I “Da Vinci koden” er den morderiske munk Silas både fysisk abnorm, åndeligt indskrænket og masochistisk anlagt.  Opus Dei, som ufrivilligt lægger navn til Silas’ perversioner, er bare en af en række katolske lægmandsbevægelser, der i løbet af de sidste 30 – 40 år har tiltrukket millioner af medlemmer.

 

SKURKEROLLEN

 

 

 

Af ANDREAS RUDE

 

SILAS - Den morderiske, kutteklædte albino-munk har været en del af Opus Deis image siden udgivelsen af Dan ' Browns bestseller »Da Vinci koden« i 2003. Romanen skildrer den katolske lægmandsbevægelse som en magtbe­gærlig og hemmelighedsfuld kult, og Opus Dei frygter nu, at dæmoniserin­gen, der begyndte med en figur som Si­las, vil tage yderligere til, når Sony Pic­tures' filmatisering af bogen med Tom Hanks i hovedrollen får premiere i maj.

Allerede sidste år rettede Opus Dei henvendelse til filmselskabet med an­modning om at droppe bevægelsens navn fra manuskriptet. Henvendelsen førte ikke til andet end et uforpligtende svar, og det har Opus Dei taget til ef­terretning uden at planlægge yderligere tiltag.

»Vi er ikke interesseret i, at en kon­trovers giver filmen mere omtale,« sag­de Opus Deis leder i New York, fader Thomas G. Bohlin, forleden til New York Times.

I stedet har bevægelsen kraftigt ud­bygget sin hjemmeside, som også er blevet udstyret med en appel til filmsel­skabet om, at »filmens endelige version ikke vil indeholde noget, der kan såre katolikker.«

Alt tyder dog på, at Opus Dei’s for­håbninger vil blive skuffet, og spørgs­målet er da også, om »Da Vinci koden« med dens særlige blanding af skrækro­mantik og konspirationsteori overhove­det ville kunne fungere som thriller uden en navngiven religiøs organisation i hovedrollen som skurk.

 

SPÆNDINGSROMANER med et religi­øst krydderi er ikke nogen ny opfindel­se, hvad læsere af viktoriansk litteratur kan tale med om. Forskellen er blot, at mens skurkene i ældre tid var domini­kanermunke eller jesuiterpræster, så er det Opus Dei, der kalder på gyset i dag.

Opus Dei (navnet betyder »Guds Værk«) blev grundlagt i 1928 af den spanske præst Josemaria Escriva. Det var Escrivas kongstanke, at hellighed bør være for alle mennesker, ikke blot præster og ordensfolk, og flertallet af Opus Dei's medlemmer søger da også at kombinere deres religiøse prakis med et almindeligt liv med job og fami­lie.

 

BEVÆGELSEN fik sit store gennem­brud under pave Johannes Paul II, som i 1982 gav Opus Dei sin egen biskop, der rapporterer direkte til paven selv, og i 2002 helgenkårede Josemaria Escriva blot 27 år efter dennes død.

Bevægelsens succes gav imidlertid anledning til debat om, hvorvidt Opus Dei og den særlige fromhedstype, som bevægelsen står for, er en god ting for den katolske kirke. Spekulationer om bevægelsen som en reaktionær femte­kolonne inden for kirken tog fart gen­nem 1970erne og 80erne, i takt med at Opus Dei brugte megen energi på at re­kruttere medlemmer blandt forretnings­folk, politikere, lærere og journalister i særligt Latinamerika og Spanien. Flere iagttagere har dog siden advaret mod at lade fantasien løbe løbsk om Opus Deis politiske og økonomiske gennemslags­kraft. I sin bog »Opus Dei«, der udkom sidste år, vurderer den amerikanske journalist John Allen fra det liberale tidsskrift National Catholic Reporter, Opus Dei’s formue til 2,8 milliarder dol­lars. Men han minder samtidig sine læ­sere om, at en stor del af midlerne er bundet op i hospitaler og skoler over hele jorden.

 

Ifølge Opus Dei selv er bevægelsen opbygget som et decentralt netværk be­stående af knap 85.000 lægmænd og lægkvinder samt 1.875 præster, der er repræsenteret i 60 lande - inklusive en lille gruppe i Danmark. Beskyldninger om hemmelighedskræmmeri og magtbe­gær afvises bestemt under henvisning til, at det eneste, som Opus Dei søger, er at tilbyde sine medlemmer et liv i re­ligiøs regelmæssighed med daglig bibel­læsning, ugentligt skriftemål og et ak­tivt bønsliv under vejledning af en af Opus Dei’s præster. Ønsket om at sikre medlemmernes religiøse vækst, uden at de behøver slippe taget i den omgi­vende verden, er en ambition, som Opus Dei deler med en række andre katolske lægmandsbevægelser, der i lø­bet af de sidste 30-40 år har tiltrukket millioner af medlemmer. De såkaldt nye be­vægelser har navne som Foccolare (»Ildsted« eller »Arne«), Den neokate­kumenale Vej (en »katekumen« er en person, der lærer om kristendommen), Communione e Liberazione (»Nadver­fællesskab og Befrielse«), Regnum Christi (»Kristi Rige«) og L'Arche (der p$ dansk hedder »Tro og Lys«).

