Målet helliger ikke midlet

Af Lars Messerschmidt

‑ Nej, det handler ikke (alene) om 11. september.

Om morgenen den 16. marts 1968 trængte en afdeling amerikanske soldater ind i landsbyen MyLai i Syd‑Vietnam på jagt efter Vietcong soldater og foranstaltede massakre på ubevæbnede kvinder, børn og gamle mænd. Nogle blev skudt i deres hjem, andre blev samlet i grupper og dræbt med ild fra maskingeværer eller med granater. Nedslagtningen varede hele morgenen.

Den amerikanske offentlighed fik først kendskab til denne krigsforbrydelse et år efter. I foråret 1972 nedsatte hærledelsen en komite af psykiatere med psykiateren M. Scott Peck som formand for at kaste lys over de psykologiske faktorer, der førte til massakren i MyLai. Undersøgelsen blev stoppet af hærledelsen med den begrundelse, at den ikke kunne holdes hemmelig og måske være belastende for regeringen.

Scott Peck har i sin bog "People of the Lie", forsøgt at forklare mekanismerne i denne forbrydelse. Hvordan kunne så mange enkelte mennesker blive delagtige i en så afskyelig handling uden at påtage sig selv skylden?

‑ Måden at dække over handlingen på var en gigantisk gruppeløgn, skriver han.

Løgn er på en gang et af symptomerne på og en af årsagerne til det onde. Skridt for skridt prøver forfatteren at vise, at det er det amerikanske samfund i sin helhed, der kollektivt var offer for og medansvarlig for denne forbrydelse på grund af en systematisk løgnagtig fremstilling af Vietnam krigen. ‑ Den var en myte ‑ et led i den kolde krig, skabt for at dække over USA's virkelige politiske mål: at kontrollere verden.

Straks efter at have hørt om bombningen af World Trade Center og præsident Bush's udtalelser kom jeg til at tænke på Scott Peck's bog og analyse af MyLai. Naturligvis finder også jeg, at denne terrorhandling er ond, men det, der slog mig, var Bush's og senere andre vestlige politikeres "politiker‑retorik". Fortalte de os sandheden? Skulle vi ikke alle sammen mobiliseres i et korstog mod terrorisme?

FN vedtog hurtigt en fordømmelse af al form for terrorisme hvem kan ikke tilslutte sag den? Men man kunne ikke blive enige om en utvetydig definition på terrorisme. Hvem skal således afgøre om en handling er terrorisme? En sådan upræcis resolution indbyder til subjektiv vilkårlighed. Den tjener ikke en sand opfattelse af virkeligheden. Den indbyder tværtimod til politisk manipulation med virkeligheden, altså til løgn. Det kan der komme endnu mere ondt ud af.

I kølvandet på det terroristiske anslag i New York blev volden mellem Israel og palestinenserne optrappet, og lige før jul kom angrebet mod parlamentsbygnlngen i Indien med den følge, at Pakistan og Indien er på krigens rand. Hvem har ret, hvem er terrorist? Derfor kom MyLai mig i hu. Gentager historien sag?

Næppe var World Trade Centret styrtet i grus, førend det lød: "det er Osama bin Laden, der står bag". I et retssamfund har vi domstole til at afgøre et skyldsspørgsmål, men har verdenssamfundet en objektiv og neutral instans til at fælde dom? Vil den internationale domstol i Haag kunne gøre det, og vil USA acceptere at indbringe bin Laden for den, hvis de fanger ham levende? Man kan have sine tvivl, og her er vi ved det, der satte mine overvejelser i gang efter den 11. september. Skal terrorismen i verden bekæmpes med militær vold, som den nu er blevet det, eller ved andre midler, der er et retssamfund værdig?

Det USA har gjort med krigen i Afghanistan er det, man juridisk kalder "selvtægt", dvs. at tage sag selv til rette, at tage hævn. I ethvert civiliseret samfund er det forbudt og strafbart.

Hvorfor er det så acceptabelt nationerne imellem? Fordi verdenssamfundet ikke er indrettet til at sikre de enkelte lande, grupper og individer retsbeskyttelse. Men ønsker de enkelte lande overhovedet et internationalt retssamfund med den begrænsning af egen suverænitet, det indebærer?

