Når journalisterne alle løber samme vej, er de som
regel på vej ind i en blindgyde. For enhver kritisk sjæl må det være opgaven
selv at undersøge sagen. Udnævnelsen af pave Benedikt XVI har ikke været nogen
undtagelse. Paven er ærkereaktionær, hedder det. Kronikøren fornemmer derimod
nye toner i pavens budskab. Det forkyndende får en stærkere placering i forhold
til det rituelle og traditionsbærende. Ratzinger tror på, at rigtige ord -
sandheden - kan ændre verden. Og som protestant tror jeg, han har ret.
Af Henrik Gade Jensen,
mag. art.
Straks den nye
pave Benedikt XVI blev udnævnt, blev han samtidig fremhævet som konservativ og
reaktionær. Når journalisterne alle løber samme vej, er de som regel på vej ind
i en blindgyde.
For enhver kritisk sjæl må det være opgaven selv at undersøge sagen. I disse
internettider kan det gøres på få timer. Man kan på ganske kort tid finde en
mængde artikler af og om kardinal Ratzinger, så man ved selvsyn kan danne sig
et indtryk af den nye paves tanker.
Det første indtryk viser en person, der i hvert fald har tænkt lidt over verden
i dag. Kardinal Ratzinger har ikke været begravet i dogmatisk teologi kun som
akademisk og teoretisk anliggende, men forholder sig til begivenhederne i verden
i dag.
Ratzingers hovedsynspunkt er, at sandhedsspørgsmålet er afgørende. Og samtidig
at sandhedsoverbevisninger ikke er skadelige. Det skiller ham ud fra
dominerende tendenser både i nutidig kirkelig og intellektuel debat.
En dominerende tendens i eksempelvis dansk kirkeliv kræver en åbenhed og
dialogparathed, som presses frem som det vigtigste. Vi skal i dialog og vi skal
være åben overfor alt nyt og især det fremmede.
Nej, siger Ratzinger.
Vejen til at undgå kulturernes og religionernes sammenstød går ikke gennem
åbenhed og dialog, men først gennem besindelse på sandhed. Derefter kan vi
snakke sammen. Men sandhedsoverbevisningen er forudsætningen. »Gør troen på de
dogmatisk formulerede sandheder os ude af stand til dialog? Er evnen til at
stifte fred forbundet med at give afkald på sandhed?« spørger Ratzinger. Og
svarer benægtende. Religionsmødet må ikke ske ved at fraskrive sig selv
sandhed.
Denne opfattelse står i modstrid med eksempelvis Charter Oekomenika, som en
række internationale kirkeorganisationer har udarbejdet og som den danske
folkekirke - efter manges mening - bør tiltræde. Hvis folkekirken iøvrigt kan have mening om den slags.
I Charter
Oekomenika gøres åbenhed og dialog til overordnet dyd, mens det dogmatiske
skubbes væk som et irritationsmoment, der hindrer den fordomsfrie samtale og
den efterstræbte konsensus. Enheden og fællesskabet bliver i tidens ånd en
værdi i sig selv, som overtrumfer de oprindelige bekendelsesmæssige forskelle.
Sandhedsspørgmålet er en fredstjeneste, siger Ratzinger, og det tolker jeg som
erkendelse af, at uden en tro eller et dogme - af hvad art det end måtte være -
kan du ikke skabe fordragelighed. Det er ikke ved at give afkald eller
relativere dogmatiske forskelle, men ved at få dem frem og blive diskuteret at
vi undgår "the clash of civilisations".
Når Ratzinger skaber front mod vor tids relativisme, formulerer han det ikke
kun - så vidt jeg kan læse mig til - ud fra en dogmatisk overbevisning om
kristendommens sandhed, men ud fra en almenfilosofisk opfattelse af
nødvendigheden af sandhedsoverbevisninger.
