ISLAM:  Toneangivende stemmer i Danmark foregiver, at det er den naturligste ting af verden at åbne porte for muslimske indvandrere.  Men den teologiske afgrund mellem de to religioner har stået meget klar lige siden islams tilblivelse.

 

Den trojanske hest

 

Af Poul Sebbelov, cand.mag. og diakon i den ortodokse kirke

Islam er at ligne ved en trojansk hest. En hest, Danmark er i færd med at åbne sine porte på vid gab for. Og det, der kommer ud fra hestens indre, vil vise sig at bunde i en teologisk tradition, der er fuldkommen fremmed for dansk mentalitet og tænkning.

 

Toneangivende politiske, kulturelle og kirkelige stemmer foregiver, at det er den naturligste ting af verden at åbne portene. De foregiver tilmed, at vi af al kraft bør arbejde på at etablere et cirk­lens kvadratur her i landet. De lader, som om komplet uforenelige størrelser kan tænkes sammen til et harmonisk hele. Det kan de naturligvis ikke i det virkelige liv. Det er umuligt af både kulturelle og, ikke mindst, teologiske grunde.

 

Præster og biskopper i den danske folkekirke nedsætter udvalg og ar­bejdsgrupper for, som det hedder, at »afklare folkekirkens forhold til is­lam«. Som om det ikke i 13 århundre­der har stået lysende klart, hvad forhol­det er mellem kristen og muslimsk tro.

 

En tidligere dansk statsminister gjor­de for nylig et behjertet forsøg på at op­høje en slags filosofisk relativisme til ny statsreligion. Efter en del års vaklen i indvandrerdebatten sværgede han of­fentligt, at han og hans parti ingensinde mere vil påstå, at noget som helst er bedre end noget som helst andet. Og et mindre politisk parti demonstrerer de­res frisindede, kulturradikale sindelag ved at præsentere den ene folketings­kandidat efter den anden; kandidater uden andre åbenlyse kvalifikationer end at de er unge, kønne, kvinder - og så altså muslimer. Jo, islam er kommet på den danske dagsorden, kirkeligt så­vel som politisk.

»Indvandrerdebatten« - bag denne eufemisme gemmer sig aldeles konkre­te modsætninsforhold med centrum i modsætningen mellem kristen og isla­misk tro, tænkning og tradition. For is­lam er i erklæret modsætning til kristen tradition og dermed til dansk friheds­kultur.

 

Islam forstår sig selv som et korrek­tiv, som en »forbedring« altså, til den kristne tro; og i forlængelse deraf op­fattes det islamisk regulerede samfund af troende muslimer naturligvis som et korrektiv til de traditionelt kristne samfund og til de sekulære samfund, der er udsprunget af den kristne tradi­tion.

Det er en indiskutabel sandhed, at humanismen, respekten for det enkelte menneske, tanken om frihed for ethvert menneske, ideen om kønnenes ligestil­ling, demokratiet, kort sagt de »værdi­er«, vi almindeligvis anser for centrale, alle er genereret i en kristen tradition og kultur. Det er ikke nogen tilfældig­hed, at samtlige lande, som bygger på respekten for det enkelte menneske, er

lande af kristen tradition. Men desvær­re er vor historiske bevidsthed noget for kortsigtet, og vor bevidsthed om egen tradition kan ligge på et meget lil­le sted; og derfor har vi tendens til at mene, at tankerne om personlig ansvar­lighed og valgfrihed er opstået ud af den blå luft lige for nylig og ikke i for­længelse af vor tusindårige kristne hi­storie.

Hvad er da det grundlæggende for­hold mellem islam og den kristne tro? Det er afgørende vigtigt, at vi gør os dette helt klart: Kristen tro og islam er absolutte modsætninger og udelukker gensidigt hinanden! Er kristendommen sandhed, ja så er islam usand. Og er is­lam den højeste, guddommelige sand­hed, ja så er den kristne tro falsk. Dette er et indiskutabelt faktum. Vel kan vi mødes om visse detaljer, men basalt står vi over for et enten-eller; og det er en forskel, som frem for alt er knyttet til islams hhv. kristendommens helt forskellige opfattelser af relationen mellem Gud og mennesker.

 

Den teologiske afgrund mellem de to religioner har stået lysende klar lige si­den islams tilblivelse i det syvende år­hundrede (efter gregoriansk kalender), og den kan udtrykkes sådan her: Ker­nen i den kristne tro er, at Kristus, Guds Søn, som selv er Gud, er blevet menneske, født af Jomfru Maria, og at denne begivenhed er verdenshistoriens afgørende moment, hvorom alt andet drejer sig. Og fordi Gud således er ble­vet menneske og har identificeret sig med os, har vi mennesker fået mulighed for at nærme os Gud i Kristi lighed og identificere os med Ham.

