Pave Benedikt XVI’s tale til de franske biskopper

holdt i Lourdes søndag 14. september 2008

Kardinaler,

Kære medbrødre i bispeembedet!

Det er første gang i min tid som pave, at jeg har den glæde at møde Dem alle sammen. Jeg hilser hjerteligt Deres præsident, Kardinal André Vingt-Trois, og jeg takker ham for de dybfølte ord, han har sendt mig på Deres vegne. Jeg hilser også med glæde vicepræsidenterne, såvel som generalsekretæren og hans medarbejdere. Jeg sender en varm hilsen til hver enkelt af Dem, mine medbrødre i bispeembedet, som er kommet fra alle egne af Frankrig og fra de oversøiske områder. Min hilsen omfatter ligeledes ærkebiskoppen af Cambrai, Mgr. François Garnier, som i dag i Valenciennes fejrer tusindårsdagen for Vor Frue af Saint-Cordon.

Jeg glæder mig over at være sammen med Dem i aften i denne “Sankt Bernadette Sal”, som er det sædvanlige sted for Deres bønner og Deres møder, det sted, hvor De fremlægger Deres bekymringer og Deres forhåbninger og stedet for Deres diskussioner og overvejelser. Denne sal ligger på et privilegeret sted nær ved grotten og Mariabasilikaerne. Ad limina besøgene lader Dem ganske vist regelmæssigt møde Peters Efterfølger i Rom, men det øjeblik, vi lige nu oplever, gives os som en nådegave til igen at bekræfte de tætte bånd, der forener os i vort fælles præsteembede, der er udgået direkte fra Kristi forløsergerning. Jeg opfordrer Dem til fortsat at arbejde i enighed og tillid, i fuldt fællesskab med Peter, som er kommet for at styrke Deres tro. Som De allerede har sagt, Eminence, har både De og vi meget at tænke på for tiden! Jeg ved, at De er optaget af at arbejde inden for de nye rammer, der er bestemt af omlægningen af de kirkelige regioner, og det glæder jeg mig meget over. Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til sammen med Dem at overveje nogle punkter, som jeg ved, De især fokuserer på.

Kirken – der er én, hellig, katolsk og apostolisk – har givet Dem liv gennem dåben. Den har kaldet Dem til sin tjeneste; De har skænket den Deres liv, først som diakoner og præster, og derefter som biskopper. Jeg udtrykker al min agtelse for denne hengivelse af Dem selv: til trods for den omfattende opgave, som ikke bliver mindre af den ære, den indbefatter – honor, onus! – udfører De trofast og ydmygt Deres tredobbelte opgave: at undervise, styre og helliggøre ifølge Konstitutionen Lumen gentium (nr. 25-28) og dekretet Christus Dominus. Som apostlenes efterfølgere repræsenterer De Kristus i spidsen for de bispedømmer, der er blevet Dem betroet, og her stræber De efter at realisere det billede af en biskop, som Paulus har tegnet; De bør uden ophør vokse i den retning for stadig at blive mere “gæstfri, nære større kærlighed til det gode, være besindige, retfærdige, fromme, herrer over Dem selv, holde fast ved lærens troværdige ord” (jf. Tit 1,8-9), som Paulus siger i Brevet til Titus. Det kristne folk bør se på Dem med kærlighed og respekt. Lige fra begyndelsen har den kristne tradition insisteret på dette punkt: “Alle de, som tilhører Gud og Jesus Kristus, står sammen med Biskoppen,” sagde Ignatius af Antiokia (Til menighederne i Filadelfia 3,2), og han tilføjede: “Den, som husets herre sender for at styre sit hus, skal vi modtage som den, der har sendt ham” (Til menighederne i Efesus 6,1). Deres mission, specielt den åndelige, består derfor i at skabe de nødvendige betingelser for, at de troende – for på ny at citere Ignatius – “enstemmigt kan synge en hymne til Faderen ved Jesus Kristus” (ibid. 4,2) og på den måde gøre deres liv til en offergave til Gud.

