To religioner - to syn på verden

Torben Bramming, frimenighedspræst i Ryslinge

Der er ikke nogen dialog mulig, som kan bringe ortodokse muslimer på linie med, hvad vi som kristne i Vesten kan acceptere. Det er at stikke sig blår i øjnene at tro det, skriver kronikøren

Salig er den der griber dine små og knuser dem mod klippen” - Står det i Koranen eller i Bibelen? Spørgsmålet er aktuelt, fordi vi i den sidste tid har været vidne til mange kampe på ord om den ene eller den anden tros uhyrlighed. Mange citater er fløjet gennem luften. Citatet er fra Bibelen fra Davids salme 137 vers 9. I denne strid kan man altså næppe vinde, hvis man kæmper på de hellige skrifters uhyrligheder.

Muhammed stjal jo også med arme og ben fra netop Bibelen, som på mange måder var hans reference. Nej, spørgsmålet er vel set fra en kristen synsvinkel, om Koranen er Muhammeds bog eller om det er Guds ord. Svarer man, at det er Muhammeds bog, så kan man selvfølgelig godt sige mange ting om ham, som er pæne og han har uden tvivl været en stor karismatisk leder, men hans ord er løgn, når han siger, at Koranen er Guds åbenbaring og ikke hans egen. Stiller man spørgsmålet sådan op, så bliver sagen jo et spørgsmål om, hvad vi som kristne selv tror på. Hvad er vores tradition og tro, når vi dømmer sådan om Muhammeds Koran? Siger man derimod, at Koranen er Guds åbenbaring til Muhammed og dermed sandheden, så står vi kristne i en helt anden problemstilling. Så stiller spørgsmålet sig: er Gud nogensinde ophavsmand til et moralkodeks?

Når Jesus siger, at vi skal elske Gud og næsten som os selv, så er det ikke et moralkodeks. Det er et krav til ethvert menneske, som det altid bør opfylde på tværs af enhver hellig forskrift. Man må som kristen selv tolke den situation, man lever i. Når Paulus ikke skriver mod slaveriet, så er det fordi hans samtid godt kunne forene det med de grundliggende kristne fordringer, men det kan vi ikke. Det rokker ikke noget ved Jesu ord og deres gyldighed.

Men Koranen er jo Guds endelige og store åbenbaring, som der ikke kan rokkes en tøddel ved, og som man må udlægge sin etiske færden i verden fra, hvad enten man er muslim, som følger Shariatraditionen eller om man blot følger Koranen, når man skal have forskrifter for sit liv. Problemet med det etiske opstår for muslimerne der, hvor deres nuværende etik kommer i strid med Koranens ord. Der er vel næppe muslimske samfund, der går ind for eller vil indrømme, at de har slaveri i deres samfund, men i Koranen er slaveriet anerkendt og reguleret. Hvis Koranen er Allahs endelige åbenbaring, så har de muslimer, der i dag går imod slaveriet altså fået en højere etik end den som Allah lod tilgå hans profet. At det er et problem for en muslim, behøver man næsten ikke sige. Men det er konsekvensen af at gøre Gud ansvarlig for et moralkodeks, uanset om man er jøde, muslim eller kristen. Der er ingen evige religiøse værdier, som muslimer og kristne kan være enige om. Set ud fra Jesu ord, er der kun en fordring til ethvert menneske, om til enhver tid at elske Gud og næsten. Det er på dette bud Loven og profeterne hviler, siger Jesus, dvs. at det er enhver tids tolkningsnøgle, når man skal handle i en verden, hvor etik og moral forandrer sig. Dermed løser man sig fra at religionen skulle give en bestemt politisk opfattelse af verden. For muslimen er religion og politik set ud fra Koran og Sharia ikke adskillelige. Man må ikke ændre en tøddel på det der står. Selve ordet for kætteri er da også det samme som fornyelse.

