Brev fra paven til biskopperne vedrørende ”Summorum Pontificum”

Vatican City den 7. juli 2007 (VIS)

Nedenstående tekst er en oversættelse af den engelske version af Benedict XVI’s brev til alle biskopper i verden omhandlende hans Motu Proprio “Summorum Pontificum”, som blev offenliggjort i dag:

Det er med stor tillid og håb, at jeg overdrager jer som præster et nyt Apostolsk Brevs tekst ”Motu Proprio data” om brugen af den romerske liturgi før reformen i 1970. Dette dokument er resultatet (frugten) af megen overvejelse, talrige samtaler og bøn.

”Nye rapporter og undersøgelser fremstået uden tilstrækkelige oplysninger har skabt en ikke ringe forvirring. Der har været meget forskellige reaktioner fra glædelig accept til skarp modstand imod en plan, hvis indhold i virkeligheden var ukendt.

Dette dokument blev mødt med modstand af to årsager, som jeg vil forklare nærmere i dette brev.”

”Først og fremmest er der en frygt for, at dette dokument ville underminere det Andet Vatikanerkoncils autoritet med hensyn til de væsentlige afgørelser om den liturgiske reform, som har fundet sted.

Denne frygt er ubegrundet. I den henseende må det først fastslås, at messen, som blev offenliggjort af Paul VI og senere genudgivet i to følgende udgaver af Johannes Paul II helt klart er og vedblivende vil være den normative udgave ”Forma Ordinaria” i den Eucharistiske liturgi. Den sidste version af ”Missale Romanum” før Vatikanerkoncilet, som blev offentliggjort med pave Johannes XXIII’s autoritet i 1962, og som blev anvendt under koncilet, vil nu blive gjort anvendelig som ”Forma extraordinaria” i liturgiske fejringer. Det er ikke korrekt at tale om to versioner af Missale Romanum, som om der var tale om to riter. Tværtimod er der tale om anvendelsen af dobbelt brug af en og samme ritus.

Med hensyn til brugen af 1962-messen som en ’Forma extraordinaria’ af messen liturgi vil jeg gerne gøre opmærksom på den kendsgerning, at denne messe juridisk set aldrig har være afskaffet, og følgelig i princippet altid har været tilladt. Ved introduktionen af den nye messe blev det ikke fundet nødvenlig at udstede nye normer for den mulige brug af den tidligere messe. Sandsynligvis har man tænkt, at det kun ville dreje sig om nogle få individuelle tilfælde, som kunne løses i hvert enkelt sag i lokalt regí.

Senere blev det åbenbart, at et betragteligt antal mennesker forblev stærkt tilknyttet til den romerske ritus, som de havde været knyttet til siden deres barndom. Dette gjaldt især i de lande, hvor den liturgiske bevægelse (Una Voce) havde samlet mange deltagere omkring denne særlig liturgisk udtryksmåde og en dyb personlig tilknytning til den tidligere liturgiske messefejring. Vi ved alle, at den bevægelse, som blev ledet af ærkebiskop Lefebre, var stærkt knyttet til den gamle messe, og at denne tilknytning netop kendetegnede bevægelsens identitet; grunden til skismaet var netop den romerske ritus, men den stak også dybere. Mange mennesker, som helt klart accepterede andet Vatikankoncils bindende karakter og var trofaste over for paven og biskopperne, ønskede ikke desto mindre at få genskabt den hellige liturgi i den form, som var så dyrebar for dem. Det hændte først og fremmest, fordi den nye messe i mange tilfælde ikke fulgte de fastlagte normer, hvorved disse uautoriserede messeformer blev anset som autoritative eller blev genstand for kreative udfoldelser, som ofte førte til liturgiske deformiteter, som var vanskelige at udholde. Jeg taler af erfaring, idet jeg også levede i den periode med al dens håb og forvirring. Og jeg har set hvorledes vilkårlige forvanskninger af liturgien medførte store lidelser for enkeltpersoner, som var dybt rodfæstede i troen på Kirken.

