Redemptionis Sacramentum

om visse ting, der skal overholdes eller undgås

i forbindelse med den hellige Eukaristi

FORORD

1. I den hellige Eukaristi tror Moderkirken fuldt og fast på og modtager med glæde, fejrer og tilbeder FORLØSNINGENS SAKRAMENTE,[1] idet den forkynder Jesu Kristi død og priser hans opstandelse, indtil han kommer i herlighed,[2] som uovervindelig Herre og Mester, evig Præst og Konge over universet, for at give herredømmet over sandheden og livet tilbage til Faderens overherredømme.[3]

2. Den hellige Eukaristi, der i sig rummer alle Kirkens åndelige goder, nemlig Kristus selv, vort påskelam,[4] er kilden til og højdepunktet i hele det kristne liv;[5] dens indflydelse har været afgørende lige siden Kirkens allerførste begyndelse.[6] Kirkens lære om den hellige Eukaristi er blevet fremstillet med agtpågivende omhu og stor autoritet tiderne igennem i koncildokumenter og pavelige dokumenter. Desuden har Pave Johannes Paul II for meget nylig i sin encyklika Ecclesia de Eucharistia med henblik på Kirkens nuværende situation på ny gjort rede for visse elementer af stor betydning vedrørende dette emne.[7]

For at Kirken også i dag, som det sig hør og bør, kan have et vågent øje med et så stort mysterium, specielt med hensyn til fejringen af den hellige liturgi, har Paven pålagt denne Kongregation for Gudstjenester og Sakramenter[8] i samarbejde med Kongregationen for Troslæren at udarbejde nærværende Instruks, i hvilken der skal behandles nogle spørgsmål vedrørende reglerne for Eukaristiens sakramente. Som følge heraf bør de forskellige punkter, denne Instruks indeholder, læses i fortsættelse af den førnævnte encyklika Ecclesia de Eucharistia.

Formålet med denne Instruks er dog ikke så meget at fremlægge alle de normer, der vedrører den hellige Eukaristi, som i højere grad at rekapitulere visse punkter i de liturgiske normer, som tidligere er blevet fremsat og fastslået, og som fortsat er gyldige, for at forstærke de liturgiske normers dybe betydning,[9] og også at angive andre, som præciserer og supplerer de allerede eksisterende ved at forklare dem ikke blot for biskopperne, men også for præsterne, diakonerne og alle de troende lægfolk, for at de hver især kan praktisere dem i deres eget embede og efter deres personlige muligheder.

3. De normer, som er indeholdt i nærværende Instruks, vedrører liturgiske spørgsmål, der hører hjemme i den romerske ritus’ liturgi og – med de betimelige variationer – i den latinske Kirkes andre riter, der er godkendt af Kirkeretten.

4. “Der er ingen tvivl om, at Koncilets liturgiske reform har været til stor nytte med hensyn til en mere bevidst, aktiv og frugtbar deltagelse fra de troendes side i det hellige messeoffer”.[10] Imidlertid “mangler der ikke skyggesider”.[11] Man kan derfor ikke i tavshed forbigå de misbrug – oven i købet af alvorlig karakter – imod liturgiens og sakramenternes natur såvel som mod Kirkens tradition og autoritet, der i vor tid hyppigt plager de liturgiske fejringer i nogle kirkelige kredse. Visse steder er misbrug på det liturgiske område ligefrem blevet almindelig praksis; det er indlysende, at sådanne holdninger ikke kan tillades og skal ophøre.

5. Overholdelsen af de normer, der hidrører fra Kirkens autoritet, kræver tilslutning i ånd og ord, ydre holdning og indre indstilling. Det er også klart, at en ren og skær ydre overholdelse af normerne strider imod selve den hellige liturgis natur, som Kristus har bestemt til at samle sin Kirke, for at den sammen med ham kan være “ét legeme og én ånd”.[12] Derfor bør den ydre holdning udstråle den tro og den kærlighed, der forener os med Kristus og med hinanden og vækker vor kærlighed til de fattige og de sørgende. Liturgiens ord og riter udgør også det trofaste og i tidernes løb udviklede udtryk for Kristi sind, og de lærer os at have det samme sind som han;[13] ved at bringe vore sind i overensstemmelse med disse ord opløfter vi vore hjerter til Herren. Alt det, som således siges i denne instruks, har til formål at fremkalde en sådan overensstemmelse hos os med Kristi sind, som udtrykkes i liturgiens ord og riter.

