Verdensungdomsdagene: Pave Benedikt XVI tråde for alvor ind på den offentlige scene på Verdensungdomsdagene i Köln, og der tegner sig et tydeligt billede af en pave, der søger et andet forhold til offentligheden end sin forgænger

Pavens svendeprøve

AF ANDREAS RUDE

Få uger før pave Benedikt XVI begav sig til de netop afsluttede Verdensungdomsdage i Köln, bad hans pressetalsmand nogle utålmodige journalister i Vatikanets pressekorps om at tage det roligt.

-Vi har masser af arbejde foran os, sagde Joaquin Navarro-Valls, der også var pressetalsmand for Johannes Paul II.

- Der vil være meget at analysere, forsikrede han dem. Journalisternes frustration er meget sigende, for fire måneder inde i Benedikt XVI's pontifikat, siden han blev valgt til pave den 19. april, kan det stadig være svært at fa øje på konturerne af hans politik, især hvis man stadig tænker i de kategorier, der passede på Johannes Paul II. Udsigten til Benedikts første rigtig store offentlige fremtræden for hundredetusinder af katolske unge fra hele verden, og møder med tyske toppolitikere samt repræsentanter for jødiske og muslimske grupper, kunne derfor nok fa temperaturen til at stige ved de daglige pressebriefinger og styrke journalisternes iver efter noget at sætte tænderne i.

De seneste dages begivenheder i den tyske Rhinstad har da også bragt offentligheden tættere på paven. Men samtidig har de også demonstreret, at Joseph Ratzinger gør tingene på sin facon, og at Karol Wojtyla på mange måder allerede er kirkehistorie.

Til trods for at paven tydeligvis nød mødet med de unge, er der ikke tvivl om, at Benedikt XVI grundlæggende søger et andet forhold til offentligheden og medierne end sin forgænger. Det skal næppe opfattes som en kritik af Johannes Paul II, hvis saligkåringsproces Benedikt allerede har sat i værk. Det skal snarere ses som udtryk for hans ønske om at målrette de gevaldige energiudladninger, der fulgte i kølvandet på den gamle pave. Formentlig sker det også i erkendelse af, at han selv ikke kan gøre Johannes Paul II kunsten efter.

Hvis Johannes Paul II var missionær, filosof og pavesuperstar, så er Benedikt lærer, teolog og Roms biskop. Hvor Johannes Paul II udtrykte sig i visionær poesi, udtrykker Benedikt sig præcist i prosa. Faktisk har Benedikt spillet med åbne kort lige fra begyndelsen. "Paven bør ikke proklamere sine egne ideer", sagde han ved sit formelle indtog i Roms domkirke, Laterankirken, den 7. maj. "I stedet bør han hele tiden forankre sig selv og kirken i lydighed over for Guds ord", forklarede han. Sammenlignet med multimediemennesket Johannes Paul II er denne tilgang nærmest minimalistisk. Men heri ligger der også en vigtig pointe, der tydeligt kom frem på Verdensungdomsdagene. For det er inden for rammerne af messens liturgi - hele det gudstjenestelige drama, der logisk bevæger sig mod sit sakramentale klimaks - at Benedikt bedst viser "sin autoritet som garant for kirkens enhed. Og det er i sine prædikener, at han tydeligst viser, hvad han har på hjerte.

"De samme store skarer af troende, der hyldede hver en gestus og hver en slående bemærkning fra pave Karol Wojtyla, mens de samtidig næsten fuldstændigt gik glip af, hvad han talte om, gør det stik modsatte med den nye pave. De følger Ratzingers prædikener ord for ord, fra begyndelsen til enden, med en opmærksomhed, der forbløffer eksperterne. Der skal ikke andet til end at blande sig med mængden ved en af pavens messer for at efterprøve dette," skrev en af Italiens mest respekterede kirkelige kommentatorer, Sandro Magister fra tidsskriftet L'espresso, midtpå sommeren.

Benedikt er en tilbageholdende mand. Han foretrækker at spise alene, og da han den 12. juli drog på sommerferie til Les Combes i Valle d'Aosta, medbragte han tre kufferter fulde af bøger samt et klaver.

Alligevel sikrer hans erfaring fra de mange år i Vatikanet og uovertrufne position som Johannes Paul II's teologiske sparringspartner, at han ikke står i skyggen af sin chef gennem 23 år. Det var givet en af grundene til, at kardinalerne med så overvældende flertal pegede på ham ved pavevalget. For som en af ganske få i deres kreds kunne han vedkende sig forgængerens arv uden at lade sig overvælde af den.

Det betyder også, at Benedikt ikke føler sig bundet af Johannes Paul II's ledelsesstil, og vist er det, at han ved selv at træde ud af rampelyset ønsker at overlade mere af det lokale initiativ til de enkelte biskopper.

Et eksempel herpå er kirkens vellykkede opfordring til at boykotte juni måneds folkeafstemning i Italien om en liberalisering af loven om kunstig befrugtning. Her støttede paven den italienske bispekonferences kampagne for at få et flertal af vælgerne til at blive hjemme og dermed sikre, at forslaget faldt til jorden. Men det var de italienske biskopper selv med kardinal Camillo Ruini i spidsen, der førte an og var synlige i den intense debat i aviser og tv forud for afstemningen.

På samme måde var det i Spanien, hvor det ganske vist ikke lykkedes de spanske biskopper at forhindre regeringen i at legalisere homoseksuelle ægteskaber, men hvor de med diskret opbakning fra Benedikt organiserede store protestdemonstrationer over hele landet. Det øgede den politiske og kirkelige opmærksomhed omkring biskopperne, hvoraf flere selv førte an i demonstrationerne.

