USA's katolske kirke er en kirke i krise - i flere uger har tophistorierne i landets aviser drejet sig or seksuelle overgreb på børn og unge fra kirkens folk

Skandalen i Boston

 

AF ANDREAS RUDE

 

Den katolske kirke i USA er stor, rig og stadigt voksende. Ifølge de seneste statistiske oplysninger er der 64 mil­lioner katolikker i USA. De udgør 23 procent af den amerikanske befolk­ning og seks procent af alle verdens katolikker. USA er dermed det tredje­største katolske land i verden efter Brasilien og Mexico.

Samtidig er USA's katolske kirke også en kirke i krise. I ugevis har top­historierne i landets aviser og fjern­synskanaler drejet sig om seksuelle overgreb på børn og teenagere begået af katolske præster og ordensfolk.

Nogle af overgrebene er nye, mens andre går 20-30 år tilbage. Nogle af overgrebene er enkeltstående tilfælde, mens andre har fundet sted i årevis ud­ført af den samme gerningsmand.

Skandalen har sit udspring i ærke­bipedømmet Boston, men har givet genlyd ud over hele USA.

I januar blev den 66-årige tidligere præst John J. Geoghan idømt 10 års fængsel for at have forgrebet sig på en dreng i en swimmingpool. Geoghan blev kun dømt for denne ene forbry­delse. Men dommeren lod anklager om overgreb, hvoraf nogle var ankla­ger om voldtægt fra 130 andre drenge komme i betragtning ved domsafsigel­sen, rapporterer det katolske nyheds­magasin The Tablet.

Det er dog ikke så meget forbrydel­serne i sig selv som forsøgene på at dysse dem ned, der har oprørt den amerikanske befolkning.

Retssagen mod John Geoghan viste således, at skønt hans overordnede var vidende om forbrydelserne, valgte man blot at forflytte Geoghan efter hvert nyt overgreb i stedet for at melde ham til politiet. Og først i 1998 fik Geoghan forbud mod at virke som præst.

 

Tyste forlig

 

Indtrykket af, at kirken vægrede sig ved at tage hånd om problemet, blev yderligere forstærket af, at avisen Boston Globe sammenfaldende med retssagen mod Geoghan kunne afsløre, at den katolske kirke i Boston regel­mæssigt har indgået forlig med men­nesker, der hævdede at været blevet seksuelt misbrugt af præster som min­dreårige. Kirken har således udbetalt store skadeserstatninger mod løfter om tavshed.

Dette er sket til trods for, at den ka­tolske bispekonference i USA i 1992 udarbejdede klare retningslinjer for, hvordan de enkelte bispedømmer skul­le håndtere anklager mod præster for seksuelle overgreb. Det første skridt, som bispekonferencen således anbefa­lede den lokale biskop at tage, hvis an­klagen blot så ud til at have det mind­ste på sig, var øjeblikkeligt at suspen­dere den mistænkte præst, mens en nærmere undersøgelse stod på.

 

80 præster mistænkt

 

Bostons ærkebiskop, kardinal Bernard Law, har flere gange undskyldt sin manglende evne til at håndtere sagerne om seksuelt misbrug, men mødes ikke desto mindre i stigende grad med krav om at trække sig tilbage.

I et brev til kardinalen dateret den 25. januar krævede 10 fremtrædende katolske professorer ved Harvard Universitet hans øjeblikkelige afgang som en art »symbolsk soning« for den smerte, som hans manglende kon­duite har påført ofrene, kirken og præ­steskabet.

Kardinalen har undskyldt sig med, at det var uvidenhed om pædofiliens tvangsmæssige karakter og ikke ond vilje, der lå bag, hvad han nu erkender var »en tragisk ukorrekt« måde at håndtere problemet med pædofile præster på.

Til gengæld har kardinal Law nu iværksat de hidtil mest omfattende og radikale tiltag i den katolske kirke overhovedet i et forsøg på komme overgrebene på børn i Boston til livs. Han har overgivet de civile myndighe­der navnene på flere end 80 præster- i Boston mistænkt for pædofili, og denne politik er i stigende grad blevet kopieret af andre bispedømmer.

På tilsvarende vis har bispedømmer i blandt andet New England, Phila­delphia og Los Angeles suspenderet en række præster mistænkt for sek­suelle overgreb.

Foreløbig er der dog ikke noget, der tyder på, at skandalen er under afvik­ling, for sidste fredag trådte den katol­ske biskop af Palm Beach i Florida, Anthony J. O'Connell, tilbage efter at have indrømmet, at han i 1970'erne forgreb sig på en teenagedreng. Bostons kardinal Law er ikke den eneste, der har undskyldt på kirkens vegne. I slutningen af februar beklage­de formanden for den katolske bispe­konference i USA, biskop Wilton Gregory, over for ofrene og deres forældre, at kirken ikke havde levet op til sit ansvar.

Biskop Gregory beskrev skaden på kirkens anseelse som »umådelig«, men han sagde også, at kirken »havde forsøgt at komme ofrene for disse for­færdelige forbrydelser i møde på en pastoral måde og så taktfuldt som mu­ligt«. Biskoppen mindede også om, at det til syvende og sidst kun var meget få af de flere end 40.000 præster i USA, der var involveret i sådanne for­brydelser.

