A

Abba, Far. Det aramæiske ord abba var på Jesu tid barnets fortrolige tiltale til sin far. Jesus anvender denne tiltaleform i sit forhold til Gud Fader: "Abba, Far! ... tag denne kalk fra mig.." (Mark 14,36; jfr. Rom 8,15 og Gal 4,6). Jesu brug af denne tiltaleform er et udtryk for hans eget enestående Sønneforhold til Gud, men også for det nye intime barneforhold til Gud, som han i dåben vil inddrage de kristne i.

abbed (aram. fader). Lederen af et større, selvstændigt munkekloster. I nogle ordener vælges han af munkene på åremål, i andre på livstid. Han modtager en særlig kirkelig vielse og har ligesom en biskop ret til at bære brystkors og ring, samt mitra og stav ved liturgiske handlinger. Abbeden er klosterets overhovede og daglige leder i åndelige og praktiske anliggender, som munkene ved deres løfteaflæggelse lover lydighed. Se også: prior.

abbed-primas. Lederen af alle de benediktinske kongregationer. Han har sin residens i klosteret St. Anselm i Rom. Se også: Benediktinerordenen.

abbed-præses. Lederen af en af de benediktinske kongregationer. Se også: Benediktinerordenen.

abbedi. Et kanonisk oprettet, selvstændigt kloster (munke eller nonner), som ledes af en abbed eller abbedisse.

abbedisse. Lederen af et større, selvstændigt nonnekloster. I nogle ordener vælges hun af nonnerne på åremål, i andre på livstid. Se også: Priorinde.

abjuration (lat. abiuro = fralægger mig ved ed). Afsværgelse eller tilbagekaldelse med henblik på at ophæve frafald, kætteri (s.d.) eller skisma (s.d.).

abort. Fjernelse (provokeret a.) eller udstødelse (spontan a.) af et menneskefoster, som endnu ikke er levedygtigt uden for livmoderen. Sker dette som følge af et til formålet rettet indgreb, er der tale om en direkte overtrædelse af det 5. Bud: Du må ikke slå ihjel. Jfr. Kir.i.verd. 51.

absolution (lat. absolvere = at løse fra). Den sakramentale tilgivelse af synder, som et skriftebarn har bekendt og angret i Bodens Sakramente (s.d.). Absolution kan kun meddeles af en biskop eller præst. Se: skriftemålsjurisdiktion; tilgivelse.

abstinens (lat. abstineo = jeg afholder mig fra). Primært: afkald på at spise kød, dog også fra andre spiser, efter den nationale bispekonferences anordninger. Et udtryk for bodfærdighed. Abstinenspligten gælder alle katolikker mellem 18 og 60 år på askeonsdag (s.d.) og langfredag (s.d.). Desuden er hver fredag bodsdag, hvor katolikkerne pålægger sig bodfærdige handlinger, f.eks. abstinens. Se også: faste.

abstinensdage. Se: abstinens.

abusus non tollit usum (lat. misbrug ophæver ikke brug). Axiom der udtrykker, at en ellers god praksis ikke bør afskaffes, fordi den evt. kan misbruges. Oprindeligt en romersk retsregel fra oldtiden; bl.a. brugt af Poul Helgesen i hans forsvar for Kirken på reformationstiden.

A.C. - Academicum Catholicum (s.d.).

Academicum Catholicum (A.C.). Forening for katolske akademikere, stiftet i København 1896.

accidens (lat. accido = hænder). I den aristoteliske filosofi: tingens ydre egenskaber, modsat substans, som er tingens "bærer" eller væsen. (Se: person). Begrebet er betydningsfuldt i forbindelse med læren om transsubstantiationen. Se: forvandlingen.

acedia (gr. sorgløshed, skødesløshed). Træghed, dvs. lede ved et religiøst-asketisk åndeligt liv. Giver man efter for den, kan det føre til forhærdelse (s.d.). Vigtigt begreb i den åndelige litteratur i Oldkirken og middelalderen.

acolythus. Se: akolyt.

Acta Apostolicae Sedis. Navn på Den apostoliske Stols officielle tidsskrift, udkommet siden 1908, hvor det afløste Acta Sanctae Sedis. Bringer alle encyklikaer, pavens prædikener og taler, samt de romerske kongregationers afgørelser og de vigtigste udnævnelser.

Acta Sanctae Sedis. Tidsskrift, som udkom 1865-1908, hvor det afløstes af Acta Apostolicae Sedis. Det indeholdt pavens og de romerske kongregationers deklarationer mv.

Acta Sanctorum (lat. helgenoptegnelser). Standardværket for katolsk helgenbiografi. Begyndte at udkomme i 1643 og består af ca. 70 store bind og supplementsbind. Skildrer alle kendte helgener med kildeangivelser, dag for dag i året. Se også: Bollandister.

A.D. - Anno Domini (s.d.).

Ad gentes (lat. Til folkene). 2. Vatikankoncils dekret om Kirkens missionsvirksomhed (1965). Se: økumeniske konciler (2. Vatikankoncil).

ad libitum lat. efter behag.

ad limina-besøg (lat. ad limina apostolorum = til apostlenes tærskel). Betegnelse for den pligt, der påhviler biskopperne, at de hvert 5. år skal rejse til Rom for at valfarte til apostlene Peters og Pauli grave, samt aflægge besøg hos paven i forbindelse med deres 5-års rapport. Skikken er ældgammel og skal ses i lyset af pavens universelle tilsynspligt.

Ad Maiorem Dei Gloriam (lat. Til Guds Større Ære). Jesuitternes motto. Forkortes ofte A.M.D.G. Formuleringen skyldes dog pave Gregor d. Store (ca, 540-604).

ad nutum Sanctae Sedis (lat. til Den hellige Stols afgørelse). Kirkejuridisk udtryk som betyder, at Kirkens centrale organer i Rom forbeholder sig ret til at afgøre en sag.

Ad te levavi (lat. Til dig løfter jeg). Gammel betegnelse for 1. søndag i advent, efter begyndelsesordene i indgangsverset til denne dags messe: "Herre, jeg løfter min sjæl til dig."(Sl 25,1-3).

Adam (hebr. menneske). Artsbetegnelse i den 1. skabelsesberetning: menneske/menneskeslægt (jfr. 1 Mos 1,27); egennavn for menneskeslægtens stamfader i den 2. skabelsesberetning: Adam som person, (jfr. 1 Mos 2 og 3). Både i GT og i NT behandles Adam som korporativ person (s.d.), dvs. som en person der i sig sammenfatter hele den skabte og faldne menneskeslægt. Menneskene er en enhed og en helhed, fordi alle nedstammer fra den samme menneskeslægt. Enheden i menneskeslægten hænger uløseligt sammen med Guds skaberplan; den er Guds værk. Det betyder, at alle fra begyndelsen af er henvist til et fælles forhold til den ene, sande Gud. Og at alle mennesker fra begyndelsen er af samme kød og blod og derfor ligestillede, uanset race og andre forskelle. Dette syn på menneskeslægten er enestående i folkenes historie. Det betyder ikke blot en fælles oprindelse, men også et fælles livsmål og en indbyrdes solidaritet, hvis man vil nå det. Men også mangfoldigheden i menneskeslægten er Guds værk. Uddifferentieringen af menneskeheden i racer, folkeslag, sprog og kulturer fremstilles i GT som en frugtbar udfoldelse af hans skaberplan. Guds kærlighed opsuger ikke mangfoldigheden i ens-hed, men udfolder enheden i en mangfoldighed af skabte væsener. Se: arvesynd; polygenese; anden Adam.

