17.07.03

TROSFORSKELLE ER VIRKELIGHED

Svar til Poul Sebbelov

Så er vi på banen igen, Poul Sebbelov og undertegnede. PS's kronik i KD den 16. juli med ovennævnte titel kræver nødvendigvis en replik fra katolsk side, da kronikken koncentrerer sig væsentligt om den ortodokse kirkes og den katolske kirkes forhold til hinanden. Det er godt to år siden, at der her i bladet var en meningsudveksling mellem PS og mig - om næsten det samme emne, nemlig de teologiske forskelle mellem den ortodokse kirke og den katolske kirke.

Jeg vil begynde med at give PS medhold i, at ægte økumeni ikke kun må påpege lighedspunkterne og de praktiske muligheder for fællesskab men også det, der endnu adskiller de kristne trossamfund fra hinanden. Der er stadig vigtige dogmatiske spørgsmål, der adskiller de kristne.

Efter sin almene indledning går kronikøren over til først og fremmest at nævne de væsentligste teologiske anker, som den ortodokse kirke fremfører mod den katolske kirke. Jeg ved ikke, hvor mange af KDs ikke-katolske og ikke-ortodokse læsere, der er reelt interesseret i denne "strid" mellem de to søsterkirker, men nu har KD åbnet op for en debat mellem os, så læserne må tilgive mig, at jeg tager handsken op.

PS nævner følgende "afgørende områder af den kristne tro" som trosadskillende: Trosbekendelsens ordlyd, opfattelsen af den apostolske succession og den kirkelige autoritet. PS's kronik bærer overskriften "Trosforskelle er virkelighed", hvilket må forstås således, at det er på disse tre punkter, at der hersker trosforskel mellem de to kirker og for det første punkts vedkommende også i forhold til de reformatoriske kirker, fordi de har overtaget den katolske udgave af den nikænsk-konstantinopolitanske trosbekendelse.

Jeg ved udmærket godt, at PS udtrykker, hvad formodentlig et flertal af ortodokse teologer mener om disse spørgsmål, men jeg kan ikke lade være med at anføre en kendsgerning, et paradoks, som mange ortodokse, herunder PS, enten er uvidende om eller ser bort fra, nemlig at den katolske kirke på ingen måde fra sin side ser afgørende og dybe trosforskelle på disse områder. For os er der ingen grundlæggende forskel på ortodoks og katolsk forståelse af Treenigheden, men nok forskellige måder at udtrykke troen på. Det samme gælder spørgsmålet om den apostolske succession. Spørgsmålet om pavembedet er måske den eneste virkelige knast.

Hvordan kan det da være, at vi tilsyneladende ser så forskelligt på, hvad der står os imellem? Svaret er formodentlig, at vores indfaldsvinkler er forskellige. Det er et paradoks, at ortodoks teologi uden større konflikter er blevet en bestanddel af katolsk teologi, fordi vi genkender vor egen tro i den ortodokse udgave og føler, at vi kan beriges af den, hvorimod det modsatte ikke er tilfældet. De græske kirkefædre har nøjagtig den samme status i den katolske kirke som de latinske. Men jeg vil vove den påstand, at ortodokse teologer i fortid og nutid aldrig har sat sig virkelig ind i den vestlige teologi, og at de f.eks. ikke studerer de latinske kirkefædre. Hvordan kan de da seriøst udtale sig om, hvad der er katolsk tro? Den ortodokse kirke og den katolske kirke vil aldrig komme ind i en ærlig økumenisk samtale, så lang tid ortodokse teologer ikke af ærlig interesse studerer katolsk teologi og respekterer den som udgangspunkt.

