Miraklets empiriske bevis

Niels Christian Hvidt

skriver fra Vatikanet

Mons. Michele di Ruberto, Vatikanets ”ansvarlige for undersøgelsen af mirakler,” bladrer i en meter-stor bordeauxrød bog og lyser pludselig op med et smil: “Denne sag,” siger han, “husker jeg på grund af dens usædvanlige hændelsesforløb: En pige får sin finger bidt af - af en piratfisk. Faderen fanger fisken, klasker den op på båden og dræber den, tager den afbidte finger og bringer den sammen med den skrigende unge på hospitalet. Kirurgen formår at transplantere fingeren på igen men erkender, at han ikke er i stand til at forbinde vitale sener og nerver, og selvom fingeren nu igen sidder, hvor den skal, vil den forblive rigid resten af hendes liv. Lægen giver sig derfor til at bede den pågældende helgen om forbøn for pigen, og pludselig forbindes nerver og sener af sig selv, og fingeren har fungeret perfekt siden.”

Den meter-store bog er blot et bind ud af i alt syv meter dokumentationsmateriale med Den Katolske Kirkes helgenkåringsakter. Bøgerne står i Mons. di Rubertos kontor i Helgenkåringskommissionen i Vatikanet, hvor man som led i helgenkåringer undersøger de mirakler, der hævdes at være sket på forbøn af den person, man overvejer at helgenkåre. De store bøger indeholder derfor minutiøse medicinske redegørelser for uforklarlige helbredelser. Disse undersøgelser finder sted ved alle helgenkåringer og er fx. er allerede udført for en af de nyere kendte helgenkandidater, nemlig Moder Teresa af Calcutta, hvis helgenkåringsproces blev indledt på rekordtid, hvilket kun var muligt ved pavelig dispensation fra gældende kanoniske regler.

Monsignore Michele di Ruberto har været ansat i helgenkåringskommission siden 1969 og står nu som nr. tre på ranglisten. Den fornemme titel ”ansvarlig for undersøgelsen af mirakler” har han båret i over ti år. 66-årige di Ruberto er en altid smilende, typisk syditaliener med deres karakteristiske karismatiske rulle-accent og en imponerende energi. Efter en rundvisning i kongregationen, som bl.a. har ført os til det fornemme konferencelokale, i hvilket kongregationens læger mødes for at efterprøve de mest utrolige helbredelsers uforklarlighed, har vi sat os til at tale i hans kontor.

På vor forespørgsel om nogle eksempler på mirakler i nyere tid, har Mons. di Ruberto taget et af de store bøger med dokumentationsmateriale frem og begynder at bladre igennem den. Med medicinske fagudtryk beskriver han approberede mirakler, det ene mere utroligt end det andet. Om en mand, der efter at have fået et højspændingsstød fik dokumenteret uhelbredelige hjerneskader. Helbredt. Om en dame med blodkræft i hele systemet. Pludseligt forsvundet efter forbøn.

Kendt er miraklet på hvilket Padre Pio blev helgenkåret, fortæller di Ruberto og løfter blikket op fra den store bog henover de små briller. Det var en dame, der led af ”væskeudgydelse i skulder- og maveregion samt brystskillevæg, forårsaget af perforering af thorax-lymfekanal.” Hun skulle opereres dagen efter, dels for at lukke den perforerede lymfekanal, dels for at fjerne de store væskeansamlinger, som røntgenbillederne indikerede . Om natten havde hun en drøm, i hvilken Padre Pio forsikrede hende om, at der ikke ville være behov for en operation. Dagen efter var hele hævelsen sporløst forsvundet, og røntgenbillederne viste, at al væsken var væk. Det, eksperterne fandt uforklarligt, fortsætter di Ruberto, var ikke, at lymfekarret lægte, eftersom det teoretisk set kan ske af sig selv. Det utrolige var, at væsken var forsvundet. Kroppen kan ikke assimilere så megen væske udenfor maven på så kort tid.

