Engelsk teolog tæt på saligkåring

 

 

En saligkåring af John Newman rummer flere politiske aspekter.  Da den tidligere britiske premierminister Tony Blair mødtes med pave Benedikt XVI, forærede Blair et sæt fotografier af Newman til paven

 

 

Af Andreas Rude

 

Nyheden om, at den kendte og kontroversielle engelske teolog John Henry Newman 1801-1890 måske bliver saligkåret i indevæ­rende år, har vakt opsigt i mange kirkelige, akademiske kredse i den engelsktalende verden. For New­man var en af sin tids førende tæn­kere, og da han konverterede til den katolske kirke, kastede hans intellektuelle redelighed og inderli­ge tro glans over kirken, samtidig med at han tog det bedste fra den anglikanske tradition med sig.

Newmans saligkåringsproces blev indledt i 1958 og for få uger siden fortalte formanden for Vati­kanets Kongregation for Helgen­kåringer, den portugiske kardinal Saraiva Martins, at han "personligt håbede, at denne saligkåring snart kan finde sted, fordi den i denne tid vil have stor økumenisk betyd­ning." En saligkåring er et afgøren­de skridt på vejen mod en egentlig helgenkåring og en hæder, som Newman i givet fald vil dele med blandt andre den danske 1600-tals videnskabsmand og biskop Niels Steensen.

 

Newman var oprindelig angli­kansk præst og en ledende skikkel­se i den såkaldte Oxford Move­ment, som var en højkirkelig bevæ­gelse inden for den anglikanske kirke, der stræbte efter at føre Church of England tilbage til sine katolske rødder. Hans kirkehistori­ske studier overbeviste ham imid­lertid om, at han var nødt til selv at blive katolik, og hans konversion i 1845 vakte enorm skandale i det viktorianske England. Mange op­fattede hans skridt som et person­ligt forræderi, mens Newman på sin side bevarede stor hengivenhed for sin anglikanske baggrund. Se­nere blev han katolsk præst og le­dede et fællesskab af præster i Bir­mingham, men hans forhold til de fleste katolske biskopper i England var vanskeligt. Mange af dem var, misundelige over hans store indflydelse inden for særligt undervis­ning, mens andre drog hans loyali­tet over for Rom i tvivl. Tiden var præget af megen pavelig stejlhed, og i et berømt brev fra 1875 skrev Newman, at "Jeg skal gerne skåle for paven. Men først vil jeg skåle for samvittigheden, og siden for paven."

Newmans frimodighed forhindre­de dog ikke pave Leo XIII i at gøre ham til kardinal i 1879, en gestus, der var så meget større, fordi New­man ikke i forvejen var biskop og derfor først og fremmest blev hæd­ret som teolog.

 

Både som anglikaner og som ka­tolik var Newman en produktiv for­fatter, og meget af hans teologi foregreb de refomer, som den ka­tolske kirke gennemførte på Det Andet Vatikankoncil i 1960'erne Blandt hans kendteste værker er selvbiografien "Apologia pro vita sua" (Et forsvar for mit liv, 1864) der redegør for udviklingen af hans religiøse overbevisning, og "The Dream of Gerontius" (Gerontius' drøm, 1865) et oratorium med musik af Edward Elgar. Newman er tillige forfatter til en meget yndet salme "Lead, Kindly Light" (Led, milde lys, 1834), der også er popu­lær i Danmark.

 

En saligkåring af Newman rum­mer flere politiske aspekter. Da den tidligere britiske premierminister Tony Blair sidste år mødtes med Benedikt XVI, forærede Blair et sæt fotografier af Newman til paven – et vink med en vognstang til medi­erne om, at Blair også selv agtede at konvertere.

Samtidig har Newman fortsat mange beundrere i Church of Eng­land, og med de nuværende dybt­gående stridigheder i hele det ang­likanske fællesskab om homosek­sualitet og kvindelige biskopper er det sandsynligt, at nogle anglika­nere vil se en saligkåring af Newman som en anledning til at følge hans eksempel og konvertere.

 

Endelig er der ingen tvivl om, at Newmans liv og gerning er en in­spiration for pave Benedikt XVI på et tidspunkt, hvor paven søger at vise, at tro og fornuft supplerer hinanden. "Newman hører til blandt de store kirkelærere, fordi han på en gang rører vort hjerte og oplyser vor tankegang", skrev Be­nedikt allerede som kardinal om den berømte englænder.

 

Kristl. Dagbl.