En moders bekymring
Religionsundervisningen i fare i Frankrig
Béatrice Stella arbejder på alle fronter. Hun er medstifter af den Europæiske familieunion (l’Union des familles en Europe), som hun har været formand for, men her er det som almindelig mor, der flere gange har givet religionsundervisning, at hun råber vagt i gevær og fremkommer med nogle overvejelser angående denne undervisning.
Hvad handler det om? Undervisning i religion eller
opvækkelse af tro? Er der så stor forskel? Tør jeg stille det uforskammede
spørgsmål: Kan religionsundervisning ikke føre til tro?
Lad os se på en ganske almindelig menighed. Den
består mest af ældre mennesker. Og dog har disse mennesker (det ved jeg på
grund af deres alder) ikke været udsat for en “vækkelse til tro”, men blot
modtaget religionsundervisning.
Jeg har fået de første grå hår, og selv om jeg
selv kun har fået en “vækkelse til tro” ved at sidde og male og klippe og lave
collager, etc., har det haft en større virkning på mig end på mange af mine små
kammerater. Efter deres mening er jeg ikke langt fra at være syltet ind i
fromhed. Men jeg kan berolige Dem med, at det ikke volder noget problem, når
jeg er sammen med andre mennesker. Som en af mine venner har sagt: “tag det roligt; det generer ikke nogen, folk
er ligeglade”. Udmærket. Når det gælder “jordens salt”, går man bare videre.
Jeg voksede op i gode omgivelser med
bedsteforældre og forældre, som viste mig en glødende tro foruden deres gode
sider og især deres fejl.
Da jeg var barn, havde religionsundervisningen
ændret sig, for baby-boom’et og den enestående familieunderstøttelse havde fået
mange kvinder til at blive mødre på fuldtid. Religionsundervisningen blev
derfor i vid udstrækning overladt til dem og samtidig gjort så meget nemmere,
fordi den var blevet til “opvækkelse af tro”. Det, de havde lært udenad som
børn, slog rigeligt til, især hvis det drejede sig om ud fra læsningen af en
eller anden evangelietekst at formidle budskabet: “man skal være god, man må ikke være ond”. Jeg husker endnu disse
seancer med hyggelig undervisning, ingen tvang (vi skulle lige akkurat lære
Fadervor udenad, eller i hvert fald helst ...), men lutter smil, en sand
fredens havn ...
Hvordan er det så i dag? Man regner stadigvæk med
mødrene. Og det rejser et meget alvorligt problem.
Når man ser bort fra enkelte undtagelser er
mødrenes kulturelle religiøse grundlag i al almindelighed så spinkelt, at det
burde vække bekymring i Kirken. De gør, hvad de kan, men da de ikke selv i
deres barndom har fået andet end en vækkelse til tro, er der fare for at der
ikke er ret megen præcis viden tilbage. De gør virkelig et forsøg, men en time
i selskab med to andre undervisende damer som forberedelse til de seks
efterfølgende undervisningstimer vil aldrig kunne udfylde hullerne. Somme tider
foreslår man dem en supplerende uddannelse, i hvert fald de mest motiverede ... Imidlertid må man retfærdigvis sige, at de
har mange fantasifulde idéer. De siger fx til børnene: skriv jeres synd på et
stykke papir; så brænder vi det, og så er synden væk. Men en synd forsvinder
ikke bare! Den kan tilgives, ja, men den er en del af det menneskes liv, som
har begået den ... Og dog viser de en masse god vilje og ofrer tid og
tålmodighed, skønt de i forvejen er overbebyrdede tidsmæssigt. Man må beundre
dem!
Men de religionsundervisende damer er definitivt
ved at forsvinde. De har alle sammen et professionelt arbejde foruden
husarbejdet derhjemme om aftenen. Måske skulle man hellere prøve at få mændene
til at undervise ... Der er kun en håndfuld hjemmegående mødre tilbage, mødre
med en flok på fire eller fem børn, der tager lysten fra dem til at kaste sig
ud i en dobbelt arbejdsdag, og som desuden allerede er hårdt engagerede af
skolen til at passe på, at børnene opfører sig ordentligt i svømmehallen eller
på museumsbesøg, samt på at passe biblioteket i frokostpausen. Hvis disse
kvinder ikke brugte en masse kræfter på dette frivillige arbejde, ville alle
børnene være nødt til at sidde på skolebænken hele tiden og nærmest være nødt
til at virkelig at lære at læse og skrive, når de ikke kunne lave andet. (Ja,
nu overdriver jeg, for jeg synes faktisk, at det er udmærket, at de lærer at
svømme i skolen ...)
Det er kommet dertil, at man i sognene arrangerer
foreløbige indskrivningsmøder: for at få sit afkom skrevet op til
religionsundervisning er man forpligtet til at deltage i et møde i
menighedssalen, hvor forældrene bliver lukket inde, indtil der er tilstrækkelig
mange, der ofrer sig og lover at tage sig af et hold på seks eller syv børn.
