Undskyld, hvor ligger kirken?

Den romersk‑katolske biskop i Danmark nåede i en kronik tidligere på året ikke overraskende frem til, at hans egen kirke er den, der når tættest på at opfylde kriterierne for at være kirke. Mere overraskende er det, at hans kronik ikke har affødt flere protester

AF P. SEBBELOV

redaktør - den ortodokse kirke

Man skal som bekendt ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Og det er just, hvad biskoppen for den romersk-katolske kirke i Danmark gør. Czeslaw Kozon hedder han. I en kronik i Kristeligt Dagblad den 7. oktober fremlagde han nogle tanker om, hvilke kriterier der må være opfyldt, før vi med fuld ret kan tale om Kristi Kirke. Og han nåede, ikke særligt overraskende, den konklusion, at det netop er hans egen kirke, der alene opfylder disse kriterier. I Kozons verden er Rom al kirkeligheds fundament.

Overraskende er det til gengæld, at den romersk‑katolske biskops identifikation af kirken med Rom ikke har affødt flere protester. Der har, så vidt min opmærksomhed har rakt, været et læserbrev eller to, men slet ikke den massive imødegåelse af biskoppens synspunkt, man kunne vente. Det skyldes måske, at mange kun har et skuldertræk tilovers for Roms krav om at huse Kristi personlige stedfortræder. Ikke desto mindre forekommer det mig, at der er al mulig grund til at kommentere biskoppens synspunkter.

Nærværende kommentator er ortodoks. Den ortodokse kirke har den selvforståelse, at den udgør den »ene, hellige, katolske og apostolske kirke«, der nævnes i trossymbolet; og at denne kirke er en historisk realitet i verden og ikke udelukkende en åndelig, usynlig størrelse. Men den ortodokse kirkeforståelse er ikke centralistisk; den er ikke baseret på en enkelt persons embede, eller på et magtcentrum, som alle kristne har at underkaste sig. Lad mig tilføje, at ingen af os har den fjerneste mulighed for at vide, hvem eller hvor mange, der måtte være knyttede til kirken med bånd, som ikke er synlige for andre end Gud.

Det er muligt, at samtalen kirkerne imellem med fordel kunne begynde et helt andet sted. For jeg er temmelig sikker på, at diskussionen om hvem der er den sande kirke, risikerer meget hurtigt at gå i baglås. Vi ville nok gøre klogt i at nøjes med at konstatere, at der er tungtvejende grunde til, at ikke alle kristne tager del i samme nadverfællesskab. Konstatere det med sorg, vel at mærke, og ikke i nogen form for hoveren. Og så i øvrigt efter bedste evne besinde os på, hvilken andel vor egen elendighed, vort eget magtbegær, vore egne fordomme og personlige ambitioner, vor selvtilstrækkelighed og lukkethed har i, at det tilsyneladende ligger så tungt med at få virkeliggjort det kristne fællesskab.

Efter læsningen af Kozons kronik og konklusion melder der sig en lang række spørgsmål. Jeg skal begrænse mig til nogle af de afgørende elementer, biskoppen selv opererer med. For det første: Kozon konstaterer, at det er Kristi vilje, at enheden i kirken skal bevares. Det er jeg enig med ham i. Dernæst slår han fast, at vi alene finder denne enhed i den romersk‑katolske kirke. Denne sidste påstand vidner, for mig at se, om en fatalt manglende sans for den (kirke‑)historiske udvikling. For det var, med al respekt, kirken i Vesten, den senere romerkirke, der i det 11. århundrede brød ud af den Kristi kirke, som indtil da netop havde været en enhed.

Det lader sig naturligvis ikke gøre inden for rammerne af en aviskronik at give en blot tilnærmelsesvis redegørelse for den historiske begivenhed, der kendes under betegnelsen »Det store Skisma« i år 1054; eller for den komplicerede og langvarige historiske proces, der førte frem til det formelle brud mellem kirkerne i Øst og Vest. Men det var fra Rom, fra Vesten altså, splittelsen kom, og ikke fra den ortodokse kirke i øst. Det var fra Rom, der blev fremført et ensidigt krav om, at der til artiklen om Helligånden skulle tilføjes »og fra Sønnen« (filioque) i den trosbekendelse, der siden de to første Økumeniske konciler i det fjerde århundrede indiskutabelt havde været forpligtende for hele kirken.

Allerede mere end to århundreder tidligere havde kejser Karl den Store forsøgt at overtale den daværende biskop i Rom, Leo III, til at lade denne fordrejning af trosbekendelsen indgå i Karls magtdemonstration over for Konstantinopel. På det tidspunkt nægtede Roms biskop imidlertid at spille med: Han satte sågar to sølvtavler op ved indgangen til Peterskirken, og på dem var trosbekendelsen indgraveret i sin oprindelige form, uden »filioque«, på hhv. græsk og latin. Og for at ingen skulle være i tvivl om, hvad der var meningen, kommenterede Leo opsætningen af tavlerne med følgende ord: »Disse ord har jeg, Leo, nedtegnet af kærlighed og som et værn om den ortodokse tro« (Haec Leo posui amore et cautela fidei orthodoxae). Dette finder sted i år 809, og på det tidspunkt befinder Rom sig altså stadig i den ene kirkes fællesskab.