En af de interessanteste nylige mirakler, vi har været vidner til, var den helbredelse, på hvilken Edith Stein blev helgenkåret. Edith Stein var en tysk-jødisk filosof, der fra at have været ateist endte med at blive karmelitnonne, inden hun i 1942 blev henrettet i Auschwitz. Miraklet skete for en kun treårig pige, der selv havde fået Edith Steins klosternavn, Teresa Benedikte. I 1987 slugte hun en stor portion Panodiler. De i journalen refererede blodprøver indikerer en forgiftning på seksten gange den dødelige dosis, barnets alder taget i betragtning. Pigen var i koma, og lægerne gav hende ingen chancer for at overleve, med mindre man fandt en donor til en levertransplantation. Pigens tante henvendte sig nu til Edith Stein og bad hende om forbøn. Umiddelbart efter begyndte hendes organer at fungere normalt igen, og efter nogle dages observation blev hun udskrevet, uden transplantation. Jeg fulgte selv sagen tæt, fortsætter di Ruberto, og den rørte mig meget. Lægen, der behandlede pigen, Dr. Ronald Kleinman, professor i børnesygdomme ved Harvard Medical School, kaldte helbredelsen ”mirakuløs” og kom til Rom for at klargøre nogle tekniske forhold overfor lægekommissionen – som Edith Stein var han selv jøde.

Mons. di Ruberto, De er leder af en usædvanlig og egenartet kommission, hvis formål det bl.a. er at undersøge uforklarlige helbredelser. Hvad er kommissionens baggrund, og hvordan søger man at sikre undersøgelsernes objektivitet?

Kirken har altid undersøgt angivelige mirakler for at samle de beviser, der skal til for at bekræfte en persons helgenstatus. I den forbindelse har man altid forholdt sig kritisk overfor de påståede mirakler og undersøgt dem med samtidens videnskabelige metoder, som fik et solidt skub fremad med videnskabernes etablering. Tridentinerkoncilet stadfæstede med et dekret af 3. december 1563 det princip, at miraklets undersøgelse tilkommer de kirkelige autoriteter, som konkluderer miraklernes ægthed med støtte af læger og teologer. Pave Innocenz XI (1611-1689) forordnede at en uafhængig læge eller kirurg skulle undersøge det materiale som fremsattes som bevis for helbredelsens uforklarlighed inden Benedikt XIV (1740-1758) i 1743 nedsatte den første lægekommission. Hele denne udvikling samledes i 1917 i en lovsamling, i hvilken paragraf 2118 forordner, at givne uforklarlige helbredelser bliver betroet to medicinere, der skal undersøge sagen uafhængigt af hinanden. Om nødvendigt kan yderligere to eksperter knyttes til undersøgelserne. I 1948 opdaterede Pave Pius XII disse forordninger med krav om, at de lægelige og de teologiske konklusioner skulle adskilles hermetisk og at deres uafhængige resultater siden igen skulle evalueres af en gruppe eksperter, ledt af en præsident, for derved at opnå den maksimale grad af seriøsitet og sikkerhed.

Hvordan er lægekollegiet sammensat?

Kollegiet består af godt 50 læger, der tilsammen dækker alle medicinske fagområder. De er alle udvalgt på baggrund af andre anerkendte lægers anbefalinger og udgør efter neutrale udsagn de bedste kræfter indenfor lægestanden. Af disse 50 udpeges til hver sag de eksperter, der kender mest til den pågældende kurerede sygdom. Lægekollegiets præsident er for tiden Prof. Cortesini, Italiens kendteste kirurg for transplantationer.

Hvad laver lægerne ellers?

Alle er læger, der arbejder fuldtids på de bedste hospitaler eller universiteter. Undersøgelsesarbejdet foregår som regel i deres fritid, idet de er fuldt beskæftigede af deres daglige dåd. De er ofte katolikker men behøver naturligvis ikke være det. Ofte er helbredelserne foregået i geografiske områder med få kristne, og her arbejder vi sammen med og indhenter materiale fra læger, som kan være ateister eller tilhøre andre religioner. Det er undersøgelsernes seriøsitet, der er det vigtige, ikke lægernes religiøse tilhørsforhold.

Forstyrrer det ikke objektiviteten, at undersøgelserne er bestillingsarbejder for den katolske kirke?

