Congregatio Sanctissimi Redemptoris (C.ss.R.) ( Den hellige Frelsers Kongregation) blev stiftet af Alfons Maria de’ Liguori i 1732.
Alfons de’ Liguori (1696-1787) var en anset advokat ved retten i Napoli, men da han i 1723 blev vred over en retsvægring, som gik ud over hans klient, hertug Orsini de Grava, nedlagde han sit advokatembede og gik i gang med en teologisk uddannelse. Han blev præsteviet den 21. december 1726. Til at begynde med arbejdede han så som medlem af et apostolisk missionsselskab ved domkirken i Napoli og blev i 1730 klar over, hvilket usselt liv hyrderne førte i bjergene omkring den lille landsby Scala i nærheden af Amalfi.
Den 9. november 1732 grundlagde han sammen med fire andre Den hellige Frelsers Kongregation i Scala, for at missionere blandt de fattige, der var totalt overladt til deres egen skæbne. I 1743 blev han valgt til overhoved for kongregationen på livstid, aflagde klosterløfter og forpligtede sig til at forblive i kongregationen og give afkald på enhver gejstlig værdighed. I 1749 godkendte Pave Benedikt XIV regelen og institutionen, gav den ret til uafhængighed af biskoppen og anerkendte kongregationens navn: Congregatio sanctissimi Redemptoris. På det tidspunkt havde den allerede fire ordenshuse. Dens erklærede formål var “at fortsætte Kristi frelsergerning ved at prædike Guds ord for de fattige” (Konstitutionens punkt 1).
Den unge kongregation fik snart vanskeligheder på grund af fjendtligheder mellem kongeriget Napoli og den pavelige autoritet. I 1780 gav kongen af Napoli endelig lovhjemmel til kongregationens virke, men pålagde samtidig Alfons de’ Liguori nogle betingelser, der var uforenelige med en del af den regel, Benedikt XIV have godkendt. Pavestolen svarede igen ved at udelukke de ordenshuse, der lå i kongedømmet Napoli. Derved blev kongregationen delt i to afdelinger lige til 1790, hvor redemptoristerne i det napolitanske kongerige fik autorisation til igen at følge den af Benedikt XIV godkendte regel. Kongregationen blev genforenet på et generalkapitel i 1793 og blev samtidig underordnet en generalprior.
Redemptoristerne i moderne tid
I 1846 talte kongregationen 21 huse uden for Italien; den var blevet delt i seks provinser af Gregor XVI allerede i 1841. Ethvert spor af delingen fra 1780 var forsvundet i 1869, hvor husene i kongeriget Napoli igen kom ind under generalprioren, der har haft sæde i Rom siden 1853. Ordenens udbredelse i verden gik derefter hurtigt, og i 1948 talte den over 450 huse (i 1917 var den repræsenteret i 63 lande med mere end 6ooo medlemmer). Generalprioren vælges af generalkapitlet og har sæde i Rom.
Kongregationens formål
Dens egentlige apostolat er mission, først og fremmest blandt “de mest hjælpeløse, især de fattige” (Konstitutionens punkt 1). Hver mission består af en række prædikener i ti til fjorten på hinanden følgende dage. Hvis det er muligt, vender missionærerne efter nogle måneder tilbage til de steder, hvor de har prædiket for at se, om deres apostolat har båret frugt. Redemptoristerne er desuden kendt for en række betydelige litterære og intellektuelle værker.
Oversat fra Duchet-Suchaux: Les Ordres Religieux.
Redemptoristerne har virket i Danmark siden 1899 og tager sig af sjælesorgen på Amager, i Hvidovre, Nyborg, Næstved, Odense, Svendborg og Vordingborg.