En saligkåring af John Newman rummer flere politiske aspekter. Da den tidligere britiske premierminister Tony Blair mødtes med pave Benedikt XVI, forærede Blair et sæt fotografier af Newman til paven
Af Andreas Rude
Nyheden om, at den kendte og kontroversielle
engelske teolog John Henry Newman 1801-1890 måske bliver saligkåret i indeværende
år, har vakt opsigt i mange kirkelige, akademiske kredse i den engelsktalende
verden. For Newman var en af sin tids førende tænkere, og da han konverterede
til den katolske kirke, kastede hans intellektuelle redelighed og inderlige
tro glans over kirken, samtidig med at han tog det bedste fra den anglikanske
tradition med sig.
Newmans saligkåringsproces blev indledt i 1958 og
for få uger siden fortalte formanden for Vatikanets Kongregation for Helgenkåringer,
den portugiske kardinal Saraiva Martins, at han "personligt håbede, at
denne saligkåring snart kan finde sted, fordi den i denne tid vil have stor
økumenisk betydning." En saligkåring er et afgørende skridt på vejen mod
en egentlig helgenkåring og en hæder, som Newman i givet fald vil dele med
blandt andre den danske 1600-tals videnskabsmand og biskop Niels Steensen.
Newman var oprindelig anglikansk præst og en
ledende skikkelse i den såkaldte Oxford Movement, som var en højkirkelig bevægelse
inden for den anglikanske kirke, der stræbte efter at føre Church of England
tilbage til sine katolske rødder. Hans kirkehistoriske studier overbeviste ham
imidlertid om, at han var nødt til selv at blive katolik, og hans konversion i
1845 vakte enorm skandale i det viktorianske England. Mange opfattede hans
skridt som et personligt forræderi, mens Newman på sin side bevarede stor
hengivenhed for sin anglikanske baggrund. Senere blev han katolsk præst og ledede
et fællesskab af præster i Birmingham, men hans forhold til de fleste katolske
biskopper i England var vanskeligt. Mange af dem var, misundelige over hans
store indflydelse inden for særligt undervisning, mens andre drog hans loyalitet
over for Rom i tvivl. Tiden var præget af megen pavelig stejlhed, og i et
berømt brev fra 1875 skrev Newman, at "Jeg skal gerne skåle for paven. Men
først vil jeg skåle for samvittigheden, og siden for paven."
Newmans frimodighed forhindrede dog ikke pave Leo
XIII i at gøre ham til kardinal i 1879, en gestus, der var så meget større,
fordi Newman ikke i forvejen var biskop og derfor først og fremmest blev hædret
som teolog.
Både som anglikaner og som katolik var Newman en
produktiv forfatter, og meget af hans teologi foregreb de refomer, som den katolske
kirke gennemførte på Det Andet Vatikankoncil i 1960'erne Blandt hans kendteste
værker er selvbiografien "Apologia pro vita sua" (Et forsvar for mit
liv, 1864) der redegør for udviklingen af hans religiøse overbevisning, og
"The Dream of Gerontius" (Gerontius' drøm, 1865) et oratorium med
musik af Edward Elgar. Newman er tillige forfatter til en meget yndet salme
"Lead, Kindly Light" (Led, milde lys, 1834), der også er populær i Danmark.
En saligkåring af Newman rummer flere politiske
aspekter. Da den tidligere britiske premierminister Tony Blair sidste år mødtes
med Benedikt XVI, forærede Blair et sæt fotografier af Newman til paven – et
vink med en vognstang til medierne om, at Blair også selv agtede at
konvertere.
Samtidig har Newman fortsat mange beundrere i
Church of England, og med de nuværende dybtgående stridigheder i hele det anglikanske
fællesskab om homoseksualitet og kvindelige biskopper er det sandsynligt, at
nogle anglikanere vil se en saligkåring af Newman som en anledning til at
følge hans eksempel og konvertere.
Endelig er der ingen tvivl om, at Newmans liv og
gerning er en inspiration for pave Benedikt XVI på et tidspunkt, hvor paven
søger at vise, at tro og fornuft supplerer hinanden. "Newman hører til
blandt de store kirkelærere, fordi han på en gang rører vort hjerte og oplyser
vor tankegang", skrev Benedikt allerede som kardinal om den berømte
englænder.
Kristl. Dagbl.