Det er dog ikke kun i tabt anseelse, at skandalen har kostet den katolske kirke dyrt. Ifølge The Tablet har den katolske kirkes 194 ærkebispedømmer og bispedømmer i USA siden 1985 be­talt mere end 500 millioner dollar i skadeserstatninger i sager, der invol­verede flere end 100 præster.

Vatikanets reaktion på skandalen i USA har hidtil været afdæmpet.

- Vi er absolut opmærksomme på problemet, sagde pavens talsmand Joayuin Navarro-Valls for nylig på en pressekonference i Rom. Men da han senere blev spurgt, om Vatikanet for­beredte en officiel reaktion, var svaret:

- Ikke for øjeblikket. Man arbejder på det.

Samtidig tilføjede han, at når paven har noget at sige til en af sine biskop­per eller kardinaler, så henvender han sig direkte til vedkommende. Han ud­sender ikke en pressemeddelse.

 

Forbilleder

 

Ifølge New York Times er en af grun­dene til Vatikanets manglende svar på krisen paradoksalt nok, at de retnings­linjer for indberetning om og hånd­tering af anklager om seksuelt mis­brug, som den amerikanske katolske bispekonference vedtog i 1992, anses for forbilledlige.

Det forhold, at alle amerikanske bi­spedømmer oplagt ikke har ført dem ud i livet, har ikke forhindret Vatikanet ud i livet, har ikke forhindret Vatikanet i at ønske at se dem eksporteret til an­dre dele af verden, hvor problemet hidtil er blevet ignoreret. I Vesteuropa er der således ingen behandlingscentre for præster og ordensfolk, der har be­gået seksuelle overgreb, ligesom der i det hele taget er meget mindre op­mærksomhed om skandaler af enhver art. Det er også baggrunden for, at Vatikanet for nylig besluttede, at alle sager om præster anklaget for seksuel­le overgreb fremover skal indberettes til Troslærekongregationen.

- Når der fremover er et problem, skal det rapporteres til Vatikanet, sag­de pavens talsmand således til New York Times.

- Det skal ikke ses som noget, der træder i stedet for nogen retlig straf. Det er en ekstra sikkerhed og en aner­kendelse af problemets alvor, tilføjede han.

 

Det amerikanske blad National Ca­tholic Reporters korrespondent i Rom, John Allen Jr., overvejede også kultur­forskellene mellem USA og Vesteuro­pa i sin seneste klumme og vedgik, at hvis han udelukkende læste italienske aviser, ville han ikke ane, at der var et problem med pædofile præster.

Det betyder selvfølgelig ikke, at problemet ikke eksisterer i lande som Italien eller Spanien, eller omvendt kun eksisterer i lande som USA og Australien, skriver han. Forskellen lig­ger snarere i det offentlige rum, som skandalen udfolder sig i, og den måde, den amerikanske presse formidler hi­storien på.

En sexskandale er således meget mere attraktiv for en amerikansk re­porter end for en europæisk, hævder Allen, både fordi den sælger aviser, og fordi forestillingen om den »undersø­gende« reporter er en central del af amerikanske journalisters selvforståel­se. Derudover kan domstolene i USA tildele kæmpeerstatninger til ofre for en seksualforbrydelse, og muligheden for en kompensation i millionklassen er naturligt med til at holde interessen ved lige hos læserne.

Endelig peger Allen på, at den ka­tolske kirke i de fleste engelsktalende lande er en minoritetskirke, der imid­lertid ikke er bange for at give sin me­ning højlydt til kende, især ikke, når talen falder på seksualmoral. For nog­le amerikanske journalister er skanda­len i Boston simpelthen en uimodståe­lig chance for at klandre den katolske kirke for dobbeltmoral og hykleri, skriver Allen.

En anden kritiker af den amerikan­ske presses dækning af skandalen er kirkehistorikeren Philip Jenkins fra Penn State University, der er forfatter til bogen »Pedophiles and Priests« (Pædofile op præster) fra 1996. I en artikel i avisen Pittsburgh Post Gazette den 3. marts advarer Jenkins om, at udtrykket pædofili kan være vild­ledende, og at mange mennesker

- også journalister - ikke skelner mel­lem pædofili og sex med unge under den seksuelle lavalder, der i USA nor­malt er 15 år.

 

Slem nok

 

Begge dele er moralsk forkaste­ligt, kriminelt og syndigt, skriver Penn, men sex med en mindre­årig har ikke det samme skær af skånselsløs bruta­litet over sig som pædofili.

Der findes pæ­dofile katolske præster, hvad John J. Geoghan er et forfærdeligt eksempel på, men langt størstedelen af de præster, der har forbrudt sig, har været invol­veret med min­dreårige og ikke med børn under pubertetsalderen, hævder Penn, der i artiklen under­streger, at han ik­ke selv er katolik.

»Det forhold, at kardinal Laws regime i Boston gang på gang har udvist manglende konduite, betyder ikke, at det er standarden i alle katol­ske bispedømmer, ej heller, at kirken er involveret i en sammensværgelse om at skjule farlige seksuelle afvige­re,« skriver han og tilføjer: »Historien er slem nok endda.«

 

 

*     *     *