ERLING TIEDEMANN

 

 

BREVET FRA SANKT ANDREAS

 

OPLÆG TIL EN DRØFTELSE I PASTORALRÅDET

DEN 13. MAJ 2000

 

 

 

 

 

 

Tak for pastoralrådets forret­ningsudvalgs invitation til at komme med et oplæg omkring et brev, som både pastoral‑ og præsteråd har modtaget fra menighedsrådet ved Sankt Andreas Kirke i Ordrup, og som Pastoral‑Centret har fået kopi af. (læs brevets ordlyd sidst i dette indlæg).

Både forretningsudvalget og siden hen præsterådet har haft en drøftelse, der for forret­ningsudvalgets vedkommende rent foreløbigt mundede ud i, at jeg fik til opgave at fremkomme med et oplæg herom på dette pastoralrådsmøde.

 

Det skal ingen hemmelighed være, at den opgave er jeg ikke så lidt betænkelig ved ‑ især ved tanken om, at der muligvis kunne være nogen, som forestil­ler sig, at de spørgsmål, som brevet rejser, er lette at besvare, og at de problemer, som det på­peger, er nemme at løse, ‑ thi sådan ser jeg slet ikke på det.

Der vil sikkert være flere holdninger til indholdet af dette brev. Derfor kan det være godt at tage udgangspunkt i noget, som er faktisk og så objektivt konstaterbart, at vi umuligt kan blive uenige om det, og til det hører den enkle kendsgerning, at brevet foreligger. Man kan have flere holdninger til, hvordan det skal besvares, men allerede dets eksistens som et formelt brev fra et menighedsråd til både pasto­ralråd og præsteråd indebærer, at det skal besvares ‑ og her tænker jeg ikke så meget på, at der på et eller andet tidspunkt skal skrives et pænt svar i kancellistil med tak for brevet og så videre, men på, at der skal tages stilling til indholdet. For at sætte det lidt på spidsen: selv om man ikke ville sende et svar, kan man ikke slippe uden om at forholde sig.

 

Så det er det første faktum, jeg vil påpege: Brevet er kom­met, og der skal tages stilling til det. I synes måske, det er en banal og ligegyldig konstate­ring, ‑ men for en gammel kato­lik, der har set tonsvis af rele­vante spørgsmål blive rejst i vort bispedømme, uden at der nogen­sinde er taget egentlig stilling til dem, er denne konstatering ikke banal.

 

Det andet faktum, jeg gerne vil konstatere, er, at brevet ikke er et brev fra Gertrud. Jeg har selv tilbragt mange år i et poli­tisk‑administrativt system, hvor jeg har både formuleret og underskrevet tonsvis af breve, som dog alligevel ikke var fra mig, men eksempelvis fra det amtsråd, jeg var formand for.

Naturligvis bærer et brev altid præg af sin koncipist, og enhver af os formulerer sig på baggrund af sin personlige situ­ation. Men det betyder stadig­væk ikke, at brevet er fra Gertrud, eller at det bare kan tol­kes på en personlig baggrund og reduceres til at være et privat brev.

Nej, vi står med et brev fra menighedsrådet ved Sankt Andreas, ‑ det vil sige fra et organ, der i sit lokalområde, på sit niveau og ud fra sin særlige karakter bærer et ansvar af samme styrke og med samme forpligtethed som både pastoral­råd og præsteråd.

 

For igen at sige det lidt banalt: Pastoralrådet har ikke fået brev fra hvem som helst.

 

Efter disse to konstateringer af noget faktuelt vil jeg gerne gå videre med at sige noget gene­relt om alvorlige breve, ‑ thi sådan kan man jo nok også godt karakterisere brevet fra Sankt Andreas, selv om vurderingerne her kan være forskellige.

Også i den forbindelse vil jeg understrege noget, som er lige så banalt, som det ofte er over­set, nemlig at det er væsentligt at forstå et brevs anliggende uden umiddelbart og direkte at identificere sig med dets formu­leringer. Der kan altid i et brev være formuleringer, som man finder upræcise, ufuldstændige eller utilstrækkelige til at beskri­ve virkeligheden.