De er med rette overbeviste om, at katekese har en fundamental betydning for at få interessen for Gud og forståelsen af meningen med livet til at vokse i hver enkelt døbt. De to betydeligste redskaber, De råder over, nemlig Den Katolske Kirkes Katekismus og De franske Biskoppers Katekismus, er nogle værdifulde hjælpemidler. De giver en harmonisk sammenfatning af den katolske tro og giver mulighed for at forkynde Evangeliet i trofasthed mod dets rigdom. Katekese er ikke først og fremmest et spørgsmål om metode, men om indhold, som selve ordet viser: Det drejer sig om en organisk fremstilling (kat-echein) af den samlede kristne åbenbaring, der er i stand til at stille Kristi ord til disposition for hjerner og hjerter, ordene fra ham, som har givet sit liv for os. Takket være katekesen kommer således et enestående kald til at lyde i hvert enkelt menneske, et kald, der uophørligt lyder igen og igen: “Følg mig” (Matt 9,9). En omhyggelig uddannelse af kateketerne vil muliggøre en fuldstændig videregivelse af troen efter den hellige Paulus’ eksempel, han som har været den største kateket nogen sinde, og som vi betragter med en særlig beundring i dette totusind år efter hans fødsel. Midt i sine apostoliske bekymringer formanede han således: “For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter” (2 Tim 4,3-4). I bevidsthed om den store realisme i hans forudsigelser gør De Dem umage for ydmygt og vedholdende at leve op til hans formaninger: “Prædik ordet, stå frem i tide og utide ... tålmodigt og med stadig undervisning” (2 Tim 4,2).

For at kunne udføre denne opgave effektivt har De brug for medarbejdere. Af den grund fortjener kald til præstegerning og klosterliv mere end nogen sinde at blive opmuntret. Jeg er blevet informeret om de initiativer, der tages på dette område, og jeg vil af al magt støtte dem, der, som Kristus, ikke er bange for at opfordre unge eller ældre mennesker til at stille sig til tjeneste for den Herre, som er her, og som kalder (cf. Joh 11,28). Jeg retter en varm tak og en opmuntring til alle de familier, alle de sogne, alle de kristne menigheder og alle de bevægelser inden for Kirken, som er den gode jord, der giver godt udbytte i form af kald (jf. Matt 13,8). I denne sammenhæng vil jeg ikke undlade at udtrykke min taknemmelighed for de utallige bønner fra Kristi og hans Kirkes sande disciple. Bland dem findes der præster, munke og nonner, gamle mennesker eller syge, endog fanger, som igennem årtier har ladet deres bønner stige op til Gud for at opfylde Jesu bud: “Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst” (Matt 9,38). Biskoppen og de kristne kommuniteter bør for deres vedkommende opmuntre og tage imod præste- og ordenskaldene og samtidig stole på den nåde, Helligånden giver til at opvise den nødvendige dømmekraft. Ja, kære brødre i bispeembedet, bliv ved med at kalde til præstegerning og klosterliv, ligesom Peter kastede sine garn ud på Mesterens ord, skønt han havde tilbragt hele natten med at fiske uden at fange noget (jf. Luk 5,5).

Det kan ikke siges tilstrækkeligt ofte, at præstegerningen er uundværlig for Kirken, netop til gavn for lægfolket. Præsterne er en Guds gave til Kirken. Præsterne kan ikke uddelegere deres funktioner til de troende, hvad deres egentlige opgaver angår. Kære brødre i bispeembedet, jeg opfordrer Dem til hele tiden omsorgsfuldt at hjælpe Deres præster til at leve i inderlig forening med Kristus. Deres åndelige liv er grundlaget for deres apostoliske liv. De skal sagtmodigt tilskynde dem til daglig bøn og til en værdig fejring af sakramenterne, især af eukaristien og bodens sakramente, sådan som Frans af Sales gjorde det med sine præster. Alle præster bør kunne føle sig lykkelige over at tjene Kirken. Efter sognepræsten af Ars’ eksempel, han som er søn af Deres land og skytshelgen for alverdens sognepræster, skal De blive ved med at gentage, at et menneske ikke kan gøre noget større end at give de troende Kristi legeme og blod samt tilgive dem deres synder. Prøv at være opmærksomme på deres menneskelige, intellektuelle og åndelige uddannelse og på deres eksistensmuligheder. Prøv trods byrden af Deres tungtvejende opgaver regelmæssigt at mødes med dem, og sørg for at tage imod dem som brødre og venner (jf. LG 28 og CPE 16). Præsterne har brug for Deres hengivenhed, opmuntring og omsorg. Vær dem nær, og hav specielt opmærksomheden rettet mod dem, der har vanskeligheder, er syge eller gamle (jf. CPE 16). Glem ikke, at de, som 2. Vatikankoncil siger med det prægtige udtryk, Ignatius af Antiokia brugte over for menighederne i Magnesia, “biskoppens åndelige krans” (LG 41).

