Myten om islamisk tolerance

I det 20. århundrede har der eksisteret en myte i Vesten om islam som en tolerant religion. Men islam er ingen tolerant religion. Det totalitære træk findes ikke blot hos islamisterne, men ligger implicit i religionens begreber. Og i Vesten må både dens politiske og religiøse verden behandles lige så nøgternt og kritisk som andre religioner

AF POUL E. ANDERSEN tidl. domprovst

Æresdrabet på Fadime Sahindal kom som et chok for den svenske befolkning. Ikke fordi det var det første æresdrab i landet, for det var det nemlig ikke, men fordi det var første gang, den svenske presse blev nødt til at tage en sag op, som i overensstemmelse med den svenske officielle opfattelse af islam som tolerancens religion ikke burde eksistere.

Også i Danmark har begrebet æresdrab været et gråzoneområde. Det er først drabet på den 14-årige Sonay Ashraf Mohammad og den efterfølgende drabsanklage mod hendes far, der har aktualiseret begrebet.

I virkeligheden har der i perioden 1994 til 2002 været omkring 20 mord, der kan betegnes som æresdrab. I alle tilfælde har der været tale om fædre eller brødre, som har myrdet en nær slægtning på grund af brud med familietraditioner. Og drabene har været gennemført med skydevåben, ved knivstik eller som regulær slagtning. De mange steninger af kvinder for utugt i muslimske samfund, hvor man ønsker at håndhæve sharialovene, har også skabt opmærksomhed om problemet.

Det er ikke givet, at æresdrab har sin oprindelse i islam, men der er ingen tvivl om, at mennesker, som har været impliceret i forbrydelserne, har følt sig tro mod sharialovgivningen og i bedste forstand i overensstemmelse med religiøse traditioner. Islamiske samfund har ikke forstået eller ønsket at gøre op med grusomhederne.

Manglen på tolerance i mange muslimske familietraditioner er ikke et enkeltstående fænomen i den islamiske kultur. Også islams historiske udbredelse er sammenknyttet med en forbavsende intolerance. Det er ikke alene i islams nutidige fremfærd i Algeriet, Sudan, Afghanistan, Kashmir, Indonesien, Østtimor, Filippinerne og de tidligere sydsovjetiske randstater, at intolerancen kommer til udtryk. Den har været fremtrædende gennem lange perioder af islams historie. Muslimernes enorme erobringer i det 7. århundrede beskrives normalt som en tolerancens historie fra muslimsk side. Vantro måtte ganske vist vælge mellem islam og døden. Men kristne og jøder, »bogens folk«, fik lov at bevare deres tro mod at betale særskat og at acceptere en stilling som andenklasses borgere.

Ledende kristne biskopper fra samme periode afviser al tale om tolerance. En af dem, den koptiske biskop John af Nikiou skriver f. eks. efter Egyptens fald, at det muslimske åg er tungere end »det åg, som Farao lagde på Israel«. Og selv i den abbasidiske periode, den blomstrende tid 749-1258, herskede en udpræget mangel på tolerance. Da Paul Fregosi i 1998 tog emnet op i bogen »Jihad in the West« måtte han udgive den på det amerikanske forlag Prometheus Books, efter at et engelsk forlag under muslimsk pres trak den tilbage.

Der har været fredelige perioder i de islamiske lande. I Spanien var der en tolerant kulturel blomstring omkring Cordoba, Sevilla og Granada. Men at se den islamiske ekspansion i tolerancens skær dækker ikke over virkeligheden. Muslimerne var heller ikke blot ofre for korstogenes vestlige imperialisme. Hvor grusomme korstogene end var, så var de en reaktion på århundreders brutale islamisk pres på Vesteuropa.

Ralf Pittelkows skelsættende bog »Efter 11. september« har vendt op og ned på mange forestillinger om islam ved at sætte dem ind i en klar tolkningsramme. Han ser oplysningstidens tanker, som er udviklet med baggrund i renæssance og reformation, som nøgle til forståelse af forholdet mellem Vesten og en islamisk kultur, som ikke har gennemlevet en oplysningstid. Men selv Pittelkow med det samlende overblik over den aktuelle problemstilling og dens rødder, accepterer på visse punkter myten om den muslimske tolerance.

Tilbage bliver så spørgsmålet om, hvorfra myten om den islamiske tolerance stammer. For mig at se spiller det en rolle, at den vestlige undertrykkelse af de islamiske lande efter Første Verdenskrig bragte de muslimske røster til tavshed. Og da den vestlige dominans ophørte efter Anden Verdenskrig, samlede de nye muslimske stater, som dukkede op i kølvandet heraf med et vist skær af demokrati, megen sympati hos Vestens befolkninger.

En anden forklaring kan være, at mange vestlige forskere i denne periode levede med den almindelige accept af en udvikling, som bifaldt folkenes ret til egen jord. Derfor hilste de uden forbehold de nye stater velkommen. Under disse forudsætninger var de rnest parat til at overtage islams egen selvforståelse: islam som fredens religion. De har derfor set bort fra, at den islamiske selvforståelse grunder sig på den religiøse tese, at islam ikke kan føre krig. Når muslimer griber til våben, er det i forsvaret for deres religion, uanset om det er angreb eller forsvar. Og det sker i Allahs tjeneste. Det er kun vantro, som fører krig. Det har været bestemmende for islams historie (Bassam Tibi).