Og lad det være sagt med det samme: sådanne formuleringer kan jeg godt finde i brevet fra Sankt Andreas, ‑ men jeg be­tragter det ikke som væsentligt at pege på dem, ‑ måske tværti­mod, fordi det, som bør være det centrale, må være at få fat på, hvad der er brevets anliggende,mere end at hæfte sig ved, om dette anliggende nu har fundet et perfekt og fuldstændigt udtryk.

 

Et brev kan jo udmærket være relevant, selv om dets formuleringer ikke er fuldkomne. Og min banale bemærkning er altså, at det gælder om at læse eller måske rettere sagt: om at høre anliggendet i dette brev. At denne bemærkning måske alligevel ikke er så banal, kan enhver af jer bedst selv vurdere ud fra sine egne erfaringer med hensyn til, hvordan breve af og til bliver læst og behandlet.

Ingen kan bestride, at brevet fra Sankt Andreas efterlyser handling. Og alligevel vil jeg hævde, at brevet ikke kun handler om, hvad vi skal gøre, men nok så meget om, hvad vi skal erkende.

For igen at sætte det lidt på spidsen, er det måske vigtigere at nå til en bevidsthed om den reelle situation, som er brevets anliggende, end at nå frem til en hurtig handlingsplan, der kunne risikere at løbe ud i det samme sand, hvori andre handlingsplaner er endt, fordi de ikke byggede på en holdbar erkendelse.

Jeg ved godt, at dette er et vanskeligt synspunkt i vor tid, som er så hidsig og utålmodig, og som forlanger her‑og‑nuaktivitet, der antages omgående at kunne give her‑og‑nu‑resultater.

 

Det ligger jo lidt i vores fælles kultur, at det er gennem aktiviteter, man skal manifestere sit engagement, og kan man ikke straks fortælle, hvad man vil gøre, bliver man hurtigt dømt yt! Tænk, hvis ministeren eller erhvervslederen ‑ eller for den sags skyld biskoppen ‑ fik stillet spørgsmålet: "Hvad vil du gøre ved den sag?" ‑ og så svarede: "Den vil jeg tænke over, og da jeg endnu ikke har tænkt, vil jeg p.t. ikke gøre noget." ‑ han ville hurtigt blive udråbt til at være handlingslammet.

Men handlingslammelse fordrives ikke gennem handlinger, men gennem det erkendelsesarbejde, der måske kan få lammelsen til at hæve.

Der er ganske enkelt problemer, der er for komplicerede til, at de kan finde deres løsningen gennem et hurtigt fix, og indimellem skal der måske omend ikke ties, så dog i hvert fald bies.

Det har også sammenhæng med noget andet, som det måske er relevant at fremhæve i forbindelse med brevet fra Sankt Andreas, og det er forskellen på symptom og lidelse.

Bevares, et symptom kan i sig selv være lidelsesfuldt. Det gør ondt, når man har brækket armen, men det er ikke smerten, men bruddet, som udgør lidelsen. På den anden side er det naturligvis smerten, som viser bruddet, selv om den ikke i sig selv er lidelsen. Og derfor kan et "av", et suk eller et støn selvfølgelig også give et aldeles relevant fingerpeg om, hvor lidelsen befinder sig, selv om smerten over den ikke er identisk med den. Derfor spørger lægen jo heller ikke sin patient, hvad der er diagnosen, men hvor det gør ondt.

 

Og sådan må brevet fra Sankt Andreas efter min opfattelse i høj grad forstås, ja, sådan fremstiller det sig selv, når det hedder, at brevet "er faktisk ment som et nødråb. Den katolske Kirkes lære og vort danske samfunds holdninger er på en række punkter milevidt fra hinanden. Tidsånden trænger også mere og mere ind i Kirken selv. Vi må se magtesløse til, at de unge følger denne tidsånd i mere eller mindre god tro ‑ og endda ofte får velsignelse dertil fra både præster og katolske skoler."

