Vatikanet og resten af verden

Vatikanstaten: Næsten alle verdens lande har diplomatisk forbindelse med Vatikanet. Nu viser den unikke stat interesse for et medlemskab af FN

AF ANDREAS RUDE

Det vakte opsigt, da Vatikanets statssekretær, kardinal Angelo Sodano, i et interview med den italienske avis Corriere della Sera før årsskiftet antydede, at Vatikanet måske vil søge at ændre sin status i FN fra observatør med taleret til fuldt medlem med stemmeret.

På den ene side er Vatikanet er varm fortaler for FN, og pave Johannes Paul II har senest antydet at organisationen bør tillægges yderligere beføjelser i bestræbelserne på at styrke arbejdet for fred i verden og større social og økonomisk retfærdighed. På den anden side har FN også været skueplads for en række konfrontationer mellem Vatikanet og en række vestlige lande og ngo'er, der har følt sig provokeret af Vatikanets modstand mod abort.

Det har siden fået feministiske grupper især i USA til at arbejde for, at FN fratager Vatikanet dets observatørstatus. Andre kritikere peger på, at hele systemet med et paveligt diplomati er en anakronisme, der er unødvendigt i lande med religionsfrihed, hvor de lokale biskopper kan henvende sig direkte til deres lokale regeringer. Derfor har flere iagttagere tolket Vatikanets interesse for fuldt medlemskab af FN som et forsøg på at befæste sin position snarere end som et ønske om stemmeret.

International prestige

Meget tyder dog på, at Vatikanet kan tage debatten roligt. Med undtagelse af Kina, Vietnam og Saudi-Arabien har næsten alle verdens lande diplomatisk forbindelse med Vatikanet, som under den nuværende pave nyder en kolossal international prestige. Og det er vanskeligt at forestille sig, at de skulle modsætte sig Vatikanets taleret i FN.

Den franske ambassadør ved Unesco, Jean Gueguinou, der er tidligere ambassadør ved Den Hellige Stol, sagde den 26. december 2002 til avisen Le Monde, at Vatikanets aktiviteter nok irriterer nogle aktører i international politik på grund af de holdninger, som det søger at fremme. Men han tilføjede også, at »stadig flere lande ønsker at opretholde forbindelse med Vatikanet og at modtage paven«. Sidst i rækken er Qatar, der den l. december 2002 blev land nummer 177.

Men hvad dækker betegnelsen »Vatikanet« i grunden over? Er det paven, den katolske kirke eller Vatikanstaten? Her gælder det om at holde tungen lige i munden, for »Vatikanet« er en særegen institution, der både har åndelige og verdslige mål. Og for at nå disse mål optræder paven i flere forskellige roller på den internationale arena: Han er det suveræne overhoved for Vatikanstaten, han er biskop af Rom, og han er som apostlen Peters efterfølger overhoved for den katolske kirkes godt 4500 biskopper.

Som monark i Vatikanstaten er paven statsoverhoved ligesom alle andre verdslige statsoverhoveder i stater, der er anerkendt af folkeretten. Som biskop af Rom er paven ansvarlig for de 2,6 millioner katolikker i bispedømmet. Men samtidig er han også overhoved for den katolske kirkes bispekollegium og leder sammen med de øvrige biskopper den katolske kirke over hele jorden. Paven er den, der som Peters efterfølger »sidder« på hans bispesæde, og det er herfra, at betegnelsen »Den Hellige Stol« som udtryk for paven og den pavelige regering - kurien - stammer.

Laterankonkordatet

Vatkanstaten blev oprettet i 1929 ved Laterankonkordatet (overenskomst) mellem Den Hellige Stol og den italienske regering. Traktaten forsonede Italien og paven efter Garibaldis erobring af Rom i 1870 og Italiens samling samme år. Men den løste også problemer med at give paven formel uafhængighed af fremmede regeringer, fordi paven blev sikret et territorium, som han kunne kalde sit eget.

Men det er vel at mærke ikke med ministaten Vatikanet, at fremmede lande har diplomatisk forbindelse. Det er med Den Hellige Stol og i pavens egenskab af åndeligt overhoved for den katolske kirke. Men det gør naturligvis ikke forvirringen mindre, at det mest almindelige - også blandt fagfolk - er at bruge udtrykket »Vatikanet« i flæng om både Vatikanstaten, den romerske kurie og paven. Det danske udenrigsministerium har sågar sin helt egen variation, når det kalder Den Hellige Stol for »Vatikanstaten« på dansk og »The Holy See« på engelsk.

De pavelige diplomater er dog selv meget omhyggelige med at understrege, at de repræsenterer Den Hellige Stol og ikke Vatikanet.

- Som nuntius repræsenterer man Den Hellige Stol, der er noget andet end det meget begrænsede territorium, vi betegner som Vatikanet, fortalte en af de tidligere pavelige ambassadører i Danmark, ærkebiskop Giovanni Ceirano, i et interview med Kristeligt Dagblad i 1999.

Uden for Vatikanstatens mure ligger den verden, hvori Den Hellige Stol udfolder langt størstedelen af sin virksomhed i en stadig dialog med fremmede regeringer, lokale katolske kirker, andre trossamfund, internationale organisationer og ngo'er.

Religionsfrihed

Dens vigtigste mål er at opretholde forbindelsen mellem paven og de lokale biskopper, præster og lægfolk overalt på jorden. En forudsætning herfor er fuld trosfrihed, og den indsats, som pavelige diplomater yder i for eksempel muslimske lande, har i praksis været med til at sikre religionsfrihed for alle landets borgere og ikke blot katolikker. Omvendt er netop den manglende trosfrihed for katolikker i Kina en af de væsentligste hindringer for diplomatisk forbindelse mellem Kina og Den Hellige Stol. For i Kina er det kun den såkaldte »patriotiske katolske kirke«, der netop ikke anerkender paven, som nyder den kinesiske regerings accept.