Men der findes måske en tredje og en endnu mere nærliggende forklaring på myten om islam som fredens og tolerancens religion. Den afdækkes i Ibn Warraqs bog: »Why I am not a Muslim«, hvorfra synspunkter refereres i det følgende. Her peges på en side af oplysningstiden, som meget få, heller ikke Pittelkow, gør opmærksom på, nemlig den, at oplysningsfilosoffer tog islam som gidsel i deres opgør med kristendommen, som de i øvrigt havde lånt en stor del af deres tanker fra.

Der har altid eksisteret en forestilling om, at der måtte findes samfund. som er langt bedre end dem, man selv lever i. I sådanne samfund er de misforhold, som tynger de eksisterende samfund, ikke til stede. Her lever mennesker med den oprindelige godhed, her er skabelsesværket ikke spoleret som hos os selv. Ud fra disse forestillinger kombineret med et overfladisk kendskab til de nye lande og befolkninger, som opdagelsesrejserne åbnede adgang til, voksede billedet af »den ædle vilde«, som inkorporerede alle de ideelle egenskaber, som det civiliserede menneske var fattigt på.

Hos oplysningsfilosofferne får sådanne tanker en religiøs drejning. Hos de fleste af dem er fornuften og fornuftens frihed et afgørende element. Og man betragtede religionen, især som den kom til udtryk i den katolske kirkes organisation og lære, som den instans, som ville begrænse og undertrykke fornuften og friheden. Det drejede sig derfor om at finde en ny religiøs måde at forholde sig til tilværelsen på, en måde, som kunne give rum for alle oplysningstidens tanker om tolerance og frihed.

De lærdes beskrivelse af muhamedanismen havde hidtil været forbeholden, som regel negativ. Men uden i øvrigt at kende ret meget til islam, dens historie, dens helligskrifter og dens samfundsopfattelse overførte oplysningstænkerne ofte sympatier og forhåbninger til en islamisk religion, som man havde skabt sit eget billede af. Pierre Bayle (død 1706) anses for at være den, der har formuleret den islamiske myte om tolerancen så fascinerende, at den har overlevet indtil i dag, på trods af at han stort set intet vidste om islamisk historie.

Uden kendskab til arabisk eller til primære kilder skrev grev Henri de Boulainvilliers en biografi om Muhammad (1730). Heri fremstiller han islam som fornuftspræget og uden mysterier og mirakler, og Muhammad som en statsmand og stor lovgiver, som ingen i det klassiske Europa kan sammenlignes med. Bogen var tænkt som et våben mod kristendommen i almindelighed og specielt mod præsteskabet. Den kom til at præge eftertidens islamopfattelse stærkt. Ikke mindst Voltaire og Gibbon var påvirket deraf. Voltaire beskrev kristendommen som »den mest latterlige, absurde og blodige religion, som nogensinde har smittet verden«. I modsætning hertil så han islam som en enkel, fornuftpræget og tolerant religion, uden præster og mysterier. På samme linje lå Gibbon. Han kom til at påvirke hele den europæiske befolkning med tanken om Muhammad som den vise og tolerante lovgiver. En islamisk myte blev formet i dette århundrede.

Parallelt med denne begejstrede sværmen for islam indløb fra diplomater rundt om i Europa en strøm af bulletiner om muslimske lederes grusomme overgreb både på jøder og deres egen befolkning. Kun få lod sig anfægte deraf.

I modsætning til oplysningsskribenterne har den nyeste tids forsvarere for islam et indgående kendskab til islam og dens kilder. Det drejer sig især om fromme præster og missionærer. De ved, at de må tilstå islam et stort mål af religiøs ligeværdighed, de er kommet med en fornemmelse af, at kristendom og islam er søsterreligioner, som står og flader med hinanden under indtryk af moderniteten i Vesten. De har afholdt sig helt fra at kritisere islams dogmer og absurditeter, da det ville medføre, at hele grundlaget for deres arbejde ville falde fra hinanden. Herfra stammer de kristne forskeres ønske om at optræde ukritisk over for islam. De ønsker ikke at fornærme muslimske venner og kolleger. De vil arbejde uden at vælge side.

Islam er ingen tolerant religion. Det totalitære træk findes ikke blot hos islamisterne, men ligger implicit i dens begreber. Og i Vesten må både dens politiske og religiøse verden behandles lige så nøgternt og kritisk som alle andre religioner.

Islam har ikke nogen oplysningstid, men mange enkeltpersoner har med stor stringens behandlet dens religiøse grundlag ud fra rationelle principper (Averroes, Muhammad Abduh og Djamal al- Din-al-Afghani f.eks.) Alle ønskede de at forene en rationel tænkning med islamisk trosopfattelse. De havde dog ingen mulighed for at slå igennem, måske fordi der ikke eksisterer nogen kirkestruktur, som de kunne gå i dialog med. Ofte måtte de betale en høj pris for deres synspunkter.