Når politikere og andre kloge folk derfor mener, at terroren skal besvares og bekæmpes med øget bistandshjælp, så må man knibe sig i armen. Især fordi den del af den muslimske verden, hvorfra terroren udgår, ønsker Sharia indført som samfundsmodel. I 1983 udsendte Det islamiske Råd for Europa, der er støttet af Saudi Arabien og præget af den konservative wahabistiske islamtolkning, en model for, hvordan Europa skulle se ud, når det blev muslimsk. Wahabismen er en herskende retning i Saudi Arabien, Afghanistan og Pakistan. Man forsøger her at rense Islam og føre den tilbage til dens rødder. Blandt mange saudiarabiske unge gejstlige har den stor udbredelse. På mødet her udkastede man muslimske menneskerettigheder og individets rettigheder. Men disse gælder her i det omfang de følger af Koranen og Sharia. Enhver ret og pligt i det politiske liv skal udledes af Koranen og Sharia. Det var i høj grad repræsentanter for denne retning, som før terrorangrebene stod bag en stor islam-konference i København, som bl.a. havde til formål at diskutere planerne om en moske. Man behøver ikke være spåmand for at forudsige, at det næppe bliver en moderat muslim, der bliver åndelig leder her.

Hvordan kan man altså indgå en dialog mellem de mange toneangivende muslimer, der mener, at Guds ord kom som et bestemt moralkodeks, der udledes af skrifter fra det 7-9. århundrede, når man som kristen ikke kan hævde, at Gud giver et moralkodeks? Der er ganske vist en del af muslimerne, som kaldes modernister, der er åbne for en dialog. De mener, at der hvor et vers fra Koranen eller traditionen om Muhammeds liv ikke siger noget om et problem, da må den sunde fornuft råde og man må tolke i Koranens ånd. De er ikke så mange. Det er de ortodokse muslimer derimod. De nægter ikke, at denne sætning er rigtig, men siger, at da de fire fortolkningsskoler i det 8-9. århundrede, der udgør stoffet i Sharia, havde brugt denne fornuftstolkning ofte, så kan der ikke længere foreligge et problem i år 2001, som man ikke kan få vejledning til i Sharia. Hvor de kristne etisk set får ansvar til at tænke selv, så strides muslimerne om, hvorvidt det overhovedet er tilladt at tænke selv eller om alt allerede står i Sharia og Koran. For denne dominerende retning af ortodoks islam er hadet til Vesten vokset, fordi al den udviklingsbistand og at det, der er ført ind af menneskerettigheder osv. bringer muslimske lande længere fra at indføre et islamisk styre ifølge Sharia-loven. At øge bistand og vestlig indflydelse via menneskerettigheder er altså ikke en forhindring af hadet og problemerne, men en yderligere grund til at ekstremistiske fanatikere kan få held med at rekruttere folk til terror. Den øgede vestlige bistand kan naturligvis fra vestlig side godt være møntet på, at nu skal alle muslimske samfund have menneskerettigheder og samfund som i vesten. Men man må gøre sig klart, at det betyder en skærpelse af konflikten med en stor gruppe indenfor de toneangivende muslimske kredse. Den omkostning kan man måske være villig til at bære, men man må altså ikke tro, at øgede pengetilførsler og bistandshjælp løser den konflikt, der kører nu.

Problemet er altså ikke Islam som et hele, men den dominerende udlægning af Islam. Problemet er ikke nyt. Men problemet er accentueret af den globale virkelighed, som vi står i idag. Ikke alene er det øget af det faktum, at millioner af muslimer er indvandret til Vesten igennem de seneste årtier, men også af, at kommunikationsmidler og rejsemuligheder har bragt middelalderlige samfund i direkte kontakt med de højteknologiske samfund og dermed er sammenstødet blevet stærkere.

