Ny muslimsk provokation i Frankrig

Af Annie LAURENT i L’Homme Nouveau 4. september 2005

I 1989 blev byen Creil i Oise nord for Paris berømt på grund af den første sag om det islamiske tørklæde i skolen, der gik ud på at teste den republikanske sekularitets styrke. Det er også derfra, en anden muslimsk provokation i dag udgår, denne gang med henblik på at få den katolske Kirke til at vakle i sin lære. Den tyrkiske forening “La vérité pour tous” (“Sandheden for alle”), der er fransk talerør for et forlag i Istanbul og har sit sæde i Creil, har i sommer udsendt en brochure til en række franske sogne. Heri forklarer man sognepræsterne og andenpræsterne, at de vandrer i mørke, og opfordrer dem til at slutte sig til islams lys.

Frelse gennem islam?

Det 24 siders dokument med titlen “Opfordring til at følge frelsens og sandhedens vej” fremstår som en systematisk gendrivelse af den kristne tros grundsætninger. Idet det citerer Koranens polemiske vers rettet mod de kristne, bebrejder det dem deres tro på Treeningheden opfattet som ensbetydende med tre guddomme og derfor stridende mod det fundamentale dogme om enheden. Det anklager dem for at have givet Gud et barn og have ophøjet Jesus til Gud, mens Marias søn ifølge islam kun er en profet blandt mange andre. Endelig prøver det at påvise, at disse vildfarelser er et resultat af “en fejlagtig tro baseret på en forfalskning”, eftersom Bibelen er et “forvansket værk”, mens “ikke et eneste bogstav i Koranen er forfalsket”, hvilket sidste det øjensynlig ikke fremkommer med noget bevis på. Temaet om forfalskning bliver taget op igen med udgangspunkt i Hadith (en samling af Muhammeds bedrifter og ord) for at beklage mørklægningen af Jesu forudsigelse af Muhammeds komme som den sidste af profeterne (som de kristne skulle have forvekslet med Parakleten, Helligånden), der af Gud har fået til opgave at fuldende og fuldkommengøre islam, den religion, der blev til “med det første menneske”.

Teksten angriber derefter Paulus, “den romerske rabbiner” (sic), der karakteriseres som den primære forfalsker, eftersom han “indførte læren om Treenigheden i kristendommen og tildelte profeten Jesus guddommelig status”. Den baserer ligeledes disse påstande, som er totalt blottet for troværdighed, på teorier fremsat af nogle protestantiske præster og en fratrådt katolsk præst.

De kristne dogmer anses for at have rod i “absurditet”, “vrangforestilling”, “overlegenhed” og “løgn”. Læserne af piecen opfordres til at “vågne op” og ikke hårdnakket holde fast ved deres “vantro”, deres “fornægtelse” og deres “bagvaskelse”, kun på den måde kan de undgå at komme i helvede. De bliver hånet på følgende måde. “Allah, den Højeste, har sendt en Profet, som har åbenbaret jer sandheden i hele sit omfang. I har hørt det og erfaret det. Hvordan kan I have mod til at gøre indsigelse mod det? I har overhovedet ikke taget hensyn til Guds plan, men har ophøjet jeres sjæls foragtelige tilbøjeligheder til gud. I har med vidende og vilje selv forberedt jeres straf”. Piecen slutter med en kraftig opfordring til at slutte sig til islam.

Hvordan har man reageret fra Kirkens side? Selv om nogle præster er blevet oprørt over denne fremgangsmåde (nogle af dem har skrevet til kultusministeren Nicolas Sarkozy), lader det til, at man har valgt at holde “lav profil”.

Ret lunkne reaktioner

Ærkebispekontoret i Marseille har således affejet affæren med en håndbevægelse, mens Sekretariatet for forbindelserne til Islam, en organisation under bispedømmet, har kaldt den forening, der står for dette initiativ, for en “fundamentalistisk gruppe”, underforstået, at den ikke er representativ. Bortset fra den truende tone, argumentationen i piecen er holdt i, hviler denne propaganda ikke desto mindre på den ortodokse islamiske lære, som de muslimer, der følger Koranen og Muhammed, bekender sig til. Hvad ville man ikke sige, hvis Evangeliet blev sendt med posten til alle imamer i Frankrig? Selv om de kristne Skrifter ikke indeholder nogen nedsættende fordømmelse af nogen som helst, tværtimod, ville der sikkert være nok af “gode sjæle”, utvivlsomt også inden for Kirken, der omgående ville råbe op om intolerance, om proselytisme, eller endnu værre, om racisme.