De er konservative, hvad angår ka­tolsk tro og moral, men ser også sig selv som børn af den katolske kirkes sidste store reformmøde, Det andet Va­tikankoncil i 1960erne. Skønt der er præster i alle bevægelserne, er de først og fremmest beregnet for lægfolk uden de løfter, som munke og nonner aflæg­ger, når de indtræder i en orden. Og på trods af at albinoen Silas i »Da Vinci ko­den« løber rundt i munkekutte, bærer man ikke ordensdragt, hverken i Opus Dei eller nogle af de andre nye bevæ­gelser.

 

SELVOM bevægelserne som fænomen har en række fællestræk, er de meget forskellige med hensyn til, hvem de ap­pellerer til og hvilke mål, de sætter sig. Mens Opus Dei fortrinsvis henvender sig til den veluddannede middelklas­se, rekrutterer Den neokatekumenale Vej langt bredere. Og hvor medlemmer­ne af Den neokatekumenale Vej og Regnum Christi ser sig selv som egent­lige missionærer, er det hos Foccolare og L'Arche det økumeniske - mellem­kirkelige - engagement, der er i højsæ­det.

Med til historien om Opus Dei hører således, at det ikke bare er Opus Dei men en hel række moderne bevægel­ser, der har pavestolens bevågenhed. Pinsedag 1998 er i så henseende en mærkedag, for da fejrede pave Johan­nes Paul II messe med 200.000 repræ­sentanter for de nye bevægelser på Pe­terspladsen og roste dem i sin prædi­ken for deres indsats for at forkynde evangeliet til en verdsliggjort verden.

Året efter - i 1999 - talte paven til en gruppe på 100 kardinaler og biskop­per, der var forsamlet i Rom til et semi­nar om de nye bevægelser. Her frem­hævede paven, at alle kristne har et kald til at vidne om evangeliet overalt, hvor de færdes. Men han tilføjede også, at ingen bevægelse, hvor succesfuld den end er, kan sætte sig ud over bi­skoppernes autoritet.

De to begivenheder viser, hvilket krydsfelt de nye bevægelser bevæger sig i, og antyder, hvad mange kirkelige kommentatorer mener, er den virkelige udfordring både for bevægelserne selv og for hele den katolske kirke. For på den ene side er der almindelig enighed om, at de eneste former for kristen­dom, der er rigtig dynamiske i det 21. århundrede, er de karismatiske evange­liske kirker og de nye bevægelser in­den for den katolske kirke. På den an­den side er der ikke tvivl om, at de ka­tolske bevægelser i kraft af deres suc­ces kan udgøre et problem, hvis de i stedet for at fungere som en art åndeli­ge kraftcentre for resten af kirken, ud­vikler sig til at blive »kirker i kirken«.

 

Sådanne spændinger genfindes også på græsrodsplan ude i sognene, hvor mange katolikker - både progressive og konservative - er kritiske over for de nye bevægelser. Deres ildhu, disci­plin og radikale måde at virkeliggøre troen på vækker bekymring og ofte be­skyldes de for at udvikle sekteriske træk. Medieomtale af offentlige perso­ner med medlemskab af bevægelserne kan også bære ved til bålet. Da det i 2004 viste sig, at den italienske politi­ker og filosof, Rocco Buttiglione, der blev vraget som EU-kommissær på grund af sin personlige modvilje mod homoseksualitet, også var medlem af Communione e Liberazione, fremkaldte det avisoverskrifter som »Pavens arma­da skaber kaos i EU«. Mere held havde Tony Blairs undervisningsminister, Ruth Kelly, da det senere samme år kom frem, at hun havde forbindelse til Opus Dei. Midt i alt postyret insistere­de hun på, at hendes åndelige liv ikke

kom andre ved og red forbløffende nok stormen af på den parole.

 

BEVÆGER man sig uden for det pole­miske ingenmandsland, som så meget af debatten om de nye bevægelser be­finder sig i, så peger flere kirkehistori­kere på, at kun tiden vil kunne vise de­res åndelige betydning og teologiske holdbarhed. Andre sætter dem ind i et bredere perspektiv og mener, at de nye bevægelser ganske enkelt svarer til et religiøst behov, vi har i dag - på samme måde som munkevæsnets opstå­en i kristendommens første århundre­der, tiggermunkenes fremkomst i mid­delalderen, og jesuitternes gennembrud i det 16. århundrede modsvarede et ån­deligt behov i tiden dengang.

På et punkt adskiller Opus Dei sig dog væsentligt fra de øvrige nye bevæ­gelser, og det er i brugen af selvpineri som led i deres fromhedsøvelser. Det sker i form af en såkaldt »cilice«, en kæde med små spidse pigge, der bæres stramt om låret i et par timer om da­gen. En anden øvelse er at slå sig selv med et lille reb en gang om ugen, mens man reciterer en bøn.

Opus Dei forsvarer sig med, at det er en gammel praksis inden for kirken, der øger identifikationen med Kristi li­delser. De peger også på, at det sker helt frivilligt og i øvrigt kun praktiseres af et lille mindretal.

 

Det er meget forståeligt, at en så sælsom praksis sætter fantasien i sving hos udenforstående. I »Da Vinci ko­den« er den morderiske munk Silas ik­ke bare fysisk abnorm og åndeligt ind­skrænket. Han er også masochistisk an­lagt, og i bogen lader Dan Brown ham piske sig selv til blods i religiøs eksta­se. Spørgsmålet er nu, om vi også får det at se i biografen. For Opus Dei er »Da Vinci koden« ikke bare »groft mis­visende« men også »uretfærdig« i de motiver, der tillægges bevægelsen, og i portrættet af individuelle medlemmer.

Det håber man, at Sony Pictures vil tage hensyn til, mens filmen stadig er på klippebordet.