Limbo er på vej ud

Omdiskuteret vadested mellem himmel og helvede på vej mod fortabelse i katolsk teologi

Af Andreas Rude

Det er ikke hver dag, den katolske kirke afskaffer middelalderligt tankegods, så nyheden om, at paven formentlig vil sløjfe forestillingen om limbo, har kaldt store overskrifter frem verden over.

Den forestående annullering af limbo skal ses i sammenhæng med kirkens forsøg på i de senere år at kortlægge, hvad der sker med det enkelte menneske efter døden. Og her har spørgsmålet om de spædbørn, der dør uden at være blevet døbt, altid trængt sig på. Deres frelse eller mangel på samme har været debatteret i århundreder, for hvis børnene dør, uden at have modtaget dåben, så er de jo ikke løst fra arvesynden og kan derfor ikke komme i himlen. På den anden side har de ikke begået nogen personlig synd, og derfor forekommer helvede at være en alt for hård skæbne.

Løsningen på dilemmaet fandt teologerne tidligt i forestillingen om limbo, der hverken er himmel eller helvede, men en mellemting. Kirkefaderen Augustin mente, at limbo var en mildere form for helvede, mens Thomas Aquinas 800 år senere forestillede sig limbo som et sted, hvor man kunne være så lykkelig, som det nu er muligt, når man ikke er i Guds nærhed.

Nu tyder alt på, at det skal være slut med limbo. Selvom limbo aldrig har været noget egentligt dogme, har tanken præget generationer af katolikker, og det bekymrede pave Johannes Paul II, der hellere så de udøbte spædbørn overgivet til håbet om Guds nåde end henvist til et evigt tomrum. Han fjernede i 1992 henvisningen til limbo i den katolske kirkes officielle katekismus og bad senere kirkens Internationale Teologiske Kommission om at drøfte emnet.

Det skete i begyndelsen af december, da 30 fremtrædende teologer mødtes i Vatikanet for at forberede en betænkning om eskatologi, det vil sige læren om verdens ende, Kristi genkomst og menneskehedens endelige skæbne. Heri indgik også en overvejelse af forestillingen om limbo, og det menes, at kommissionen har anbefalet paven, at kirken helt skal afskaffe begrebet. Dette skal ske ud fra tanken om, at ingen mennesker kender grænserne for Guds barmhjertighed og derfor har lov at håbe på, at alle bliver frelst - herunder også udøbte spædbørn.

Selvom kommissionens betænkning endnu ikke officielt er blevet forelagt pave Benedikt XVI, regner de færreste med, at han vil have noget at udsætte på dens konklusioner. Allerede i 1984 udtalte kardinal Joseph Ratzinger, den nuværende pave Benedikt, nemlig at "limbo aldrig har været en definitiv trossætning", og at han "personligt ville lade det falde, eftersom det aldrig har været andet end en teologisk hypotese".

En medvirkende faktor til limbos afskaffelse er også kirkens overbevisning om, at mange babyers død kunne være undgået, hvis blot samfundet havde villet det.

- Vi er nødt til at tage højde for det forhold, at mange børn dør som ofre for moderne onder som sult såvel som følge af sociale uroligheder og elendighed, for slet ikke at tale om abort, har den tidligere pavelige husteolog, kardinal Georges Cottier, forklaret til avisen La Stampa.

Forestillingen om limbo har dog ikke været begrænset til de udøbte spædbørn. I tilknytning til limbus infantium (børnenes limbo), der varede evigt, forestillede teologerne sig også, at der fandtes et limbus patrum (fædrenes limbo). Dette limbo var reserveret til de gode mennesker, der døde før Jesu genopstandelse og derfor var nødt til at vente på Kristi genkomst på den yderste dag, før de kunne gøre sig håb om at komme i himlen. Ikke mindst denne form for limbo har appelleret stærkt til kunstnere og digtere - fra Dante over John Milton til Giotto og danske Joakim Skovgaard, der skildrede det dramatisk som et opholdssted for skikkelser fra Det Gamle Testamente såvel som retfærdige hedninge, heriblandt Virgil, Sokrates og den muslimske krigshelt Saladin.

Kristeligt dagblad