Politikens netavis
skriver fredag 8. nov 2002:
Af Thomas Harder
Den katolske
kirkes centrale ledelse i Rom har altid været på forkant med den
informationsteknologiske udvikling. Vatikanets hjemmeside, der vedligeholdes af
en amerikansk munkeorden, roses ofte af eksperter for sin brugervenlighed og
for de store mængder af oplysninger, som den giver adgang til.
Hjemmesiden står
nu foran en vigtig udvidelse, som vil kunne gøre livet nemmere for forskere og
almindelige nysgerrige verden over. En ny internettjeneste skal give adgang til
Det Apostolske Bibliotek, som siden sin officielle grundlæggelse i 1475 har
været den katolske kirkes centralbibliotek.
BUNKER AF BØGER,
INKUNABLER M.V.
Bibliotekets
samling, der hovedsagelig dækker humaniora og teologi, omfatter:
1,6 millioner nye og gamle trykte bøger,
83.000 inkunabler (bøger trykt før 1501),
150.000
håndskrifter og arkivbind,
300.000 mønter
og medaljer
og over 100.000 stik og træsnit.
Dertil kommer tidsskrifter, fotografier,
noder, cd'er m.v. Alene bogsamlingen fylder 90 hyldekilometer.
HISTORISKE
SKATTE BLIVER TILGÆNGELIGE
Bibliotekets nye hjemmeside vil ikke give
adgang til hele den kolossale materialebestand, men efter planen skal flere
hundrede tusinde historiske håndskrifter, som det hidtil har været meget
vanskeligt at komme til at se, efterhånden gøres tilgængelige via nettet.
Blandt de skatte, som kirkens arkivar og
bibliotekar, kardinal Jorge María Mejía, reklamerede med, da han i fredags
offentliggjorde planerne, var den byzantinske kejser Justinians (ca. 482-565)
håndskrifter, Henrik VIII's kærlighedsbreve til Anne Boleyn og breve til Pave
Alexander VI (1431-1503) fra hans datter Lucrezia Borgia.
Materialet
gengives i facsimile foruden i transkription og oversættelse og ledsages af
tekniske og historiske kommentarer.
FLERE ÅRS
DIGITALISERING
Arbejdet med at
digitalisere og katalogisere bibliotekets samling af tryksager, tegninger,
mønter og medaljer begyndte i 2000 og er nu omsider begyndt at give synlige
resultater.
Foruden det
materiale, som vil kunne hentes direkte over nettet, giver hjemmesiden også
adgang til et katalog over samlingerne med 700.000 beskrivelser.
Vatikanets iver
efter at tilgængeliggøre sine ældste samlinger står i ganske skarp kontrast til
det hemmelighedskræmmeri, der omgiver arkivalierne fra det 20. århundrede.
NYERE DOKUMENTER
FRIGIVES OGSÅ
Det vakte derfor opsigt, da kardinal Mejía,
der altså ikke bare er Vatikanets bibliotekar, men også chef for det pavelige arkivvæsen,
bekendtgjorde, at Vatikanet også agter at offentliggøre langt nyere, mere
kontroversielle og hidtil hemmeligholdte dokumenter.
Fra begyndelsen af 2003 vil Vatikanet nemlig
offentliggøre de første arkivalier vedrørende ærkebiskop Eugenio Pacellis
indsats som pavelig nuntius (ambassadør) i Bayern og Weimarrepublikken i årene
1920-29. Pacelli, der i 1939 blev pave under navnet Pius XII, er ofte blevet
beskyldt for som nuntius og især som pave at have gjort alt for lidt for at
hjælpe Europas jøder under nazisternes forfølgelser.
Når arkivalierne
fra nuntiaturperioden er publiceret, vil også dokumenterne vedrørende Pacellis
tid som statssekretær (chef for Vatikanets regering) og pave blive
offentliggjort. Arkiverne vedrørende pavestolens forhold til Nazityskland skal
efter planen åbnes 1. januar 2005.
SAVNEDE PERSONER
Vatikanets arkiv
planlægger også at udgive arkivalierne fra Statssekretariatets
Informationskontor, som blev oprettet i 1940 for at hjælpe pårørende til
krigsfanger, flygtninge og andre forsvundne personer. Informationskontoret, der
fungerede indtil 1946, udfyldte 3,5 millioner blanketter med oplysninger om
savnede personer, herunder også et stort antal jøder.
Oplysningerne kom i vid udstrækning fra
kirkens vidt forgrenede net af nuntiaturer, biskopper, sognepræster og
religiøse samfund, som arbejdede i relativ frihed på begge sider af fronten.
Ifølge en af de historikere, der har beskæftiget sig mest indgående med dette
emne, den franske jesuit Pierre Blet, modtog kontoret i årene 1941-45 102.026
forespørgsler fra hele verden vedrørende tyske jøder, men på grund af de
vanskelige forhold i landet var det kun muligt at skaffe oplysninger om 36.877
af de savnede.
KRAV FRA
HISTORIKERE
Åbningen af
Eugenio Pacellis og Informationskontorets arkiver kommer som reaktion på krav
fra historikere - både katolske og ikke-katolske - og fra jødiske ledere, som i
årevis skarpt har kritiseret kirkens manglende vilje til at offentliggøre
materiale, der kunne kaste lys over denne omstridte periode af pavedømmets
historie.
Vatikanets officielle holdning har hidtil
været, at arkiverne af diskretionshensyn ikke kunne åbnes foreløbig, og at Pius
XII og hans kirke i øvrigt gjorde en stor indsats for at hjælpe de forfulgte
jøder.
Den tavshed, som
paven ofte kritiseres for, skyldtes ifølge hans forsvarere, at han ved åbent at
fordømme nazisterne og tale de forfulgtes sag blot ville risikere at skærpe
forfølgelserne og desuden ville udsætte kirkens institutioner og gejstlige i de
tyskkontrollerede områder for fare.
Dette synspunkt understøttes af mange
troværdige vidner og af anerkendte historikere og af fremtrædende jødiske
kommentatorer, men også den modsatte, kritiske holdning er fortsat stærkt
repræsenteret.
______
Denne artikel
blev bragt på http://politiken.dk fra fredag 8. nov 2002.
Ophavsretten
tilhører Politiken.
Informationerne
må alene anvendes til egen, ikke-kommerciel brug.
Artiklen kan
findes på adressen: http://politiken.dk/visArtikel.iasp?PageID=241779