Nødråb er ofte utilstrækkeligt artikulerede, og hvis de som her endda rummer, hvad der kan læses som et anstrøg af anklageskrift, kan fokus let flytte sig fra en optagethed af den druknende til en diskussion om, hvem det var, der skubbede ham i vandet eller i hvert fald ikke straks har hevet ham op igen.

 

I Pastoral‑Centrets sammenhæng kunne vi meget let på grundlag af den desværre hurtigt overskuede indsats gennem et par og tredive år med hensyn til udgivelse af bøger til seksualundervisning i de katolske skoler og sogne føle os angrebet og begynde at reagere med de dertil hørende psykologiske forsvarsmekanismer.

Det er vel også tænkeligt, at der er nogle præster, som kan føle sig angrebet af brevets udsagn om, at det er med præsters velsignelse, at tidsånden i dårlig forstand trænger ind i Kirken. Og måske vil en reaktion i så henseende bekræfte, hvad min gamle borgmester i Vejle, for længst afdøde Willy Sørensen, altid sagde, nemlig at hvis man smider en sten ind i en flok hunde, så er det den, der bliver ramt, som hyler op ...

Derfor synes jeg, at både pastoralråd, præsteråd og PastoralCenter mindre skal interessere sig for spørgsmålet om, hvordan det er kommet dertil, og mere for spørgsmålet om, hvordan kommer vi videre herfra.

For at illustrere, hvad jeg opfatter som brevets egentlige anliggende, vil jeg henvise til, at DUK's debatside på internet demonstrerer noget, som nok virker overraskende på katolikker af en noget ældre årgang, nemlig at en del unge føler sig som katolikker, samtidig med at de tilsyneladende befinder sig i stærk modstrid med det meste af det, man normalt betragter som hørende med til begrebet katolicisme (jeg bruger bevidst dette ord).

 

Hvor katolikker f.eks. tidligere var apologetiske i meget af deres holdninger og forsvarede Kirken mod fordomsprægede angreb, så synes en del unge katolikker nærmest helt ukritisk at acceptere andres fordomme omkring Kirken, dens tro og dens lære, ‑ men samtidig betragter de stadig sig selv som katolikker og bestemt ikke på vej ud.

Nogle ældre katolikker vil måske sige: "Nej, naturligvis er de ikke på vej ud, for de er forlængst langt udenfor," ‑men sådan opfatter de unge det altså ikke selv. Og det er en meget vigtig kendsgerning.

Vi ældre kan være tilbøjelige til at konstatere, at de unge ikke ved meget om den katolske tro, men det bestrider de unge på ingen måde. De betragter nemlig vidtgående en mere omfattende viden som ligegyldig og uden betydning for deres liv, herunder for deres liv som troende.

Ja, adspurgte, om de tror, svarer en del, at det tror de nok, men at de ikke er helt sikre. Men de siger altså ikke, at de ikke tror, og at det er de sikre på, hvis de overhovedet siger noget, for mange er jo holdt helt op med det.

»Der hersker derfor,« står der i brevet fra Sankt Andreas »især blandt mange af vore unge ‑ en udbredt forvirring om emnet. De er ofre for alle mulige påstande om, hvad katolikker bør eller skal eller er forpligtede til at tro om, hvad der gjaldt før og efter det sidste koncil etc.«

Men ‑ er det de unge eller de ældre, som er forvirrede? kunne man spørge og let nå til det svar, at det ikke er de unge, som er forvirrede, for de har slet ikke noget fortidigt udgangspunkt at blive forvirrede i forhold til, og de betragter overhovedet ikke den slags spørgsmål som relevante.

 

Det er langt snarere de voksne, som spørger, om der ikke er noget om, at det ene eller det andet ikke gælder mere. Hvis man anskuer det hele under synsvinklen regler og påbud (og det er der jo ikke så få katolikker, der er vokset op med), så er der jo masser, som ikke gælder mere: Den eukaristiske faste, som i min barndom startede ved midnat og indebar, at man endog skulle passe på ikke at sluge lidt vand, når man børstede tænder; fredagsabstinensen, som gjaldt kødpølse, men ikke leverpostej; at gengifte ikke gik til kommunion ‑ og andre kun under brødets skikkelse; at kvinderne havde hovedet dækket i kirken; at visdommens salt blev givet ved barnedåb; at katolske præster umuligt kunne være gift, og at prævention og abort var utænkeligt for katolikker osv. osv.

