Pavens tale om Kirkens tilstand

(nr. 4 af 5)

Rom, 22. december 2005 (Zenit)

En korrekt fortolkning af koncilet skaber en potentiel ”kraftig fornyelse for Kirken”, udtaler Pave Benedikt XVI.

Paven er fremkommet med en meget oplysende betragtning over modtagelsen af 2. Vatikankoncil, der blev åbnet af Pave Johannes XXIII og afsluttet af Pave Paul VI den 8. december for 40 år siden.

2. Vatikankoncil er blevet modtaget med to indbyrdes modstridende fortolkningsholdninger, anførte Paven.

Den ene fortolkning insisterede på den “diskontinuitet” og det “brud”, som koncilet medførte, og den anden på den “reform”, den “fornyelse i kontinuiteten i den ene Kirke, som Gud har givet os; det er en Kirke, der vokser med tiden og udvikler sig, men stadig forbliver den samme, det eneste støtte for Gudsfolket på vandring”.

Den første fortolkning, bemærkede Benedikt XVI, har kunnet nyde “sympati fra massemediernes side og fra en del af den moderne teologi”.

Paven gjorde imidlertid opmærksom på, at “fortolkningen om diskontinuiteten risikerer at føre til et brud mellem den præ-konciliære Kirke og den post-konciliære Kirke” og frembringe “forvirring”. Den anden tolkning har bevirket, at koncilet har “båret frugt”.

Benedikt XVI erklærede: “Vi kan i dag se på 2. Vatikankoncil med taknemmelighed. Og hvis vi læser det og tager imod det ledet af en korrekt udlægning, vil det i stadig højere grad blive den kraft, som er nødvendig for fornyelsen af Kirken”.

Derfor anså han en “korrekt tolkning med hensyn til at læse og modtage koncilets tekster for en potentiel kraft til fornyelse for Kirken”.

Med hensyn til koncilets store opgave udtalte paven: “Koncilet skulle på en ny måde definere forholdet mellem Kirken og den moderne tid”, og det har på en vis måde lagt en diskontinuitet for dagen i forhold til tidligere tider, men uden at slippe “kontinuiteten i principperne”.

Han understregede, at diskontinuiteten kun er tilsyneladende: “Med den nye definition af forholdet mellem Kirkens tro og nogle af den moderne tænknings væsentlige elementer har 2. Vatikankoncil revideret og også korrigeret visse historiske afgørelser, men i denne tilsyneladende diskontinuitet har koncilet tværtimod fastholdt og uddybet Kirkens inderste natur og dens sande identitet. Kirken er – såvel før som efter koncilet – én, hellig, katolsk og apostolisk, på vandring gennem tiderne; den fortsætter sin ‘pilgrimsrejse midt i verdens forfølgelser og Guds trøst’, mens den forkynder Herrens død, indtil han kommer igen”.

Benedikt XVI nævnte også de vanskeligheder, der var opstået i forholdet mellem troen og den moderne verden bl.a. på grund af processen mod Galilei, den franske Revolution, kapitalismen og verdenskrigene, de nazistiske og kommunistiske ideologier, videnskabens fremskridt og brugen af historisk kildekritik i fortolkningen af Skriften.

Han gjorde opmærksom på, at disse spørgsmål, som tidligere er rejst, “venter på et svar i dag”: det drejede sig om “på ny at definere forholdet mellem tro og videnskab, Kirken og den moderne stat, interreligiøs dialog og tolerance, forholdet mellem Kirken og Jødernes tro”.

Han sagde, at Vatikanet med et dekret om religionsfrihed har bekræftet et “væsentligt princip i det moderne samfund”, og at “Kirken således tilegnede sig sit ældste arvegods igen”.

“En missionerende Kirke”, understregede paven, “der forstår at bringe sit budskab til alle samtidig med, at den forsikrer folkene og deres ledere om, at den hverken gør indhug i deres identitet eller deres kultur, er i stand til at give dem det svar, de venter på i deres inderste, et svar, hvori kulturforskellene ikke går tabt, men vokser, i en menneskelig enhed og fred mellem folkeslagene”.

Men han tilføjede: “Også i vore dage forbliver Kirken et modsigelsens tegn. Det var ikke koncilets hensigt at ødelægge denne Evangeliets modsigelse over for menneskets farer og vildfarelser”.

“Det havde derimod til hensigt at fjerne fejlagtige eller overflødige punkter, når det evangeliske krav skulle fremstilles for verden i hele sin storhed og renhed”.