En næsten logisk følge af selvtægtsprincippet er den absolut forkastelige doktrin, at målet altid helliger midlet, for så er nemlig alting tilladt, når blot målet kan forsvares; terrorisme vil kunne bekæmpes med terrorisme; med ondt skal ondt fordrives.

I Israel på det Gamle Testamentes tid var det kongens fornemste pligt at forsvare enkernes, de faderløses og de fremmedes (!) sag, fordi de var de svage grupper i samfundet. Og Gud var garanten for, at Israel var et retssamfund. Det samme krav stillede man til fyrsterne i de nye kristne lande i Europa i middelalderen. Man ønskede at bygge en ny menneskelig samfundsorden op, inspireret af det bibelske menneske‑ og samfundssyn.

Det ondes eksistens

Mit anliggende med disse overvejelser er følgende: For mig at se, har vi ikke lært noget væsentligt nyt af den terroristiske handling i New York. Jeg har hørt mange radioudsendelser, hvor dygtige og kompetente kommentatorer har analyseret og kommenteret situation efter denne katastrofe. Men sjældent er glosen "ondt" blevet brugt. Var det da ikke ondt, det der skete? Er krigen i Afghanistan ond? Eller eksisterer det onde slet ikke? Begrebet "ondt" er af forskellige grunde gledet ud af det almindelige sprog. Er det, fordi vi vil benægte det ondes eksistens, selv når det kommer så klart frem som her?

At ville manipulere med virkeligheden ‑ og det onde er en del af den ‑ er at gøre sig skyldig i løgn. Vi trænger til at få begreberne "godt og ondt" ind i sproget igen og være ærlige, kalde tingene ved rette navn. Scott Peck forstår løgn og ondskab som to sider af samme sag. Der, hvor der er bevidst eller ubevidst løgn, der er det onde nærværende og virksomt. Enhver, der er nogenlunde fortrolig med evangelierne, ved, at Jesus netop var op imod løgn og ondskab, og når han siger: "sandheden skal gøre jer fri", mener han, at når man forholder sig til sandheden og søger den, vil man blive et sandt menneske. Løgnen i dens forskellige udgaver gør mennesker til slaver. Men hvad er så sandheden? Jesus siger: "jeg er vejen, sandheden og livet". Hans modstander er løgneren" og løgnens fader", nemlig Satan, "denne verdens fyrste"

Det er også en løgn, måske den allerstørste, at Djævelen og hans magt ikke eksisterer. Denne løgn forplanter sig til alle områder af vor kultur og civilisation, ja selv blandt de kristne, med den forfærdelige konsekvens, at den Onde får mere og mere magt takket være vores blindhed for det.

Er det ikke at være blind, når man ikke ser, at militær aktion altid går ud over civilbefolkningen, når man ikke ser, hvor meget den største del af menneskeheden lider under umenneskelige forhold på grund af mangel på de mest nødvendige ting, som skyldes den ulige fordeling af goderne, når man ikke ser, at man bruger beskidte midler i sin kamp?

Også den hjemlige politiske debat bærer vidnesbyrd om manglende sans for retfærdighed og solidaritet med de svage her i landet og i verden. Også den er ofte præget af blindhed.

På grund af al den uærlighed og tilsløring af virkeligheden har det onde magt i os. Vi kristne har et særligt ansvar for at leve i sandheden og således være med til at afsløre det onde, ja den Onde. Uden en sådan afsløring bliver vi både offer for og årsag til det onde.

Ingen fred uden forsoning

Sandheden er, at der aldrig bliver fred i verden uden ægte forsoning og vilje til retfærdighed, som Paven udtrykte det i sin nytårsprædiken: "ingen fred uden retfærdighed, ingen retfærdighed uden tilgivelse". Det er sandheden. Vores bidrag i det nye år og i årene fremover må være en resolut kamp mod manipulation med sandheden og mod krænkelse af de helt elementære principper for retfærdighed og for at skabe både national og international retssikkerhed, at skabe det, man har kaldt, en kærlighedens civilisation.