Dansk stenkastning

Pressen har i den seneste tid været optaget af en dom i Nigeria efter islamisk strafferet, der dømte en kvinde til døden ved stening for hor. I islamiske lande, hvor der er indført islamisk strafferet (sharia), er det øjensynlig en almindelig afstraffelse, i al fald når det gælder damer på afveje. Selv om stenkastning er en ikke ualmindelig islamisk adfærd, så kunne man forleden i Kristeligt Dagblad læse et indlæg, hvor man spurgte A.W. Pedersen, om han som dansk imam fandt det en hensigtsmæssig afstraffelse.

Abdul Wahid Pedersen svarer:

I det nordlige Nigeria har befolkningerne ved flertalsbeslutninger valgt at indføre islamisk lovgivning, og det er jo derfor noget, som resten af verden må tage til følge. Som jeg læser dit spørgsmål, fornemmer jeg, at du helst så, at muslimer verden over vil bebrejde de nigerianske beslutningstagere, at de har valgt denne vej.

Vi kan hurtigt blive enige om, at stening til døde er en meget grusom form for afstraffelse, men det ændrer ikke på, at den set i et islamisk lys, er blevet forordnet af Skaberen selv. Vi er derfor umiddelbart ikke bemyndigede til at ændre på samme.

De ting, som er givet i Koranen eller af Profeten Muhammad i en utvetydig form, står for så vidt ikke til diskussion blandt muslimer. I samme øjeblik vi ville sætte disse ting til diskussion, ville vi jo i bund og grund have erklæret os som ikke troende på Allah og Hans budbringer og ville dermed have stillet os selv uden for Islam.

Det får du naturligvis ikke nogen muslim til at gøre. Når Allah har foreskrevet en så voldsom og uhyggelig straf, skal det forstås på rette måde. For det første er det meningen, at folk ikke skal begå hor, og Allah har derfor stillet en straf i udsigt, som kan få de fleste til at holde sig fra det.

Du skriver, at denne handling almindeligvis ikke opfattes som en forbrydelse. Det er for så vidt rigtigt nok, set ud fra en moderne vestlig tankegang, hvor selv det kristne forbud mod hor bliver ignoreret blandt kristne.

Men det er sandelig ikke rigtigt set i en global sammenhæng. Og i Islam forbliver hor og utugt forbudt, uagtet hvilken vej vinden blæser.

Der er meget strenge krav til en domsfældelse i Islam. I forbindelse med hor eller utugt skal der være fire øjenvidner til selve handlingen eller en uforbeholden - og gentagen - erklæring om, at man vitterlig har begået en sådan handling. I langt de fleste tilfælde, hvor to mennesker uden at være gift fornøjer sig med hinanden, vil de holde det hemmeligt, og hvis de beder om Allahs tilgivelse for deres overtrædelse, vil Han også kunne tilgive dem.

I situationen i Nigeria finder jeg det meget ejendommeligt, at man kan dømme kvinden og ikke manden, selv om det naturligvis er tydeligt, at hun er gravid. Men hvis der er tale om voldtægt, er hun - efter min ringe opfattelse - uskyldig.

Nu er jeg ikke jurist, skal jeg for god ordens skyld sige, og mine vurderinger af juridiske spørgsmål er derfor ikke nødvendigvis korrekte. Men i øvrigt synes jeg, at der er så mange andre ting, som virkelig presser på i verden i dag, at det kan være vanskeligt at finde tid til at dykke ned i en enkeltsag, som jeg ikke kender godt nok til overhovedet at vide, hvad den drejer sig om i detaljer.

Pressen vælger at fokusere på en enkelt begivenhed, og så skal vi alle partout forholde os til den sag.

Hvad med Tjetjenien. Dagligt bliver mennesker tortureret på det grusomste, meget ofte med døden til følge. For tredje år i træk slagter russerne den tjetjenske befolkning, og hvor er vores bekymring for dem?

Så nej, du får ikke danske muslimer til at protestere over selve strafformen. De mennesker, der bor i et område, hvor en sådan lov gælder, er naturligvis underlagt denne lov, om end der i Islam også er mulighed for, at religiøse mindretal inden for rammerne af den islamiske stat dømmes efter deres egne love.

Så hvor forfærdelig strafformen end er, så er den givet af Gud selv, og det er derfor ikke op til mennesker at ændre den.

Hvis vi overhovedet skulle rejse spørgsmål ved noget i denne sag, vil det for det første være nødvendigt at kende sagen fra anden side end pressen. For det andet vil det højst være præmisserne for domfældelsen, der ville kunne rejses spørgsmål ved.

Venligst

Abdul Wahid Pedersen

Kristeligt Dagblad 18.4.02