Menneskets tilblivelse efter katolsk tradition

Menneskets tilblivelse efter katolsk tradition

Offentliggjort i forkortet form i Kristeligt Dagblad, 14. oktober 2000

I de senere år er spørgsmålet om, hvornår et menneske bliver til et menneske, blevet mere og mere kritisk. Udfordringen kommer især fra den medicinske og biologiske teknologi, hvor reagensglasbefrugtning, genteknologi og kloning har rettet fokus på det tidlige foster og det befrugtede æg. Det er pludseligt blevet afgørende for etisk stillingtagen til flere af de moderne teknikker, om et befrugtet æg, et embryon (=det meget tidlige foster), eller et foster fuldt ud er et menneske med ret til liv og ukrænkelighed. De videnskabelige synsvinkler på dette er mange og skal ikke berøres her. Interessant er det imidlertid, at dette spørgsmål ikke er nyt, men tværtimod har været genstand for betydelig diskussion gennem kirkens lange tradition. I det følgende har jeg resumeret de forskellige opfattelser, som de især er fremstillet i koncilsdokumenter, katekismer og jesuitten Joseph Donceels artikel "Immediate animation and delayed hominization", Theological Studies 1970, 31:76-105.

I de første kristne århundreder var der delte meninger om, hvornår et menneske opstod: nogle mente at mennesket med sjæl og legeme var til stede fra befrugtningsøjeblikket, andre mente at der først skulle dannes en vis biologisk form før sjælen kunne være til stede. Denne sidste opfattelse stammede fra Aristoteles, som mente at fosteret udviklede en sjæl over flere stadier. Først et vegetativt, dernæst et sensitivt og endelig et rationelt stadie, hvor menneskets sjæl kom til fuldt udtryk. Kirkefædrene var ikke enige om dette. Gregor af Nyssa holdt på øjeblikkelig besjæling, mens f.eks. Augustin mente at besjæling skete med en vis forsinkelse. Diskussionen fortsatte op til Thomas Aquin, der i flere værker støttede den forsinkede besjæling. Efter hans opfattelse er mennesket ikke en dualisme mellem legeme og sjæl men derimod en enhed bestående af begge dele. Denne opfattelse kaldes hylomorfisme, og enkelt forklaret skal man herefter forstå legemet som en ufærdig klump materie, der får sin egentlige betydning gennem sjælen, ligesom en klump ler bliver til en statue i kraft af sin form. I denne sammenhæng skal 'form' forstås som de aspekter, der gør mennesket til det særlige grænseoverskridende fænomen, vi oplever som særligt menneskeligt: kærlighed, ideer, tro. Og dette særlige menneskelige fænomen, sjælen, mente Thomas kun kunne optræde i en biologiske organisme af en vis kompleksitet og parathed, hvorfor han afsatte 40-80 dage efter befrugtningen til denne udvikling.

Koncilet i Vienne slog i 1312 det hylomorfiske princip fast som det katolske standpunkt. Og i århundreder herefter blev princippet om forsinket besjæling udtrykt flere gange. I Tridentinerkoncilets katekismus fra 1566 blev det udtrykt således: "... cum servato naturae ordine, nullum corpus, nisi intra praescriptum temporis spatium, hominis anima informari queat" (... efter naturens orden kan intet legeme blive indgivet menneske-sjæl førend efter den foreskrevne periode). Moralteologen St. Alphonsus Ligouri udtrykte det således i sin Theologia moralis fra 1779: "E converso, male dixerunt aliqui, foetum in primo instanti quo concipitur animari, quia foetus certe non animatur antequam sit formatus" (Modsat, så tager de fejl, som siger at fosteret er besjælet fra første øjeblik, for fosteret er helt sikkert ikke besjælet før det er formet).

Denne opfattelse havde som konsekvens, at tidlige fostre ikke måtte døbes, hvis de blev aborteret inden fosteret havde nået en udviklingsgrad, der gjorde det sandsynligt, at det var besjælet. Eksempelvis afsagde Troslærekongregationen 5. april 1775 en kendelse i en sag om dåb af et aborteret foster: "... hvis der er rimeligt grundlag for at bedømme at fosteret er besjælet, så bør og skal det døbes på betingelse. Men hvis der ikke er et rimeligt grundlag, så må det aldeles ikke døbes". Helt frem til 1895 udgaven af Rituale Romanum fremgik denne regel i forbindelse med spontan abort af et foster: "...At si aliud membrum emiserit, quod vitalem indicet motum, in illo, si periculum immineat, baptizetur" (Men hvis [fosteret] stikker et andet lem ud, som viser tegn på liv ved bevægelse, så døb det, hvis der er overhængende fare).

Allerede i 1600-tallet opstod der imidlertid alternative opfattelser af menneskets tilblivelse. Med de tidlige og meget primitive mikroskoper troede man at kunne identificere den menneskelige kropsform med hoved, lemmer og organer allerede i det tidligste foster. Man forestillede sig, at mennesket var præformeret i det befrugtede æg, og at det herefter kun drejede sig om, at de forskellige organer skulle vokse sig store. Og Descartes havde i overensstemmelse med Platon den opfattelse, at mennesket ikke var en enhed men derimod bestod af to separate dele, en sjæl for sig og et legeme for sig. Hvor forestillingen om et præformeret menneske blot var en simpel fejl, der kunne og blev rettet med mere nøjagtige, videnskabelige undersøgelser, så betød Descartes' dualistiske opfattelse, at der ikke længere behøvede være nogen sammenhæng mellem den biologiske udvikling og den menneskelige sjæl; komplementariteten mellem de fysiske og de åndelige aspekter af mennesket blev ophævet.

I slutningen af 1800-tallet valgte de kirkelige læremyndigheder at vende tilbage til opfattelsen om øjeblikkelig besjæling. Svarende hertil er Rituale Romanums betingelse for fosterdåb i bisætningen "som viser tegn på liv ved bevægelse" (jf. overfor) slettet i en udgave fra 1926. Holdningsændringen skete dels under påvirkning af Descartes, men måske især fordi man så en faretruende parallel mellem forestillingen om en slags evolution i det enkelte menneskelige individs tilblivelse og så Darwins teorier om den naturlige evolution af arterne.

Selvom kirkens øverste læremyndigheder i dag accepterer darwinistisk evolution, så har man dog ikke opgivet forestillingen om øjeblikkelig besjæling af det befrugtede menneskelige æg. På 2. Vatikankoncil og i Donum vitae bruges denne forestilling til at begrunde modstanden mod enhver form for abort, og selvom denne sammenkædning egentlig ikke er nødvendig, vil en tilbagevenden til kirkens traditionelle tilslutning til det hylomorfiske princip givetvis være vanskelig netop pga. frygten for at slække på forbudet mod provokeret abort.