Liturgien er det præstelige og biskoppelige livs højeste udtryk, ligesom det også er for katekesen. Deres opgave med helliggørelse af de troende, kære brødre, er yderst vigtig for Kirkens vækst. Jeg har følt mig nødsaget til i mit Motu proprio Summorum Pontificum at præcisere betingelserne for udførelsen af denne opgave med hensyn til muligheden for lige så vel at anvende den salige Johannes XXIII’s missale (1962) som Pave Paul VI’s (1070). Disse nye dispositioner har allerede båret frugt, og jeg håber, at den nødvendige bilæggelse af stridighederne mellem gemytterne, takket være Gud, er ved at indfinde sig. Jeg forstår rækkevidden af de vanskeligheder, De har, men jeg er ikke i tvivl om, at det inden for en rimelig tid vil lykkes Dem at nå til nogle løsninger, der er tilfredsstillende for alle parter, for at Kristi kjortel uden sammensyninger ikke skal sønderrives yderligere. Intet menneske er for meget i Kirken. Alle uden undtagelse skal kunne føle sig hjemme i den og aldrig udelukket. Gud, som elsker alle mennesker og ikke vil miste et eneste af dem, betror os den opgave at være Hyrder for hans får. Vi kan kun takke ham for den ære og den tillid, han viser os. Lad os derfor altid gøre os umage for at være enhedens tjenere!

Hvilke andre områder kræver en større opmærksomhed? Svarene herpå kan variere fra et bispedømme til et andet, men der er helt sikkert et problem, som overalt viser sig meget påtrængende, nemlig familiens situation. Vi ved, at ægtepar og familier i dag bliver kastet ud i sande stormhvirvler. Evangelistens ord om båden i stormen midt ude på søen kan anvendes om familien: “Bølgerne slog ind over båden, så den var lige ved at fyldes” (Mark 4,37). De faktorer, der har medført denne krise, er velkendte, så jeg vil ikke bruge tid på at opremse dem. I flere årtier har forskellige landes love relativeret familiens natur som samfundets primordialcelle. Ofte søger de i højere grad at tilpasse sig specielle personers eller gruppers skikke og krav end at fremme samfundets fælles gode. Det faste forhold mellem en mand og en kvinde, bestemt til at opbygge en jordisk lykke gennem fødslen af børn givet af Gud, er efter visse menneskers opfattelse ikke længere den model, der gælder for parforholdet. Erfaringen viser imidlertid, at familien er det fundament, som hele samfundet bygger på. Den kristne ved desuden, at familien også er Kirkens levende celle. Jo mere familien bliver gennemsyret af Evangeliets ånd og værdier, jo mere bliver Kirken beriget af det, og jo bedre svarer den på sit kald. I øvrigt kender jeg og opmuntrer kraftigt de anstrengelser, De gør for at støtte de forskellige sammenslutninger, der arbejder for at hjælpe familierne. De gør ret i – selv når det sker mod strømmen – at holde fast i de principper, som udgør styrken og storheden i ægteskabets sakramente. Kirken vil forblive urokkeligt tro mod den befaling, som dens Stifter, vor Mester og Herre Jesus Kristus har givet den. Den holder ikke op med at gentage med Ham: “Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille! (Matt 19,6). Kirken har ikke givet sig selv den opgave; den har modtaget den. Det er klart, at ingen kan benægte eksistensen af de undertiden meget smertefulde prøvelser, som nogle hjem gennemlever. Det er vigtigt at støtte disse familier, som har vanskeligheder, hjælpe dem til at forstå ægteskabets storhed og opmuntre dem til ikke at relativere Guds vilje og de love, han har givet os at leve efter. Et ganske særlig smertefuldt spørgsmål – det ved vi – drejer sig om de skilte gengifte. Kirken, der ikke kan gå imod Kristi vilje, holder urokkeligt fast i princippet om ægteskabets uopløselighed, alt imens den omfatter de mænd og kvinder, for hvem det af mange forskellige grunde ikke lykkes at respektere den, med den største kærlighed. Man kan derfor ikke godkende de initiativer, der har til formål at velsigne ulovlige forbindelser. Den apostoliske skrivelse Familiaris consortio har anvist den vej, der står åben, med en tanke, der respekterer sandheden og næstekærligheden.

