Hvad nu, hvis en pave går af?

At blive valgt til overhoved for den katolske Kirke er altid blevet betragtet som en udnævnelse på livstid. Når Johannes Paul II ligger på hospitalet, befinder nogle kardinaler sig i et dilemma: er øjeblikket kommet, hvor han vil træde tilbage?

“Paven er aldrig syg, førend han er død.” Denne spotske gamle romerske talemåde er udtryk for mere end blot og bar skepsis over for officielle bulletiner vedrørende pavens helbredstilstand. Den illustrerer også en generel rådvildhed i hele Kirken med hensyn til, hvad man skal gøre, hvis Roms biskop – på grund af svagelighed, sindssyge eller bare alderdom – ikke længere er i stand til at bestride sit hverv som leder af den universelle Kirke.

Mens den kanoniske lov tillader en pave at træde tilbage af egen fri vilje (skønt meget få indtil dato har valgt denne løsning), findes der ingen som helst bestemmelse om, at han kan afsættes. Det er en opgave for resten af livet. Så for at komme med et andet uanstændigt citat fra den pietetsløse romerske vox populi: “Hellere en død pave end en syg pave”.

I gamle dage, da hurtig global kommunikation endnu var et ukendt fænomen, var bekymringer om pavens velbefindende næsten udelukkende en sag for den romerske Kurie. Men i denne cyber-tid med dens strøm af non-stop nyhedsbulletiner er det blevet stadig mere vanskeligt – selv for Vatikanet – at holde nyheder om en paves dårlige helbred ude af rækkevidde for offentligheden.

Dette har sat de menneskers tålmodighed og fantasi på prøve, som gennem de sidste to årtier har forstået at udnytte massemedierne til at udbrede den aktuelle embedsindehaver, pave Johannes Paul II’s budskab og fremhæve billedet af ham. På samme måde som journalister og kamerahold fik lov til at offentliggøre fotos af den polske biskop, da han privat tilgav Mehmet Ali Agca, den mand, der prøvede at dræbe ham i 1981, forventer de fortsat den samme åbenhed med hensyn til pavens skrantende fysiske tilstand.

Dette blev særlig tydeligt for et par uger siden i Rom, da hundredvis af journalister og kamerafolk ankom til byen efter nyheden om, at Johannes Paul II var kommet på hospitalet med åndedrætsproblemer som resultat af en omgang influenza. Et opbud af reportere omringede Gemelli Hospitalet, hvor paven blev behandlet, og sendte meddelelser til hele verden.

“Jeg kan ikke forsynes jeres netværk med informationer alle døgnets 24 timer,” snærrede den pavelige talsmand, dr. Joaquin Navarro-Valls på femtedagen for pavens nylige indlæggelse.

Indtil for nylig mente de fleste i Vatikanet, at pavens talsmand – og paven selv – gav journalisterne for mange oplysninger, ikke for få. Og det blev betragtet som mangel på respekt åbenlyst at diskutere den tidligere så livskraftige paves alarmerende skrantende helbred. Så man undgik omhyggeligt dette emne. Mens nogle mennesker har beklaget sig og ment, at Kirken – og paven – skulle holde sig ude af folks soveværelser, synes Vatikanet nu, at folk burde holde sig ude af pavens sygeværelse.

Det er imidlertid blevet klart, at Johannes Paul ikke længere er i stand til at klare basale fysiske opgaver som at gå og at tale. Lige så pinligt er det at måtte indrømme, at dette er begyndt at vække bekymringer med hensyn til, om pavens fortsatte skranten i sidste instans vil gøre det umuligt for ham – såvel fysisk som mentalt – at fortsætte ledelsen af de én milliard medlemmer af den katolske Kirke.

Kirkeloven giver kun mulighed for én løsning: at paven frivilligt trækker sig tilbage. Canon 322, paragraf 2 siger, at for at en tilbagetrækning kan være gyldig, skal paven foretage den af egen fri vilje, “og at den skal være behørigt tilkendegivet, men ikke at den skal accepteres af nogen”. Tilbagetrækningsklausulen blev indføjet ved revisionen af den kanoniske lov i 1983 i den nuværende paves regeringstid. Men pave Johannes Paul II har ikke vist noget tegn på, at han har i sinde at anvende den.