Andre emner, der har særlig interesse, er situationen i Mellemøsten, fattigdommen i Den tredje Verden, flygtninge, miljøspørgsmål og våbenkontrol. Men det er måske i arbejdet for forsoning mellem mennesker, at der er den tydeligste forbindelse mellem Den Hellige Stols religiøse identitet og dens diplomatiske aktiviteter.

- Hvis man medgiver, at diplomatiet er til for at styrke freden, så forekommer det oplagt, at den katolske kirke, som er grundlagt af Fredsfyrsten, indtager en så ærværdig og virkningsfuld stilling i internationalt diplomati, pointerede en af de pavelige topdiplomater, ærkebiskop Agostino Caccivillan, på en konference i 1991.

Men uanset hvem der er Den Hellige Stols samtalepartner rundt om i verden, og uanset om det sker ad diplomatiske kanaler eller ej, så er det en dialog med mange facetter. Nogle gange har den politiske og sociale overtoner, og undertiden er det religion og teologi, der står på dagsordenen.

Nogle gange synes Den Hellige Stol på kollisionskurs med den omgivende verden, og andre gange er der en smuk samdrægtighed mellem parterne. Men, som den amerikanske jesuit og statsvidenskabsmand Thomas Reese har påpeget, er det også altid fra den omgivende verden, at kirkens ledelse henter de menneskelige og materielle ressourcer, der skal til, for at den overhovedet kan fungere. Så hvad enten den vil det eller ej, så formes Den Hellige Stol også af den verden, der^- omgiver den.

Ligesom Vatikanstaten og Den Hellige Stol er enestående statsretslige institutioner, så benytter Den Hellige Stol sig i sin tilgang til den omgivende verden også af procedurer og strukturer, der heller ikke findes noget andet sted i verden - fra bispesynoder til pavelige diplomater, over kongregationer, råd og tribunaler, der alle styres og reguleres af kirkeretten.

De fleste af disse indretninger er meget gamle, selv om der også på dette område er sket væsentlige ændringer siden tiden efter Andet Vatikankoncil i 1960'erne, hvor paverne Johannes XXIII og Paul VI tilstræbte en fornyelse af den katolske kirke og en modernisering af dens administration.

Men det sker, at Den Hellige Stols særlige måde at gøre tingene på får andre regeringer til at fejlbedømme den gennemslagskraft og de kræfter, den kan mobilisere, når det gælder. For et år siden var der således ikke mange, der levnede pavens kampagne for, at EU skulle omtale Europas religiøse arv i sin kommende forfatning, mange chancer. Men selv om det endnu er for tidligt at sige noget om det endelige udfald, tyder meget på, at EU leder efter en formel, hvormed det kan komme ham i mode. Og i begyndelsen af januar modtog paven en invitation fra Europa-Parlamentets formand, Pat Cox, til at tale i parlamentet.

Krig i Irak

Der er næppe heller tvivl om, at Den Hellige Stols betænkeligheder ved en ny krig i Irak kommer præsident George W. Bush alvorligt på tværs. Den amerikanske ambassadør ved Den Hellige Stol, Jim Nicholson, udfolder således for tiden store anstrengelser for at få Den Hellige Stol til at anerkende, at »en forebyggende krig« udmærket kan være i overensstemmelse med den katolske kirkes definition af »retfærdig krig«, for på den måde at sikre pavens støtte ved et angreb på Irak.

- Vi søger at forbedre dialogen og den moralske analyse af, hvornår man moralsk kan retfærdiggøre krig, udtalte ambassadør Nicholson for nylig til Catholic World News.

Men selv om paven har fordømt terrorisme og støttet Bushregeringens ret til selvforsvar efter terrorangrebene i New York og Washington den 11. september 2001, er der ikke meget, der tyder på, at han vil give sin tilslutning til et angreb på Irak.

- Hvad skal man mene om den krigstrussel, der kan ramme det irakiske folk, der allerede er hårdt prøvet efter 12 års blokade? spurgte paven i sin nytårstale til det diplomatiske korps ved Den Hellige Stol den 13. januar.

- Man bør ikke føre krig undtagen som den allersidste mulighed. Det gælder også, når det drejer sig om at sikre det fælles bedste, understregede han over for de mange ambassadører.

Omkring 5500 gejstlige og lægfolk har deres daglige gang i Vatikanet. De overgås selvfølgelig langt af antallet af turister og pilgrimme, der kommer for at opleve Peterskirkens forbløffende arkitektur og gå på opdagelse i Vatikanmuseernes overdådige samlinger. Men det er inde bag de porte, der bevogtes af Schweizergarden i deres renæssanceuniformer, og hvor turisterne sjældent kommer, at embedsmændene ved Den Hellige Stol viser, at de også har et godt greb om det 21. århundrede.

Det er her, at ambassadører drøfter FN-dokumenter. Det er her, at de nyeste teologiske strømninger vurderes, nye bispeudnævnelser besluttes, og det er herfra, at store pengesummer overføres fra den første verden til den tredje.

Det er også her, at indberetninger om religiøse, politiske, sociale, økonomiske og kulturelle forhold fra alle dele af kloden samles og analyseres. Det er ikke helt nemt at overskue for udenforstående.

Men det er noget, der ifølge den energiske amerikanske ambassadør Jim Nicholson gør, »at Den Hellige Stol har en international tilstedeværelse som ingen andre«,

Kristeligt Dagblad