Paven i klemme mellem tro og viden

 

 

Sagen om aflysningen af pavens besøg på La Sapienza-universitetet i Rom vækker minder om reaktionerne på hans tale i Regensburg. Talernes pointer om tro og fornuft ligner også hinanden

 

Af Andreas Rude

 

Da pave Benedikt XVI forleden blev tvunget til at aflyse en tale på Roms største universitet, La Sapi­enza, på grund af protester fra en lille, men højtråbende gruppe af studerende og lærere, bragte det ikke bare universitetets rektor i forlegenhed, men også den itali­enske regering, oppositionen og Roms bystyre. "Der er tre steder, som paven ikke kan besøge:

Bei­jing, Moskva og La Sapien­za" lød en kommentar. Andre fore­slog ironisk, ­at La Sapienza (visdommen) skulle tage navneforandring til La Ignoranza (uvidenheden), fordi dets idealer om fri meningsud­veksling åbenbart ikke gjaldt pa­ven.

 

Kritikken mod Benedikt gjaldt en tale, som han holdt i 1990 som kardinal, og som de protesteren­de dels tolkede som et forsvar for den katolske kirkes proces mod Galilei i 1633 og dels som et bevis på, at paven var imod videnska­ben. Andre tog paven i forsvar og argumenterede for, at talen sna­rere skulle ses som et forsvar for Galileis rationalisme, og at det turde være oplagt for enhver, der læser den fordomsfrit.

Selvom paven har fået en ny in­vitation til at tale på universitetet, vækker episoden minder om re­aktionerne på Benedikt XVI's forelæsning i Regensburg i 2006 Her hensatte pavens henvisning til en byzantinsk kejsers kritiske bemærkninger om islam store dele af den muslimske verden i raseri til trods for, at den brod, der var i forelæsningen rettede sig mod det sekulariserede ve­sten.

 

Det er altsammen meget iro­nisk, for paven har flere gange understreget sin villighed til en åben dialog med sine omgivelser. "Alle er velkomne til at modsige mig. Jeg beder kun mine læsere om den indledende goodwill, uden hvilken der ikke kan være nogen forståelse," skrev Benedikt sidste år i begyndelsen af sin bog om Jesus, og det kunne næsten stå som et motto for hele hans hidtidige pontifikat.

Pavens store projekt er at vise, at tro og fornuft ikke er modsatret­tede størrelser, men tværtimod supplerer hinanden. Dette pro­jekt talte han om i Regensburg, og det er også det grundtema, som den tale, han skulle have holdt på La Sapienza-universite­tet, kredsede om.

Paven ved om nogen, at dem, han skal overbevise om forbindelsen mellem tro og fornuft, er verdslige politikere, intellektuelle og meningsdannere, der er tilbøjelige til at affærdige religionen som privat føleri uden berettigel­se i den offentlige debat. Og den måde, han griber det an på, er ved at henvise til "naturretten", altså forestillingen om en fællesmen­neskelig etik - en stræben efter at gøre det gode og undgå det onde - der går forud for religionernes moralske fordringer.

 

Det er gennem naturretten, at Benedikt håber at komme i dialog med alle mennesker af god vilje, uden at de føler sig omklamret af et katolsk ellers kristent "sy­stem".

Naturretten er naturligvis ikke en ny tanke i filosofien, men Be­nedikt har støvet den effektivt af i de seneste år. I stedet for, som hans forgænger Johannes Paul II måske ville have gjort, at prædike bod og omvendelse, beder Bene­dikt de troende om kritisk at overveje, hvad det er for en Gud, de har, og hvad Han kræver af dem. På samme måde spørger han indirekte det verdsliggjorte menneske om, hvad det er for en Gud, det ikke har, og hvad om­kostningerne ved det kan være. Det var, hvad han gjorde i Re­gensburg, og måske fordi vi nem­mere kan forholde os til bomba­stiske udsagn fra paver end til op­fordringer til eftertænksomhed, udbrød der stod forvirring.

 

Samme tilgang havde Benedikt som antydet planlagt for besøget på La Sapienza.

"Hvad har en pave at sige på et universitet? Han vil afgjort ikke forsøge at påtvinge nogen troen på en autoritær måde, for den kan kun komme ved den frie vil­je," står der i den aldrig afholdte tale, der har begreber som "sand­hed", "fornuft" og "frihed" som sine hovedtemaer. Fornuften sø­ger sandheden, og gennem evan­gelierne kan den søgende nå frem til Gud, som er sandhedens og godhedens ophav, lyder pa­vens ræsonnement. Han ved, at ikke alle kan følge ham hele ve­jen, men han satser på, at mange ved at bruge deres fornuft og lytte til deres samvittighed kan følge ham et stykke. For hvad er alter­nativet? Den store fare - ikke bare

for kristendommen men for hele menneskeheden - er, hvis tvivlen bliver ophøjet til det fremmeste princip og fjerner vores vilje og evne til at skelne mellem ondt og godt. For så er der ifølge Bene­dikt intet til at værne om den menneskelige værdighed, og så gælder kun den stærkestes ret.

 

I sin tale fremhæver paven, at verden har brug for uafhængige universiteter og videnskabs­mænd, for universitetets fornem­ste opgave er at hjælpe menne­skene til at forstå den virkelig­hed, der omgiver dem. Men den­ne søgen efter sandheden kan ik­ke være abstrakt uden forbindelse til den historiske virkelighed. Den må blandt andet foregå i dia­log med religionerne, der repræ­senterer både "visdom" og en tra­dition for "etisk ræsonnement".

Gør dette kirken til en fjende af videnskaben?

 

"Historien har vist os, at mange af de ting, som teo­logerne har sagt i tidens løb, eller som kirkelige autoriteter har praktiseret, har vist sig at være falske, og det forvirrer os i dag," skriver paven.

 

"Men det er lige så sandt, at helgenernes og humanismens hi­storie, der har udviklet sig med udspring i kristendommen, er bevis på denne tros grundlæg­gende sandhed, og det gør den til noget, som den offentlige debat har brug for," fortsætter han.

Tænker Benedikt XVI mon her på Galilei? Al uretfærdighed til trods mistede den berømte viden­skabsmand aldrig sin tro. Han var bekymret for, at kirken ville forveksle dårlig videnskab med tro. Men modstillingen af tro og videnskab var for ham aldeles falsk.

 

Kristl. Dagbl.