RELIGIONSLIGHED: Der har i nyere tid ikke være lagt hindringer i vejen for katolikers liv i Danmark. Alligevel medfører den nuværende ordning punktuel diskrimination, som kunne udryddes uden at svække folkekirkens stilling.

En udramatisk ligestilling er ønskelig

AF CZESLAW KOZON

Som led i Kristeligt Dagblads tidligere bragte indlæg om forholdet mellem stat og kirke, er der også blevet gjort rede for de emner, som »Katolikker for lighed blandt trossamfund i Danmark«, herefter kaldet KLTD, ved flere lejligheder har ønsket taget op til overvejelse med henblik på ændring af eksisterende lovgivning.

Nu, da der er taget et konkret skridt i form af et sagsanlæg (jvf. Kristeligt Dagblad den 2. januar), må man forvente, at spørgsmålet på ny vil blive omtalt og flittigt kommenteret. I Kristeligt Dagblad har der været indlæg om sagen den 3. januar (leder), den 8. januar og senest Birthe Rønn Hornbechs den 9. januar.

Da initiativtagerne til retssagen er en privat gruppe, er det danske katolske bispedømme ikke involveret og har heller ikke indtil nu kommenteret gruppens arbejde, hvilket dog på ingen måde betyder, at bispedømmet ingen mening har herom. Gruppens arbejde i almindelighed og retssagen i særdeleshed vil blive fulgt med spænding og interesse.

Grunden til, at bispedømmet ikke umiddelbart har gjort KLTD's anliggender til sine egne, er, at det drejer sig om flere sager af forskellig tyngde og, som ikke lader sig bringe på en formel. Hertil kommer de mange økumeniske implikationer. Ganske vist er der tale om et søgsmål mod staten; men uundgåeligt vil diskussionen også komme til at dreje sig om folkekirkens selvforståelse og forholdet mellem folkekirken og andre trossamfund.

Det præger dog debatten, at det i denne sag ikke kun drejer sig om en konfrontation mellem en enig folkekirke og stat på den ene side og katolikker og andre trossamfund på den anden. Med interesse følger vi fra katolsk side debatten inden for folkekirken selv. En debat, der rummer alt fra bekymring for folkekirkens situation, et nidkært forsvar for den nuværende ordning til forslag til fremtidige modeller for folkekirkens status og virke.

Gruppen KLTD anvender i flere sammenhænge begrebet »diskrimination« som anledning til, at der må ændringer til. Selv vil jeg ikke bruge dette begreb i beskrivelsen af den generelle situation, idet der indtil nu i nyere tid ikke har været lagt hindringer i vejen for katolikkers liv og virke i Danmark. Dog forekommer der i hele sagskomplekset, hvad jeg er begyndt at kalde »punktuel diskrimination«, et begreb, jeg senere vil gøre nærmere rede for.

Et vigtigt udgangspunkt i min holdning til hele problematikken er, at ønskede ændringer ikke består i at fratage nogen deres privilegier eller blot selv uden videre at blive delagtiggjort i dem, men i at skabe en ny neutral situation. Derfor kan en ligestilling af trossamfundene heller ikke komme til at bestå i, at alle nu skal kontrolleres eller have deres vilkår dikteret af staten. Skønt det umiddelbart lyder paradoksalt, mener jeg, at denne neutrale situation kan skabes, selv om folkekirken har en grundlovgiven særstatus. Iøvrigt går jeg ud fra, det er folkekirken selv og ikke staten, der skal træffe afgørelse om folkekirkens trosgrundlag, og om man accepterer f.eks. kvindelige præster.

Det vil føre for vidt at komme ind på alle de anliggender, som KLTD tidligere har nævnt som mærkesager. Jeg vil heller ikke denne gang tage udgangspunkt i det, den annoncerede retssag drejer sig om, begravelsesafgiften, men i to andre emner, nemlig civilregistreringen og finansieringen.

Om civilregistreringen vil jeg indledningsvis bemærke, at hvis brede kredse i folkekirken anser den for et privilegium, man nødigt vil opgive, så kommer jeg mod ovennævnte hensigt alligevel til at berøre folkekirkens selvforståelse. Spørgsmålet om civilregistreringen er i denne diskussion prekært, idet de »gamle« anerkendte trossamfund, herunder katolikkerne, har del i privilegiet, fordi disse trossamfund har ret til bl.a. at navngive, foretage navneændringer og udstede civilt gyldige vielsesattester. Rettighederne angående dette var indtil indførelsen af CPR-numre i 1968 endnu mere omfattende, idet medlemmer af disse trossamfund, hvis de boede i købstæder, slet ikke behøvede at opsøge folkekirken i forbindelse med fødselsregistrering.

