I en kultur, der
siden 60’erne har været fokuseret på sex, er præster, ligesom alle andre kristne,
udsat for kødets fristelser. Hovedparten modstår disse, men nogle (1-2%) falder
for dem. Blandt deres ofre finder man meget få kvinder og – på trods af
pressens megen omtale af de pædofile voldsmænd – et ubetydeligt antal mindre
børn. Det drejer sig næsten altid –
ifølge Pater Donald Cozzens, der i 2000 udgav Præsteskabets ændrede
ansigt, i 90-95% af alle tilfælde om unge mænd. Hvorfor? Efter en
undersøgelse, “Goodbye! Good Men” (Farvel, fromme mænd), der fremkom, lige før
skandalen brød ud, bragte den konservative katolske journalist Michael Rose et
chokerende svar.
Han afslørede, at
der inden for den amerikanske Kirke ligefrem eksisterer et “gay”-net, som visse
præstestuderende har til opgave at forsyne med “frisk kød”. Rose påviser, at
utugten har gennemsyret en del af uddannelsesstederne, som en mængde ærbare
kandidater udelukkes fra, fordi de nægter at deltage heri. Gennem de sidste to
generationer, skriver han, har “lavendel-mafiaen” sat dagsordenen. “Det
var aldrig et spørgsmål om, hvorvidt jeg kunne blive en god præst eller ej”,
erindrer Joseph Kellenyi, tidligere studerende på det største amerikanske
præsteseminarium Mundelein nær Chicago i 70’erne. “Bøssekliken havde vetoret
ved alle ordinationer”. “Præsteseminariet St. Mary’s i Baltimore lignede
under mine besøg en galeanstalt”, erklærer Pater John Triglio. “Nogle af
de studerende betænkte sig ikke på at klæde sig ud i lyserød silke”, hvad
der fik folk til at kalde etablissementet “Pink Palace”. Det er uvist,
hvor mange heteroseksuelle kandidater, der efter at have været tvunget til at
finde sig i perverse opfordringer, drillerier og trusler har valgt at opgive
deres kald. Og hvordan har de, der blev, kunnet få en korrekt undervisning i en
atmosfære så tydeligt i modstrid med Kirkens lære?
Og det er ikke
alt. Indholdet af kurserne kunne afskrække mere end én vordende præst. Tusinder
af præstestuderende har været tvunget til at bruge lærebøger skrevet af
notoriske heretikere som Hans Küng, Charles Curran eller Richard McBrien,
teolog ved Notre Dame Universitetet, der i en nylig tv-debat begræd
skandalernes indflydelse på “Kirkens image”, men fandt det unødvendigt
at citere Ham, hvis brud den er. På Athenium i Cincinnati var det
nødvendigt med en yderliggående indgriben fra den traditionalistiske avis The
Wanderer’s side for at sætte en stopper for, at et værk med titlen Vor
Seksualitet fuldt af pornografiske
beskrivelser blev påtvunget alle de præstestuderende. På dette sted underviste
Søster Barbara Fland i syv år om Guds påståede androgyne natur, mens en anden
professor, Aaron Milavec, gjorde læren om arvesynden totalt til grin.
I USA forholder
det sig sådan, at man før modtagelsen af præstevielsens sakramente skal
vurderes af en psykolog, hvis rapport bliver betragtet som Guds ord. Det er
imidlertid ikke sjældent, at den såkaldte “psy” er medlem af en frimurerloge
eller en sekt som Rosenkreuzordenen. Han kan også være medlem af dem begge, som
fx Joseph Wicker, der med nogle få linier var i stand til at ødelægge kaldet
for den unge Rich Birch, en præstestuderende fra Kentucky, der havde ry for at
være intelligent og from. Det skyldtes, at han vovede at sige, at han ikke
masturberede og hverken var “homo” eller “bi”; han blev derfor erklæret for “seksuelt
umoden” – og dermed uegnet. Ifølge Rose fik en anden en ordentlig røffel
for at eje en sutane og nægte at læse Playboy. I 1999 publicerede Catholic
Medical Association en rapport, der viste, at dette langtfra er isolerede
tilfælde. At dele Johannes Paul II’s storslåede opfattelse af meningen med
seksualiteten har ofte som resultat, at man bliver anset for at være lidt til
en side. At få lov at læse sin første messe kan meget let blive til en
uopnåelig drøm.
Oversat fra l’Homme Nouveau 2. juni 2002