Netop derfor følte pave Johannes Paul II sig forpligtet til i sin Motu Proprio ’Ecclecia Dei’ fra den 2. juli 1988 at udstikke retningslinier for brugen af 1962-messen; dette dokument indeholdt imidlertid ikke detaljerede foreskrifter, men appellerede i generelle vendinger og mildt svar til biskopperne mod en retmæssig higen blandt trofaste medlemmer, som ønskede denne brug af den romerske ritus.

Det var på det tidspunkt, hvor paven først og fremmest ønskede at hjælpe Pius X Broderskabet med at genskabe fuldt fællesskab med Peters efterfølger og søgte at hele et sår, som føltes mere og mere smerteligt.

Ulykkeligvis har denne forsoning ikke rigtig fundet sted. Imidlertid har et stort antal menigheder med taknemmelighed gjort brug af de muligheder, som Motu Proprio har stillet til rådighed. På den anden side eksisterer der vanskeligheder med hensyn til brugen af 1962-messen uden for de nævnte grupper på grund af manglen på præcise juridiske normer især for biskopper, som i sådanne tilfælde ofte frygtede, at man ville stille spørgsmålstegn ved koncilets autoritet.

Lige efter Andet Vatikanerkoncil gik man ud fra, at ønsket om brug af 1962-messen ville være begrænset til den ældre generation, som var vokset op med denne messe; men det har imidlertid vist sig, at også yngre generationer har opdaget denne liturgiske form og følt sig tiltrukket af den og i den fundet et møde med den Hellige Eucharisti’s mysterium, som har passet dem. Derfor er der fremstået et behov for en klarere juridisk regulering, som ikke tidligere har været forudset på tidspunket for Motu Proprio i 1988. De nuværende normer er også beregnet på at fritage biskopperne for konstant at skulle evaluere påny, hvorledes de skal reagere i forskellige situationer.

På den anden side blev der udtrykt frygt for i diskussioner om den forventede Motu Proprio, at muligheden for en udvidet brug af 1962-messen ville føre til forvirring eller ligefrem splittelse af sognemenigheder. Denne frygt forekommer mig ubegrundet. Brugen af den gamle messe forudsætter en vis form for liturgisk dannelse og et vist kendskab til latin; ingen af de nævnte forudsætninger møder man ofte i dag. Allerede ud fra disse konkrete forudsætninger kan man klart se, at den nye messe ganske givet vil fortsætte med at være den ordinære form for den romerske ritus, ikke kun på grund af de juridiske normer, men også på grund af den aktuelle situation i menighederne.

Det er rigtigt, at der har været overdrivelser og til tider sociale synspunkter urimeligt knyttet til holdninger over for de troende, der holdt af den gamle latinske liturgiske tradition. Jeres barmhjertighed og pastorale klogskab må tjene til opmuntring og vejledning for at forbedre disse forhold. For den sags skyld kan disse to måder at anvende den romerske ritus blive en gensidig berigelse: nye helgener og nogle af de nye præfationer kan og bør indføjes i den gamle missale. Ecclesia Dei kommissionen i samarbejde med adskillige institutioner helliget ’usus antiquior’ vil undersøge de praktiske muligheder i den henseende. Fejringen af messen i overensstemmelse med Paul VI’s missale vil blive i stand til at demonstrere mere kraftfuldt end det hidtil har været tilfældet det sacrale moment, som tiltrækker så mange mennesker i den tidligere messe. Den sikreste garanti for, at Paul VI’s missale kan forene menighederne og blive elsket af dem, består i, at messen bliver celebreret med stor ærbødighed i harmoni med de liturgiske direktiver. Dette vil medvirke til spirituel rigdom og teologisk dybde i denne messe.