Di Ruberto rynker spørgsmålstegn med øjenbrynene: Undersøgelserne er ingen ”bestillingsarbejder”! Kirken gør ikke andet end at indsamle og evaluere materiale, som allerede eksisterer. Normalt baserer lægekommissionen sine prøver på de journaler, der jo etableres under alle behandlingsforløb. Evalueringen af en uforklarligt helbredt kræftpatient udgår for eksempel fra journalens løbende røntgenbilleder, der afslører kræftsvulsten før helbredelsen og dens totale fravær umiddelbart efter den. Det er standard undersøgelsesmateriale, etableret længe før der overhovedet blev en sag ud af det hos os i Helgenkåringskommissionen. Den var først en sag på det pågældende hospital, det være sig på Filippinerne, i USA eller i Italien. Der er således ikke tale om, at vi ”bestiller” mirakler - vore eksperter vurderer de undersøgelser, lægerne udførte som led i en almindelig behandling, og som ”ufrivilligt” redegør for den uforklarlige helbredelse.

Er materialet offentligt tilgængeligt?

Alle undersøgelser publiceres i en dossier, den såkaldte Positio super miraculo, som indgår i de endelige offentlige akter for helgenkåringen. Nogle sager publiceres også i lægejournaler.

Monsignore di Ruberto peger hen på den godt syv meter lange række bordeauxrøde kæmpebøger, som udgør det medicinske undersøgelsesmateriale siden 1960’erne. Under samtalen er en sekretær, en ung præst, kommet ind med to engangs-cappuccino’er i plastikbægre samt nogle karameller.

De har en årelang erfaring for samarbejde mellem teologiske og medicinske fagfolk. Men er det i bund og grund muligt at arbejde videnskabeligt på et materiale, der har så meget at gøre med tro, som mirakler har det?

Det er ikke alene muligt at arbejde videnskabeligt med mirakler; det er påkrævet! Hvis videnskaben kun kan arbejde med emner, den kan forklare, ville den ikke gøre nogen fremskridt. Videnskabelig erkendelse forudsætter, at man beskæftiger sig med materiale og emner, man ikke kan redegøre for. Hvis man fx havde sagt: Vi forstår ikke, hvordan elektrisk strøm fungerer, ergo kan vi ikke forske videre i det, så havde vi aldrig haft strøm i dag. I virkeligheden udvider troen videnskabens horisont. Gennem flere generationer har videnskaben hævdet, at universet ikke har haft nogen begyndelse i tiden. Også teologer følte sig nødsaget til at acceptere det som et faktum og kunne ikke anføre anden kilde til troen på, at verden har en begyndelse end den kristne åbenbaring. I dag hævder videnskaben det modsatte, end den gjorde før, nemlig at det er videnskabeligt bevist, at verden har en begyndelse.

Omvendt bekræfter videnskaben troen på, at Gud har grebet ind, for det er lægevidenskaben selv, der bekræfter, at de forhåndenværende midler ikke formåede at kurere sygdommen; det er videnskaben, der fremlægger de undersøgelsesresultater, der gør det muligt for os teologer at konkludere, at der er tale om et guddommeligt indgreb. Troen derimod kroner videnskaben ved at tilvejebringe den forklaring, videnskaben ikke er i stand til at give, nemlig at det var Gud, der virkede hændelsen.

De mener altså, at medicinens beskæftigelse med mirakler har betydning for forholdet mellem tro og videnskab?

Ja. Studiet af mirakler hjælper videnskaben til at overskride grænserne for dens hidtidige erkendelse. Troen er ikke videnskabens fængsel. De problemer, vi møder i dag fra videnskabeligt hold har sit grundlag på fordomme fra det positivistiske grundsynspunkt, at naturvidenskabelig metode er den eneste måde at erkende på. Fra Galileo og Newton af anså man naturlovene for at være uforanderlige, men siden det 20. århundredes tre naturvidenskabelige revolutioner, nemlig kvanteteorien (Max Planck og Niels Bohr), relativitetsteorien (Albert Einstein) og ubestemthedsprincipppet sammen med kvantemekanikken (Werner Heisenberg) gælder lovene kun for en begrænset sektor af den kendte del af naturen, sådan at de bedste videnskabsfolk i dag ikke længere taler om love men om teorier. Einstein giver sit billede på videnskabelig erkendelse. Han siger, at videnskabsfolk studerer universet som et lommeur. Man kan ikke lukke det op og verificere, hvordan det er skruet sammen, men må komme frem til en teori om, hvad der er i det, og hvordan det fungerer ved at observere, hvad det gør. Hvis uret pludselig giver et tik, man ikke forventede, kan man være nødt til at revidere sin teori om, hvordan det fungerer. Og det er i dette mønster, at miraklerne kan være med til at bibringe videnskaben nye teorier om universets store sammenhænge, snarere end at modsige dem, idet man kan se dem som sådanne kraftige ”tik” der peger på det ”mere mellem Himmel og Jord,” som videnskaben nogen gange misser. Min mangeårige erfaring fra vore konsulenters frugtbare samarbejde er, at videnskab og tro aldrig står som modsatrettede størrelser.

