Den
katolske Kirkes voldsomme nedtur.
Time magazine ønskede at tale teologi med Mel Gibson
for nylig i anledning af hans sidste film The Passion, som omhandler
Kristus sidste timer.
De spurgte ham om
virkningerne af det 2. Vatikanerkoncil;
the Braveheart blandt de katolske traditionalister sagde, ” se på de
mest iøjefaldende frugter: frafald og pædofili.”
Gipson’s post
Vatican II ergo propter Vatican II argument ville være nok til at drive en
lærer i logik til vanvid. Er koncilet
ansvarlig for alle dårligdomme i Kirken inklusive krisen med præsters seksuelle
overgreb, som er kommet for en dag siden koncilet blev afsluttet i 1965 ?
Trods alt stammer
mange af påstandene om seksuelle overgreb fra tiden før Vatikankoncilet, og
nogle af de notorisk værste forbrydere – som John Geoghan og Paul Shanley – er
uddannet før Vatikan II . Alt for mange
faktorer er uden tvivl medvirkende til, at man kan give Vatikan II skylden for
præstepædofilisagerne.
Men Gibson rammer
tættere, når han giver Vatikan II skylden for det store frafald. I virkeligheden underdriver han, idet man
langt snarere må sige, at han rammer plet i sin beskrivelse af det store
frafald siden Vatikan II i 1965. I
hvert et område, som er statistisk målbart, som antal af præster,
præstestuderende, sogne uden præster og nonneordener er forværringen åbenbar og
helt i modsætning til tiden før koncilet.
Bortset fra en
fornemmelse for nødvendigheden af flere kald er de fleste katolikker antagelig
ikke opmærksomme på den katastrofe, som den amerikanske præstestand står
overfor.
Efter en kraftig
stigning fra omkring 27.000 i 1930 til 58.000 i 1965 er antallet af præster i
USA faldet til 45.000 i 2002. I 2020
vil der kun være 31.000 præster, hvoraf kun 15.000 vil være under 70 år ifølge
Dr. James R. Lothian fra Fordham Universitet.
Manglen på
præster har skabt et for amerikanske katolikker ukendt fænomen, præsteløse
sogne. Kun 3% af sognene i USA – totalt
et antal på 549 – var uden en præst i 1965.
I 2002 var der 2928 sogne uden præst, hvilket er 15% af samtlige sogne i
USA. I 2002 vil en fjerdedel af alle
sogne mangle en præst, svarende til 4656 sogne.
Som man ville
forvente, har kollapsen i antallet af præstestuderende forårsaget en mangel på
præster. Hvor der i 1930 var 16.300
præstestuderende i USA og i 1965 49.000, er antallet skrumpet ind i 2002 til
4.700 – en nedgang på 90%. Uden
studerende er et stort antal præsteseminarier enten blevet lukket eller
solgt. Og tomme præsteseminarier resulterer
i faldende antal kald. Mens der i 1965
var 1575 præstevielser, var der i 2002 450 – en nedgang på 350%. Når man tager højde for antallet af
ordinationer, mangel på præster og laiceringer, så var der i 1965 en
nettogevinst på 725 præster, hvorimod der i 1998 var et nettotab på 810
præster.
Måske er
tragedien om de religiøse ordener endnu mere frygtindgydende. I 1945 var der en hær på 138.000 nonner, som
kørte det katolske skolesystem og sundhedsvæsen. Deres antal svulmede op til 180.000 i 1965, mens det i 2002 er
skrumpet ind til 75.000 søstre med en gennemsnitsalder på 68 år. I år 2020 vil antallet være faldet til
40.000, og af dem vil kun 21.000 være 70 år og derunder. Man skal ikke være ekspert for at forudsige,
at der inden for en generation ikke vil være flere nonner. Det samme gælder for de tidligere så berømte
mandlige ordener. For eksempel var der
i 1965 5277 Jesuiterpræster med 3559 præstestuderende; i 2002 var der 3172
præster og 389 præstestuderende. Der
var 2534 Franciskanerpræster og 2251 præstestuderende i 1965; i 2002 var der 1492 franciskanerpræster og
60 præstestuderende. Der kræves ikke
særlig indsigt i statistik for at kunne konkludere, at der i 2050 - hvis den udvikling fortsætter - næppe vil
være nogen Jesuiter og Franciskanere tilbage i USA.
Andre
statistikker inden for Kirkens område fortæller den samme historie. Ved afslutningen af Vatikan II var der 4.5
millioner elever i de amerikanske sogneskoler;
nu er der 2 millioner tilbage. Før
koncilet blev færre end 400 ægteskaber annulleret ved bispedømmernes kirkelige
domstol årligt, hvorimod antallet nu er svulmet op til 50.000. Før koncilet gik 3 ud af 4 regelmæssigt til
den ugentlige messe; nu er tallet 1 ud af 4.
Ud fra disse
alarmerende tal kan man godt undre sig over, at en filmskuespiller som Mel
Gibson kan opfatte Kirkens situation som katastrofal, hvorimod de katolske
biskopper slet ikke har den opfattelse.
De kender statistikkerne, men de gør ikke tegn til at reagere på
dem. Biskopperne har ikke gode
præstationsresultater, når det drejer sig om at reagere på kriser. På samme måde som de ikke viste interesse i
de seksuelle krænkelser af mindreårige – faktisk var de enkelte gange medskyldige
– så er det ikke helt ved siden af at gætte på, at de vil negligere de
advarselslamper, der i disse år blinker for Kirkens tilstedeværelse i Amerika.
Kenneth C. Jones of St. Louis er forfatteren til ”Index
of Leading Catholic Indicators: The Church since Vatican II,” udgivet af
Oriens Publishing Co.
The Catholic World Report, May 2003