Adams fald. Se: syndefaldet.

Adeste Fideles (lat. Kom hid, I troende). Begyndelsesordene i en julesalme på latin fra det 18. årh. af ukendt forfatter. Er gendigtet på de fleste sprog og er meget yndet blandt katolikker. På dansk: I troende sjæle (Lovsang nr. 263, lat. nr. 801).

adoptianisme. En lære der hævder, at Kristus kun er et menneske, adopteret af Gud. Fordømt af pave Victor i 190, flere gange i de følgende årh. og igen af pave Alexander III i 1177.

adoratio (lat. ad- = til, orare = at bede). Den tilbedelse, som alene tilkommer Gud. Udtrykkes f.eks. med særlige bønner, kroppens holdninger og liturgiske handlinger. Se: tilbedelse.

Adoro te devote. Hymne til Jesus Kristus i Det allerhelligste Sakramente, skrevet af St. Thomas af Aquin. Udtrykker præcist den katolske tro på Alterets Sakramente (s.d.). Latinsk tekst: Lovsang nr. 809, dansk nr. 411.

advent (lat. komme, ankomst). Udtrykket anvendes i forbindelse med Kristi komme til jorden, enten hans første komme for næsten 2000 år siden eller hans andet komme, ved tidernes ende. Se: Kristi genkomst.

adventstiden. Begynder med den søndag, der står nærmest festen for apostlen Andreas den 30. nov. og slutter med den 24. dec; den indeholder således de 4 søndage, der går forud for julefesten. Anvendes som en forberedelsestid, hvor Kirkens liturgi leder hen mod fejringen af Guds Søns komme til jorden. Med adventstiden indledes det nye kirkeår.

Advocatus Diaboli (lat. Djævelens advokat). Populær betegnelse for den person i en helgenkåringsproces (s.d.), som tager "Djævelens parti", dvs. fremfører de grunde, der taler imod en persons hellighed, i modsætning til advocatus Dei, der taler for en helgenkåring.

Aeterni Patris. Encyklika af pave Leo XIII, udsendt 1879, der omhandler den skolastiske (s.d.) filosofi og især Thomas af Aquin.

afgud. En person eller et andet levende væsen eller en ting, som guddommeliggøres, dvs. dyrkes som et mål i sig selv, løsrevet fra Gud. Afgudsdyrkelse anses både i jødedommen (jfr. 2 Mos 20,3-6) og i kristendommen for at være en svær synd. Den moderne, sækulariserede verden kender til en praktisk afgudsdyrkelse, hvor mennesket er sig selv nok, sin egen skaber og herre, med alt hvad dette medfører i dets forhold til omverdenen. Se også: guddommelig.

aflad (lat. indulgentia = benådning). Eftergivelse af de straffe, som er en følge af ens synder. For at forstå dette må man skelne mellem den skyldige handling som sådan og dens skadelige virkninger for én selv og andre. Den skyldige handling kan tilgives i Bodens Sakramente (s.d.). De skadelige virkninger har karakter af en Guds straffedom (jfr. 1 Mos 4,13f; Sl 51), som Kirken kan eftergive. Denne benådning kaldes aflad. Den kan være total (fuldkommen a.) eller delvis. Jfr. iøvrigt en verdslig myndigheds brug af benådning. Grundlaget for aflad er Kristi sonedød (s.d.) på korset for verdens synder. Hertil kommer solidariteten i kirkefællesskabet, de helliges samfund (jfr. 1 Mos 18,22f; 2 Mos 32,30-34,10; Matt 18,15-35). Betingelsen for at opnå aflad er anger, bodfærdigt sindelag og vilje til omvendelse, samt bestemte handlinger, som Kirken foreskriver (f.eks. almisse, andre barmhjertighedsgerninger, faste og bøn). Man kan opnå aflad for sig selv eller de døde. Aflad for de døde har karakter af forbøn. Kirkens afladspraksis udviklede sig stærkt i løbet af middelalderen, og der herskede stor uklarhed blandt teologerne om afladens væsen. Menigmand kunne ikke altid skelne mellem syndstilgivelse og aflad. I slutningen af middelalderen opstod der et udbredt misbrug, idet afladen blev givet i form af afladsbreve, som man kunne købe - en form for kirkebidrag. Dette kom til at overskygge nødvendigheden af ægte omvendelse og blev en af anstødsstenene for Luther. Tridentinerkoncilet 1545-63 (s.d.) reformerede Kirkens afladspraksis og afskaffede misbrugene. Kirkens lære om aflad er i vor tid formuleret af pave Paul VI i skrivelsen Indulgentiarum Doctrina (1967), samt i en ny håndbog om aflad, Enchiridion Indulgentiarum (1986).

afmytologisering. En særlig teologisk retning, som var dominerende i en årrække efter 2. verdenskrig, især knyttet til den protestantiske teolog R. Bultmanns navn, men med virkninger også i katolsk teologi. Efter Bultmanns opfattelse var NT blevet til på baggrund af et mytisk verdensbillede (se: myte), der ikke længere havde gyldighed for det moderne menneske. Han skelnede derfor mellem teksternes mytiske iklædning og deres eksistentielle budskab, som han mente bestod i, at Gud har talt sit definitive frelsesord til verden, knyttet til Jesu Person. Beretninger om undere og Guds overnaturlige handlinger forstod han som mytiske, dvs. ikke-historiske. Afmytologiseringen kunne gå så vidt som til at tvivle om muligheden for at nå den historiske baggrund for NT, særlig evangelierne. Den historiske Jesus kunne man ikke vide noget sikkert om, og det var heller ikke relevant. Det afgørende var den opstandne Kristus, iflg. apostlenes tro, og hans eksistentielle budskab.

agape (gr. kærlighed). 1. Nytestamentlig betegnelse for Guds kærlighed og for den overnaturlige kærlighedsevne, mennesket modtager i dåben, og som er en delagtighed i Guds kærlighed. - 2. Med afledt betydning: Betegnelse for de måltider, som de kristne i de første århundreder fejrede i fællesskab for at udtrykke deres kærlighed til hinanden, jfr. 1 Kor 11,20-22.33-34. Disse kærlighedsmåltider er ikke identiske med Eukaristien (s.d.), men blev muligvis i en kortere periode afholdt i forbindelse med denne. I deres form var de sandsynligvis inspireret af de jødiske måltider. Se: kærlighed; eros; måltid; seksualitet.

aggiornamento (it. at gøre noget aktuelt, ajourføring). Et udtryk, hvormed pave Johannes XXIII (1958-63) kort sammenfattede formålet med det 2. Vatikankoncil: At forny Kirkens institutioner og forkyndelse, så den kunne følge udviklingen i den moderne verden op.

agnosticisme (lat. agnosco = jeg erkender). En filosofisk retning som hævder, at det er umuligt at erkende det, der måtte findes ud over hvad erfaringerne siger os.