I1968 skete der en vel stilfærdig, men set i bakspejlet grundlæggende, ændring af de anerkendte trossamfunds status, og her er det, at den ovenfor nævnte »punktuelle diskrimination« viser sig. For at forenkle overgangen til CPR blev folkekirken uden for Sønderjylland gjort til eneste personregistrator og samtidig også til eneste begravelsesmyndighed. Herved mistede de anerkendte trossamfund en del af et »privilegium«.

En yderligere grundlæggende ændring kan måske indtræffe, alt efter hvor konsekvent den elektroniske kirkebog bliver indført. Indtil nu er de anerkendte trossamfund ikke forpligtet til at tilslutte sig den; men kan det så betyde, at den sidste rest af civilretslige funktioner i forenklingens navn bliver overført til den elektroniske kirkebog, dvs. til folkekirken?

For de anerkendte trossamfund ville det ikke betyde noget dramatisk indgreb i kirkelivet; men der melder sig et principielt spørgsmål: Er det under sådanne vilkår, ja egentlig allerede nu, rimeligt, at et trossamfund er betroet en opgave, som er rent civil?

Det næste store spørgsmål er folkekirkens og de øvrige trossamfunds finansielle situation, herunder mulighed for offentlig inddrivelse af kirkeskat. Diskussionen sløres af, at trossamfundene (i hvert fald ikke for nylig) har rettet nogen henvendelse med anmodning om offentlig hjælp til inddrivelse af medlemmers bidrag og derfor heller ikke har fået noget afslag.

I katolsk sammenhæng er det vedtaget at rette henvendelse og dermed vise interesse for en sådan finansieringsordning, hvilket dog ikke er sket endnu. Alligevel er det muligt at fremkomme med nogle principielle overvejelser vedrørende trossamfundenes økonomiske situation.

Her kompliceres debatten dog af nogle misforståelser, som jeg håber at kunne få ryddet af vejen. Det drejer sig om den ofte nævnte fradragsmulighed for medlemmer af de fra folkekirken afvigende trossamfund. Som et mantra gentages det igen og igen, at trossamfundene får statsstøtte via fradragsordningen. En sådan sammenligning med den offentligt inddrevne kirkeskat er helt uholdbar. Retten til at fratrække medlemsbidrag på selvangivelsen er først og fremmest en fordel for bidragyderen, en ansporing til at støtte et godt formål. Modtageren, i denne sammenhæng trossamfundene, får kun glæde af ordningen, hvis nogen finder det relevant at betale i stedet for trods fradragsmulighed at spare pengene eller give dem til noget andet.

Det nævnes ofte, at så må trossamfundene blive bedre til at motivere deres medlemmer til at betale, hvilket er så sandt, som det er sagt. Dog må også forsvarere af den nuværende ordning erkende, at mens trossamfundene må bruge kræfter på at motivere deres medlemmer til økonomisk ansvarsbevidsthed og på at appellere til velgørere, så behøver folkekirken ikke at bekymre sig om, hvordan pengene kommer ind.

Trods risikoen for med min udtalelse af blive upopulær, ville jeg som leder af et trossamfund ikke have noget imod, at fradragsmuligheden forsvandt eller blev udvidet til også at gælde folkekirkens bidragydere, blot det kunne sikre alle trossamfund en stabil pengestrøm fra deres medlemmer.

Dette være kun nævnt for at skitsere den faktiske ulighed i den nuværende ordning. Om den skal ændres afhænger også af det enkelte trossamfunds syn på offentligt inddrevne medlemsbidrag. Pladsen tillader ikke længere en redegørelse for, hvordan en ny ordning kunne se ud, blot vil jeg mene, at en sådan sagtens kunne etableres, uden at folkekirkens økonomiske situation blev forringet.

Retssager er ikke den bedste måde at få afklaret sådanne spørgsmål på, netop fordi emnerne er så vidtrækkende. Mit drømmescenarie er, at repræsentanter for alle implicerede parter, folkekirken, de øvrige trossamfund og staten, kunne blive enige om anliggendets principielle relevans og om i samdrægtighed at finde en ny og for alle parter acceptabel ordning.

Czeslaw Kozon, katolsk biskop i Danmark

Krist. Dagbl. 15.1.04