Men i 1054 havde paven i Rom en anden holdning, og kravet om en ændret trosbekendelse blev fremsat med brask og bram. Måske ønskede paven, ligesom Karl den Store, at demonstrere sin styrke. I hvert fald blev der ved samme lejlighed fremsat krav om en hidtil uhørt magtkoncentration i Rom. Det er krav, som var og er ganske uacceptable for de ortodokse, og som jo siden i den romersk‑katolske kirke har udviklet sig til den forunderlige, dogmatiske påstand, at en enkelt biskop har den guddommelige evne helt på egen hånd at kunne definere kirkens lære.

Det var kort sagt Rom og ikke Konstantinopel, der brød enheden i kirken. Ganske vist forsøger man fra romerskkatolsk side af og til at bortforklare dette faktum og fremstille sagerne på den måde, at det er de ortodokse, der har forladt fællesskabet. Men enhver kan ved et par leksikale opslag forsikre sig om, at hverken » filioque« eller påstanden om biskoppen i Roms personlige »ufejlbarlighed« udgjorde nogen del af den før‑skismatiske kirkelige enhed.

Der er forskellige roller ved effektueringen af Det store Skisma. Konstantinopels rolle er den konservative, der fastholder kirkens vedtagne lære og praksis. Roms er den revolutionære, der egenhændigt vil lave om på kirkens lære og oven i købet, som for at føje spot til skade, vil tvinge alle kristne til at antage nyskabelserne. Det er i det lys, vi må læse biskop Kozons egen formulering: »Hvor de formelle brud har fundet sted, er en del af sandhedens fylde for nogle kristne gået tabt.« Ja, netop! Det er i samme lys, vi må begribe den ortodokse teolog Alexander Khomiakovs ord fra 1846, »Alle protestanter er krypto‑papister«. Khomiakov bruger ikke »papister« som et skældsord, han konstaterer, hvad der for ham at se er et faktum: I det omfang, de protestantiske kirker måtte have fjernet sig fra kirkens oprindelige tro, er det sket i forlængelse af og som (en i mange måder sund) reaktion på resultaterne af den splittelse, der udgik fra Rom i året 1054.

For det andet: Biskop Kozon anfører, at »der til et fuldkomment kirkebillede hører et embede, byggende på den apostolske succession«. Det har Kozon efter ortodoks opfattelse, ganske ret i. Det institutionelle præstedømme i kirken er karakteriseret ved den apostolske succession. Denne består deri, at alle biskopper igennem kirkens historie udgør en ubrudt række, helt tilbage til apostlene. Successionen er en garanti mod »selvudnævnelse«; den forhindrer, at nogen, hvor inspirerede de end måtte føle sig, kan indsætte sig selv som præst og hyrde. Den apostolske succession er med andre ord en garanti mod alt selvbestaltet guruvæsen.

Når nu Kozon i sin kronik lægger afgørende vægt på netop dette element, kunne man godt ønske sig, at han havde husket en meget afgørende »detalje«: Den apostolske succession bevarer alene sin gyldighed, så længe vedkommende biskop forbliver i overensstemmelse med kirkens tro og lære i sin helhed. Successionen er altså ikke en form for selvberoende »magi«, hvor overnaturlige kræfter transmitteres til bispekandidaten via håndspålæggelsen. Successionen er uløseligt knyttet til et reelt indhold, som udgøres af kirkens uforandrede, apostolske tro. Hvis en biskop forlader kirken eller bliver bortvist, kan han derfor ikke åbne »sin egen butik« under påberåbelse af den apostolske succession.

Ikke desto mindre søger nogle kirker at fremme en magisk forståelse af håndspålæggelsen som en isoleret, selvberoende handling. Jeg antager, at denne praksis bunder i ønsket om at ; sikre sig autenticitet og autoritet. F.eks. gør både den anglikanske og den svenske kirke en del ud af, at de, i modsætning til andre protestantiske kirker, har bevaret den apostolske succession. Og det er jo sandt, formelt set, for disse kirker satte ikke deres biskopper på porten, sådan som man f.eks. gjorde det i Danmark, dengang de brød med Rom. Men fra et ortodokst synspunkt er der her tale om noget rent ydre, fordi disse kirker ikke samtidigt har bevaret den oprindelige kristne tro og lære ubeskåret og uforandret.

Hvis vi absolut ønsker, som biskop Kozon, at gøre rede for, hvor kirken er, og hvor den ikke er, må vi tage hele spektret i betragtning og ikke nøjes med udvalgte dele af sandheden. Vi må ikke gøre forsøg på kunstigt at isolere visse elementer, som vi mener særligt kan tjene vores egen argumentation og interesser. Vi må forholde os til en helhed af embedssyn, tro og lære og holde disse elementer op mod det faktiske, historiske forløb.

Som det er demonstreret ovenfor, har den romersk‑katolske kirke på afgørende områder frasagt sig kirkens oprindelige tro. Romerne var så at sige foregangsmænd for svenskerne og englænderne. Og alle påberåber de sig den apostolske succession. Man kunne derfor fristes til at spørge, om ikke biskop Kozon er ude på tynd og teologisk uholdbar is, når han knytter den romerskkatolske kirkes krav på at være den ene, sande kirke så tæt til den apostolske succession. Om ikke han med andre ord er i færd med at gøre biskoppernes ubrudte rækkefølge til en »håndspålæggelsens magi« frem for en garanti mod sekterisme og privatisering af den kristne tro. Om ikke biskop Kozon altså kaster med sten, men faktisk selv bor i et skrøbeligt glashus.

* * *