Uanset hvilke. »Relativisme synes at være menneskehedens virkelige filosofi som
tegn på kulturmødet« siger Ratzinger. Men svaret på kulturernes sammenstød er
sandhedsspørgsmålet: hvad er sandt og falsk? Ikke ved at fortrænge
kendsgerninger om verden, men ved at lade dem komme frem, kan vi gøre verden
bedre. »Den stadig mere lidenskabeligt fordrede multikulturalisme er ofte
fremfor alt en fornægtelse af hvad der er ens eget«, har Ratzinger formuleret i
sin sidste bog.
Samtidig er Ratzinger klar på, at dogmatikken kun hører hjemme i religionens
verden. I politik bestod det totalitære 20. århundrede i at politikken blev
religiøs. »Når politik ønsker at bringe forløsning, lover den for meget. Når
den foregiver at gøre Guds arbejde, bliver den ikke guddommelig, men diabolsk«.
Derfor vendte Ratzinger sig mod den såkaldte befrielsesteologi fra
Latinamerika, for så vidt den forjættede mere end politiske løsninger på
politiske problemer.
Jeg ved ikke, hvilken effekt Ratzingers angreb på befrielsesteologien har haft
på dens tilbagegang, men sagligt set har han haft ret. Det er ikke ved
socialisme og statsligt dirigeren, at lande bliver velstående, men ved såre
udvortes kræfter som markedsøkonomi og deltagelse i den globale verdenshandel.
Der kan ikke ske frelse i politik. Bundetheden er eksistentiel og ikke et
resultat af markedskræfter.
Ratzinger beskrives som oprindelig liberal, bl.a. ved sin deltagelse i det
andet vatikankoncil i begyndelsen af 1960'erne. Men 1968 ændrede den katolske
teolog. Og måske har han set skarpere end alle dem, der flød med strømmen.
Måske har han turdet stå imod en tidsånd, der rev alle med i en syndflod af
eftergivenhed overfor politisk ekstremisme. Måske har manden en pointe.
Ratzinger har også kritiseret den aggressive måde, som religionen i dag
bekæmpes på under dække af såkaldt sekularisering eller verdsliggørelse. Det
offentlige rum tillader ikke længere fri religiøs debat, men vi tvinges til at
overtage sekulariseringens ideologi. Der er ting, der ikke må menes og ikke må
siges. »Vi må forsvare religionsfriheden mod påtvingelsen af en ideologi, der
præsenteres, som om den var det eneste udtryk for rationalitet, mens den blot
er udtryk for en "vis" rationalisme«.
Derfor ønskede Ratzinger også en henvisning i den nye EU-forfatning til den
kristne arv, som er baggrunden for Europas kultur og civilisation. Ellers
»marginaliserer vi troen i Europa«. I følge Ratzinger krænker det ikke islam at
referere til dette faktum. For kendsgerninger kan ikke forhåne nogen, kun
forvridningen af dem. Ratzinger har også udtalt, at han ikke mener Tyrkiet
hører til i EU.
Kristeligt Dagblad udnævnte hurtigt Ratzinger til "ærkereaktionær" og
et par danske biskopper udbredte beredvilligt samme budskab i fjernsynet. Så
var den sag sat på plads. Så ingen kunne få andre tanker.
Reaktionerne er så forudsigelige. For sandt er det også, at Ratzinger taler et
sprog som er uvant selv for ledende kirkelige kredse her til lands. Respekten
for sandheden, hvad der faktisk er tilfældet, er i årtier blevet undertrykt til
fordel for det velmenende og moralsk belejlige. Bare vi taler pænt om tingene,
så arter virkeligheden sig nok efter vores drømme.
Uden at være stor kender af den katolske kirketradition fornemmer jeg nye toner
i kardinal Ratzingers budskab.
Det forkyndende får en stærkere placering i forhold til det rituelle og
traditionsbærende. Ratzinger tror på, at rigtige ord - sandheden - kan ændre
verden. Og som protestant tror jeg, han har ret.
Uanset hvad hver enkelt måtte opfatte som sandhed. Og også selvom man som
protestant trækker skellet mellem politik og religion anderledes.