Jeg ved udmærket, kære brødre, at de unge optager Deres tanker meget. Dem ofrer De megen tid på, og det er klogt af Dem. Som De har kunnet konstatere, har jeg lige mødt en mængde unge mennesker under Verdensungdomsdagene i Sydney. Jeg har glædet mig over deres begejstring og deres evne til at hellige sig bønnen. Selv om disse unge lever i en verden, der smigrer dem og appellerer til deres lave instinkter, og selv om de også har arvet en tung byrde, der er vanskelig at overtage, har de bevaret en sjælelig friskhed, som har vakt min beundring. Jeg appellerede til deres ansvarsfølelse og opfordrede dem til altid at stole på det kald, som Gud har givet dem i dåben. “Vores styrke er det, som Kristus ønsker af os”, sagde kardinal Jean-Marie Lustiger. Under min ærede Forgængers første rejse i Frankrig holdt han en tale for de unge her i landet, som ikke har tabt noget af sin aktualitet, og som dengang blev modtaget med en uforglemmelig begejstring. “Moralsk frihed gør ikke mennesket lykkeligt”, erklærede han i Parc-des-Princes under tordnende applaus. Den sunde fornuft, der lå til grund for tilhørernes reaktion, er ikke død. Jeg beder Helligånden om at tale til alle de troendes hjerter, og i det hele taget til alle Deres landmænds, for at give – eller gengive – dem lysten til et liv i overensstemmelse med kriterierne for en ægte lykke.

I Élyséepalæet omtalte jeg forleden dag Frankrigs originale situation, som Pavestolen ønsker at respektere. Jeg er virkelig overbevist om, at nationer aldrig skal acceptere at se det, som udgør deres egen identitet, forsvinde. I en familie er det ikke nok, at de forskellige familiemedlemmer har samme far og samme mor; de er ikke forskelsløse individer, men personer med hver sin specielle egenart. Det samme gælder for lande, som bør sørge for at bevare og udvikle deres egen kultur uden nogensinde at lade sig opsluge af andre eller drukne i en farveløs ensartethed. “En nation er faktisk”, for at blive ved Pave Johannes Paul II’s udtryk, “et stort fællesskab af mennesker, der er knyttet sammen med forskellige bånd, men først og fremmest, netop ved hjælp af kulturen. Nationen eksisterer “gennem” kulturen og “for” kulturen, og denne er derfor den store læremester for menneskene, så de endnu mere “kan være integreret i” fællesskabet” (Tale i UNESCO, 2. juni 1980, nr. 14). I dette perspektiv vil anskueliggørelsen af Frankrigs kristne rødder få enhver indbygger i dette Land til bedre at forstå, hvor han kommer fra, og hvor han bevæger sig hen. Inden for de eksisterende institutionelle rammer og i den største respekt for de gældende love burde man som følge heraf finde en ny måde til i dagligdagen at fortolke og leve efter de fundamentale værdier, som Nationens identitet er bygget på. Deres præsident har henvist til denne mulighed. De socialpolitiske forudsætninger for en forældet mistillid, eller endog fjendskab, svinder lidt efter lidt. Kirken gør ikke krav på Statens plads. Den vil ikke erstatte den. Kirken er et fællesskab baseret på overbevisninger; den ved, at den er ansvarlig for helheden og kan ikke begrænse sig til sig selv. Den taler frit og fører dialog med lige så stor frihed opfyldt af det ene ønske at kunne nå frem til en fælles frihed. At skabe et sundt samarbejde mellem den politiske verden og Kirken, realiseret i bevidstheden om og respekten for hver af parternes uafhængighed og autonomi inden for deres eget område, er at gøre mennesket en tjeneste med hensyn til dets personlige og sociale udfoldelse. En række forskellige punkter, der har dannet optakten til nogle andre, som nødvendigvis måtte føjes til, er allerede blevet undersøgt og afgjort inden for “Instansen vedrørende dialog mellem Kirken og Staten”. I kraft af sin særlige opgave og på Pavestolens vegne har den Apostoliske Nuntius naturligt sæde i denne forsamling, idet han er kaldet til aktivt at følge Kirkens liv og dens stilling i samfundet.

