“SPE SALVI”: Titlen på Benedikt XVI’s anden encyklika

“Frelst ved håbet” er titlen på Benedikt XVI’s anden encyklika, som bliver præsenteret i Vatikanet den 30. november på festen for Sankt Andreas, Peters broder, årsdagen for pavens rejse til Tyrkiet og specielt til hovedsædet for Konstantinopels Patriarkat, Phanar, som Sankt Andreas er skytshelgen for.

Det forlyder fra Pavestolens pressetjeneste, at dokumentet vil bleve præsenteret af kardinal Georges-Marie Cottier, o.p., teolog emeritus fra det pavelige Hus, og af kardinal Albert Vanhoye, s.j., professor emeritus i nytestamentlig eksegese fra det pavelige Bibelinstitut.

Teksten udkommer samme dag på latin, fransk, italiensk, tysk, engelsk, spansk, potugisisk og polsk.

Efter sin første encyklika om kærligheden, “Deus caritas est”, der blev offentliggjort den 25. januar 2006, har paven denne gang valgt at tale om den anden teologale dyd, håbet.

Dokumentet hedder “Spe salvi”, “Frelst ved håbet”. Og en tredje encyklika, denne gang om sociale forhold, skulle ligeledes være under forberedelse til februar, men det ser ud, som om den teologiske pave efter håbet også må skrive en encyklika om troen.

“Spe salvi” er altså en meditation over det kristne håb, og Benedikt XVI baserer den på Paulus’ Brev til Romerne (Rom 8,24), hvor der står: “Til det håb er vi frelst!”

Dokumentet skal være på ca. 80 sider, og hvert kapitel skal fremstille en skikkelse, der repræsenterer det kristne håb, det være sig Benedikt XVI’s yndlingsteolog, den hellige Augustin, eller den unge sudanesiske slave, der blev nonne i Rom, den hellige Josephine Bakhita.

En opmærksom journalist har kunnet notere, at paven brugte ordet “håb” 11 gange i den prædiken, han holdt i Napoli den 21. oktober. Det er også det ønske, paven ofte har fremsat under ad limina-besøgene, fx i sine taler den 23. og 29. september til en delegation af biskopper fra Mexico:

“Jeg beder til Gud om, at tro, håb og kærlighed og et modigt vidnesbyrd fra alle de kristnes side må have fremgang i jeres bispedømmer og i hele Mexico,” sagde paven til den første gruppe.

“Tag jer af hver enkelt præsts særlige situation ved at opmuntre ham til med glæde og håb at fortsætte ad den hellige præstegernings vej, ved at yde ham den hjælp, han har brug for, og ligeledes fremme det broderlige forhold mellem præsterne”, understregede paven.

Men paven brugte frem for alt udtrykket “apostle fulde af håb”, som han derpå udlagde som “glad tillid til Guds forjættelser” og som “tillid til Guds kærlige tilstedeværelse i verden”. Heri ser paven en modgift mod den frygt, der skabes af et “omskifteligt” og “komplekst” samfund, et middel til afhjælpning af “sækulerismen”, en tilskyndelse til at forandre verden.

Paven sagde nemlig: “Over for en så foranderlig og kompleks verden, som vi ser i øjeblikket, sættes håbets dyd på en hård prøve for de troende. Netop derfor bør vi være apostle fulde af håb, der nærer en glad tillid til Guds forjættelser. Han svigter aldrig sit folk, han opfordrer det til omvendelse, for at hans Rige kan blive en realitet. Guds Rige betyder ikke blot, at Gud eksisterer og lever, men også at han er nærværende og virker i verden. Det er den inderste og mest afgørende realitet i alle menneskelivets handlinger, i hvert eneste øjeblik i historien. Biskoppernes planer og deres virkeliggørelse bør derfor afspejle denne tillid til Guds kærlige tilstedeværelse i verden. Det vil hjælpe de katolske lægfolk til at kunne trodse den voksende sækularisme og på ansvarlig måde tage del i tidens spørgsmål i lyset af Kirkens sociallære.”

Til den anden gruppe biskopper fra Mexico sagde paven i 2005: “Jeg er lykkelig for at modtage jer i anledning af jeres ad limina-besøg, at hilse på jer alle og tilskynde jer til det håb, der er så nødvendigt for den tjeneste, I gavmildt udøver i de respektive bispedømmer og ærkebispedømmer i de kirkelige provenser i Acapulco, Antequera og Yucatan.”

Paven sluttede sin tale på samme måde: “Jeg forsikrer jer om mit dybe fællesskab i bønnen og om mit stærke håb om åndelig fornyelse i jeres bispedømmer.