Man er oven i købet villig til at dele undervisningen op i moduler på fx seks
gange. Altså seks uger. På den måde kommer vores børn så til at skifte
religionslærer efter hver skoleferie. Strålende! Og jeg taler ikke om
arrangementet med at komme hen til disse lærere. Hver gang skal man forklare
børnene – eller barnepigerne – vejen derhen ... Og med hensyn til indholdet af
undervisningen, mon det så er den optimale måde at organisere den på? Man har
en fornemmelse af at danse på line ...
Hvem vil nu undervise i religion? Det er
spørgsmålet, men det er ikke det eneste, for man må først vide, hvad det er,
man vil undervise i. Jeg tror hverken, det er fornuftigt eller konstruktivt
bare at indprente børnene, at “man skal
være god, man må ikke være ond”.
Hele denne lunkne grød er uden dybere værdi. Mine
ældste børns vekslen mellem skolen og religionsundervisningen har gjort dem til
unge mennesker, der er parate til at acceptere hvad som helst under påskud af
“tolerance”. Man får en fornemmelse af, at der skal stræbes efter fred for
enhver pris, og at det er det eneste, der tæller. En fred, der ligner ligegyldighed,
at enhver må sørge for sig selv. Det er overhovedet ikke det kristne budskab.
Selv ordet synd er blevet tabu. Ved et forældremøde under forberedelsen til
børnenes første kommunion blev der vist den film, som børnene skulle se, før de
skulle til skrifte. Den var fuld af gode tanker, så honningsød, som man kunne
ønske sig. Ikke en eneste gang, ikke én eneste, blev ordet synd brugt. Hvordan
skal vi holde stand mod vores menneskelige natur, hvis vi bare får at vide, at
det “kun er hensigten, der tæller”?
Og hvad skal man mene om en religionsundervisning, der blandt andet ser det som
sin opgave at tale vidt og bredt om andre religioner? Min ældste søn (17 år)
har spurgt mig, om jeg har interesseret mig for andre religioner for at se, om
der ikke var en anden, jeg bedre kunne lide! Religion som en forbrugsvare, man
vælger som i supermarkedet. Sikke et fremskridt ...
Lav en test: tag et udvalg på ti mennesker fra
menigheden af forskellig alder og stil dem spørgsmålet: Hvad er definitionen på
den uplettede undfangelse? Kun de, der er over 60, vil være i stand til at
skelne mellem den og Marias jomfruelighed.
Min bedstemor var i en alder af 80 år i stand til
at fremsige hele passager af sin katekismus udenad, og disse sætninger, som jeg
fandt forældede, var beundringsværdigt præcise. Det, man lærer som barn og ung,
bliver hængende fast resten af livet. Det er absolut umagen værd at føje noget
reel viden til religionsundervisningen i dag. Selv om der så bliver mindre tid
til at dekorere det billede, der skal anbringes oppe i koret. Sidste gang skete
der oven i købet det, at collagen gik helt op i limningen, efterhånden som
messen skred frem, og alle fik sig et billigt grin. Og uden mere koncentration
blev fejringen af den første kommunion til en hyggelig farce ... Al denne
viden, som er en frugt af Kirkens arbejde og historie, er en sikker hjælp på
vejen frem mod troen. Alle børn bliver ikke nysgerrige voksne, så det, de ikke
har lært, forbliver ukendt for dem, især hvis søndagsmessen bliver anset for
frivillig, afhængig af ens humør og lyst ...
Man må banke på de rigtige døre
Hvem skal så give denne optimale
religionsundervisning? Hvem har tilstrækkelig præcis indsigt til at videregive
den viden? Præsterne selvfølgelig, men se, hvordan deres tid er optaget med de
mange sogne, de skal tage sig af, og alt det administrative arbejde, som de i
stadig højere grad bebyrdes med. Hvor skal de tage tiden fra? (Professionelle
håndværkere klager over, at de er nødt til at bruge en tredjedel af deres tid
på papirarbejde. Spørg engang præstermne, hvordan det forholder sig for dem!)
Jeg kan kun få øje på to muligheder, men jeg
håber, at det er mit syn, der ikke er godt nok, og at der dukker andre og bedre
muligheder op: søstre og munke. Er der ikke færre og færre ordensfolk, der
beskæftiger sig med religionsundervisning? En anden mulighed er de yngre
pensionister. Hvis man ser bort fra dem, der daglig tager sig af gamle
slægtninge, der er afhængige af dem, må der stadig være tilstrækkelig mange
disponible til at fylde tomrummet op, er der ikke? Hvis de altså har tid mellem
to rejser og et spil scrabble ... Jeg gør sikkert mange mennesker sure, men der
her er alvorligt! Der skal gøres noget ...
Oversat fra l’homme
nouveau 12.11.2005