Agnus Dei. Lat. Guds Lam (s.d.).

agoni (gr. agonia = 1. kamp, 2. heftigt sindsrøre, hyppigt forbundet med angst). Anvendes i Luk 22,44 om den tilstand, hvori Jesus kom i Getsemane. Den gængse oversættelse "dødsangst" er ikke dækkende. Agonia udtrykker først og fremmest Jesu kampberedskab, ansigt til ansigt med sin lidelse.

agrafa (gr. ikke-skrevne). De Jesu-ord, som ikke findes i evangelierne, f.eks. Apg 20,35.

akatist hymne. Hymne, som bedes "ikke siddende" (gr.). En lovsang i den byzantinske aftengudstjeneste. Den berømteste er Theotokos til ære (se: Theotokos).

akolyt (gr. ledsager). Den eller de ministranter (s.d.), der hjælper præsten ved alteret under messen. Se også: lavere vielser.

alba (lat. den hvide (dragt)). Den lange, hvide klædning, som gejstlige bærer over deres daglige klæder, når de udøver en liturgisk funktion. Kan også anvendes af lægfolk med liturgiske opgaver, f.eks. ministranter. Er et tegn på renhed. Stammer fra den hvide dåbskjortel, som de nydøbte i Oldkirken blev iført, og som er den egentlige kristne dragt, der skulle tages i brug ved de vigtigste etaper i det kristne liv: den første hl. kommunion, bryllup (brudekjole), begravelse (ligklæde).

albigensere. Tilhængere af en form for manikæisme (s.d.), der opstod i nærheden af byen Albi i Sydfrankrig i det 12. årh. De forkastede alt legemligt og materielt og derfor også Kristi menneskenatur, sakramenterne og Kirkens samt de verdslige myndigheders autoritet, da de også var anarkister. De blev derved en trussel mod både Kirke og stat, som indledte en forfølgelse af dem, også et korstog, indtil de var overvundet. Deres lære blev fordømt på 3. og 4. Laterankoncil (s.d.).

alder, kanonisk. Den alder en kandidat skal have iflg. kirkeretten, før visse vielser kan tildeles. F.eks. skal en mand være fyldt 25 år, før han kan præstevies.

alfa og omega. Det første (A) og det sidste (O) bogstav i det græske alfabet. Betegner Kristus som den første og den sidste (Åb. 1,8). Anvendes ofte i den kristne kunst.

Alle Helgens Dag (1. november). Fest for alle de salige i himlen, de helliges samfund. Festen har været fejret siden år 609.

Alle Sjæles Dag (2. november). Ihukommelse af alle afdøde troende med forbøn for dem. Fejres bl.a. med sjælemesser og processioner og andagter på kirkegårdene.

allegori (gr. allegorein: sige noget andet). Den fortsatte vedligeholdte billedtale (metafor - s.d.). Se også: lignelse.

Allehelgenslitaniet. Sandsynligvis det ældste kendte litani (s.d.). Blev i 590 foreskrevet af pave Gregor den Store til en procession. Indeholder påkaldelser rettet til Maria og helgenerne. Efter hver påkaldelse (f.eks. Hellige Benedikt) føjes en bøn om forbøn (Bed for os). Anvendes liturgisk påskenat, ved diakon-, præste- og bispevielser og andre særlige lejligheder, samt under visse processioner. Dansk tekst: Se Lovsang nr. 815.

alleluia. Se: halleluja.

Allerhelligste Sakramente. Se: Eukaristi.

allocution (lat. tiltale). En pavelig tale, som har højere autoritet end en prædiken eller en lejlighedstale.

Alma Redemptoris Mater (lat. Frelserens ærværdige Moder). Maria-antifon, som bruges fra 1. adventssøndag indtil Kyndelmisse, f.eks. ved afslutningen af dagens tidebønner (Komplet). Dansk tekst: Se Lovsang nr. 472.

almenvellet (lat. bonum commune). "Summen af alle de forhold i samfundslivet som kan gøre det lettere for mennesket at realisere sig fuldt ud, både individuelt og kollektivt." (Kir.i.verd. 26)

almindelige præstedømme. Se: præstedømme.

almisse (gr. eleemosyne = barmhjertighed). En handling, gave eller tjeneste over for et trængende medmenneske, som er motiveret af kærlighed. Sammen med bøn og faste er almisse-givning Kirkens tre klassiske bodsøvelser, som jødernes på Jesu tid (Matt 6,2.5.16). Se også: legemlige og åndelige barmhjertighedsgerninger.

alter (lat. altaria, ara = en forhøjning til religiøs brug). "Alteret, hvorpå Korsofferet gøres nærværende under sakramentale tegn, er også Herrens bord, som messedeltagerne inviteres til. ... Et højalter skal være fritstående i forhold til muren, så præsten kan gå rundt om det og kan celebrere med ansigtet vendt mod folk. Det skal være anbragt på en sådan måde, at hele menighedens opmærksomhed naturligt vil samles om det. ... Et permanent alters bordplade skal fremstilles af natursten iflg. Kirkens gamle praksis, med den hertil hørende symbolske betydning (klippe). Bispekonferencerne kan dog tillade brugen af andre solide materialer i god håndværksmæssig udførelse. ... De permanente altre skal konsekreres iflg. riterne i det romerske pontificale. De flytbare kan konsekreres eller gives en enkel velsignelse. ... Skikken at anbringe helgenrelikvier under konsekrerede altre skal fortsætte (se: altersten). Et alter skal i det mindste dækkes med én dug. På alteret eller i dets umiddelbare nærhed skal der under gudstjenester anbringes tændte lys og et kors". (Generel Instruktion, Det romerske Missale, 1969, nr. 259-270). Alteret er et symbol på Kristus og for at ære dette, dets relikvier og korset, bøjer katolikker sig, når de passerer forbi alteret.

Alterets Sakramente. Betegnelse for Kristi Legeme og Blod (s.d.), der frembæres på alteret i messens offer, og som efter messen også opbevares i tabernaklet (s.d.) til tilbedelse og sygekommunion. Se: Eukaristi.

altergang (eller at gå til alters). Gl. dansk udtryk for det at deltage i det eukaristiske måltid, at modtage Alterets Sakramente. Udtrykket anvendes ikke så meget i Den katolske Kirke. Se: hellige Kommunion, Den.

altersten. 1. Bordpladen på et alter. - 2. Stenplade, som nedfældes i alterets bordplade, såfremt denne ikke er af sten. Iflg. middelalderlig praksis har alterstenen en tildækket fordybning til opbevaring af helgenrelikvier. Traditionen stammer fra den skik at indvie en kirke til en helgen, der har haft tilknytning til stedet. Efterhånden blev det skik at indvie alle kirker og altre til en eller flere helgener, også uden særlig tilknytning til stedet; man fik så deres relikvier andetsteds fra og opbevarede dem i et skrin på eller under alteret, eller indmuret i alterstenen. Der er således tradition for, at messen fejres på (eller ved) en helgengrav.

altertjener. Se: ministrant. Se også: lavere vielser.

ambo(n) (gr. at stige op). En læsepult evt. på en forhøjning, hvorfra læsningerne og evt. prædikenen i en gudstjeneste finder sted.

ambrosiansk ritus. En lokal ritus i Milano, som stammer fra den hl. Ambrosius (biskop i Milano, ca. 340-397). Også en kirkemusikalsk tradition i dette område, som er ældre end den gregorianske (s.d.).

