Pavens meditationer over Jesus

 

I sin nyeste bog henviser pave Benedikt XVI blandt andet til tidens spiritualitet for at få læsere i tale

 

 

AF ANDREAS RUDE

 

For den kristne kan der principielt ikke være tvivl: Den vigtigste begivenhed i hele verdenshistorien er Jesu fødsel. Den vestlige civilisation anerkender hændelsens absolutte forrang i sin tids­regning, når den tæller i "før Kristus" og "efter Kristus". Men kan vi selv for­holde os til begivenheden efter to årtu­sinder?

En fare er at gøre Jesus til en myte og så at sige lade ham slippe jordforbin­delsen. En anden er at lade historisk tid og sted få overhånd på bekostning af troen på ham som Guds søn.

Det er den modsætning, der er ud­gangspunktet for pave Benedikts bog "Jesus af Nazaret". Hvordan gør man Jesusskikkelsen virkelig og håndgribe­lig for moderne mennesker uden at giv køb på den ene eller den anden pol i trosbekendelsens karakteristik af ham som "sand gud og sandt menneske".

 

Pavens svar er, at vi skal stole mere på evangelierne, end vi gør, og at vi ikke skal være bange for at betragte den "hi­storiske" Jesus gennem troens optik. Den indstilling har allerede mødt kri­tik. Men det er den eneste, der giver mening, skriver paven og peger på Paulus' brev til menigheden i Filippi. Heri finder man kun en snes år efter Jesu død en fuldt udviklet lære om Jesus som Guds Søn og menneskenes frelser. Var den blot opfundet til lejligheden? Eller bunder de kristne dogmer om­vendt i konkrete, historiske erfaringer?

"Den kritiske forskning stiller helt korrekt spørgsmålet: Hvad skete der i løbet af de 20 år efter Jesu korsfæstelse? Hvor kom denne kristologi fra? At sige, at det var frugten af anonyme kollektive formuleringer, hvis forfattere vi søger at finde, forklarer rent faktisk ikke no­get som helst. Hvordan kunne disse ukendte grupper være så kreative? Hvordan kunne de være så overbevisen­de, og hvordan lykkedes det dem at få overtaget? Er det ikke mere logisk, også i historisk forstand, at antage, at stor­heden var der fra begyndelsen, og at skikkelsen Jesus virkeligt sprængte alle eksisterende kategorier og kun kunne forstås i lyset af det mysterium, som er Gud?"

 

En sådan analyse betyder dog ikke, at evangelierne skal læses fundamentali­stisk. Her som andre steder hylder pa­ven princippet om tro og fornuft som komplementære størrelser, og "Jesus af Nazaret" er ikke en tirade mod bibelkri­tik og eksegese. Evangelisterne skrev i en bestemt historisk sammenhæng, be­tjente sig af velkendte litterære genrer og skrev til forskellige grupper af krist­ne. Bevidstheden om dette styrker for­ståelsen af det portræt, som evangelier­ne tegner af Jesus og hans virke, skriver paven.

Der, hvor det går galt, er, når forskere og forfattere med kildekritikkens meto­der i hånden søger bagom evangelierne og deres kilder i jagten på en endimen­sional "historisk" Jesus i modsætning til evangeliernes skildring af ham. Så­danne rekonstruktioner - hvad enten det nu er som profet, politisk revolutio­nær eller liberal rabbi - ender altid med at sige mere om den enkelte skribent og hans tid, end det uddyber vores forstå­else af Jesus, mener paven.

 

Det er denne banalisering af Jesus, som Benedikt opponerer mod. Han nævner ingen navne, titler eller medier, men der er ingen tvivl om, at de sidste års stadige strøm af farverige arkæolo­giske fund, alternative Jesus-skildrin­ger, "nyopdagede" gnostiske tekster og bibelske konspirationsteorier bekymrer ham grundigt. De er den legitime bibel­kritiks illegitime børn. De lærer os intet nyt og bliver snart selv glemt. Men i mellemtiden er de med til at fordunkle evangeliernes beretninger om ham.

Heroverfor stiller pave Benedikt sin egen søgen efter "Herrens ansigt" - den Jesus, der selv skuer Guds ansigt, som åbenbarer Gud for menneskene og dermed også sandheden om menne­sket selv. Det sker i 10 kapitler om Jesu liv fra "Dåben" til "Forklarelsen på Bjerget" - ikke som en fortløbende be­retning men som en række meditatio­ner næret af et langt livs studier, diskus­sioner og tro.

