fra de sædvanlige fæhoveder i kredsen omkring »We Are Church«, men fra den sidste hårde kerne af trofaste, men meget bekymrede katolikker. Det er dem, som med forfærdelse ser frugterne af et pontifikat, der langt fra er så autoritært og konservativt, som den karikatur medierne tegner«, fastslog Warner i sin artikel.

Paven er nu ikke den eneste, der bliver skældt ud. Det nye overhoved for Church of England, den progressive teolog Rowan Williams, får også en bredside, fordi han blandt andet har luftet tanken om adskillelse af kirke og stat og har forsvaret homoseksuelle partnerskaber. Sådanne holdninger karakteriserer Warner som typisk »episcobabble« (bispepladder) og spår, at Williams' næste mål vil være at omdefinere begrebet »synd«, så at det ikke længere er en af hverdagens risici, men kun noget man kan begå i ekstreme tilfælde.

Alligevel er det paven, som står mest for skud. Warner medgiver, at Johannes Paul II i sit syn på ægteskabet, familien, abort, seksualmoral og cølibat for præster er »robust katolsk«. Men ellers er han alt for villig til at sælge ud af arvesølvet - ikke mindst på det økumeniske område. »Hvor ender imødekommenheden, og hvor begynder frafaldet«, spørger Warner med henvisning til pavens mange forsonende gestus over for ikke-kristne.

»I Bombay i 1986 tillod Kristi stedfortræder, at en Shiva-præstinde salvede ham med det hedenske Tilak-tegn (han som allerede er salvet som Peters efterfølger). Han har offentligt kysset Koranen og talt med voodoo heksedoktorer. Talløse katolikker har gennem historien valgt martyrdøden snarere end at medvirke til noget sådant.«

Støtte til Warner

Heftigheden i Gerald Warners udfald vil formentlig afstedkomme mere hovedrysten over forfatteren end over paven. Ikke desto mindre har nogle givet Warner ret, når han kritiserer medierne for ikke at være opmærksom på de mange facetter i Johannes Paul II's virke. National Catholic Reporters faste mand i Rom, den normalt velafbalancerede amerikanske journalist John L. Allen jr.. brugte således også årsskiftet til at pointere, »hvor utilstrækkeligt det er, at definere dette pontifikat som blot »konservativt«.«

Allen peger i den anledning på to af pavens nylige skrivelser, der begge bærer hans personlige præg, nemlig budskabet til Verdensfredsdagen den 1. januar og hans tale til den pavelige kurie den 21. december.

I begge tekster beskæftiger paven sig med temaer, der har kendetegnet væsentlige dele af hans snart 25-årige regeringstid. I budskabet til kurien genkaldte han sig sidste januars internationale fredsmøde i Assisi, hvor han »sammen med repræsentanter for de andre religioner bevidnede den fredsmission, der er en særlig forpligtelse for alle, som tror på Gud.« Og i budskabet til Verdens

fredsdagen gjorde paven sig blandt andet til talsmand for en styrket rolle for FN, da han talte om behovet for at opbygge »en ny konstitutionel organisation for den menneskelige familie« med virkelig politisk magt til at arbejde for fred og en retfærdig økonomisk verdensorden.

Hvis man som et tankeeksperiment overfører disse ideer - et stærkt FN, social retfærdighed, menneskerettigheder, religiøs tolerance - til den verdslige politiske verden, rykker det ved forestillingerne om »den konservative pave«. For der er næppe tvivl om, at sådanne temaer placerer paven solidt til venstre for de politiske ledere, som de fleste vælgere tager bestik efter, skriver Allen.

Kristeligt Dagblad