Problemet mellem kristendom og Islam, mellem den muslimske civilisation og den kristne er altså i høj grad, hvordan man ser på Gud og menneske, på etikken, på adskillelsen mellem religion og politik. Der er ikke nogen dialog mulig, som kan bringe ortodokse muslimer på linie med, hvad vi som kristne i Vesten kan acceptere. Det er at stikke sig blår i øjnene at tro det. I en stor tysk undersøgelse af tyrkiske unge og deres forhold til fundamentalismen kom det frem, at fundamentalistiske bevægelser havde et overraskende greb i de unge. Det er organisationer som De grå Ulve og Mille Görus, der sætter dagsordenen. Sidstnævnte er ved at stille op som politisk parti i Tyskland og har 27.000 medlemmer. I denne undersøgelse (Verlockender Fundamentalismus, Surhkamp Verlag 1997) blandt 454000 tyrkiske uddannelsessøgende unge i Tyskland mellem 15-21 år er fundamentaliststendensen for en gruppe på omkring 25% meget klar, og for 80% af denne store gruppe på 454000 unge gælder det, at de er født i Tyskland. Der er bl.a. en klar holdning til, at Sharia burde gælde i Tyrkiet og Tyskland og at fremtiden tilhører Islam fremfor kapitalismen. Massemedierne som bragte de unge tæt på Tyrkiet og den arabiske verden er tilgængelig for alle og gør, at man i indvandrergrupper let får sat en anden dagsorden, en islamisk, end en der har med det lands politiske virkelighed, man er flyttet til, at gøre.

Vi kan derimod nok indgå en dialog med de muslimske modernister om at leve i et verdsligt moderne samfund. Her må man understrege, at det skal være de problemer, som er vores danske, der skal sætte dagsordenen for denne dialog. Mange af de problemer, som kommer op til overfladen mellem muslimer og vestlige demokratier, skyldes jo en dagsorden, der er sat et sted fjernt fra Danmark. Vi har jo fået mange religiøse problemstillinger ind i landet. Vi kender alle problematikken med svinekød og slagtninger, med kvinder, blod, vantro og rettro. Altså en forestilling om at verden kan ses som den gamle leg ”jorden er forgiftet”, hvor det gælder om ikke at betræde forskellige områder, for så dør man. Man deler op mellem rene og urene dyr, mellem rene og urene mennesker, mellem ren og uren mad. I kristendommen har denne konfrontation været reel fra Paulus i 1. Korintherbrev taler til menighederne om afgudsofferkød. Kan man spise det eller ej. Peter må sluge mere end kameler, da han i Apostlenes Gerninger af Kristus får at vide, at al mad er ren og alle mennesker er rene. Kristus citeres selv for at sige det i Markusevangeliet, hvor han siger, at det ikke er det der går ind gennem munden og ned i maven, der gør et menneske urent, men de onde tanker, der kommer fra hjertet. Deraf kan man se en blivende afgørende forskel mellem Islam og kristendom, som er fuld af konfliktmuligheder i hverdagen. Hvad skal vi spise, hvad må der være i køkkenet, hvordan skal vi gå klædt, hvem er ren og hvem er uren, hvad betyder det i praksis. Hvordan kan man arbejde sammen med kvinder som ledere, piger og drenges samvær i forskellige situationer.

Man kan ikke overvinde denne afgørende forskel mellem rent og urent overfor alt er rent ved at afskaffe sociale problemer og ligestille folk økonomisk. Heller ikke i Danmark. Man kan heller ikke gøre det ved at skabe en falsk religiøs hybrid konstruktion om, at det er den samme Gud, vi tror på, for skellet mellem rent-urent består hos Islam i den religiøse praksis defineret af Koran og Sharia og den er der ikke i den religiøse praksis, som de kristne har. Men man kan måske med moderate muslimer sætte en dagsorden, som tager højde for, at disse problemer er sekundære i forhold til det verdslige demokratiske samfund vi lever i, selvom det er, og efter min mening skal være, præget af den kristne tro.

JP 9. november 2001