 

Hvis I nu indvender, at jeg her blander væsentligt og uvæsentligt sammen i en uskøn blanding, så har I ganske ret, men det gør jeg helt bevidst, fordi det er sådan, at mange såkaldt almindelige katolikker tænker og ser på det.

Der er så mange regler, som er blevet ændret, mildnet, helt ophævet ‑ eller bare glemt, at man næppe behøver at tage al den slags så tungt, tænker mange, ‑ og det er ikke kun de unge. Og hvis man har levet ud af den forestilling, at det at være katolik vil sige at overholde et bestemt regelsæt, så skal det jo gå galt, hvis man mister tiltroen til sættet.

Problemet er måske ikke, som brevet fra Sankt Andreas formulerer det, at Kirkens lære er ukendt, men at den ikke anses som vigtig, ‑ og heller ikke det gælder kun de unge.

 

Men det egentlige anliggende i brevet er vel konstateringen af, at børn og unge vokser op med andre succeskriterier end dem, der følger af åbenbaringen og troen. Og at et bibelsk menneskesyn og bibelske succeskriterier er blevet afløst af det, som brevet fra Sankt Andreas betegner som tidsånden.

Hertil kommer, at jeg på en måde ikke læser udtrykket om præsternes velsignelse hertil som en anklage, men meget mere som en dybtfølt bekymring for vore præster. Og den, tror jeg, stikker meget dybt i menighederne i dag, hvor den stille frygt for, at præsterne skal gå ned med flaget er ret udbredt.

Det kan dreje sig om den aldersmæssige sammensætning af præstestanden, som bestemt ikke giver lyse udsigter for de sogne, som i forvejen har måttet opgive at have en fastboende præst.

Det kan dreje sig om en uro for, om præsterne kan holde til arbejdspresset, nu hvor de er blevet færre, og hvor en del af dem har flere sogne at passe ofte langt fra hinanden.

Det kan dreje sig om præsternes eget liv:

klarer de cølibatet for eksempel?

klarer de ensomheden?

kan de undgå at blive frustrerede, når de ser, hvordan det budskab modtages ‑ eller måske snarere: ikke modtages, som de i egentligste forstand har givet deres liv til at forkynde?

Qg hvor bliver de af?

Jeg tænker ikke kun på Martin Bergsøe, hvis skæbne har gjort andre end mig meget kede af det. Jeg tænker på en anden god præst som Poul Clausen, ‑ hvorfor gik han sin vej? Og hvorfor tog Finn Arve til Østrig? Og hvor blev den unge polske præst af, som kom herop, men tog hjem igen?

 

Alt i alt tror jeg derfor, at brevets anliggende er en dybtfølt bekymring over hele udviklingen i vort bispedømme, og at de mere konkrete ting, som nævnes, må anskues som symptomer på dybereliggende problemer.

Brevet fra Sankt Andreas handler naturligvis et langt stykke ad vejen om seksualmoral. Det er også relevant, men det er efter min opfattelse ikke kernen i problemet.

Det væsentlige er ikke, at både unge og ældre ‑ og indimellem også præster ‑ svigter seksualmoralen forstået som et regelsæt. Det vigtige er, at den seksualitet, som moralen skal beskytte, så den kan udfolde sig på en sund og holdbar måde, udvikler sig skævt for mange.

Og det er ikke først og fremmest et moralsk, men et eksistentielt problem, ‑ ikke mindst for kristentroen, i hvilken seksualiteten har en særdeles central plads. Tænk bare på hele åbenbaringshistorien, begyndende med Adam og Eva, og på den centrale plads, som forholdet mellem mand og kvinde har i vores tro, i vores kirkeforståelse osv. osv.

