KIRKELIGT SET:  Det er temmelig meningsløst at tjekke præster for pædofili, da folkekirkens præster ikke lever i cølibat og derfor har langt mindre behov for pædofili end katolske præster

 

Pædofilitis

 

AF JAN LINDHARDT

Kirkeminister Tove Fergo (V) har måttet bøje sig for det politiske pres og vil nu indføre et pædofili­check af alle præster, forlyder det ifølge pressen.

 

Præster kommer jo i kontakt med mange unge, f.eks. i konfir­mandundervisningen, som oven i købet i de senere år mange steder har taget en foruroligende vending i retning af at blive delvist afviklet på konfirmandlejre, hvor man overnatter sammen med de unge.

Som en slags chef for præsterne i Roskilde Stift har jeg hidtil for­trængt de problemer, der rejser sig, men det er klart, at man kan ikke lukke øjnene for de farer, der ligger her. Mange eksperter har udtalt sig meget bekymret.

Man må anmelde alle tilfælde. At der ikke skulle være nogen, kan selvfølgelig ikke passe. Tilsvaren­de slår jo alle mænd deres koner, og derfor giver det ingen mening at spørge, om de gør det, men måske, om de har taget en pause eller er gået over til kæp. I betragtning af situationens alvor er det ikke blot fornuftigt, men helt nødvendigt, at Tove Fergo griber hurtigt og kon­tant ind. Hvis ikke, ville regerin­gens støtteparti uden tvivl sørge for, at hun opfylder sin pligt.

 

Der stod ikke noget i gengivel­sen af telegrammet fra Ritzau om de andre personalegrupper. Det må være en undladelsessynd, som hur­tigt bliver rettet. Hvad med organi­ster, der ofte deltager i konfirmandundervisningen, og som øver med kor uden at være under opsyn af andre end korpigerne? Det må anses for uforsvarligt. Og hvad med de andre personalegrupper? Alle har de kontakt med unge, og alle kan blive fristet. Måske ikke gravere, vil man indvende, men man skal aldrig sige aldrig. Her

kan de pædofile tilbøjeligheder skaffe sig afløb som nekrofili, kær­lig omgang med døde. For den re­ne er alting urent, siger man jo, og hvis man virkeligt har kikkerten indstillet på dette snavsede felt, er der sikkert ingen grænser for, hvad man kan få øje på. Og egentlig går det jo tilbage til mesteren selv. Sagde han ikke: »Lad de små børn komme til mig?«

Her ligger et stort, uopdaget felt for mistænkere af alle slags. Eller også er der tale om et meget ube­hageligt udslag af en moderne po­litisk korrekthed, som altid tænker det værste om mennesker og aldrig det bedste.

 

Tilbage til præsterne og helt ær­ligt: Der har jo været en voldsom debat i USA om katolske præster, der har udvist pædofile tilbøjelig­heder. En præst er en præst, og der­for må det samme jo også gøre sig gældende herhjemme; det mener den danske presse øjensynligt. Men det er jo ikke det samme i vor kirke som i den katolske. I sidst­nævnte har man nemlig cølibat for præster, hvilket vil sige, at de skal leve i ugift stand. Begrundelsen herfor er ikke helt klar, men to træk tegner sig: For det første kan præ­sten lave meget mere, når han ikke er bundet til familie, end han kan med en familie at skulle føde og ta­ge sig af. For det andet - og det må man gå ud fra er langt det vigtigste - kan en person ikke være hellig, hvis han omgås et andet menneske seksuelt. Heri ligger en ældgam­mel hellenistisk tanke om, at det hellige og det seksuelle er modsæt­ninger. Alterbordet besudles af et urent menneske. Manden er uren, når han omgås kvinden, og kvin­den er altid uren, for hun føder børn og har sine blødninger. Bl.a. derfor kan hun ikke være præst. Enkelte højkirkelige præster i vor kirke mener det samme, men de må nok betragtes som en uddøende race.

 

Alt dette gjorde Martin Luther op, idet han gik ud fra 1. Mos. kap. 1, vers 27: »Gud skabte mennesket som mand og kvinde. Ud fra dette ord kan vi se, at Gud delte menne­skene i to dele, at der skal være en mand og kvinde, eller en han og en hun. Og det synes Han altså selv så godt om, at Han kalder det en god skabning.« (»En prædiken om det ægteskabelige liv«, 1522). Og ikke bare er de skabt som mand og kvinde, men de skal også være sammen, således at de får børn og bliver mangfoldige. Og Luther ta­ler videre om, at når man nu er en mand, så må man opføre sig som en sådan - og tilsvarende med det at være kvinde. Det er ikke noget, vi selv har bestemt, og vi kan der­for heller ikke bestemme om igen. Kønnet giver sig med nødvendig­hed.

 

Den katolske kirke mener godt, at man kan frigøre sig fra kønnet ved at undlade at omgås det andet køn. Det kan godt være, at det kan være svært i begyndelsen og som ung, men efterhånden glemmer man savnet af kødelig omgang. Man kan sublimere sig væk fra det.

Det tror Luther ikke på. Tværti­mod. Jo mere man holder sig væk fra det andet køn, des værre bliver det, og jo flere »stumme synder« begår man. Det er ikke helt klart, om han tænker på homofili, pædo­fili eller onani, men det afgørende er, at det seksuelle er en sådan gudsskabt urkraft, at man ikke blot kan lægge det bag sig; det vil altid slå sig igennem under en eller an­den form.

Uden at underskrive Luthers meget faste ideer om den rette sek­sualitet, vil vi i dag - vi lever jo ef­ter Freud - grundlæggende give ham ret i, at det seksuelle er en kraft, som ligger i vor krop og som ikke kan ignoreres.

Det kan den heller ikke hos ka­tolske præster i USA, og derfor er pædofili hos nogle blandt dem ble­vet en seksuel udvej. Men det lig­ger jo unægtelig noget anderledes hos os, hvor alle præster kan prak­tisere deres seksualitet, som de vil, hvad enten det sker som kærlighed mellem kønnene eller til det sam­me køn. Men ikke til børn, hvorfor vi har en kriminel lavalder, også hvad angår det seksuelle.

Behovet hos vore præster for at begå pædofili er derfor langt min­dre, ja så lille, at det er temmelig meningsløst med et »pædofili­tjek« af kirkens ansatte.

 

Vi er jo ikke katolikker og har ikke noget cølibat for præster.

 

Jan Lindhardt er biskop over Roskilde Stift

Krist. Dagbl. 24.10.03