At skolen er katolsk, kommer til at betyde ikke blot en accept af, men også en støtte til elever, der er "forskellige".
Walter Dalland, cand.mag. med historie og græsk kultur som fag. Rektor ved Niels Steensens Gymnasium.
I begyndelsen af dette skoleår formulerede en af Niels Steensens Gymnasiums katolske elever: For mig har det været skønt at komme til en skole, hvor man ikke er et særsyn, fordi man er katolik, og hvor det heller ikke er langt ude at tro på Gud.
Da Niels Steensens Gymnasium begyndte i 1950 var det noget meget væsentligt for skolens første rektor, jesuiterpateren Georg Heggum, at skabe en gymnasieskole, hvor katolske elever ikke skulle føle sig i håbløst mindretal. Der er 30.000 katolikker i Danmark - i Niels Steensens Gymnasiums gymnasieafdeling er godt 100 (af små 300) elever katolikker. Resten af eleverne er medlemmer af Folkekirken for langt de flestes vedkommende, desuden er der nogle elever, som har en græsk- eller russisk-ortodox baggrund, nogle elever er muslimer, enkelte har jødisk eller hindu-baggrund. De katolske elever stammer selvfølgelig først og fremmest fra Danmark, men der er også en del vietmanesere, filippinerne, polakker, latinamerikanere og enkelte fra andre europæiske lande, hvor der er mange katolikker. Elevgruppen er således broget - det er ikke usædvanligt at have 10 forskellige nationaliteter i en klasse.
Det har hele tiden været skolens holdning, at "vi allesammen har ret til at være her". Ordensregelen, som skulle rumme alle ordensregler, er: "Vis hensyn".
Hvis disse to holdninger går i rygmarven på en, er vi et stykke på vej med det, et katolsk gymnasium gerne vil nå med sine elever.
En åben skole
Det er vigtigt for en skole at være åben. Brydningerne i samfundet uden for skolen hører med i skolens liv. Skolen skal ikke lukke af og beskytte mod denne verden. Det gør det af og til svært. Det har altid været jesuitterskolernes linje at være en del af den verden, de eksisterer i.
Ved et møde for nylig på skolen sagde en tidligere elev, der nu selv har børn på skolen: "I gamle dage" kunne man finde en forklaring på ånden på skolen. Hvad vedligeholder den positive ånd i dag?
Hans datter formulerede omgående: "Det har i høj grad at gøre med, at folk accepterer hinanden. Både elever og lærere. Men samtidig er der også grænser for, hvad man kan tillade sig."
En anden af skolens elever har formuleret sig således: "Det er ikke sådan en skole, hvor du har fordomme mod andre. Det gør ikke noget, at man har en anden baggrund."
Konfessionel skole
Jeg har haft den gode oplevelse, før jeg i 1990 blev rektor ved Niels Steensens Gymnasium, i 18 år at have været rektor ved en offentlig gymnasieskole, Falkonergårdens Gymnasium og HF-kursus. Det har været interessant at iagttage forskellene. En offentlig gymnasieskole er pr. definition en pluralistisk skole med hensyn til værdier. Den kan hverken være luthersk- evangelisk, katolsk, marxistisk, jødisk eller muslimsk. Alle holdninger er tænkelige, og skolen kan ikke forpligtes over for en bestemt. En konfessionel skole har ifølge sin formålsparagraf en indfaldsvinkel, som lærere og elever må forholde sig til.
De skal ikke være enige, men de kan ikke negligere, at skolen "står for noget".
I Niels Steensens Gymnasiums årsskrift for 1994 skrev lektor Poul Paludan fra Tårnby Gymnasium i en artikel med overskriften En skole med særpræg: "Spørgsmålet er, om der overhovedet kommer nogen holdnings- og meningsdannelse i gang, hvis budskabet fra opdragerne kun går ud på, at alle svar på de store spørgsmål, er lige gyldige. Hvis man aldrig selv har prøvet at mene noget for alvor, er man så rustet til at tage andres meninger alvorligt? Hvis vores opdragelse medfører, at fordomsfrihed og tolerance afløses af menings-løshed og forvirring, er det så demokratiets sag, vi tjener?"
Den fælles dagligdag
Det er selvfølgelig et stort plus på en gymnasieskole, at undervisningens faglige indhold står så centralt. Samarbejdet mellem eleverne præges selvfølgelig af de samme normer på alle skoler. Eleverne trækker på hinandens ressourcer i deres forberedelse og i gruppearbejde. De har fælles gruppedynamiske reaktioner på lærere, sport, skolekomedie, Operation Dagsværk. De vil gerne fungere godt sammen som gruppe, fordi det er den rigtige måde at være sammen på. De er i begyndelsen i 1. gymnasieklasse usikre over for hinandens adfærd, fordi de ikke kender hinandens normer og baggrund. Det er ikke et forhold, der er begrænset til at gælde forholdet mellem forskellige kulturelle grupperinger. Det er en almindelig erfaring med en hvilken som helst gymnasieklasse. Når denne indkøringsfase bliver belastet og beriget med mange kulturelle forskelligheder, hvor eleverne fra Kina, Filippinerne, Vietnam, Nordafrika, Pakistan, Argentina, Uruguay, Chile, Rusland, Tyskland og Polen møder med andre traditioner og erfainger end deres danske klassekammerater, sker der en social og faglig proces, som medfører, at klassekammerater kan blive til venner, som ud over skoletiden bevarer forbindelsen med hinanden. De danske katolske elever ved, at der er katolikker mange steder i verden, som har mange traditioner og skikke, som ikke er kendt i Danmark. De katolske elever, der har en udenlandsk baggrund oplever, at det katolske og det nationale ikke uden videre dækker hinanden, og de elever, der ikke er katolikker, lærer mange forskellige slags katolikker og nationaliteter at kende. Forskellene blive ikke fremmedgørende, men horisontudvidende.