 

Det, som er det egentlige problem, er, at de dybeste kræfter i mennesket ikke kommer til udtryk på en holdbar måde. At vores viden om, hvor megen fortræd vi kan gøre hinanden, er blevet svækket. At vores sans for ‑ billedligt talt: at lade bilen stå hjemme, når man skal til fest, tilsidesættes, således at vi bringer hinanden i ulykke.

Det afgørende er derfor at nå til en genforståelse af, at de ti tilbud ikke er ti bud og forbud, men ti tilbud om et godt liv, ‑ et liv, som vi mennesker i øvrigt ikke formår at leve ud fra egne kræfter, men kun gennem et discipelforhold, der er integreret i

mysteriet i videste forstand.

 

Naturligvis skal man altid skelne mellem sandheden og dens tidsbestemte udtryk, thi fastholder vi det tidsbestemte udtryk i den tro, at vi dermed redder sandheden, så risikerer vi, at vore tidsbestemte udtryk blokerer de unges vej til en sandhed, der godt kan udtrykkes anderledes. Herom kan man læse meget fornuftigt i det lille hæfte, som Pastoral‑Centret har sendt ud, og som rummer de tyske biskoppers vejledning til dem, der beskæftiger sig med katolsk ungdomsarbejde.

Det afgørende er, at vi ikke vælger den blindgyde, der hedder moralsk oprustning, men den kongevej, der hedder reevangelisering.

At vi altså ikke fokuserer isoleret på moralen, men på troslivet ‑ ikke fordi moralen ikke er vigtig, tværtimod, men fordi den kun bliver til realitet for os katolikker, hvis den bæres af troslivet og discipelforholdet. Ellers bliver vi ved at sidde fast i spørgsmålet, om Kirken nu virkelig har kompetence til at opstille moralbud, ‑ og den kompetence kan vi øjensynligt aldrig få overbevist de unge om, hvis deres forhold til Kirken ikke er integreret i deres discipelforhold.

 

I forhold til netop de unge er det vigtigt at få vist discipelforholdet som et liv, der er mere værd at leve end alt andet. Kun sådan kan Kirken fremstå som lysbærer og ikke som lyseslukker.

Her synes jeg til gengæld, det mest realistiske er at indrømme, at det ikke er irrelevant, at menighedsrådet ved Sankt Andreas har sendt et nødråb, thi vi befinder os indiskutabelt i en nødstilstand. Det gør vi i hele Kirken ‑ i hvert fald i den vestlige verden, men vi gør det specielt i vort eget bispedømme, hvor nødstilstanden naturligvis også har sit særlige præg efter vores særlige situation. Vi kan altså udmærket råbe: "Hjælp! Vi går under!" ‑ og når svaret så lyder: "I lidettroende!", så må vi jo erkende, at det netop er det, som er problemet, og bede om, at vores vantro må blive hjulpet.

Det var en lidt trist konklusion, vil I nok sige: er der da ikke mere at gøre end at erkende en nødsituation. Kunne man da for eksempel ikke bare se at få lavet den læseplan for katolske skolers seksualundervisning, som brevet fra Sankt Andreas peger på, at man har lavet i Norge?

Jo, vi har for så vidt et stykke tid været på vej i kraft af sr. Rafaelas og Merete Novals besøg rundt på skolerne. Så sådan en læseplan får vi vel lavet en dag. Men vil fremkomsten af den ændre undervisningen, som i dag massivt meddeles af lærere, som ‑ katolikker eller ikke‑katolikker ‑ kun for de færrestes vedkommende deler det menneskesyn, som en sådan læseplan nødvendigvis må bygge på?

Kunne vi da ikke også bare se at få lavet og udgivet et par skole‑ og ungdomsbøger om seksualiteten? Jo, gid vi kunne! Men i øjeblikket er der ingen tilknyttet Pastoral‑Centret, som kan, og jeg har kigget rundt i landskabet for at se, om jeg kunne finde nogen, som kan ‑ og jeg har indtil nu ingen fundet. Og øjensynligt har man heller ikke tidligere kunnet finde nogen gennem de mere end 30 år, hvor centret har eksisteret. Hvortil kommer, at vi jo i centret, som I nok kan forestille jer, lige i øjeblikket befinder os i en akut arbejdsmæssig svækkelsestilstand.

