Spindoktor med enevældig position i Vatikanet

 

 

 

 

Pave Johannes Paul II's og Vatikanets pressetalsmand, Joaquin Navarro­-Valls, er ikke til at komme udenom

 

AF ANDREAS RUDE

 

 

Sig navnet Joaquin Navarro­-Valls, og kirkelige journali­ster over hele jorden vil nikke genkendende, og det samme vil mange af deres læsere. Si­den pave Johannes Paul II i 1984 udpegede ham til Vati­kanets og sin egen pres­setalsmand, er den elegante 68-årige spanske læge og journalist forlængst blevet en institution godt hjulpet af Johannes Paul II's egen me­die-flair.

 

Hvad enten det drejer sig om pavens helbred, den amerikanske sex-skandale, Mel Gibsons Jesus-film eller kuriens kritik af den mang­lende henvisning til kristen­dommen i EU's forfatnings­traktat, er Joaquin Navarro­-Valls ikke til at komme uden­om. For uanset hvor mange kardinaler, der iøvrigt udta­ler sig, så er det ham, der over for medierne fastslår, hvad Pavestolen mener.

 

Navarro-Valls har i denne måned ledet Vatikanets Pres­setjeneste i tyve år, hvad der i sig selv har sikret ham en næsten enevældig position. Men selv kritikere medgiver, at han har skabt en revolu­tion i Pavestolens forhold til massemedierne. Vatikanets Pressetjeneste går ganske vist tilbage til 1953, men i mange år samarbejdede man kun med kirkevenlige, itali­enske journalister. Og selv de måtte ofte vente i ugevis på svar på deres spørgsmål. Sådan er det ikke mere. Nu er de fleste akkrediterede journalister ikke-italienere, og briefinger for pressen er daglige foreteelser. I dag kommer 80% af nyhederne om den katolske kirke og pa­ven fra Vatikanets Pressetje­neste.

 

Joaquin Navarro-Valls fik en god introduktion til inter­national politik på Harvard University hvor han var elev af Henry Kissinger. Han er også uddannet læge og psy­kiater, men det var som udenrigskorrespondent for Madrid-avisen ABC, at han fik tilbudet om at blive Vatikanets talsmand. Ifølge New York Times' korrespondent John Tagliabue er han "me­get værdsat af Vatikanets pressekorps", men den jour­nalistiske baggrund har på den anden side ikke gjort ham immun over for kritik fra kolleger. Det er dog ken­detegnende, at de skarpeste kritikere er at finde blandt reportere fra katolske aviser og tidsskrifter og ikke blandt journalister fra de større, verdslige medier.

Forklaringen er måske, at katolske medier typisk foku­serer på teologiske og mo­ralske emner, og at Navarro­-Valls' fuldstændige loyalitet over for paven og Kirkens læ­reembede ikke giver dem meget spillerum. Hertil kommer, at Navarro-Valls' medlemskab af den konser­vative katolske lægmands­bevægelse Opus Dei gør ham suspekt i mange progressive katolikkers Øjne.

I forhold til de verdslige medier er det anderledes ifølge "vatikanister" som den amerikanske journalist John Allen fra National Cat­holic Reporter. Verdslige medier koncentrerer sig mest om pavestolens politi­ske dimension, og uanset det principielt betænkelige i, at Vatikanets Pressetjeneste sidder tungt på det meste af nyhedsstrømmen, så er det kendt, at Navarro-Valls har adgang til pavens inder­kreds, og det giver ham stor værdi som kilde. En anden forklaring er, at selv om de italienske aviser ofte bringer uafhængige historier om Va­tikanet til torvs, så er de iføl­ge Allen af svingende kvalitet og svære at følge op på for udenlandske journalister.

For Navarro-Valls selv, er den største vanskelighed, at kirken og medierne har helt forskellige dagsordner.

- Problemet er, at Kirkens logik er helt anderledes end mediernes. Massemediernes logik er betinget fuldstæn­digt af dagens begivenheder, forklarer han i et interview med det katolske nyheds­bureau Zenit.

- På den anden side er der kirkens logik, hvor alting be­tragtes over meget lang tid, og hvor hver eneste detalje er en del af et større hele. Ud­fordringen for os består i at få disse to former for logik til at hænge sammen, siger Na­varro-Valls, der samtidig slår fast, at man ikke behøver at være katolik for at være en god "vatikanist".

 

Krist. Dagbl.