Som De ved, har mine forgængere, den salige Johannes XXIII, tidligere Nuntius i Paris, og Pave Paul VI ønsket oprettelsen af noge sekretariater, som i 1988 er blevet til Det pavelige Råd for Fremme af Kristen Enhed og Det Pavelige Råd for Dialogen mellem Religionerne. Hertil kom hurtigt Kommissionen for de Religiøse Forbindelser til Jødedommen og Kommissionen for de religiøse Forbindelser til Muslimerne. Disse strukturer er i en vis forstand en institutionel og konciliær anerkendelse af tidligere tiders utallige initiativer og handlinger. Lignende kommissioner eller råd findes desuden i Deres Bispekonference og i Deres Bispedømmer. Deres eksistens og deres funktion viser Kirkens vilje til at være på forkant (...) i den bilaterale dialog. Den nylig afholdte plenarforsamling i Det pavelige Råd for Dialogen mellem Religionerne har tydeliggjort, at den autentiske dialog som sine fundamentale forudsætninger kræver en god uddannelse af dem, som fremmer den, og en oplyst dømmekraft for lidt efter lidt at gøre fremskridt i afdækningen af Sandheden. Målet med de økumeniske og interreligiøse dialoger, som naturligvis varierer efter deres respektive karakter og formål, er at søge og at fordybe sig i Sandheden. Det drejer sig altså om en ædel opgave, der er obligatorisk for ethvert troende menneske, eftersom Kristus selv er Sandheden. At bygge broer mellem de store kristne kirkelige traditioner og føre dialog med de andre religiøse traditioner kræver en oprigtig anstrengelse for at opnå gensidigt kendskab til hinanden, for uvidenhed ødelægger mere, end den opbygger. Desuden er det kun Sandheden, der gør det muligt på ægte vis at efterleve det dobbelte Kærlighedsbud, som vor Frelser har givet os. Vi bør virkelig opmærksomt følge de forskellige initiativer, der er påbegyndt, og få øje på dem, der lægger vægt på det gensidige kendskab og respekten for hinanden samt fremmer dialogen, og undgå dem, der fører ind i blindgyder. Den gode vilje er ikke nok. Jeg tror, det er godt at begynde med at lytte til hinanden og derefter gå over til den teologiske diskussion for til sidst at nå til vidnesbyrdet og budskabet om troen selv (jf. Note doctrinale sur certains aspects de l’évangélisation [Læremæssig note angående visse aspekter af evangeliseringen] nr. 12, 3. december 2007). Måtte Helligånden give Dem den evne til at skelne, som bør karakterisere enhver Hyrde! Den hellige Paulus tilråder os: “Prøv alt, hold fast ved det gode!” (1 Tess 5,21). Det globaliserede, multikulturelle og multireligiøse samfund, som vi lever i, er en lejlighed, Gud giver os, til forkynde Sandheden og øve næstekærlighed for at nå hvert eneste menneske uden undtagelse, også ud over den synlige Kirkes grænser.

Året før mit valg til Peters Stol havde jeg den glæde at besøge Deres land for at forestå mindehøjtidelighederne i anledning af 60-året for landgangen i Normandiet. Sjældent har jeg som ved den lejlighed følt Frankrigs sønners og døtres kærlighed til deres forfædres jord. Frankrig fejrede dengang sin timelige befrielse ved slutningen af en grusom krig, der havde krævet mange ofre. I dag er det især en ægte åndelig befrielse, det er nødvendigt at arbejde for. Mennesket har altid brug for at blive befriet for sin angst og sine synder. Mennesket bør uden ophør lære eller lære på ny, at Gud ikke er dets fjende, men dets Skaber fuld af godhed. Mennesket har brug for at vide, at der er en mening med dets liv, og at det, når dets ophold på jorden er slut, er ventet for evigt at få del i Kristi herlighed i himlen. Deres opgave er at føre den del af Gudsfolket, som er Dem betroet, til erkendelse af dette salige mål. Jeg vil hermed gerne udtrykke min beundring og taknemmelighed for alt, hvad de gør for at arbejde i den retning. Jeg forsikrer Dem om min daglige bøn for hver enkelt af Dem. Jeg beder til stadighed Herren og hans Moder om at lede Dem på Deres vej.

Kære medbrødre i Bispeembedet, jeg overgiver Dem glad og bevæget til Vor Frue af Lourdes’ og den hellige Bernadettes varetægt. Guds magt har altid udfoldet sig i svagheden. Helligånden har altid vasket det, der var snavset, vandet det, der var tørt, rejst det forkrøblede op igen. Vor Frelser Kristus, som har tilladt os at blive redskaber til at formidle hans kærlighed videre til menneskene, vil aldrig ophøre med at lade Dem vokse i tro, håb og kærlighed, så De kan have den glæde at lede et stigende antal af nutidens mænd og kvinder til Ham. Idet jeg betror Dem til hans kraft som Forløser, giver jeg Dem alle af hele mit hjerte en kærlig Apostolisk Velsignelse. Tak.

Oversat af Kirsten Dam