“Der er ikke nogen plads i Kirken til en pave emeritus,” sagde han for nogle få år siden. Ved gentagne lejligheder har han gentaget, at han ufortrødent vil fortsætte sit pontifikat, “så længe Gud ønsker det”. Og for at understrege dette endnu kraftigere sagde han engang tankefuldt – og lidt poetisk - “Steg Jesus ned fra korset?”

Langt de fleste kirkeledere har været meget varsomme med ikke at tale om pavens tilbagetrækning – indtil for ganske nylig. De, der har talt om den – kardinalerne Ratzinger, Rodriguez, Pompedda, Lehmann, Danneels, og nu også Sodano – er blevet kritiseret for det og, i det mindste i et eller to tilfælde, blevet bedt af deres medbrødre om at “præcisere” deres udtalelser.

Kardinalerne – de, som vælger en pave – har ikke alle den samme opfattelse af dette spørgsmål. “Hvis han trækker sig tilbage”, siger kardinal Jorge Mejia, “så vil der være nogen, der anklager os for at tvinge ham ud.” Den 82-årige argentiner var en af de første kardinaler, der bragte emnet om tilbagetrækning på bane for adskillige år siden, idet han mente, at paven formodentlig var nødt til at gå af, hvis han ikke længere kunne tale. Så længe en pave kan videregive sin lære gennem dokumenter og encyklikaer, har de pavelige udtalelser en enorm magt. Tænk på, hvor vigtige pavens audienser er for folk, for ikke at tale om fremkomsterne på balkonen, hvor paven taler “urbi et orbi” – til byen og hele verden.

Men pavens statssekretær – kardinal Angelo Sodano – siger, at Johannes Paul ville kunne fortsætte med at lede Kirken, selv om han mistede evnen til at tale. Sodano er den seneste embedsmand, der har nævnt muligheden af en pavelig tilbagetrækning, men han siger, at den sag må overlades til paven alene. “Han ved, hvad han skal gøre,” siger kardinalen.

Der har længe verseret rygter i Vatikanet om, at paven allerede har lavet foranstaltninger med henblik på det tilfælde, at han skulle blive ude af stand til at varetage sit embede. Et vist “demissionsbrev” siges at indeholde instruktioner om, at paven skal fritages for sine pligter, hvis han ikke kan opfylde dem. “Jeg har indtryk af, at paven har skrevet sådan et brev,” siger kardinal Mejia. Dette baserer han på en samtale, som han og nogle andre embedsmænd havde med Johannes Paul for et stykke tid siden. “Han fortalte en gruppe af os, at han havde fundet et brev – han sagde ikke hvor – skrevet af Paul VI, hvori denne sagde, at hvis han af en eller anden grund skulle blive mentalt eller fysisk inhabil, skulle kardinaler betragte pavestolen som “sede vacante” og iværksætte et konklave.” Mejias konklusion er, at dette ville være udtryk for “normal klog forsigtighed”.

Juridiske eksperter i kanonisk lov ved imidlertid ikke rigtig, hvad de skal stille op i tilfælde af en pavelig tilbagetrækning – især da paven de facto ikke har nogen overordnet her på jorden, som han kan indgive sin anmodning til. Antagelig ville han bare træde til side og lade pavestolen være tom og dermed give adgang til konklavet. (Hvor en tilbagetrukket pave skulle tage hen, kan man kun gætte på, skønt man i Johannes Pauls tilfælde kunne forestille sig hans elskede Polen som en mulighed.)

Men et mere foruroligende spørgsmål er, hvad der ville ske, hvis paven skulle glide over i koma eller miste forstanden. Der er simpelthen intet i den kanoniske lov, der på fyldestgørende måde tager højde for dens slags situationer. “Når pavestolen står tom eller er totalt forhindret i at fungere, kan der ikke indføres noget nyt i ledelsen af den universelle Kirke; i det tilfælde må der vedtages nogle love, der specielt tager sigte på disse omstændigheder” (Canon 335). Indtil dato eksisterer sådanne love ikke – medmindre man hemmeligholder dem.