A.M.D.G. - Ad Maiorem Dei Gloriam (s.d.).

amen (hebr. sandelig, det står fast). Et bekræftende udtryk, som ofte forekommer i evangeliernes fremstilling af Jesu taler. Anvendes af alle kristne som afslutning på en bøn ("Gid det må være sådan"). Iflg. Åb 3,14 er Jesus selv Amen, dvs. det troværdige og sanddru vidne.

amict (lat. amictus = klædning). Også kaldet skulderklæde eller -dug. Et stykke lærred, som bæres rundt om halsen under albaen (s.d.) for at skåne denne.

ampul (lat. beholder). Lille lukket beholder til de hl. olier (s.d.), der bruges i liturgien.

anafora (gr. anaphora = fremhævelse). Betegner i de orientalske liturgier messens kanon (s.d.) incl. præfationen (s.d.).

anakoret. Gr. eneboer (s.d.).

analogia entis (lat. væsens-lighed). Filosofisk og teologisk begreb, der betegner lighed i væsen, omend på forskelligt plan. F.eks. ligner mennesket Gud, men er ikke Gud (jfr. Visd 13,5; Rom 1,20, 1 Kor 15,49).

anamnese (gr. erindring, ihukommelse). Ihukommelse af Herrens død, indtil han kommer; et minde, der gør det, der mindes, nærværende og virksomt; jfr. 1 Kor 11,24-26. Bøn, der bedes umiddelbart efter Forvandlingen og menighedens hyldest i messens kanon. Se: Lovsang side 49, 55, 60 og 66.

anastasis (gr. opstandelse). Således kaldes rotunden omkring stedet for Jesu grav i Gravkirken i Jerusalem, henholdsvis hele Grav-(Opstandelses-)kirken. Se også: krucifiks.

anathema (gr. forbandet). Udtrykket anvendes i højtidelige kirkelige dokumenter, f.eks. fra konciler, hvor kætterske ideer, bevægelser eller personer fordømmes og ekskommuniceres (s.d.). Kirkehistoriens første anathema blev udtalt af Paulus (jfr. Gal 1,8-9; 1 Kor 16,22).

ancilla theologiae (lat. teologiens tjenestepige). Udtrykker skolastikkens (s.d) syn på filosofien som hjælpefag for teologien.

andagt. Gudstjeneste, der ikke har karakter af officiel liturgi (s.d.). De folkelige andagter kan være et berettiget og nødvendigt bindeled mellem liturgien og de troendes konkrete livssituation. "De skal tage hensyn til den liturgiske årstid og være i harmoni med liturgien. De må på en eller anden måde udspringe fra den og føre folket ind i den... Og de skal være i overensstemmelse med Kirkens love og regler." (Lit. 13)

andagtskriftemål. Se: skriftemål.

anden Adam, den. Jesus Kristus, jfr. 1 Kor 15,22.45; Rom 5,14.

andenorden. Betegnelse for de kontemplative kvindelige ordener, der er opstået i forbindelse med stiftelsen af en mandlig orden (f.eks. hos dominikanerne og franciskanerne).

andenpræst. Betegnelse i Danmark for en præst, der er ansat som medhjælper for en sognepræst. Blev før i tiden kaldt kapellan.

Andreaskors. Se: kors.

angelologi (lat. angelus = engel). Teologisk disciplin, som beskæftiger sig med læren om engle.

Angelus (lat. engel). Begyndelsesordet i Angelus-bønnen til ære for menneskevordelsen (s.d.). Denne bøn opfordrer Kirken de troende til at bede tre gange dagligt (der ringes til Angelus morgen, middag og aften). Dansk tekst, se Lovsang side 708.

anger. Smerte over og afsky for den begåede synd, med det forsæt ikke mere at begå den (jfr. f.eks. Matt 26,75; Apg. 2,37). Der er to slags anger: Den ufuldkomne anger (attritio), hvor motivet enten er afsky for synden eller frygt for straffen (fortabelse) og den fuldkomne anger (contritio), hvor motivet til smerten er det sønderknuste hjerte (Sl 51,19) og uselvisk kærlighed til Gud og mennesket. Den fuldkomne anger er altid en nådegave fra Gud.

anglican Communion, The. Fællesskabet mellem den engelske statskirke (Church of England) og de herfra udgåede nationalkirker. Omfatter ca. 50 mio. medlemmer, som i dagligdags tale kaldes anglikanere.

anglokatolsk. Anglikansk bevægelse, som på mange punkter lægger sig tæt op ad den katolske Kirkes liturgi og lære. Anglikanske vielser af præster og biskopper blev efter en længere drøftelse ikke anerkendt af den romersk-katolske Kirke; jfr. herom bullen Apostolicae Curae 1896.

angst. Til forskel fra frygt for andre levende væsener eller bekymring for et bestemt anliggende, en særlig opgave, forråder angsten en eksistentiel uro i personlighedens dyb, ansigt til ansigt med en uvis fremtid eller døden. Jfr. Jakobs kamp med englen (1 Mos 32,23-33), profeten Elias' fortvivlelse over sig selv og sin mission (1 Kong 19,3-18), og salmistens forladthedsråb (Sl 22,2). Gud er involveret, og mennesket tinger med ham om prisen for at fortsætte sit liv og acceptere sin skæbne. Al denne menneskeangst sammenfatter og gennemlider Jesus i sin agoni (s.d.) i Getsemane: "han, som i sit køds dage med stærkt råb og tårer frembar bønner og ydmyge begæringer til Den, der kunne frelse ham fra døden, og blev bønhørt i sin angst..." (Hebr 5,7). På den faldne menneskeheds vegne lærte han lydighed af det, han led (Hebr 5,8) og blev styrket af en engel til at stå det igennem (Luk 22,41-45). I Jesus er menneskets angst ikke undertrykt. Den stråler, sårbar og lidelsesfuld, op imod Gud, og Gud bønhører, ikke ved at ophæve lidelsen, men ved at styrke den lidende med Åndens kraft og fylde den med sin fred. Døden har mistet sin brod. Og den bønhørelse, der blev Kristus til del, er nu virksom i de kristne, som knytter deres angst til hans. Sejren er os allerede givet ved vor Herre Jesus Kristus (1 Kor 15,54-57), og hvem skal kunne skille os fra Kristi kærlighed? Det kan hverken trængsel eller angst (Rom 8,35f). Men selv om angsten for døden og ens egen frelse således overvindes, kan et menneske også gribes af angst for andres frelse, ligesom Paulus: "Jeg har en uafladelig kummer i mit hjerte. Thi jeg kunne ønske selv at være bandlyst til bedste for mine brødre!" (Rom 9,2-3). Denne angst, måske for hele Kristi kirkelegeme og alle, der hører ham til, er mere end nogen anden en delagtighed i Jesu agoni i Getsemane, dvs. båret af hans altomfattende offervillige kærlighed og fredfyldte forvisning om, at Gud er med ham. Båret, men ikke ophævet, for denne angstfyldte frelservilje vil fortsætte i Kristi kirkelegeme indtil verdens ende. Se også: ærefrygt.

