Svar til Poul Sebbelov

Poul Sebbelov kommenterer i Kristeligt Dagblad den 5. februar under overskriften Det kristne fællesskab min artikel den 22. januar om forholdet mellem den ortodokse kirke og den katolske kirke. For ikke unødigt at forlænge en debat, der formodentlig ikke vil tjene noget formål, vil jeg ikke nærmere kommentere enkelthederne kun spørgsmålet om ændringen af den nikænsk-konstantinopolitanske trosbekendelse ved tilføjelsen "filioque" (og fra Sønnen).

Den trosbekendelse, som koncilsfædrene formulerede i Konstantinopel i 381, var ikke identisk med trosbekendelsen fra koncilet i Nikæa i 325, hvad formuleringerne angik, men nok hvad indholdet angik. I artiklen om Helligånden står der: .."som udgår fra Faderen" uden tilføjelsen: "og fra Sønnen". Bekendelsen fra Konstantinopel var oprindneligt ikke den fælleskirkelige bekendelse, da koncilet i Konstantinopel alene var et østromersk koncil. Det var bekendelsen fra Nikæa, der var det fælles bekendelsesgrundlag. Rom og hele den vestlige kirke blev først bekendt med teksten fra Konstantinopel på koncilet i Chalcedon i 451, hvor den blev forelæst efter bekendelsen fra Nikæa. Først lidt efter lidt overtog både Rom og den øvrige vestlige kirke bekendelsen fra Konstantinopel i stedet for den fra Nikæa, fordi den var mere "up to date". Denne tekst var altså ikke en tekst, alle kirker var blevet enige om at have som fælles bekendelsesgrundlag, det skete først lidt efter lidt, at den blev overtaget af de lokale kirker som deres bekendelse.

Pointen er altså, at man formodentlig helt frem til 1000-tallet i de lokale kirker stadig arbejdede videre med trosbekendelserne - det var f.eks. også tilfældet med "den apostolske trosbekendelse". Historiske studier af trosbekendelserne viser, at de godt kunne nyformuleres og suppleres, hvis blot selve læren forblev den samme. Det var også det, der skete i Konstantinopel i 381. For argumentationen henvises til J.N.D. Kelly, Early Christian Creeds (1960).

Lars Messerschmidt