 

Efter min bedste bedømmelse består problemet nemlig ikke alene i manglen på bøger, selv om den såmænd er alvorlig nok. Et langt større problem er det, at selve den formidling, i forhold til hvilken bøger kun er et hjælpemiddel, ikke er på højde hverken med situationen eller med Kirkens tro og lære, og det er naturligvis først og fremmest et spørgsmål om personer, disses forudsætninger og måske ikke mindst: deres egen holdning.

Derfor synes jeg også, at brevet fra Sankt Andreas bør inddrages i den økonomiske prioritering, som må gennemføres nu, hvor pengene fra Tyskland for alvor svigter os. Det har vi ventet i årevis, men nu sker det altså.

Mursten og materialer er vigtige, men mennesker endnu mere. Og hvis det, vi har brug for ‑ også for at de relevante problemer, som påpeges i brevet fra Sankt Andreas, kan finde holdbare og realistiske løsninger, der bygger på et solidt trosfundament ‑ er en re‑evangelisering og ‑ måske tør jeg vove udtrykket: en re‑katolificering af os selv, vore menigheder, vore præster og alle vore strukturer, så har vi mere brug eksempelvis for omkringrejsende foredragsholdere og animatorer af weekends, bibelkredse, bønnegrupper, grupper med Glaubensgespräch etc. etc. end for mursten og bøger.

Det er under alle omstændigheder et langt og sejt træk, der skal til, og mange både præster og lægfolk fremstår som nævnt i forvejen som overbebyrdede, trætte og for nogens vedkommende tillige mistrøstige

Hvis anliggendet i brevet fra Sankt Andreas er at sende et nødråb, så er det derfor ikke irrelevant: Vi er ganske enkelt i nød, og kan med udtryk hentet i Salmernes Bog godt føle, at "der er ingen grund under mig, og vandet lukker sig over mig", Miserere, De profundis, Sicut cervus ‑ og hvad det nu altrammen hedder i de gamle salmer.

 

Kun en ny aktivitet vil jeg anbefale. Med til billedet hører nemlig efter min oplevelse også, at vi er meget splittede i vort bispedømme, og at der er et meget stort behov for forsoning.

Jeg vil derfor gentage den opfordring, jeg før er kommet med, nemlig at biskoppen skal indbyde alle os` stridende katolikker, både de gule og de røde, de grønne og selv de blå til en fælles forsoningsgudstjeneste i Sankt Ansgars Kirke, hvor vi kan komme i sæk og aske, bekende vores fælles svigten og synder og især: forsone os med hinanden og gå over i menighedssalen og drikke et gevaldigt glas sammen bagefter ‑ så vi måske kan ende med at indse, at der er brug for os alle, når det drejer sig om at nå til en realistisk erkendelse af den nødstilstand, vi befinder os i, fordi nogen måske ser, hvad andre ikke har øje for.

Måske kan vi så engang nå til fælles erkendelse af, hvad vi selv kan gøre og sætte i værk, samtidig med, at vi dog stadigt klynger os til den Herre, uden hvem vi alligevel ikke kan gøre noget som helst.

 

Lad mig her slutte med at citere en sætning fra Lukasevangeliet: "En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester" (Luk 6,40).

I denne tekst finder vi både disciplen og det ord, hvormed man i gamle dage tit betegnede Jesus, nemlig ordet Mesteren. Vi kender det f.eks. fra salmen "Den store mester kommer".

Men vi finder i teksten her et udtryk for relationen mellem disciplen og mesteren. Umiddelbart vil man måske mene, at det er ordet "ligesom", som angiver relationen: disciplen skal være ligesom mesteren, eller at det er ordene "står ikke over", som fortæller, hvordan relationen er. Og det er naturligvis også rigtigt, at begge disse udsagn siger noget om relationen mellem discipel og mester.