Anima Christi. (lat. Kristi sjæl). Hymne fra det 14. årh. af ukendt forfatter. Latinsk og dansk tekst, se Lovsang side 709-711.

anima naturaliter christiana. (lat. sjælen er af natur kristen). Sentens af kirkefaderen Tertullian (160-223): Mennesket er af natur lagt an på det kristne liv; det finder i sine længsler og spørgsmål fyldestgørelse og svar i Kristus, jfr. Rom 1,20; 2,14-15.

annater (lat. annatae = årspenge). Engangs-afgift til pavestolen fra en kirkelig embedsindehaver, en art kirkeskat. Se: Peterspenge.

Anno Domini (lat. I det Herrens år, dvs. efter Kristi fødsel). Betegnelse, som anbringes foran et årstal, for at markere den kristne kalender (e.Kr.). Forkortes ofte A.D. Se også: tid.

anno santo It. helligt år (s.d.).

Annuario Pontificio. Pavestolens årbog, som indeholder oplysninger om Kirkens administrative struktur, internationale organer og ledende personer.

Ansgarstiftelsen, Den katolske Kirke i Danmark. Den juridiske betegnelse for Det katolske bispedømme København.

Ansgarstiftelsens Forlag. Det katolske bispedømmes eget forlag til udgivelser af mere eller mindre officiel karakter.

Ansgarwerk (Opkaldt efter den hl. Ansgar, ¦ 865). Hjælpeorganisation, oprettet i Vesttyskland af den tyske bispekonference, med sæde både i Bonn og München, samt i bispedømmerne Osnabrück og Münster. Yder støtte til den katolske Kirkes arbejde i Norden. Se også: Bonifatiuswerk.

antependium (lat. pendere = hænge ned, ante = foran). Et forhæng eller klæde (evt. i årstidens liturgiske farve), anbragt på forsiden af et alter.

antifon (gr. anti = modsat, phone = stemme). 1. Bøn, bedt vekselvis mellem to kor. - 2. Kort sætning, ofte fra Bibelen, som læses eller synges før og efter hver salme i tidebønner (s.d.) eller gudstjenester. Er en slags nøgle til forståelse af salmen. - 3. De såkaldte store antifoner eller "O"-antifoner, der synges 7 dage før jul (se Lovsang nr. 249). - 4. De 4 Maria-antifoner: Alma Redemptoris Mater (s.d.), Ave Regina coelorum (s.d.), Regina coeli laetare (s.d.) og Salve Regina (s.d.).

antifonale. Liturgisk bog som indeholder antifoner (s.d.) med noder.

antiklerikalisme. Holdning rettet mod gejstligheden, henholdsvis Kirken, og som gennem tiderne har fundet forskellige udtryk.

antikonception. Anvendelsen af forskellige midler til at undgå uønsket graviditet. Kirken anerkender kun den naturlige fødselskontrol (s.d.) som moralsk forsvarlig.

Antikrist. Kristi og Kirkens store fjende, som skal fremstå forud for Dommedag (s.d.) som et modstykke til Kristus, eller redskab for Satan, jfr. 2 Tess 2,3; 1 Joh 2,18.

antimension (gr. anti = i stedet for, lat. mensa = bord). I de orientalske riter et stykke stof med relikvier, indviet af biskoppen, som erstatter altersten og corporale (s.d.). Kan også bruges i Vestkirken. Se: altersten.

antimodernisteden. Indført af pave Pius X i 1910 og pålagt alle præster, engageret i sjælesorg og undervisning, for at beskytte Kirken mod modernismens vildfarelser vedr. Åbenbaringen og dens overlevering (Denz. 2145-2147). Nu afløst af en særlig form for trosbekendelse. Se også: modernisme.

antipave. Modpave (s.d.).

antisemitisme. Fordomsfyldte følelser og handlinger rettet mod jøder. Årsagerne hertil er mange og komplekse, heriblandt også holdningen til Jesu domfældelse og henrettelse. 2. Vatikankoncil har fordømt antisemitismen og givet udtryk for en nuanceret holdning til jøderne i den forbindelse. Det fremhæver det udvalgte folks kald og plads i Guds frelsesplan og den fælles åndelige arv i den gamle pagts Åbenbaring. Jerusalem kendte ikke sin besøgelsestid (jfr. Luk 19,44) og for en stor del tog jøderne ikke imod Evangeliet (jfr. Rom 11,28). "Men selv om de jødiske myndigheder og deres håndlangere pressede Kristi død igennem (jfr. Joh 19,6), så kan ansvaret for det, som blev begået under hans lidelse dog ikke tillægges alle de jøder, der levede dengang, og heller ikke jøderne i vor egen tid. Lad ingen påberåbe sig, at Kirken er Guds nye folk, for at stemple jøderne som forkastet af Gud eller forbandet, som om dette skulle fremgå af den hl. skrift." Kirken fordømmer enhver forfølgelse, uanset hvilke mennesker den måtte være rettet imod og beklager med sorg alle udslag af antisemitisme, uanset hvilke tider de har fundet sted i, og hvem der har været deres ophavsmænd (Ikke-kr.rel. 4).

Antoniuskors. Se: kors.

antropomorfisme (gr. anthropos = menneske, morphe = skikkelse). Overførsel af menneskelige træk på ikke-menneskelige ting, især opfattelse af guder som ideale mennesker.

apokalypse (gr. åbenbaring). En særlig litterær genre i senjødedommen og den tidlige kristendom, som åbenbarer fremtidsvisioner ved hjælp af talspekulationer og symboler: dyr symboliserer mennesker, vilde dyr står for hedenske riger, engle beskrives som mennesker, faldne engle som stjerner osv. Daniels Bog i GT og Johannes Åbenbaring i NT er apokalypser.

apokryfe skrifter (gr. skjulte skrifter). 1. Jødiske og oldkristne skrifter af opbyggelig karakter og med visse ligheder med de kanoniske bøger (s.d.) i GT (f.eks. 3 og 4 Esdras) og NT (f.eks. Jakobsevangeliet og Thomasevangeliet), hvis huller i fremstillingen de vil udfylde. De er gerne overleveret i en inspireret forfatters navn, men indeholder også vranglærdomme og hører ikke med i den hl. Skrift. I protestantisk teologi kaldes de pseudepigrafer. - 2. Luthersk betegnelse for de bøger i GT, som er udeladt i den jødiske kanon fra ca. år 100 e.Kr., men som hører med i den græske kanon i Septuaginta (s.d.). Iflg. luthersk opfattelse er de af lavere rang og ikke uden videre rettesnor for troen. Iflg. reformert opfattelse hører de slet ikke med til den hl. Skrift. Den katolske Kirke følger Septuaginta, som var den hellenistiske jødedoms officielle Bibel (afsluttet ca. 150 f.Kr.), og som citeres med forkærlighed af Jesus og apostlene i NT. Den anerkender dem derfor som inspirerede på lige fod med de øvrige (protokanoniske) skrifter i GT og kalder dem deuterokanoniske (s.d.), fordi de repræsenterer en senere (mere fremskreden) etape i Åbenbaringen. Det drejer sig om flg. syv bøger: Tobit, Judit, Baruk, Visdommen, Sirak og 1. og 2. Makkabæerbog, samt visse tilføjelser til Esters og Daniels bøger.

apologetik (gr. apologeisthai = forsvare sig). Teologisk disciplin, som undersøger troens filosofiske og historiske forudsætninger med henblik på at forsvare troen. Se også: teologi.