6. Sagen er den, at sådanne misbrug “bidrager til at formørke den rette tro og den katolske lære om dette beundringsværdige sakramente”.[14] De forhindrer også “de troende i på en måde at genopleve den erfaring, som de to disciple fra Emmaus gjorde: ‘deres øjne åbnedes, og de genkendte ham’”.[15] Stillet over for Guds evige kraft og hans guddommelighed[16] samt udstrålingen af hans godhed, der åbenbares på en særlig måde i Eukaristiens Sakramente, skal alle de troende besidde og kundgøre denne opfattelse af Guds majestæt, som viser sig i fuldt lys i hans Enbårne Søns forløsende lidelse.[17]

7. Det er ikke sjældent tilfældet, at misbrugene har rod i en falsk opfattelse af begrebet frihed. Gud giver os imidlertid ikke i Kristus den illusoriske frihed, som består i at gøre det, vi selv vil, men den frihed, som tillader os at gøre, hvad der er værdigt og ret.[18] Dette princip gælder sandelig ikke kun for de forskrifter, der stammer direkte fra Gud, men også, når man på tilbørlig vis overvejer de enkelte normer, for de love, der bekendtgøres af Kirken. Alle har således pligt til at rette sig efter de dispositioner, der tages af den lovlige kirkelige myndighed.

8. Man noterer endvidere med stor bedrøvelse tilstedeværelsen af “økumeniske initiativer, som, uanset at de er opstået i en ædel hensigt, ender med at blive til nogle eukaristiske former, der strider imod den orden, i hvilken Kirken udtrykker sin tro”. Ikke desto mindre er Eukaristiens gave “for stor til at kunne tolerere uklarhed og indskrænkninger”. Det er derfor nødvendigt at korrigere og mere præcist definere visse elementer, for at Eukaristien også på dette område “fortsat kan stråle i hele sit mysteriums glans”.[19]

9. Endelig bygger misbrugene meget ofte på uvidenhed, idet man sædvanligvis kasserer det, man ikke fatter den dybere mening med, og hvis alder man ikke kender. Imidlertid er det i bund og grund fra den hellige Skrift selv, “inspireret af den og i dens ånd, at de liturgiske bønner, forbønner og sange er opstået, og det er i den, de liturgiske handlinger og tegn finder deres betydning”.[20] Endvidere “har Kristus eller Kirken udvalgt de synlige tegn, liturgien bruger til at betegne de usynlige guddommelige ting”.[21] I overleveringen af hver eneste ritus såvel i den østlige som i den vestlige Kirke er de hellige fejringers strukturer og former i overensstemmelse med den universelle Kirke, også hvad angår de skikke, som verden over er overtaget fra den ubrudte apostoliske tradition,[22] og som bør videregives trofast og med omhu af Kirken til de kommende generationer. Alle disse elementer skal bevares med klogskab og beskyttes af de liturgiske regler.

10. Kirken selv har ingen magt over det, som Kristus har indstiftet, og som udgør den uforanderlige del af liturgien.[23] Hvis man nemlig bryder båndet mellem sakramenterne og Kristus selv, som har indstiftet dem, og hvis man ikke forbinder dem med de grundlæggende begivenheder i Kirken[24], bringer et sådant valg ikke de troende noget godt, men gør dem tværtimod stor skade. Den hellige liturgi er virkelig tæt forbundet med de læremæssige principper;[25]derfor er konsekvensen af at bruge tekster og riter, som ikke er godkendt, at den nødvendige sammenhæng mellem lex orandi og lex credendi svækkes eller kommer til helt at mangle.[26]

11. Eukaristiens mysterium er for stort, “til at nogen kan tillade sig at behandle det efter eget forgodtbefindende uden at respektere hverken dets hellige karakter eller dets universelle dimension”.[27] Hvis nogen opfører sig på den måde og foretrækker at følge sine personlige lyster – selv om også det drejer sig om en præst – skader han tværtimod alvorligt den romerske ritus’ substantielle enhed, som uophørligt bør overvåges.[28] Handlinger af denne art udgør absolut ikke et gyldigt svar på den sult og tørst efter den levende Gud, som vor tids mennesker oplever; de har heller ikke noget som helst til fælles med ægte pastoral nidkærhed eller sand liturgisk fornyelse, men fører snarere til, at de troende berøves deres fædrene arvegods. Disse egenmægtige handlinger fremmer nemlig ikke den virkelige fornyelse,[29] men gør alvorlig skade på de troendes notoriske ret til adgang til en liturgisk handling, som udtrykker Kirkens liv i overensstemmelse med dens tradition og lære. Desuden indfører de elementer af forvanskning og splid i fejringen af Eukaristien selv, skønt denne af natur og på enestående måde har til formål at være et tegn på og en beundringsværdig virkeliggørelse af fællesskabet mellem det guddommelige liv og Gudsfolkets enhed.[30] Disse handlinger fremkalder læremæssig usikkerhed, tvivl og forargelse hos Gudsfolket og næsten uundgåeligt også voldsomme modsætningsforhold, som gør mange troende dybt bekymrede og deprimerede, mens det kristne liv netop i vor tid ofte er særlig vanskeligt på grund af “sekulariserings”tilstanden.[31]