Og nu kommer jeg til den positive årsag, som har motiveret min beslutning om at fremkomme med en opdatering af Motu Proprio i forhold til den fra 1988. Det drejer sig om at tilvejebringe en indre forsoning i hjertet af Kirken. Idet man ser tilbage i den forgangne tid på de splittelser, som naturligvis har skadet Kristi legeme, så har man løbende det indtryk, at kritiske øjeblikke, når splittelse opstod, ikke er blevet imødegået af Kirkens ledende folk med henblik på at genoprette forsoning og fællesskab. Man får det indtryk, at undladelser i dele af Kirken har haft deres andel af skylden for, at disse splittelser har fået lov til at slå rod.

Denne betragtning af fortiden påtvinger os i dag en forpligtelse: til at udvise enhver anstrengelse for at de, som af hjertet ønsker, at fællesskabet forbliver intakt, får mulighed for at forblive i dette fællesskab eller genfinde det påny. Jeg tænker på den sætning i 2. brev til Korintherne, hvor Paulus skriver:” Vi har taget bladet fra munden over for jer, Korinthere, vi har åbnet vort hjerte; der er ikke trangt hos os, men der er trangt i jeres hjerter. Nu skal I gøre gengæld – jeg taler til jer som mine børn – og også åbne jer for os.”

Paulus talte ganske vist i en anden kontekst, men hans formaning kan og må også berøre os nu, netop om dette emne. Lad os gavmildt åbne vore hjerter og give plads for alt, som troen tillader os.

Der er ingen modsigelse mellem de to udgaver af det romerske missale. I liturgiens historie er der vækst og fremgang, men ikke brud. Hvad de tidligere generationer har holdt helligt, forbliver helligt og også smukt, og det kan ikke pludselig fuldkommen forbydes eller endog anses for skadeligt. Det forpligter os alle til at bevare de rigdomme, som har udviklet sig i Kirkens tro og bøn, og således give dem den plads, der tilkommer dem.

Det er unødvendigt at sige, at præster, som er tilhængere af den tidligere brug - for at skabe fuldt fælleskab – ikke af principielle grunde kan undslå sig for at læse messe ifølge de nye bøger. En total udelukkelse af den nye ritus vil ikke være i overensstemmelse med dens værdi og hellighed.

Konkluderende kan jeg sige, kære medbrødre, at jeg meget ønsker at fastslå, at disse nye normer på ingen måde mindsker jeres egen autoritet og ansvar, hverken for liturgien eller for den pastorale omsorg for jeres troende. Hver biskop er i virkeligheden liturgiens moderator i sit eget bispedømme.

Intet er taget væk fra biskoppens autoritet, hvis rolle det er at være opmærksom på, at alt bliver udført fredeligt og klart. Skulle der opstå problemer, som sognepræsten ikke kan løse, vil den overordnede altid være i stand til at gribe ind i fuld harmoni, men under de forudsætninger som er blevet nedlagt i de nye normer i Motu Proprio.

Yderligere indbyder jeg jer, kære medbrødre, til tre år efter indførelsen af denne Motu Proprio at sende en rapport om jeres erfaringer. Hvis der har vist sig alvorlige vanskeligheder, kan I søge om, at passende forholdsregler bliver sat i værk.

Kære medbrødre, med taknemmelighed og tillid overlader jeg disse sider og normer fra Motu Proprio til jeres hjerter som præster. Lad os altid være opmærksomme på apostlen Paulus’ ord i hans henvendelse til de ældste fra Efesos: ”Tag vare på jer selv og hele hjorden; i den har Helligånden sat jer som tilsynsmænd, for at I kan være hyrder for Guds Kirke, som han har vundet sig med sit eget blod.”

Jeg betror disse normer til Maria, Kirkens Moders kraftfulde forbøn, og jeg giver jer, mine kære medbrødre, min apostolske velsignelse, såvel som til jeres bispedømmes præster og til alle præster og medarbejdere såvel som til jeres troende.

Uaut. oversættelse fra engelsk af Ole Dam