Pave Johannes Paul var den 261. efterfølger på Skt. Peters stol.  Han var også den første virkelig globalt orienterede pave

 

 

Pave Johannes Paul II

 

Af Andreas Rude

 

Modtagelsen var venlig, men hel­ler ikke mere, da pave Johannes Paul II mødtes med de økumeniske samtalepartnere i Moltkes Palæ i København under sit Danmarks­besøg i juni 1989.

Omgivelserne var bevidst neu­trale, og det smittede af på for­samlingens holdning. Men da de officielle taler var blevet holdt, slog stemningen brat om. Og da paven gik ned gennem stoleræk­kerne, mødtes han med en begej­string, der lignede den sædvan­lige katolske løssluppenhed. Kun de mange sorte kjoler og hvide pibekraver mindede om, at han ikke var blandt sine egne.

 

Eller måske var det mere kom­pliceret end som så. Pave Johan­nes Paul II var pave i en post­moderne verden, der ikke er in­teresseret i kirkelige institutio­ner, men snarere identificerer kristendommen med markante kristne skikkelser i deres egen samtid på tværs af de konfessio­nelle forskelle. Kirkelige miljøer er ikke immune over for tenden­sen, og Johannes Paul II var både meget synlig og havde meget på hjerte. "Han er den kristne ver­dens samvittighed. Han vil gå over i historien som den største af alle paver i moderne tid", slog evangelisten Billy Graham fast i midten af 1990'erne Måske var det noget lignende den Økumeni­ske forsamling i København rea­gerede på?

 

Pave Johannes Paul II var den 261. efterfølger på Skt. Peters stol. Han var også den første vir­kelig globalt orienterede pave. Gennem de talrige rejser, de mange rundskrivelser og gennem salig- og helgenkåringerne af mennesker fra alle verdenshjør­ner (inklusive saligkåringen af den danske videnskabsmand og biskop Niels Steensen i 1988) for­beredte han den katolske kirke på at skulle virke i en stadig mere åben verden, hvor mange forskel­lige folkeslag og religioner lever i tæt kontakt med hinanden. Og selv i en høj alder kunne han til­trække enorme menneskemæng­der. Fire millioner mødte ham i Manila i 1995, og to millioner kom til verdensungdomsdagen i Rom i jubelåret 2000.

Som den katolske kirkes synlige overhoved var han et enhedens tegn langt ud over katolikkernes rækker, men samtidig blev han også af kritike­re beskyldt for at påtvinge en modvillig verden sine moralbegreber.

 

Johannes Paul II blev 84 år. Han var født den 18. maj 1920 i Wadowice som søn af en polsk officer. Det er 59 år siden, han blev præ­steviet, og 27 år siden han blev valgt til pave med 103 ud af kardinalernes 106 stemmer. Det skete den 16. oktober 1978, og med valget af polakken Karol Wojtyla fik den katolske kirke sin første ik­ke-italienske pave i 450 år og den første slaviske pave nogensinde. Han blev en af de længst regeren­de paver nogensinde, men samti­dig viste hans pontifikat også, at paveværdigheden ikke bare er no­get, man overtager fra sine for­gængere, men et embede, som hver ny indehaver former påny.

Det polske er afgørende for for­ståelsen af ham, for Johannes Paul II var ikke blot polak, fordi han var født i Polen. Han var det også kulturelt. Han havde opleve såvel nazismen som kommunis­men på førstehånd og vidste, at Polen kun havde overlevet som nation ved at holde fast i sin kul­turelle identitet. Kulturen var for ham det mest dynamiske element i historien, og han vidste, at "kulten" - det man ærer, holder af og tilbeder - er kulturens kerne.