PS's kronik - ligesom hans næsten enslydende indlæg for to år siden - illustrerer dette, idet han argumenterer mod det, som han mener er katolsk opfattelse. Hans omtale af det ømtålelige "filioque" problem (Helligånden, som udgår fra Faderen og Sønnen) er et bevis på dette: Han taler om en "afpersonalisering af Helligånden" i katolsk tro, at Helligånden gøres til en "slags kærlighedens energi", om en tendens til "at udviske fader, søn og helligånd" (bemærk de små bogstaver!), det kætteri, der kaldes modalisme. Ingen, der er fortrolig både med den katolske kirkes officielle lære ned gennem tiderne eller f.eks. mystikernes beskrivelser af gudsforholdet, kan genkende en sådan beskrivelse. Jeg benægter naturligvis ikke, at megen folkelig katolicisme kan finde problematiske udtryk, men ærlig talt, hvordan står det til med den jævne ortodokse mands trosforestillinger? Jeg ved lidt om det ud fra mit arbejde som præst, hvor jeg også møder en del almindelige ortodokse kristne fra Østeuropa og Mellemøsten. Uvidenheden kan være enorm, og den er udbredt både blandt ortodokse og katolske kristne i de områder. Det ved PS sikkert godt.

På samme måde fremstiller kronikken den katolske opfattelse af paveembedet og den apostolske succession, så en katolsk teolog må ryste på hovedet. F.eks. når PS trækker en linie fra problemet "filioque" (Helligånden udgår fra Sønnen) til paven som Kristi stedfortræder og konkluderer, "at paven i Rom skulle være den jordiske forvalter af Helligåndens upersonlige virke". Har PS grundigt læst 2. Vatikankoncils tekst om Kirken?

Mon det virkelig er katolsk opfattelse, at nogen "kan ændre kirkens lære efter forgodtbefindende under påberåbelse af den apostolske succession"? Jeg har aldrig hørt om det eller stødt på det under mine teologiske studier. Det er ganske enkelt en karikatur.

Man kan jo bruge bibelske argumenter på mange måder. Det er fuldstændig rigtigt, at koncilet i Konstantinopel (381) citerede Joh. 15.26 vedr. Helligånden, "som udgår fra Faderen" for at have et bibelsk udsagn i trosbekendelsen. Men dette citat kan jo ikke stå alene, når man forsøger at tale om Helligånden. For lidt senere siger Jesus f.eks.: "… når jeg går herfra, vil jeg sende ham (Helligånden) til jer (Joh. 16,7). Helligånden udgår både fra Faderen og sendes af Sønnen. Exegetisk betyder det det samme, måske med en nuance. Sammenholder man omhyggeligt de fire (fem) grundlæggende tekster om Helligånden i Jesu sidste tale i nadversalen, får man en belæring om Helligånden, hvor Jesus taler om ham fra forskellige synsvinkler, som altså alle er lige sande og skal belyse og supplere hinanden. Det er også klart, at Jesus først og fremmest taler om Helligånden, som den der i verden skal fortsætte hans gerning, og ikke om Treenighedens eget væsen, selvom det er oldkirkelig tradition både i øst og vest at slutte tilbage fra Jesu og Helligåndens gerning i verden til deres evige væsen, netop fordi Guds gerninger skal åbenbare, hvem den treenige Gud er. At kende ham, det er det evige liv (jfr. Joh. 17,3).

Jeg kan ikke lade være med at citere blot et af flere eksempler fra de græske kirkefædre, nemlig en tekst af Kyrillos, den store kirkefader på det økumeniske koncil i Efesus i 431: "Da nu Helligånden, som er udgydt i os, ligedanner os med Gud og går frem (próeisi) både af Faderen og Sønnen, er det klart, at han er af guddommeligt væsen". I øvrigt blev trosbekendelsen fra Konstantinopel slet ikke kendt af de øvrige kirker før koncilet i Chalkedon i 451.

Der er ikke noget, jeg hellere vil, end at indgå i en frugtbar og ærlig samtale om vor tros mysterier. Men erfaringen lærer os, at vi må gøre vores samtalegrundlag og metode klar, for om muligt at gøre ægte fremskridt i forståelsen af vore fælles kristne tro. At arbejde på en sådan fælles forståelse er den økumeniske teologis formål. I en sådan proces må Helligånden, Sandhedens Ånd, have en afgørende rolle, for det er jo ham, der med Jesu ord, skal føre os ind i hele sandheden (Joh. 16.13.

Lars Messerschmidt

katolsk præst