Apologia pro vita sua (lat. Forsvar for sit liv). Titlen på kardinal Newmans selvbiografi (1864) om årsagerne til hans udvikling fra anglikaner til katolik.

apostasi (gr. ikke stå). En døbt persons fuldstændige og frivillige afvisning af den kristne tro. Se også: hæresi; skisma.

apostat (gr. ikke stå). En kristen person, som fuldstændigt og frivilligt opgiver sin kristne tro. Se også: hæretiker; skismatiker.

apostata (lat. frafalden). Tilnavn til f.eks. en frafalden kejser.

apostel (gr. apostolos af verbet apostello = at sende). Sendebud, befuldmægtiget. Apostlen repræsenterer den, der har sendt ham, og er bemyndiget af ham. Apostle i NT er frem for alt de tolv disciple, som Jesus udvælger for at grundlægge sin Kirke. De skal være "hos ham", forkynde Evangeliet og uddrive onde ånder (Mark 3,14-15). De sendes på mission for at tale i hans navn, bemyndiget af ham (Matt 10,1.40), med en særlig autoritet over Kirken, som de skal styre (Matt 16,18-19; 18,18). De udgør fundamentet for det nye Israel; deres tolvtal svarer til det gamle Israels 12 stammer og udfyldes med Matthias, da Judas falder fra (Apg 1,15-26). De skal sammen med Menneskesønnen være dommere på den yderste dag (Matt 19,28). Til dem giver den opstandne Jesus missionsbefalingen (Matt 28,18f). De skal være hans vidner, dvs. vidne om, at den opstandne Kristus er den Jesus, de har levet og arbejdet med, fra dåben i Jordan indtil himmelfarten (Apg 1,8.21-22). Hertil kommer Paulus. Han kaldes af den opstandne Kristus selv til at være hedningernes apostel (1 Kor 9,1; Gal 1,1.15-16), i forståelse med Peter og de andre apostle, som gav ham håndslag på fællesskabet (Gal 1,18;2,9). Han udøver apostolisk myndighed over læren (Gal 1,8), embederne (1 Tim 1,14; 5,22) og jurisdiktionen (1 Kor 11,34) i de menigheder, han selv grundlægger. Og han kræver lydighed af dem, ved "Åndens kraft" (Rom 15,18-19), som "en tjener for alle" (1 Kor 9,19). Det er på grund af disse apostle, at Kirken betegnes som "apostolisk". Katolske biskopper er apostlenes efterfølgere; se: apostolisk succession. Se også: Kirken.

apostelkollegiet. Jesus udvalgte tolv af sine disciple til en fast gruppe, et "kollegium", og gav dem af sin myndighed for at de skulle gøre alle folk til hans disciple, helliggøre og styre dem (Kir. 19). I NT bruges udtrykket "de tolv" (disciple), jfr. Matt 10,1. Se: kollegialitet.

apostelkoncilet. Apostlene og de ældste forsamlet i Jerusalem ca. år 49 for at afgøre spørgsmålet om de hedningekristnes forhold til Moseloven, jfr. Apg 15,5-29.

apostolat. Samlende betegnelse for alt, hvad Kirken virker for at udbrede Kristi rige på jorden og for at give alle mennesker del i frelsen. Kirken, Kristi Legeme, udøver dette apostolat gennem alle sine lemmer, omend på forskellig måde, dvs. "efter den virkekraft, som er tilmålt hvert lem, til legemets vækst" (Ef 4,16). Der er allerede i NT en klar skelnen mellem apostelembedet til de Tolv og Paulus - og udøvelsen af Kirkens apostolat. Jesus sendte selv (iflg. Luk 10,1-16) 70 andre disciple ud "forud for sig", som arbejdere for "høstens Herre". Og apostlene har i fortsættelse heraf inddraget medarbejdere på forskellige niveauer, mænd og kvinder (se f.eks. 1 Thess 1,1-8; 1 Kor 16,15-19). Tjenesterne i Kirken er altså forskellige, men sendelsen er den samme. Kristus har givet apostlenes efterfølgere det embede at lære, hellige og styre i hans navn og med hans myndighed. Men også lægfolket har, takket være dåb og firmelse, af Herren selv fået ret og pligt til apostolat (jfr. 1 Pet 2,4-10). De må derfor opfylde deres del af hele Guds folks mission, såvel i Kirken som i verden (jfr. Læg.ap. 2 og 3). Se også: lægapostolat.

Apostolicam actuositatem (lat. Det apostoliske virke). 2. Vatikankoncils dekret om lægapostolatet (1965). Se: økumeniske konciler (2. Vatikankoncil).

apostolisk. Et af Kirkens fire kendetegn uden hvilke en Kirke ikke er fuldt ud Kirke; jfr. den nicænske trosbekendelse (s.d.): "én, hellig, katolsk og apostolisk Kirke". Kirken er apostolisk, fordi den står på apostlenes grund (se: apostel), bekender sig til apostlenes tro og fordi dens ledere (biskopperne) er apostlenes efterfølgere (se: apostolisk succession), jfr. Matt 10,40; 1 Joh 1,1-4. I videre forstand anvendes udtrykket om det kirkelige arbejde, idet Kirkens apostoliske sendelse omfatter alle dens medlemmer (se: apostolat).

apostolisk delegat. En ærkebiskop, der er pavens repræsentant hos bispedømmerne i et eller flere lande, uden diplomatisk funktion. Se også: apostolisk nuntius.

apostolisk efterfølgelse. Se: apostolisk succession.

apostolisk mandat (lat. mandatum = pålæg, ordre). En officiel skriftlig erklæring fra paven (anvendes især om det dokument, der tillader bispevielse af en bestemt kandidat).

apostolisk nuntius (lat. nuntius = sendebud). Pavestolens ambassadør i et land, som Pavestolen har diplomatiske forbindelser med. Det er en ærkebiskop, som foruden at tage sig af fælles sager mellem Vatikanet og det pågældende land, også overvåger Kirkens tilstand i landet. I de lande, der har aftale med Pavestolen herom, er nuntius født formand (doyen) for det diplomatiske korps. Indtil 1992 betegnedes en nuntius, der ikke var født doyen, apostolisk pronuntius. Se også: apostolisk delegat.

apostolisk protonotar. Embedsmand ved den pavelige kurie. Titlen gives også som ærestitel til visse gejstlige.

apostolisk provikar. Præst, som skal efterfølge en apostolisk vikar (s.d.), hvis denne dør, holdes fangen eller på anden måde forhindres i at udøve sit embede.

apostolisk præfekt. Den kirkelige leder i et missionsområde, som endnu ikke er bispedømme. Han er normalt ikke bispeviet. Se: apostolisk vikar.

apostolisk skrivelse. Se: pavelige dokumenter.