 

De var også tanker som disse, der lå bag hans kampagne i de sidste par år for, at EU i sin forfatnings traktat skulle anerkende Europa: kristne arv. Det skulle ikke ske for at give kirken en særstilling, un­derstregede paven. Det skulle ske for at placere Europas værdier i en kristen kontekst, og derfor var hans skuffelse så meget desto større, da EU's regeringsledere nøjedes med en generel henvis­ning til kontinentets "religiøse arv". Den tætte sammenhæng paven så mellem kultur og kristen­dom, overbeviste ham om, at det var evangeliets budskab frem for noget andet, der kunne ændre og præge historiens gang. Derfor vi der heller ingen grund til, at kir­ken skulle være i defensiven, hel­ler ikke i den moderne verden.

 

Noget tyder på, at Kreml i sin tid forstod den nyvalgte pave bedre end hans kommunistiske landsmænd. For da den polske regering i 1979 overvejede, om den skulle tillade Johannes Paul II's første besøg i Polen på et tidspunkt, hvor den frie fagbevægel­se Solidaritet endnu var i sin vor­den, rådede Leonid Bresjnev po­lakkerne til at sige nej. Den pol­ske regering fulgte ikke rådet fra Moskva. Paven kom, og en tredje del af den polske befolkning mødte ham i løbet af de ni dage, besøget varede. Et år senere un­derskrev Lech Walesa den aftale med den kommunistiske rege­ring, der anerkendte Solidaritet, som dermed blev den første uaf­hængige fagforening bag det da­værende jerntæppe og som var­slede en ny verdensorden.

 

Solidaritet var til gengæld lige ved at miste sin vigtigste åndelige støtte den 13. maj 1981, da Johan­nes Paul II blev skudt på Peters­pladsen af den 23-årige tyrkiske terrorist Mehmet Ali Agca. Det italienske politis efterforskning godtgjorde senere, at Agca ikke handlede på egen hånd, men det er aldrig blevet bevist, hvem der stod bag mordforsøget. Vedhol­dende rygter gennem 1980'erne holdt dog Sovjetunionen ansvar­lig for attentatet, og mange iagt­tagere er enige om, at mistanken om meddelagtighed i mordfor­søget i sidste ende var med til at undergrave Sovjetunionens tro­værdighed over hele verden.

 

Med sine langt over 100 udlands­rejser rejste Johannes Paul II længere end nogen anden pave før ham. Ikke alle i Vatikanet var lige begejstrede for pavens aktivi­stiske, medieombruste stil og mente, at han burde styrke kirken fra sit skrivebord i Vatikanet. Men rejserne højnede den katolske kirkes prestige, og adskillige dik­tatorer følte jorden skride under sig i kølvandet på et pavebesøg. Filippinernes Ferdinand Marcos, Haitis Jean-Claude Duvalier, Pa­raguays Alfredo Stroessner og Chiles Augusto Pinochet faldt al­le som følge af de forventninger til politiske reformer, som pavens budskaber om religionsfrihed, menneskerettigheder og selv­

bestemmelse var med til at vække i befolkningerne.

 

Besøget i de nordiske lande i ju­ni 1989 fyldte ikke meget i denne sammenhæng, men Johannes Paul II skabte ikke desto mindre historie, da han som den første pave nogensinde besøgte Dan­mark. Skønt de danske katolikker og mange ikke-katolikker gav pa­ven en hjertelig velkomst, bragte besøget ikke det økumeniske tøbrud med sig, som mange havde håbet. Sammenlignet med den velkomst, som paven fik i de øvri­ge nordiske lande, var den mod­tagelse, som den danske regering og folkekirken gav ham, afdæm­pet. Til gengæld havde den en form, hvor de fleste kunne være med, og folkekirken var således repræsenteret ved alle sine bi­skopper ved den berømte aften­sang i Roskilde Domkirke.

 

Siden Sovjetunionens fald var det i stigende grad vestlig materi­alisme, der stod for skud i pavens taler og prædikener. Johannes Paul II afviste bestemt forestillin­gen om, at kløften mellem rige og fattige er uundgåelig og kriti­serede, at moralske valg alt for ofte tilsidesættes af politiske og økonomiske interesser. Alligevel var han fascineret af globaliserin­gen og den nye teknologi, men insisterede samtidig på, at øko­nomisk vækst og teknik aldrig kan gøre mennesket lykkeligt i sig selv.