Retten til at være forskellig
Det er ikke blot berigende, men også belastende. For mange unge fra fremmede verdensdele er det ikke uden problemer at være "i front" for deres etniske baggrund i et land som Danmark. De har som mange unge mennesker et ønske om ikke at stikke af fra omgivelserne. Nogle elever ønsker at blive "normale" danskere, som ikke også tilhører et religiøst mindretal. Nogle af dem reagerer mod deres forældres sætten grænser for deres adfærd, grænser, som ikke sættes for deres danske kammerater. For de elever på skolen, som tilhører enten den romersk-katolske kirke eller andre kirker, som i Danmark er mindretalskirker, er det vigtigt, at de går i skole med andre elever, som også er "unormale" på det religiøse område. Pigen fra begyndelsen af denne artikel er en af dem, der støtter sig til, at det på netop denne skole ikke hele tiden bliver problematiseret, om man skal tro på Gud eller være "anderledes". De mange forskellige nationaliteter og kulturelle baggrunde gør det ikke til noget underligt og fremmed at stamme fra den anden side af jordkloden. "Det er der nemlig en masse andre, der også gør".
Det interessante ved denne erfaring er, at vi må konstatere, at en konfessionel skole støtter eleverne i at være forskellige i holdninger og baggrunde. Det, der i første omgang kunne opfattes som en begrænsning: at skolen er en katolsk skole, kommer til at være ikke blot en accept af, men også en støtte til at være "forskellig". En af eleverne brugte udtrykket:"Det er in at være forskellig". Det er efter indkøringsfasen ikke utrygt og farligt at have med hinanden at gøre, og det er ikke en dårlig erfaring.
Livsanskuelse som fag
I gymnasiets 1. og 2. gymnasieklasse har skolen et ekstra fag med en time om ugen. Faget handler om livsanskuelse. Vi kalder det teologi. Det handler om, hvad det vil sige at tro på Gud i den moderne verden. Forskellige lærere underviser i faget i 5-6 uger ad gangen på forskellige hold. Eleverne er delt op i katolske hold og ikke-katolske hold, men kan, hvis de ønsker det, gå på det "andet" hold. Den konfessionelle opdeling skyldes blandt andet de mange forskellige slags katolske elevers behov for at få styr på, hvad der er katolsk, og hvad der er polsk, dansk, vietnamesisk, argentinsk osv. Faget er uden et ministerielt fastlagt pensum, der er i høj grad spillerum for elevernes initiativer, problematiseringer og spørgsmål. Som en af eleverne i dette års 3.g. formulerede det: Det var et dejligt fag i 1. og 2.g, fordi man kunne være helt sig selv uden at skulle tænke på eksamen, karakterer eller aktivitetsniveau. Man kunne fordybe sig i nogle meget udbytterige samtaler og diskussioner.
Samtaler og diskussioner, som burde kunne tages i alle relevante fag, men som det ofte er så tidkrævende at føre til ende så det går ud over det pensum, der skal nås. Gymnasieelever har altid haft behov for at drøfte perspektiver og holdninger. Det er en af denne gamle skoleforms kronjuveler at tage den slags drøftelser, fordi de netop er baggrund for den holdningsdannelse, som den opvoksende generation skal igennem. Med de mange forskellige kulturer i elevernes bagland er behovet for disse drøftelser og refleksioner ikke mindre. Afprøvningen af værdierne er et vigtigt element i en gymnasieskoles dagligdag. De mange forskellige hudfarver, konfessioner, familietraditioner, samfundserfaringer og personlige erfaringer om brydningerne gør denne afprøvning til noget mere og andet end udveksling af synspunkter. Den bliver eksistentiel, fordi det er ens klassekammerater, det drejer sig om. Gymnasiet skal både forberede sine elever til at kunne uddanne sig videre i uddannelsessystemet og give det, man ofte kalder almen dannelse. Almen dannelse er svært at definere præcist, men kan karakteriseres af forskellige ingredienser, som i hvert fald hører med. At være klassekammerat med mange forskellige slags mennesker med mange forskellige baggrunde giver indsigt og erfaring med andre måder at forholde sig til tilværelsen på. At det somme tider ikke er helt let, er med til at gøre indsigt til erfaring og erfaring til holdninger, som medvirker til at erkende, at verdens centrum ikke er Rådhuspladsen i København eller for at tale lokalt for vor egen skole: Der er en større verden end Vibenshus Runddel.
Artiklen har været bragt i Undervisningsministeriets tidsskrift Uddannelse i januar 1997