apostolisk succession. Apostlenes efterfølgere, biskopperne, i ubrudt rækkefølge (succession), ubrudt apostolisk Tradition (se: tradition) og derfor også i ubrudt samfund med hinanden, dvs. med hele bispekollegiet og navnlig dets hoved, biskoppen af Rom, paven, Peters efterfølger, enhedens garant. Apostelembedet er personligt og kan ikke videregives, men bestemte apostoliske funktioner skal, iflg. Kristi missionsbefaling (Matt 28,19-20) fortsætte i Kirken indtil verdens ende. Derfor indsatte apostlene medarbejdere og efterfølgere, og overdrog dem ved håndspålæggelse og indvielsens ord Helligåndens nåde til at repræsentere Kristus som lærer, hyrde og præst og handle på hans vegne. Dette sker i den sakramentale bispevielse (jfr. 1 Tim 4,14; 2 Tim 1,6-7; Kir. 20; se: præstevielse). Den ubrudte rækkefølge af biskopper er bundet til den ubrudte apostoliske Tradition (s.d.), dvs. apostlenes embede og lære, som kroppen til sjælen (jfr. Tit 1,5-9; Apg 20,26-32). Og den enkelte biskop skal stå i ubrudt samfund med hele bispekollegiet under ledelse af paven, Peters efterfølger (jfr. Joh 21,15-17). Det er bispekollegiet som sådan, der efterfølger apostelkollegiet - de Tolv, der tilsammen repræsenterer Israel, Guds folk. Det er altså som medlem af verdensepiskopatet, at den enkelte biskop står i den apostoliske succession. Det er derfor, at han efter gammel kirkelig skik modtager sin bispevielse ved mindst tre biskoppers håndspålæggelse.

apostolisk vikar. En leder af det kirkelige arbejde i et område, som endnu ikke er noget bispedømme. Han er bispeviet. Se også: apostolisk præfekt.

apostolisk vikariat. Et geografisk område, ofte i missionslandene, som endnu ikke er blevet ophøjet til bispedømme. Det ledes af en apostolisk vikar. I størstedelen af perioden fra reformationen (1536) til 1953 var Danmark et apostolisk vikariat.

apostoliske breve. Se: pavelige dokumenter.

apostoliske Delegation, Den. Betegnelse for den institution, der omgiver den apostoliske delegat (s.d.).

apostoliske epistler. Se: pavelige dokumenter.

apostoliske exhortationer. Se: pavelige dokumenter.

apostoliske fædre. Oldkirkelige forfattere og deres skrifter fra apostolisk og efterapostolisk tid, dvs. indtil ca. 150. Heriblandt den hl. Ignatius (martyrbiskop af Antiokia), den hl. Polykarp (martyrbiskop af Smyrna) og pave Clemens I.

apostoliske konstitutioner. Se: pavelige dokumenter.

apostoliske skrivelser. Se: pavelige dokumenter.

apostoliske Stol, Den. Betegnelse for paveembedet. Paven er indehaver af "Peters stol". Se: Petersembedet.

apostoliske trosbekendelse, den. En bekendelse til apostlenes tro, men ikke forfattet af dem. Den kan i sin kerne spores tilbage til menigheden i Rom i det 3. årh. i forbindelse med dåben. Oprindeligt sikkert en kort bekendelse til Gud Fader, Søn og Helligånd, lidt efter lidt gjort fyldigere, efterhånden som der opstod hæresier. Den løsnes fra dåbsritualet og gennemføres under Karl den Store i 800-tallet i hele den vestlige Kirke, og er den dag i dag fælles (bortset fra evt. oversættelse af ordet "katolsk") for de fleste kristne kirkesamfund i den vestlige verden. Dansk tekst: Se Lovsang side 706. Se også: nicænske trosbekendelse.

apparition (lat. appareo = kommer tilsyne). Tilsynekomst af væsener, som af natur er usynlige for mennesker. I Bibelen en måde, hvorpå Gud åbenbarer sig: 1. personligt, dvs. en teofani (s.d.), f.eks. ved dåben i Jordan (Matt 3,16-17). - 2. ved en engel (f.eks. ved bebudelsen, Luk 1,26f). - 3. i Jesus Kristus ("Den, der ser mig, ser Faderen" (Joh 14,9). Under 3. hører også Kristi tilsynekomster (s.d.) i de 40 dage efter påske (jfr. 1 Kor 15,3f) og Pauli kaldelse på vejen til Damaskus (Apg. 26,12f). Jesu sidste tilsynekomst, parusi (dvs. genkomst, jfr. Tit 2,13; Hebr 9,28), bliver på den yderste dag. Kirkehistorien kender også til åbenbaringer af Maria og helgener; de kan anbefales af Kirken som troværdige, men har privat, dvs. ikke-forpligtende karakter. Se også: åbenbaringer, private.

apsis (gr., lat. runding). Korets baggrund i en kirke, ofte afrundet. Her var hovedalteret placeret fra middelalderen indtil den liturgiske reform efter 2. Vatikankoncil (s.d.). Nu ofte plads for sakramentsalter eller tabernakel (s.d.).

aqua benedicta (lat. velsignet vand). Se: vievand.

arbejde. Mennesket er af Skaberen indsat til at være hans forvalter på jorden (1 Mos 2,15), medarbejder på det fortsatte skaberværk (1 Mos 1,28). Syndefaldet fik til følge, at arbejdet nu udføres med besvær: "I dit ansigts sved skal du spise dit brød" (1 Mos 3,19). Kristus kom for igen at gøre Faderens vilje. Frugten af dette arbejde er "brød fra Himlen" til evigt liv (Joh 6,38.50-54), dvs. den sidste Nadver, den hl. Eukaristi. Det faldne menneskes konfliktfyldte arbejde kaldes nu ind i et medarbejde på forløsningen. Mennesket bliver igen Guds forvalter på jorden, kaldet til i Kristi navn og Ånd at give sig selv i sit arbejde for andre. Arbejdet forvandles fra en selvudfoldelse og egoistisk udnyttelse af jorden og dens ressourcer og af andres arbejdskraft til troens og kærlighedens gerninger - en indsats for at opbygge en Guds familie på jorden. Jfr. også Kir.i.verd. 67 og pave Johannes Paul II's encyklika om arbejdet (Laborem exercens, 1981).