Men det er specielt ordet udlært, jeg vil fremhæve ‑ og tillade mig at tage jer med en lille tur ned i den græske ordbog, thi det ord, som her er oversat ved "udlært" er et græsk udsagnsord, som man i ordbogen finder under "katartizo". "Udlært" er jo en meget rimelig oversættelse, når det ses i sammenhæng med ordet Mester og ordet discipel, som man jo egentlig uden videre kunne erstatte med "lærling". Når lærlingen bliver udlært, så skal han som svend arbejde ligesom sin mester ‑ det er jo deri lærlingeforholdet har bestået: at lære ham at kunne det.

Men dette græske ord "katartizo" har en bredere og meget mere omfattende betydning, og faktisk betyder det noget i retning af at være blevet færdig, at være blevet helt klar til noget, at være kommet på den helt rigtige hylde og den helt rigtige plads.

Derfor drejer det sig ikke bare om, at disciplen skal have lært noget ‑ for eksempel noget katekese ‑ af sin mester. Det drejer sig om, at disciplen skal være kommet endelig på plads i forhold til sin mester, d.v.s. have levet sig helt ind i sit forhold til sin mester, så det, at han gør som mesteren, ikke bare skyldes, at han kan huske, hvad han engang har lært udenad, men at han er i så tæt forbindelse med sin mester, at de på en måde faktisk gør det sammen. Ja, disciplen skal ‑ som der står ‑ ikke gøre som sin mester, men være som sin mester.

Når vi i vore menigheder og familier skal tage os af børnene og de unge med al den pædagogik, vi kan opvise, så gør vi det altså i en situation, hvor vi selv skal være disciple i forhold til en mester, og hvor det er det forhold til Mesteren, som skal være bærende for den katekese, der udfolder sig i sognet.

Og hermed har jeg konkluderende blot villet sige det samme, som pave Paul den Sjette sagde:

Vi har ikke brug for lærere. Vi har brug for vidner. Vi har brug for at være disciple. Og står vi som menighed, som sogn, som bispedømme ikke i et meget bevidst og fælles discipelforhold til Mesteren, så skal vi ikke regne med, at vi ad anden vej, gennem aktivisme, gennem organisation og strukturer, gennem kirkepolitisk manipulation eller på anden måde kan finde løsning på de problemer, som brevet fra Sankt Andreas med rette peger på.

Men det skal også hele tiden huskes, at discipelforholdet ikke skal findes løsrevet fra fællesskabet i Kirken. Vi har som Johannes skriver i sit første brev ‑ fællesskab med hinanden, fordi vi har "fællesskab med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus" (1 Joh 1,3). Vi kan altså roligt tilføje: Det fællesskab, vi har med ham, er nok et personligt, men ikke et isoleret discipelforhold. Det er noget, der skal udfolde sig i Kirken.

 

 

TIL PASTORALRÅDET OG PRÆSTERÅDET

Charlottenlund november 1999

 

Det nye folketing er startet. Med det er der ved at blive taget hul på at få nedbragt det meget store aborttal i Danmark, hvor hver 4. graviditet ender med en abort. Dette er virkelig godt nyt, også i vor katolske sammenhæng. Når vi henvender os til jer, er det imidlertid fordi, et af midlerne, man vil bruge for at nå sit mål, er at satse mere intensivt på prævention, sterilisation, ja, selv den nye "dagen derpå pille", som jo ellers i sig selv må anses for at være abort,hvis en graviditet er indtrådt. Fra en katolsk synsvinkel må denne satsning fremtræde noget problematisk. Der er altså ikke tale om at lægge livsstilen om, men kun om at prøve at afværge konsekvenserne af den. Kigger man sig om i det katolske landskab, er det svært at få øje på nogen enkeltperson eller gruppe, der effektivt har kunnet komme til orde i den offentlige debat med det officielle katolske synspunkt på emner som sex, samliv, ægteskab, fødsel og død. Hvad værre er: det synes heller ikke som om der har fundet en reel undervisning sted blandt vore egne om disse emner. Der hersker derfor ‑ især blandt mange af vore unge ‑ en udbredt forvirring om emnet. De er ofre for alle mulige påstande om, hvad katolikker bør eller skal eller er forpligtede til at tro, om hvad der gjaldt før og hvad efter det sidste koncil osv.