12. Til gengæld har alle de, der tror på Kristus, ret til at nyde godt af en autentisk liturgi – og det gælder helt specielt for fejringen af den hellige messe – der er i overensstemmelse med det, som Kirken har villet og fastsat, det vil sige sådan som den er foreskrevet i de liturgiske bøger og i de andre love og regler. På samme måde har katolikkerne ret til at opnå, at det hellige messeoffer bliver fejret uden forvanskninger af nogen slags, i fuld overensstemmelse med Kirkens Læreembedes bestemmelser. Endelig har den katolske menighed ret til at opnå, at den hellige Eukaristi bliver fejret på en sådan måde, at den virkelig fremstår som enhedens sakramente og fuldstændig udelukker enhver form for fejltagelser og holdninger, der kunne skabe splittelser og opståen af afvigende grupper i Kirken.[32]

13. Alle de regler og påmindelser, der er fremsat i nærværende Instruks, hænger på forskellig måde sammen med den forpligtelse, Kirken har til at våge over den ensartede og værdige fejring af dette store mysterium. Det sidste kapitel i Instruksen gør rede for de forskellige grader, i hvilke de enkelte regler er knyttet til hele kirkerettens højeste lov, der er omsorgen for sjælenes frelse.[33]

[1] Jf. Missale Romanum, ex decreto sacrosancti Oecumenici Concilii Vaticani II instauratum, auctoritate Pauli Pp. VI promulgatum, Ioannis Pauli Pp. II cura recognitum, editio typica tertia, diei 20 aprilis 2000, Typis Vaticanis, 2002, Missa votiva de Dei misericordia, oratio super oblata, p. 1159.

[2] Jf. 1 Kor 11,26; Missale Romanum, Prex Eucharistica, acclamatio post consecrationem, p. 576; Johannes Paul II, Encyklika Ecclesia de Eucharistia, 17. april 2003; nn. 5, 11,14, 18: AAS 95 (2003) pp. 436, 440-441, 442, 445.

[3] Jf. Es 10,33; 51,22; Missale Romanum, In sollemnitate Domini nostri Iesu Christi, universorum Regis, Praefatio, p. 499.

[4] Jf. 1 Kor 5,7; 2. Vatikankoncil, Dekret om præsternes tjeneste og liv Presbyterorum ordinis, 7. december 1965, n. 5; Johannes Paul II, Apostolisk skrivelse Ecclesia in Europa, 28. juni 2003, n. 75: AAS 95 (2003) pp. 649-719, her p. 693.

[5] Jf. 2. Vatikankoncil, Konstitutionen om Kirken Lumen Gentium, 21. november 1964, n. 11.

[6] Jf. Johannes Paul II, Encyklika Ecclesia de Eucharistia, 17. april 2003, n. 21: AAS 95 (2003) p. 447.

[7] Jf. Ibidem: AAS 95 (2003) pp. 433-475.

[8] Jf. Ibidem, n. 52: AAS 95 (2003) p. 468.

[9] Jf. Ibidem.

[10] Ibidem, n. 10: AAS 95 (2003) p. 439.

[11] Ibidem; jf. Johannes Paul II, Apostolisk Brev Vicesimus quintus annus, 4. december 1988, nn. 12-13: AAS 81 (1989) pp. 909-910; jf. også 2. Vatikankoncil, Konstitutionen om Liturgien Sacrosanctum Concilium, 4. december 1963, n. 48.

[12] Missale Romanum, Prex Eucharistica III, p. 588; jf. 1 Kor 12,12-13; Ef 4,4.

[13] Jf. Fil 2,5.