En jurist i kanonisk ret, der arbejder i den romerske Kurie, fortæller mig, at specialister i kanonisk ret i middelalderen heftigt debatterede den slags scenarier. Det var dengang en almindelig opfattelse, sagde han, at en sindssyg pave skulle behandles på nøjagtig samme måde som en kættersk pave. Eftersom kætterne står “uden for Kirken”, ville pavestolen de facto være tom. En pave, der enten var sindssyg eller kættersk, ville derfor “implicit have abdiceret” fra Peters stol. Men historien viser, at der sjældent har været konsensus, når man skulle bedømme, om der havde fundet en “implicit abdikation” sted.

Johannes Paul II er ikke den første pave med alvorlige helbredsproblemer. Og medens de fleste paver i de sidste to århundreder er døde punktligt, er der i historiens løb tilfælde, hvor en syg pave er blevet ved med at leve i årevis. Clemens XII er et fortrinligt eksempel på dette. Han var allerede 79 år gammel og for det meste sengeliggende, da kardinalerne valgte ham til pave i 1730. I 1736 havde han fuldstændig mistet synet og i 1738 også hukommelsen, og dog levede og regerede han, mere eller mindre strålende, indtil 1740!

Så hvad sker der, når en pave bliver sengeliggende?

“Maskineriet fortsætter,” siger kardinal Mejia. “En uge eller 10 dage – ja, selv en måned – er ikke noget problem.” Men han siger alligevel, at en længerevarende periode med en ikke-fungerende pave ville kræve, at der blev taget en eller anden ”beslutning”. Dette er måske nok mere et teoretisk end et aktuelt problem, der i høj grad skyldes den “stil”, Johannes Paul II har givet paveembedet. Han er stået frem som den katolske Kirkes vigtigste “ikon”, og hans optræden har været lige så betydelig som hans dokumenter. Desuden har han aldrig befundet sig godt ved at være en “paladspave”, men har foretrukket at være på farten og ude blandt folk. I de sidste par år har paven dog måttet slå sig til tåls med at modtage gæster hjemme i Vatikanet.

Det lader imidlertid til, at så længe pave Johannes Paul II er i stand til at vise sig kortvarigt og føre en slags samtale med andre mennesker, vil den beslutning blive udsat. Men efterhånden som han bliver svagere, bliver inderkredsen om ham snævrere, og beslutninger af større rækkevidde end blot “daglig forretningsgang” bliver oftere og oftere taget af ganske få mennesker.

De fleste er enige om, at de fire mænd, der sidder inde med kontrollen, er kardinal Sodano; præfekten for Troslærekongregationen, kardinal Joseph Ratzinger; præfekten for Biskopkongregationen, kardinal Giovanni Battista Re; og kardinal Camillo Ruini, der er pavens vikar for bispedømmet Rom. Sodano, 78, har været “nummer to” siden 1991. Hvis paven virkelig har skrevet et betinget aftrædelsesbrev, er det mest sandsynlige, at det befinder sig i Statssekretariatets varetægt. Ratzinger, der også snart bliver 78, er den, der længst har været en af hovedmændene i Vatikanets ledelse. Han har tjent som Kirkens “vogter af den rette tro” siden 1981. Re, 71, der har tilbragt det meste af sit liv som præst i Statssekretariatet, er en af de mest magtfulde mænd bag kulisserne i den romerske Kurie. Og Ruini, 74, har været pavens øjne og ører i Kirken i Italien siden 1985 og hans vikar i Rom siden 1991.

Men den virkelige “magt bag tronen” er dog Johannes Pauls personlige sekretær, ærkebiskop Stanislaw Dziwisz, der er knap 66. Han har været hos Karol Woityla, siden denne var ærkebiskop i Krakow, og er mere og mere blevet den, der tolker pavens ønsker. Det er utænkeligt, at der vil blive taget nogen som helst beslutninger vedrørende Johannes Pauls fremtid uden hans accept og aktive medvirken.

Artikel af Robert Mickens, oversat fra The Tablet 12.02.2005.