 

Betegnelsen "meditation", som paven selv anvender, er vigtig med sin under­tone af fordybelse og nutidighed, for Benedikt skriver ikke primært for sin egen flok. Han skriver for enhver, der åbner hans bog, hvad enten de er troen­de eller ikke-troende, katolikker eller ikke-katolikker: "Det siger sig selv, at denne bog ikke er en udøvelse af Lære­embedet," fastslår han allerede i for­ordet. "Alle er velkomne til at modsige mig. Jeg beder kun mine læsere om den indledende goodwill, uden hvilken der ikke kan være nogen forståelse." Meditationen er altså pavens ud­gangspunkt, men det er den respektful­de, engagerede dialog, der udtrykker hans hensigt. "Jesus af Nazaret" er for folk, der kan læse indenad og tænke selv. På titelbladet betoner paven det personlige ved at anføre både sit bor­gerlige navn og sit pavenavn på titelbla­det, og han har valgt at henvende sig til sine læsere gennem en kommerciel bogudgivelse snarere end gennem en pavelig rundskrivelse. Han ved, at hans bog er garanteret den kristne verdens opmærksomhed, men det er den seku­lære verden, han allerhelst vil have i ta­le. Kristendommen og dens sprog skal gøres stueren igen i parlamenterne, på fakulteterne og på redaktionerne. Og kan det ikke ske gennem en fælles tros­erfaring, så kan det ske ved at pirre den intellektuelle nysgerrighed. Den chance er pave Benedikt villig til at tage.

 

Tag for eksempel hans diskussion af Jesu saligprisning af "de fattige i ån­den" fra Bjergprædikenen og pavens for vor tid provokerende udsagn, at fat­tigdommen kan være en vej til Gud. "Disse [de salige i ånden] er menne­sker, derved, at deres fattigdom har en indre dimension. De er tilbedere, der blot passivt ønsker at modtage Guds gaver og derved ønsker at leve i indre harmoni med Guds væsen og ord. Skt. Therese af Lisieux's bemærkning om en dag at stå foran Gud med tomme hæn­der og holde dem åbne for ham, beskri­ver ånden hos disse fattige."

Men Benedikt gør det også klart, at man ikke skal tabe modet, hvis ikke man ser sig selv som "fattig i ånden", om end ingen - pavens egen kirke ind­befattet- kan undvære deres vidnes­byrd.

"Ganske vist er ikke alle kaldte til den radikalitet, som så mange sande kristne - fra Antonius, munkevæsenets fader, til Frans af Assisi og helt frem til vor tids forbilledlige fattige - har levet og fortsætter med at leve. Men for selv at være blandt Jesu fattige har kirken til stadighed brug for disse store asketer." Dette komplekse spil mellem Gudsfor­hold, social orden og jordisk retfærdig­hed er et tema, som paven forfølger igennem store dele af sin bog. Ingen steder gør han det dog så veloplagt som i kapitlet om "Fristelsen i Ørkenen", hvor man næsten sige, at der går politik i sagen.

 

"Matthæus og Lukas beretter om Jesu tre fristelser, der afspejler den indre kamp om hans særlige hverv og på samme tid stiller spørgsmålet om, hvad der virkelig betyder noget i den menne­skelige tilværelse. Kernen i fristelserne er, som vi ser her, forestillingen om at skubbe Gud til side, fordi vi opfatter ham som mindre væsentlig, hvis ikke helt overflødig og irriterende."

Er Gud virkelig? spørger paven på vegne af sin samtid. Er han god, eller skal vi selv definere det gode? Og hvad kræver vi af Jesus for at anerkende ham som verdens frelser? For til trods for sit budskab om kærlighed har han jo ikke afskaffet al nød og elendighed.

"Den moralske indstilling er en del af fristelsen," medgiver paven. "Den op­fordrer os ikke direkte til at gøre ondt­, det ville være alt for pågående. Den fo­regiver at vise os en bedre vej, så vi en­deligt kan opgive vore illusioner og ka­ste os over den opgave at gøre verden til et bedre sted. Samtidig hævder den at repræsentere den sande realisme. Det, der er sandt, er det, der ligger lige for - magt og brød."

 

Men for kristne er dette ikke virkelighe­den, fastslår Benedikt.

"Historien kan ikke løsrives fra Gud og derefter roligt udvikle sig ad rent materielle linier. Hvis menneskets hjer­te ikke er godt, så er der ikke noget an­det, der ellers kan blive godt. Og god­heden i det menneskelige hjerte kan i sidste ende kun komme fra den ene, som er godheden, som er det gode selv."

Flere kommentatorer har bemærket, hvordan det er Benedikt som lærer, der træder i forgrunden i "Jesus af Naza­reth". Den universitetsprofessor, der også som pave en gang om året samler sine gamle studerende i den såkaldte "Schülerkreis", og den kateket, som tu­sinder lytter til ved onsdagsaudienserne på Peterspladsen, er nem at genkende i bogens forfatter.

Han lader heller ikke sine læsere i stikken. Op til udgivelsen af bogen på først tysk og italiensk, dernæst polsk og slovensk, og senest engelsk og græsk har flere aviser og tidsskrifter optrykt forskellige uddrag af bogen. Ser man et øjeblik væk fra de marketing­strategier, der er en del af enhver for­omtale, er det bemærkelsesværdigt, hvor helstøbte disse udpluk virker. To­nen er livfuld uden sentimentalitet; strukturen er stringent uden tørhed. Dramaet mangler heller ikke, for det onde er virkeligt, og Jesu frelsergerning er overvældende. Det er herigennem vi skal begribe, at vi ikke kan frelse os selv, og at alt i kristendommen afhæn­ger af et "fortroligt venskab med Jesus".

 

 

kristeligt-dagblad.dk