Der har været og er flere grupper/foreninger indenfor katolsk regie, som har forsøgt at beskæftige sig med disse ting. Problemet

( som vi ser det ) er bare

1. ‑ at personerne er " Tordenskjolds soldater" og derfor ikke har megen tid at ofre på opgaven.

2. ‑ er for uskolede. Dels i at give deres viden på dette område videre i en lettilgængelig form, dels i egen up‑to‑date viden.

3. ‑ arbejder for amatøragtigt. Især måske PR mæssigt.

4. ‑ personernes autoritet. Er de selvbestaltede? På hvis vegne taler de? Hvad er deres uddannelse? Hvem står inde for deres viden? osv.

5. ‑ problemer med anonymitet. Dette gælder især på områder med personlig vejledning.Området er meget følsomt, og den danske katolske kirke er et lille samfund.

 

Når vi henvender os til jer, er det fordi vi fornemmer, at vi i den katolske kirke i Danmark har behov for en gennemgribende drøftelse af disse emner ( og dette ikke på læserbrevs eller meningsudvekslingsplan. Den katolske kirkes lære om sex, samliv, ægteskab osv. står jo fast, vi behøver ikke at opfinde den). Derfor bedes følgende medtaget til drøftelse i den kommende pastoralrådssamling:

1) Hvordan kan kirkens lære på disse punkter blive udbredt og kendt blandt katolikker først og så i offentligheden i al almindelighed.

2) Kan der fremskaffes lettilgængelig litteratur på dansk om emnet ( ikke alle ‑ især ikke de unge kan/vil studere rundskrivelserne) 3) Kan der ansættes en/flere personer på hel/deltid til at beskæftige sig med dette emne.

4) Hvordan forholder vi os til de løsninger samfundet angiver på store problemer som feks. AIDS , medicin som har fosterskadende effekt osv. ( for en katolik er det ret chokerende at opleve, hvor ubesværet offentlige foldere anbefaler abort, prævention osv. ‑ eksempler vedlægges ).

5) Vi anmoder om, at biskoppen lader udarbejde en regulær læseplan for seksualvejledningen på vores katolske skoler f.eks. i lighed med den, der er lavet i Norge.

6) Hvordan imødegår vi den almindelige holdning ‑ også blandt voksne kristne og blandt mange katolske unge ‑at cølibat er umuligt, unaturligt og gammeldags ‑ det hører fortiden til. ‑ at sex før ægteskab er helt ok. ‑ at det er helt naturligt  ( og nødvendigt ? ) at have mange partnere. Friske avisudklip ‑ og det er ikke fra Ekstrabladet ‑vedlægges som eksempler på, hvor naturlige disse holdninger er i vores samfund. De er slet ikke mere til debat.

 

De undrer Dem måske over, at vi sender Dem dette brev. Det er faktisk ment som et nødråb. Den katolske Kirkes lære og vort danske samfunds holdninger på disse punkter er milevidt fra hinanden. "Tidsånden" trænger også mere og mere ind i kirken selv.

Vi, der er forældre til teenagebørn, må se magtesløse til, at de følger denne "tidsånd" i mere eller mindre god tro ‑ og endda ofte får velsignelse dertil fra både præster og katolske skoler. Har vi selv en anden holdning, er vi bare gammeldags ( det har teenageforældre jo altid været), eller også er vi direkte fanatikere.

Det er på tide, der bliver taget hånd om disse store pastorale områder, som vi alle er lidt bange for at røre ved ‑ man bliver nemlig ikke populær ved det!

På vegne af menighedsrådet ved Sct. Andreas Kirke,

Venlig hilsen

 

Gertrud Messerschmidt, menighedsrådsformand.

 

Brev sendt til:  Pastoralrådet.  Præsterådet.

Kopi til : Pastoralcenteret