Hvad er miraklets ”anatomi”?

I dets grundbetydning er miraklet en usædvanlig hændelse, der påkalder opmærksomhed og undren. Augustin kalder det fra en subjektiv synsvinkel ”en kompleks og usædvanlig hændelse, som overgår både håb og forstand hos den, der ser det.” Og ud fra en objektiv synsvinkel betegner Thomas af Aquinas miraklet som ”det, som Gud har gjort ud over den skabte naturs orden.” Hændelsens primære årsag er Gud selv, der også kan betjene sig af sammenhænge i naturen, hvis han ønsker det. Gud gør noget, der overgår, men ikke går imod, naturens orden, for miraklet gør ikke vold på naturlovene. Det foregår i naturen med udgangspunkt i en exceptionel guddommelig indgriben og overskrider naturens kræfter alt efter hændelsens omfang.

Hvad skal der til, for at man anerkender en helbredelse som mirakuløs?

Kravene til et mirakel er nøje definerede:

1. Patienten skal have lidt af en verificerbar fysisk sygdom, som ingen forhåndenværende helbredelsesmetoder har kunnet afhjælpe.

2. Helbredelsen skal være pludselig.

3. Helbredelsen skal være fuldkommen. Er der fx tale om en metastatisk kræftsygdom, er det ikke nok, at en enkelt svulst er forsvundet – der må ikke være spor af kræftceller tilbage i kroppen.

4. Helbredelsen skal være varig, og der må ikke være tilbagefald. Det er også en af grundene til, at undersøgelserne tager den tid, de gør.

Når nogle af de eksperter, De samarbejder med, giver vidnesbyrd om en helbredelses uforklarlighed, kunne det så ikke skyldes, at de nuværende metoder er begrænsede? Det er jo muligt, at videnskaben en dag med bedre metoder kan forklare, hvad der i dag er uforklarligt og mirakuløst!

I begyndelsen fejrede man videnskabens ufejlbarlighed. I dag taler man om dens begrænsede metoder, og meget tyder på, at den moderne videnskab har nået visse grænser. Jeg anser det for at være paradoksalt, at man påberåbte sig den positivistiske ideologi for at uddrive troen, hvor man i dag vurderer videnskaben som utilstrækkelig. Det er jo klart, at videnskaben vil vedblive at gøre enorme fremskridt, men visse hændelser i naturen vil altid forblive uforklarlige, som for eksempel når en cancer med metastaser i hele kroppen forsvinder spontant og pludseligt.

Kan mirakler forklares videnskabeligt? Kan de bevises?

Hvis miraklerne kunne forklares videnskabeligt, ville de jo ikke være mirakler - det ligger i selve begrebet. Derimod kan de som objektivt observerbare fænomener udmærket bevises. Kun troen kan forklare et mirakels årsag i Gud. Kun videnskaben kan bevise, at det skete.

Helgernes mirakler

Mirakelberetninger afvises gerne med det enkle argument, at de, selvom de teoretisk set kunne forekomme, aldrig ville kunne bevises empirisk. Sludder, siger man i Vatikanet. Her vender tingene på hovedet, idet man i århundreder netop har benyttet sig af medicinsk bekræftede totalt uforklarlige helbredelser som empirisk bevis for at en person kan helgenkåres.

