Forhandlingerne om EU-medlemskab har ikke styrket trosfriheden i Tyrkiet, konstaterer tysk parlamentarisk delegation
De kristne i Tyrkiet må fortsat leve som
andenklasses borgere blandt den overvældende muslimske majoritet i det
officielt verdslige land. Det er meget svært for kirkerne at besidde ejendom,
der er store restriktioner for uddannelse af kristne præster, og i løbet af de
sidste to
år har det tyrkiske politi registreret 30
overfald på kristne institutioner. Til trods for at Tyrkiet som ansøgerland til
EU har forpligtet sig til at opfylde de såkaldte Københavns-kriterier, der
blandt meget andet skal sikre alle borgere trosfrihed, tøver de tyrkiske
myndigheder med at føre principperne ud i livet.
Det er i alt fald konklusionen hos en tysk
delegation, der for nylig besøgte Tyrkiet. Lederen af den katolske kirkes
"regeringskontor" i Berlin, pastor Karl Jüsten, ledsagede sammen
med sit protestantiske modstykke, pastor Stephan Reimers, i slutningen af
august en gruppe på ni medlemmer af Forbundsdagen på et besøg til Ankara,
Istanbul og Tarsus, hvor Paulus blev født for 2000 år siden. Og delegationens
konklusion var klar. Hvis Tyrkiet for alvor ønsker at
blive betragtet som en seriøs kandidat til medlemskab
af EU, må landet garantere trosfriheden ikke bare på individuelt plan, men
også kollektivt, sagde Karl Jasten til det tyske katolske nyhedsbureau KNA.
Et af de alvorligste problemer er, at Tyrkiet
ikke anerkender nogen af de kristne kirker som "juridisk person",
hvad der alvorligt svækker deres retssikkerhed særligt i spørgsmål om ejendomsret.
Den tyrkiske regering lukkede den ortodokse kirkes kendteste præsteseminarium
i Tyrkiet, Halki Seminariet, i 1971, og trods talrige internationale opfordringer
til at genåbne det er dette endnu ikke sket.
I
1997 fik den ortodokse kirke også frataget råderetten over et børnehjem på øen
Buyukada. Efter forgæves at have appelleret sagen gennem det
tyrkiske retssystem henvendte patriarkatet sig til Menneskerettighedsdomstolen
i Strasbourg, der for få måneder siden afgjorde sagen til fordel for
patriarkatet og pålagde den tyrkiske regering at returnere ejendommen eller
betale erstatning, uden at det dog er sket.
Modstanden
mod tyrkisk EU-medlemskab er udbredt i mange EU-lande, og Tyrkiets behandling
af sine religiøse mindretal bliver ofte taget frem, når modstanderne peger på
kulturelle og politiske hindringer for tyrkisk EU-medlemskab. Ikke desto
mindre er æresoverhovedet for verdens 300 millioner ortodokse kristne,
patriark Bartholomæus I, der af historiske grunde er bosat i Istanbul, en varm
fortaler for tyrkisk EU-medlemskab netop i håbet om at forbedre forholdene for
de kristne. På tilsvarende vis støttede pave Benedikt XVI under sit besøg i
Tyrkiet i 2006 også tyrkisk EU-medlemskab og lagde dermed de forbehold, han
tidligere havde haft som kardinal, på hylden.
Også
mange verdslige kommentatorer har fremhævet, at Tyrkiet som bindeled mellem
Asien og Europa har fantastiske forudsætninger for at danne rammen om
et harmonisk møde mellem forskellige kulturer og religioner.
Men måske er tyrkerne slet ikke interesseret i et
EUmedlemskab? Ifølge Eurobarometer, som er EU-Kommissionens eget opinionsinstitut,
var kun 43 % af tyrkerne positivt indstillet over for EU i 2006 Hvis
tilslutningen ikke stiger- og det er der ikke noget, der tyder på i øjeblikket
- så er det ikke godt nyt for landets kristne mindretal.
Andreas Rude, mag. art.
KRISTNE I TYRKIET
Der er omkring 100.000 kristne i Tyrkiet ud af en
befolkning på 70 millioner. De fleste tilhører den armenske kirke (60.000),
den syriske kirke (15.000) og den kaldæiske kirke 10.000, Katolikkerne udgør
omkring 10.000 (fordelt på latinsk og østlig ritus), mens den græsk-ortodokse
kirke har godt 3000 medlemmer. Der er også cirka 1000 protestanter og 26.000
jøder i Tyrkiet.