Begivenhederne i Italien og Spanien understreger, at spørgsmålet om, hvordan man er kristen i den moderne verden, stadig er et centralt anliggende for den kirke, Benedikt står i spidsen for. Sådan har det været de seneste 250 år, og ingen ved det bedre end Benedikt selv, der som sin forgænger er rundet af Europas traditionelle kristne kultur.

Som Johannes Paul II har også den tysk-fødte Benedikt været vidne til nazismens rædsler, og ligesom den polske pave har han fulgt den aggressivt sekulære kultur, der med forskelligt udtryk er slået igennem i europæisk åndsliv efter Anden Verdenskrig.

For Benedikt er det gradvise tab af Europas kristne identitet en virkelig tragedie, og det er givet, at han ikke har tænkt sig at tilpasse kirkens lære til Europas verdslige kultur på samme kulturs præmisser.

Kirkens naturlige plads i samfundet, de etiske dilemmaer i den medicinske teknologi, samtalen med de øvrige kristne kirker og trossamfund og dialogen med islam og jødedommen sikres ifølge den nye pave ikke ved at hævde, at kristendom blot er et spørgsmål om individuel livsstil.

Tværtimod kan kirken kun være tro mod sin opgave ved at insistere på, at der findes en guddommelig, objektiv sandhed, som alle mennesker er forpligtet over for. Det vil vi komme til at høre mere om, for det er netop kirkens forståelse af, hvad sandheden er, der er emnet for Benedikts kommende første rundskrivelse, eller programerklæring, om man vil.

En sådan rundskrivelse vil givet være populær ikke blot i katolske kredse, men også blandt mange protestanter. I al fald er Benedikts stjerne for opadgående i USA, hvor mange evangeliske kristne i ham ser en allieret i debatten om abort, eutanasi og homoseksuelle ægteskaber.

Det er dog de ortodokse kirker - og ikke de protestantiske- der står øverst på Benedikts egen økumeniske huskeseddel, om end det står hen i det uvisse, om han får større held med et gennembrud end Johannes Paul II. Benedikt har ganske vist udvekslet positive signaler med både Moskva og Konstantinopel, men det er en kendt sag, at selvom der ikke er de store dogmatiske forskelle mellem ortodokse og katolikker, så kan kirkernes meget forskellige historiske selvforståelse udgøre nok så store forhindringer.

En tilsvarende robust, men også konstruktiv, indstilling præger Benedikts forhold til ikke-kristne religioner.

På Verdensungdomsdagene besøgte han også Kölns synagoge, hvis menighed blev næsten udslettet i holocaust. Benedikt kaldte jødeudryddelserne for en "ubeskrivelig forbrydelse".

Men han talte ved samme lejlighed også åbent om teologiske forskelle med tanke på, at selvom Jesus forbinder jøder og kristne, så adskiller troen på Jesus dem også.

Hvad angår islam, stikker paven heller ikke noget under bordet.

Da han efter bombeattentaterne i London den 7. juli blev spurgt, om islam er en "fredens religion", syntes Benedikt at svare både som dialogpartner og som realpolitiker.

- Jeg vil nødigt udtale mig generelt. Der er sandelig også dele,som kan støtte freden. Vi må prøve at finde de bedste elementer og hjælpe dem, sagde han.

Benedikts egne kritikere har også for længst givet lyd fra sig og det gælder ikke mindst hans egne trosfæller.

- Jeg beder hver dag til Helligånden om, at Han må lede paven og kardinal Ruini væk fra deres rationalistiske teologi, betroede en af Italiens kendte liberale katolske skikkelser, professor Achille Ardigö, avisen La Republica. En anden prominent kritiker er den amerikanske jesuit Thomas Reese. Han blev for nylig tvunget væk fra sin post som redaktør af det indflydelsesrige og liberale katolske tidsskrift America og har karakteriseret Benedikt som "en svoren fjende af moderniteten".

Andre iagttagere har hæftet sig ved, at Benedikt faktisk lader til at være villig til at lytte til andres meninger.

Hans udnævnelse af ærkebiskoppen af San Francisco, William J. Levada, til sin efterfølger på posten som formand for Troslærekongregationen ses som et tegn herpå. Kongregationen vogter over troens renhed, men det er som en dygtig forligsmand snarere end en ubøjelig dogmatiker, at Levada er kendt.

Fremtidige udnævnelser i kurien vil givet også bringe overraskelser, ikke mindst når pavens højre hånd, statssekretær, kardinal Angelo Sodano, skal pensioneres.

Med kun fire måneder på Skt. Peters Stol er Benedikt XVI's pontifikat stadig meget ungt og hans kalender endnu fyldt op med initiativer, som Johannes Paul II satte i værk i de sidste måneder af sin regeringstid.

Verdensungdomsdagene havde Benedikt også arvet fra sin forgænger, men hans tilstedeværelse i Köln markerede et vendepunkt i omstillingen fra højt betroet embedsmand i Vatikanet til selv at indtage pladsen som kirkens jordiske overhoved med sin egen energiske dagsorden. Det er en omstilling, der efter sigende er gået langt nemmere, end den 78-årige Benedikt selv regnede med, og som lader til at have haft en foryngende virkning på ham.

Måske var det også, hvad de mange unge i Köln fornemmede, da Benedikt ved ankomsten den 18. august opfordrede dem alle - døbte som ikke-døbte, praktiserende som ikke-praktiserende til at åbne deres hjerter for Gud.

- Unge mennesker har altid mange problemer, men også mange håb, forklarede han et par dage tidligere i et interview med Vatikanets Radio.

-Jegvil gerne vise dem, hvor smukt det er at være kristen.