I modsætning til den protestantiske kontekst har man i de to ældste kristne traditioner – østens ortodokse og vestens katolske kirker – siden begyndelsen haft et særligt forhold til sine helgener. Helgener defineres som personer, der har åbnet sig så meget for Gud, at han kunne manifestere sin kraft gennem dem og derved overskygge deres egen svaghed. Helgenen er ikke en åndens Arnold Schwarzenegger som modstår djævelens fristelser og kæmper englenes kamp med egne muskler. Han eller hun er tværtimod en, der formår at ”blive mindre for at Gud må blive større” som Johannes Døberen, sagde om sit forhold til Kristus (Joh. 3,30), og som Paulus sammenfattede i de ord, Kristus efter hans eget udsagn gav ham: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed” for siden at konkludere: ”… for når jeg er magtesløs, så er jeg stærk (2 Kor. 12, 9-10).

En person anses således for at være helgen, når han eller hun uden vaklen har udvist en livsføring, der ved at overgå personens egne evner netop peger på Guds kraft. Det første, Helgenkåringskommissionen derfor gør, når den skal undersøge et muligt helgenkandidatur, er at prøve personen for varig ”heroisk dyd,” som det hedder. Mener man, denne prøve er opfyldt, er man klar til at gå videre til den næste og langt sværere eksamen. For til trods for at en person kan have et helligt ry og rygte og kan have mistet skalp eller hele hovedet for ikke at svigte den Almægtige, så kan det jo godt være, personen alligevel levede en skjult Dr. Jekyl and Mr. Hyde tilværelse. Kun den Almægtige ved, om personen befinder sig i hans himmelske nærvær og ikke i hverken Skærsild eller helvede. Derfor konkluderer katolikkerne, at det i sidste ende også er den Almægtige selv, der må give sit ”empiriske bevis” på, at den angivelige helgen virkelig er kommet gennem nådens nåleøje, og at der ikke er tale om en fuser.

Men hvad går det empiriske bevis så ud på? Katolikker og ortodokse tror, at en af helgenernes primære opgaver er at bede for folk på jorden, og det er derfor logisk nok, at lakmusprøven er den pågældende persons evne til efter sin død at opnå store ting på jorden i kraft af sin forbøn. Kravet for en persons helgenkåring er en mirakuløs helbredelse opnået ved den pågældende persons forbøn. Det er ikke nok, at en person er blevet helbredt. Ved inddragelse af vidner skal det kunne bevises, at helbredelsen fandt sted efter at der var nogen på jorden, der gav sig til at bede den afdøde hellige person om at gøre et stykke bøns-arbejde i himlen for den syge. Bønnen kan lyde: ”Kære Moder Theresa af Calcutta, vil du ikke nok bede til Gud, at han må helbrede min datter.” Eller: ”Kære Gud, vil du på forbøn af Moder Theresa af Calcutta ikke nok helbrede min datter.” Det skal kunne bevises, at der er en direkte årsags-virknings-kæde mellem menneskets bøn, helgenens forbøn, og den mirakuløse helbredelse. Det betyder så igen, at helgenkåringskommissionens jurister skal have tilstrækkeligt sikre vidnesbyrd på, at der kun er blevet bedt til den pågældende person og ikke til alle mulige andre, da det jo så ville være umuligt at verificere, hvem det egentlig var, der havde udført bønsarbejdet. Det går jo ikke, at man får helgenkåret en person på en mirakuløs helbredelse, der i virkeligheden er opstået på forbøn af et helt andet individ i himlen.

Det lyder måske enkelt nok, men faktum er, at helgenkåringskommissionen er et stort foretagende med godt 25 fuldtidsansatte teologer og jurister, der med udsigt over Peterspladsen slider med sagerne fra 9-17, fra mandag til og med lørdag. Hertil kommer de 50 topprofessionelle læger, der er tilknyttet kommissionen som konsulenter. Pave Johannes Paulus II har foretaget flere salig- og helgenkåringer end nogen af sine forgængere i nyere tid, til dags dato i alt 984 saligkåringer og 296 helgenkåringer. Det er et snit på i alt 64 kåringer om året. Hertil skal dog siges, at mange af disse er helgenkåringer af martyrer, der som de eneste er undtaget for mirakelprøven, og når Helgenkåringskommissionen ifølge en nylig undersøgelse af ”The Economist” er i færd med at undersøge 1500 sager, bliver det klart, at megen tid går med at bortfiltrere de helgenkandidaturer, der enten strander på manglende bevismateriale eller ikke lever op til miraklets lakmusprøve.