Igen og igen vendte han tilbage til temaet fra sin første rundskri­velse, "Redemptor Hominis" (Menneskets forløser) fra 1979, hvis centrale pointe er, at Kristus ikke blot åbenbarer Guds kærlig­hed til menneskene, men også, hvad det overhovedet vil sige at være menneske. Det bragte ham på kollisionskurs med meget af det, som den verdslige verden op­fatter som progressivt, heriblandt forestillingen om, at mennesker har ret til at afgøre, hvilke børn, der skal fødes, og hvilke, der ikke skal.

Da FN's befolkningskonferen­ce i Cairo i 1994 på initiativ af Clinton-regeringen satte retten til fri abort på dagsordenen, var det Vatikanets diplomater, der ikke blot forhindrede, at Cairo-konfe­rencen gav sin tilslutning hertil, men også sikrede, at den udtryk­keligt tog afstand fra abort som et middel til befolkningskontrol. Sejren gjorde ikke paven populær i Det Hvide Hus, hvor man nok kendte hans indstilling på for­hånd, men havde undervurderet hans beslutsomhed og gennem­slagskraft.

 

Nogle af pavens skarpeste kriti­kere var imidlertid at finde inden for den katolske kirke selv. Til trods for mangel på præster afvi­ste han konsekvent at tillade præ­ster at gifte sig. Han afviste også tanken om kvindelige præster, skønt han i andre sammenhænge var en varm fortaler for ligestil­ling mellem kønnene. Hans støt­te til meget konservative katolske bevægelser så som Opus Dei vakte også bekymring i mere liberale kredse.

Hans afsættelse i 1981 af Jesui­terordenens daværende over­hovede Pedro Arrupe under hen­vising til ordenens sympati for befrielsesteologien skabte vold­somme dønninger blandt katol­ske præster og ordensfolk. Så­danne tiltag fik også nogle teolo­ger til at tvivle på, om han i grun­den følte sig forpligtet af det An­det Vatikankoncils erklæringer om, at paven bør styre kirken sammen med biskopperne og ik­ke som enehersker. Spørgsmålet om den lokale kirkes kompetence i forhold til Rom vedblev da også med at være et stridspunkt i hele hans regeringstid.

 

Alligevel var det tilknytningen til det Andet Vatikankoncil 1962-65 og til de to paver, Johannes XXIII og Paul VI, der var det store kirkemødes drivende kræfter, som Johannes Paul II understre­gede i valget af sit navn som pave, Det var også ved som ung biskop at deltage i koncilet, at paven for alvor blev introduceret til mange af de udfordringer, som kirken står over for i den moderne ver­den.

Forholdet til andre religioner, kristne som ikke-kristne var et væsentligt tema særligt i den sid­ste halvdel af Johannes Paul II's pontifikat.

 

I 1986 inviterede han overhove­derne for de største trosretninger til Assisi til bøn for verdensfre­den. I forholdet til andre religio­ner spillede pavens villighed til på hele den katolske kirkes vegne at undskylde tidligere tiders fejl­trin en hovedrolle, og det var et initiativ, der kulminerede i jubel­året 2000. På grund af sine ople­velser under den nazistiske be­sættelse af Polen under Anden Verdenskrig brugte Johannes Paul II også megen energi på at bringe den traditionelle mistro mellem jøder og kristne til ende, og i 1994 oprettede Vatikanet og Israel diplomatiske forbindelser. Paven arbejdede også med nogen held på at styrke dialogen med den muslimske verden, og i maj 2001 besøgte han under et besøg Syrien som den første pave no­gensinde en moske. Dialogen med den muslimske verden og ønsket om at beskytte de kristne mindretal, fik også pavestolen til skarpt at advare Bush-regeringen mod at invadere Irak i 2003.