[14] Johannes Paul II, Encyklika Ecclesia de Eucharistia, n. 10: AAS 95 (2003) p. 439.

[15] Ibidem, n. 6: AAS 95 (2003) p. 437; jf. Luk 24,31.

[16] Jf. Rom 1,20.

[17] Jf. Missale Romanum, Praefatio I de Passione Domini, p. 528.

[18] Jf. Johannes Paul II, Encyklika Veritatis Splendor, 6. august 1993, n. 35: AAS 85 (1993) pp. 1161-1162; Prædiken på Cambden Yards i Baltimore, 9. oktober 1995, n. 7: Insegnamenti di Giovanni Paolo II, XVII, 2 (1995), Libreria Editrice Vaticana, 1998, p. 788.

[19] Jf. Johannes Paul II, Encyklika Ecclesia de Eucharistia, n. 10: AAS 95 (2003) p. 439.

[20] 2. Vatikankoncil, Konstitutionen om Liturgien Sacrosanctum Concilium, n. 24; jf. Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, Instruks Varietates legitimae, 25. januar 1994, nn. 19 og 23: AAS 87 (1995) pp. 295-296, 297.

[21] 2. Vatikankoncil, Konstitutionen om Liturgien Sacrosanctum Concilium, n. 33.

[22] Jf. Irenæus, Adversus Haereses, III, 2: SCh., 211, 24-31; Augustin, Epistola ad Ianuarium: 54, I: PL 33, 200: “Illa autem quae non scripta, sed tradita custodimus, quae quidem toto terrarum orbe servantur, datur intelligi vel ab ipsis Apostolis, vel plenariis conciliis, quorum est in Ecclesia saluberrima auctoritas, commendata atque statuta retineri.”; Johannes Paul II, Encyklika Redemptoris missio, 7. december 1990, nn. 53-54: AAS 83 (1991) pp. 300-302; Kongregationen for Troslæren, Brev til den katolske Kirkes Biskopper om visse aspekter af Kirken forstået som fællesskab, Communionis notio, 28. maj 1992, nn. 7-10: AAS 85 (1993) pp. 842-844; Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, Instruks Varietates legitimae, n. 26: AAS 87 (1995) pp. 298-299.

[23] Jf. 2. Vatikankoncil, Konstitutionen om Liturgien Sacrosanctum Concilium, n. 21.

[24] Jf. Pius XII, Apostolisk Konstitution Sacramentum Ordinis, 30. november 1947: AAS 40 (1948) p. 5; Kongregationen for Troslæren, Deklaration Inter insigniores, 15. oktober 1976, IV del: AAS 69 (1977) pp. 107-108; Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, Instruks Varietates legitimae, n. 25: AAS 87 (1995) p. 298.

[25] Jf. Pius XII, Encyklika Mediator Dei, 20. november 1947: AAS 39 (1947) p. 540.

[26] Jf. Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, Instruks Inaestimabile donum, 3. april 1980: AAS 72 (1980) p. 333.

[27] Johannes Paul II, Encyklika Ecclesia de Eucharistia, n. 52: AAS 95 (2003) p. 468.

[28] Jf. 2. Vatikankoncil, Konstitutionen Sacrosanctum Concilium, nn. 4, 38; Dekret om de orientalske katolske kirker Orientalium Ecclesiarum, 21. november 1964, nn. 1, 2, 6; Paul VI, Apostolisk Konstitution Missale Romanum: AAS 61 (1969) pp. 217-222; Missale Romanum: Institutio Generalis, n. 399; Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, Instruks Liturgiam authenticam, 28. marts 2001, n. 4: AAS 93 (2001) pp. 685-726, her p. 686.

[29] Jf. Johannes Paul II, Apostolisk skrivelse Ecclesia in Europa, n. 72: AAS 95 (2003) p. 692.

[30] Jf. Johannes Paul II, Encyklika Ecclesia de Eucharistia, n. 23: AAS 95 (2003) pp. 448-449; Kongregationen for Riterne, Instruks Eucharisticum mysterium, 25. maj 1967, n. 6: AAS 59 (1967) p. 545.

[31] Jf. Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, Instruks Inaestimabile donum: AAS 72 (1980) pp. 332-333.

[32] Jf. 1 Kor 11, 17-34; Johannes Paul II, Encyklika Ecclesia de Eucharistia, n. 52: AAS 95 (2003) pp. 467-468.

[33] Jf. Codex iuris canonici, 25. januar 1983, can. 1752.