KATOLSK MORAL Kirkens læremyndighed har ikke samme status, når den forkynder åbenbaringens indhold, som er den betroet, og den tænker sig frem for at belyse nye propblemer, som er dukket op i historiens løb

Den personlige samvittighed er helt legitim

Elisabeth Assing Hvidt reagerede den 20. marts på mine kommentarer den 15. marts til hendes kronik "Katolsk seksualmoral i perspektiv" fra den 7. marts. Hun formulerer selv kernen i vores uenighed således: "Her vil jeg kun gå ind i det mere principielle spørgsmål om forholdet mellem den katolske kirkes lære og den personlige samvittighed, som han [Duclos] netop fremhæver som den helt afgørende vejledende instans i spørgsmålet om katolikkers brug prævention - et spørgsmål som den katolske kirke som bekendt argumenterer for som umoralsk."

Jeg er glad for denne formulering, som koncentrerer sig om to stridspunkter. Det væsentligste er selvfølgelig opfattelsen af samvittighedens rolle, men det er også nyttigt at pege på, at det faktisk er præventionen, som er brændpunktet i debatten.

Hvidt rangerer mig blandt "disse personer (som) mener modsat den katolske kirke, at moral ikke skal baseres på kirkens erfaring og lære, men på demokratiske principper og på den enkeltes mening". Det skyldes, at jeg har skrevet, at "også katolikker bør lytte til den personlige samvittighed".

I virkelighed er det ikke mig som har skrevet det, selvom jeg selvfølgelig er enig. Jeg citerede bare de nordiske katolske biskoppers kommentar til pavens fordømmelse af de såkaldt unaturlige præventionsmidler. Må jeg igen citere deres tekst: "Ingen, heller ikke kirken, kan fritage en for den pligt at følge sin egen samvittighed ... Hvis nogen af tungtvejende og velovervejede grunde ikke kan blive overbevist af rundskrivelsens argumentation, så har det altid været anerkendt, at han kan have en anden mening end den, som udtrykkes i et sådant ikke ufejlbarligt, kirkeligt dokument. På grund af en sådan opfattelse bør altså ingen anses for at være en dårlig katolik."

Hvad er det for en samvittighed, man har pligt at følge? Det drejer sig i hvert fald ikke om den forestilling, Hvidt pådutter mig, at moralen skulle "baseres på demokratiske principper og på den enkeltes erfaring". Samvittigheden er ikke moralens basis, men det middel, som gør det muligt for den enkelte at handle moralsk.

Hvis jeg adlyder en ordre helt slavisk uden at tage stilling til dens berettigelse, er jeg måske en god, gammeldags soldat, men jeg er ikke et troende menneske. Det er først efter, at jeg har overvejet min handling, ladet mig oplyse af kirken og samfundet og til sidst træffer min egen beslutning, at jeg handler menneskeligt moralsk. Det kan godt være, at jeg tager fejl, og i hvert fald skal min personlige mening ikke ophøjes til moralsk lov, men jeg handler som et ansvarligt menneske.

IFØLGE HVIDT SKULLE det sidste koncil have omtalt den personlige samvittighed hele 52 gange. "Samvittigheden,"skriver hun, "medierer en universel og objektiv morallov, som er en gudgiven størrelse og ikke et menneskeligt påfund." Jeg synes, det lyder lidt hjemmestrikket, og det siges meget klarere i "Menneskets Værdighed". Erklæringen om religionsfriheden, paragraf 3. "Mennesket erkender og anerkender den guddommelige lovs bud ved hjælp af sin samvittighed; den har pligt til at følge den trofast i alt, hvad det foretager sig, for at det kan nå frem til Gud, til sit mål."

Koncilet er meget præcis i sin formulering og skelner mellem to etaper, erkender og anerkender. Man kan være fristet til at identificere samvittigheden med spontanitet. Men det, som karakteriserer en menneskelig handling, er netop, at den er reflekteret. I sin samvittighed erkender mennesket lovene og befalingerne: Det er ikke det, som formulerer dem. Men så kommer næste etape, vurdering og anerkendelse. Det er netop retten til denne vurdering, biskopperne betegner som legitim.

Her er jeg glad for, at Hvidt begrænser vores diskussion til emnet prævention. Flere gange nævner hun i flæng abort, prævention og eutanasi, men her drejer det sig om vidt forskellige emner. Abort og eutanasi hører under det femte bud, det vil sige under åbenbaringen, men der står intet i Bibelen om kondomer og p-piller.

Kirkens læremyndighed har ikke samme status, når den forkynder åbenbaringens indhold, som er den betroet, og når den tænker sig frem for at belyse nye problemer, som er dukket op i historiens løb. Hvidt er godt klar over det. Derfor skriver hun på linje med biskopperne, at kirken "argumenterer for, at brug af præventionen er immoralsk". Katolikkerne må erkende disse argumenter og bagefter i deres samvittighed tage stilling til deres værdi.

Katolikkerne må følge deres samvittighed, de må erkende Roms stillingtagen, men til syvende og sidst må de selv afgøre, om disse betragtninger om hensyn til de pavelige dokumenters autoritative værdi må afgøre deres ægteskabelige liv. Det er de katolske ægtepar, som med deres samvittighed må afgøre, hvordan de vil opfylde ægteskabets tredobbelte funktion, "avling af børn, tilfredsstillelse afdrifterne og etablering af en sjælelig enhed mellem parterne". Og dette personlige ansvar skal også være med, hvis man vil placere den katolske seksualmoral i perspektiv.

Jean-Pierre Duclos,

cand.theol. og cand.mag.,