 

Islam er i absolut modsætning til denne tro. For tanken om, at Gud skulle antage menneskelig skikkelse, for at vi kunne nærme os Gud, er simpelthen blasfemisk, gudsbespottelig og altså den størst mulige synd set med mus­limske øjne. - Jeg har nævnt, at islam betragter sig som et korrektiv til den kristne tro. Og her er vi ved det centra­le punkt for korrektionen. Islam lærer nemlig også om Jesus Kristus, og det man lærer er, at Jesus er et menneske, en profet på linje med andre profeter, f.eks. Moses og Elias. Og man lærer frem for alt, at Jesus ikke er og umuligt kan være Gud selv, for Gud er fuld­kommen adskilt fra det jordiske, men­neskelige liv, og der kan aldrig blive ta­le om nogen form for identifikation mellem Gud og mennesker.

 

En dansker, som er konverteret til is­lam, udtrykte i en avisartikel for nogle år siden forbilledligt klart den muslim­ske opfattelse: »I Koranen stod det sort på hvidt: Jesus var menneske, slet og

ret; hvilken befrielse!« - Skulle nu den tro, der her gives udtryk for, være sand, ja så måtte den kristne tro være en løgn, bygget på illusioner og overtro og dertil på blasfemiske antagelser. Og det er netop, hvad troende muslimer dybest set mener, og nødvendigvis må mene, om kristendommen.

Nu synes mange »moderne« menne­sker sikkert, at det kan være så inder­ligt ligegyldigt, hvad man tror eller ik­ke tror om Gud. Men det er, fordi de ik­ke gør sig klart, at der er en tæt sam­menhæng mellem islams afvisning af den kristne tro på, at Gud blev menne­ske i Kristus, og så den måde, mus­limerne i øvrigt betragter os, der står i en kristen tradition, på. I Koranen (sura 7, vers 170) hedder det om de kristne: »Der kom en ond slægt. Som arvede Bogen. De tager de ydre tillokkelser i denne lave verden og siger: »Det vil blive os tilgivet.« Og hvis lignende yd­re goder kommer til dem, så tager de også dem.«

Her er vi ved sagens teologiske ker­ne. Islam mener slet og ret, vi tager grueligt fejl, vi kristne, når vi med Pau­lus tror, at »ingen bliver retfærdiggjort ved lovgerninger, men kun ved tro på Kristus Jesus« (Gal. 2.16). Der er markant forskel på muslimer og kristne, når det gælder forholdet til love og reg­ler.

Det kan illustreres med forholdet til alkohol. Når det gælder islam, er sagen klar: Alkohol er forbudt, punktum! For den kristne er det noget mere kompli­ceret. Vin er som bekendt et afgørende element i kristen kultur, inklusive den kirkelige. Evangelierne hentyder til vi­nens glæde, men samtidigt advares der mod at sløve opmærksomheden ved overdreven drukkenskab (f.eks. Luk. 21,34). Forskellen består overordnet deri, at mens islam opererer med et in­diskutabelt dekret og blind lydighed, opererer kristendommen med det en­kelte menneskes frihed og ansvar. Det er to yderst forskellige grundholdnin­ger, som giver yderst forskellige resul­tater i menneskers liv. Og derfor er det så vanskeligt at forestille sig, hvordan det »multireligiøse« og »multikulturelle« samfund skulle kunne blive en blot nogenlunde harmonisk helhed og ikke blot et antal parallelkulturer, der aldrig vil kunne mødes for alvor. For hvor den kristne tradition munder ud i per­sonlig myndighed og ansvarlighed, indskrænker islam tværtimod friheden med sit altomfattende lovkompleks.

De modsatrettede teologier har kon­sekvenser. For synet på frihed, familie, ægteskab. For forholdet mellem kvin­der og mænd. For respekten for den personlige frihed til selv at vælge sit liv, sin fremtid, sin ægtefælle. Generel­le betragtninger kan ikke gøres absolut gældende i hvert enkelt tilfælde.

Mange kender eksempler på, at tin­gene forholder sig »lige modsat«, at fa­natismen viser sig, hvor man mindst skulle have ventet det, og at åbenhed og kærlighed toner frem der, hvor man skulle have ventet afmålt kulde. Men det betyder ikke, at de overordnede konklusioner, der følger af den generel­le analyse, dermed er forkerte. Tobaks­rygning er farlig, også selv om nogle har en onkel, der har røget 40 cigaretter om dagen hele livet og alligevel er ble­vet over 90 år gammel.