 

Pavens forsøg på at forbedre forholdet til de andre kristne kir­ker førte i 1995 til den meget per­sonlige rundskrivelse "Ut Unum Sint" (At de alle må være et), der opfordrer de ikke-katolske kirker til sammen med paven at overveje paveembedets fremtidige form som et enhedens tegn i den krist­ne verden. Paven forsøgte i særlig grad at forbedre forholdet til de ortodokse kirker og at finde veje til at overvinde 1000 års adskillel­se, så Europa atter kunne ånde med "begge lunger", som han udtrykte det. Der er næppe tvivl om, at Johannes Paul II's besøg i Grækenland i maj 2001 styrkede forholdet markant til den græsk-ortodokse kirke, mens forbindel­serne til den russisk-ortodokse kirke forblev meget vanskelige.

 

Det er fristende at se Johannes Paul II's død ikke bare som af­slutningen på en af de mest ind­flydelsesrige pontifikater i den katolske kirkes historie, men og­så som afslutningen på en verita­bel æra. Da han tiltrådte, havde pavestolen diplomatisk forbin­delse med 85 stater, og ved hans død var tallet vokset til 174. For millioner af katolikker og endnu flere ikke-katolikker er Johannes Paul II den eneste pave, de no­gensinde har kendt. Han har syn­liggjort og bragt nyt liv til Peter­embedet først og fremmest ved at se sig selv som biskop og forkyn­der. Men som pave og statsmand har han også vist sig i stand til at give sin moralske overbevisning politisk vægt. Hans bøn ved græ­demuren i Jerusalem i april 2000 var i så henseende karakteristisk for den kolossale autoritet, som paven besad. Næppe nogen an­den kunne være sluppet af sted med at gøre korsets tegn ved jø­dernes største helligdom. Men i Johannes Paul II's tilfælde betviv­lede ingen hans ønske om for­soning gennem religionen.

 

Selvom de amerikanske pædo­fili-skandaler skabte store over­skrifter i de sidste år af hans pon­tifikat, kom det ikke til at true pa­vens personlige integritet. Siden 1960'erne har paverne i stigende grad ikke blot henvendt sig til de­res trosfæller, men til "alle men­nesker af god vilje", og verden vil uden tvivl også i fremtiden for­vente et overbevisende moralsk vidnesbyrd fra paven om, hvad det vil sige at være menneske. In­gen forventer, at det kommende pavevalg vil frembringe en kopi af Johannes Paul II, men kardinaler­ne ved, at den mand, de vælger som pave, ikke kun vil være det for den katolske kirke. Gennem sit fællesmenneskelige engage­ment vil han også være det for re­sten af verden.

 

Pave Johannes Paul II's helbred var udsat for intens mediebevå­genhed siden begyndelsen af 1990'erne hvor han gennemgik en række operationer og udviste de første tegn på Parkinsons Syg­dom. Da meddelelsen om hans død kom, havde de internationale tv-selskaber forlængst kørt ka­meraerne i stilling på de tagter­rasser i Rom, der giver det bedste udsyn til Vatikanpaladset og det kommende pavevalg. Men de havde ventet længe, for på trods af sin skrøbelighed opretholdt Jo­hannes Paul II et forrygende pro­gram. Pressekorpset, der fulgte ham på hans rejser, vænnede sig til, at pavens læge besvarede et­hvert spørgsmål om pavens hel­bred med et smilende "Bene, gra­zie." Og til dem, der bad ham om at tage den mere med ro, skal pa­ven have sagt "Si crollo, crollo" (falder jeg om, så falder jeg om).

Da Johannes Paul II nærmede sig sin 8o-årsdag, vedkendte han sig i en officiel skrivelse "de be­grænsninger, som alderdommen fører med sig". Men han advare­de også mod at betragte gamle mennesker som mere eller min­dre værdiløse og skrev, at det er vidunderligt at "give hele sit liv, helt til slutningen, i Guds tjene­ste". Hans store styrke var, at han kunne skrive dette, og at verden, hele verden, troede ham.

 

kristeligt-dagblad.dk