Archivio Segreto Vaticano. Samlingen af dokumenter, der af Kirkens centrale ledelse er blevet opbevaret gennem tiderne. Arkivet indeholder de vigtigste kirkehistoriske dokumenter og er åbent for alle forskere. Se også: Bibliotheca Apostolica Vaticana.

argumentum ad hominem (lat. argument i relation til mennesket.) En argumentation, der henviser til menneskelige forhold, til forskel fra en argumentation ud fra principper eller objektive kendsgerninger. Udtrykket bruges ofte om en usaglig argumentation.

arianisme. Arius (256-336), præst i Alexandria, begyndte 318 at udbrede læren om, at Gud ikke er treenig. Jesus Kristus var en (ikke-guddommelig) skabning og blev "adopteret" af Gud. Menneskevordelsen (s.d.) er således kun en talemåde uden reelt indhold. Som svar herpå blev det første koncil i Nicæa (s.d.) derfor indkaldt i 325 for at formulere Kirkens lære om Kristus: "Vi tror på een Gud, den almægtige Fader, alle synlige og usynlige tings Skaber. Og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er født af Faderen forud for alle tider. Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af den sande Gud. Født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt..." (Den nicænske trosbekendelse). Det arianske kætteri, som en overgang havde meget stor udbredelse, svandt efterhånden ind til nogle få enklaver. Findes flere gange i kirkehistorien, f.eks. i Unitar-bevægelsen.

arkandisciplin (lat. disciplina arcani, af arca = kiste, dvs. hemmelighed). Den disciplin, som forbød, at de kristne mysterier blev offentliggjort for uindviede. Opstod hos gnostikerne i slutningen af 2. årh. Før den tid foregik alt i Kirken åbenlyst; der var blot, af pædagogiske grunde, tale om en gradvis indføring af katekumenerne (s.d.) i mysterierne. Arkandisciplinen bredte sig til kristne miljøer, især omkring Alexandria, men forsvandt igen i det 5. årh.

arkimandrit (gr. archos = anfører, mandra = kloster). Forstander (abbed) for et orientalsk kloster. Bruges også som ærestitel.

Arkiv, Vatikanets. Se: Archivio Segreto Vaticano.

armarium (lat. våbenkammer). I klostre betegnelse for biblioteket (der indeholder åndelige "våben").

armenske Kirke, den. Armenien blev kristnet som nation i slutningen af det 3. og begyndelsen af det 4. årh. P.gr.a. blandt andet terminologiske misforståelser brød den armenske Kirke med den øvrige kristenhed efter koncilet i Chalcedon i 451 og antog monofysitismen (s.d.). En del af armenerne i diaspora blev senere uneret med Rom, med patriarkat i Beirut. De har stadig deres egen liturgi.

aronitisk velsignelse. Se: velsignelse.

arvesynden (lat. peccatum originale). Er ikke i sig selv en personligt begået synd, men et fællesmenneskeligt grundvilkår fra fødslen, et nedarvet frafald fra Gud, som takket være Kristus udsones og erstattes med dåbens barneforhold (jfr. Rom 5,12-21). I syndefaldsberetningen (1 Mos 3) skildres det første menneskepars brud med Gud. I de flg. kapitler bliver det klart, at det har fået følger for efterslægten: brodermord (4,8), flerkoneri (4,19), blodhævn (4,23). "Menneskehjertets higen er ond fra ungdommen af", siger Gud i forbindelse med syndfloden (1 Mos 8,21). Skaberværket er kommet i krise. Selvhævdelsen er gået mennesket i blodet, og dette er arvesynden. I beretningen om Babelstårnet er enheden blevet til diktatur og mangfoldigheden til kaos (11,9). Selvhævdelsen stiger til selvrådighed, selvudfoldelse på andres bekostning, hovmodig selvdyrkelse. Mennesket sætter sig i Guds sted. Forholdet til Gud er i krise. Det er følgen af det korporative fællesskab (se: korporativ person), hvori alle er skabt og kaldet til at leve hos Gud. Guds venskab med menneskehedens stamfader og hans brud med Gud omslutter hele slægten. Herefter fødes menneskene ind i syndefaldets verden som "skilsmissebørn", der ikke selv har valgt deres forældre, men som befinder sig i en tilstand, hvor de må kæmpe en ensom kamp for deres eget liv. Adams person har ødelagt menneskets natur; nu ødelægger menneskenaturen menneskets person, siger Anselm af Canterbury (11. årh.). Fordi mennesket fødes uden for Guds beskyttende livssfære (paradiset), lurer selvhævdelsen på det, ligesom på Kain, lammer dets medfødte længsel efter Gud, så det synker tilbage i sin egen natur, trøster sig i den og lader sig drive af den, på bekostning af de andre: "Der er intet menneske, der ikke synder" (1 Kong 8,46; jfr. Ordspr 20,9; Præd 7,20). Således går Adams synd over på efterslægten indtil den dag i dag. I frelseshistorien går det nu op og ned, alt eftersom menneskene tager imod Guds frelsesinitiativer (jfr. 1 Mos 9,1; 22,15f; 50,19f; 5 Mos 32; 1 Kong 19 osv.). På reformprofeternes tid stiger spændingen mellem Guds nåde og folkets synd. Den moralske opløsning, sociale uretfærdighed og politiske magtkamp udvikler sig til en katastrofe, som nogle reagerer på med en praktisk ateisme: Gud magter ikke den verden, han har skabt; den var en fejlkonstruktion: "Jeg forbander min skæbne". Mens andre, som profeterne og deres disciple, vågner til erkendelse af ondskabens mysterium og Guds. Det faldne menneske har begivet sig i onde magters vold, som allerede syndefaldsberetningen lader forstå. Synden er i virkeligheden en ond tilstand, som mennesket ikke selv kan løfte sig ud af. I tidens fylde sætter Gud derfor ind med en nyskabelse. I modsætning til den første Adam, der ville tilrane sig Guds privilegier og selv være som Gud (1 Mos 3,5), tømmer Guds egen Søn sig for sine medfødte guddomsprivilegier og bliver "den anden Adam", det nye menneske. Han går ind under det faldne menneskes livsvilkår og gennemfører menneskelivet fra vugge til grav i offervillig lydighed mod Gud (jfr. Fil 2,6-8; Hebr 4,15; 5,8). Og han gør det som stamfader til en ny menneskeslægt. Dette er nerven i Pauli lære om arvesynden: "Som synden kom ind i verden ved ét menneske og døden ved synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede ... sådan er gaven i det ene menneskes, Jesu Kristi, nåde rigeligt blevet de mange til del ... Ligesom der af den enes fald fulgte fordømmelse for alle, således skal der af den enes retfærd følge retfærdiggørelse til liv for alle mennesker" (Rom 5,12.15.18). En for alle og alle for En - det er det korporative menneskesyn, som i GT er båret frem af den sociale virkelighed, det klan- og stammefællesskab som det gamle Guds folk levede i, og som i NT er løftet op på Kristi plan, i "hans legeme, som er Kirken". Det er "den fred, han har stiftet ved sit kors' blod" (Kol 1,16-20). Således konfronterer Paulus os med den første Adams ulydighed og den anden Adams lydighed mod Gud. Dermed er arvesynden sonet og et nyt menneskeliv tilbudt alle i troen og dåben. Se også: synd; retfærdighed; fristelse til synd; Adam; polygenese.

aske. Har siden GT haft religiøs betydning som tegn på bod (jfr. renselsesritualet i 4 Mos 19). Se også: askeonsdag.

askeonsdag. Den første dag i fastetiden, 40 dage før påskedag. Ved messerne den dag strøs indviet aske (som stammer fra det foregående års palmesøndags palmegrene) på de troendes hoveder som tegn på bodfærdighed, idet præsten siger til hver enkelt: "Omvend dig og tro på Evangeliet", eller: "Menneske! Af støv er du kommet, og til støvet skal du vende tilbage." Dagen er faste- og abstinensdag.

askese (gr. askein = bearbejde, øve). Selvdisciplin, frigørelse fra uordnede begær, indøvelse i selvbeherskelse og moralsk holdning. Af stor betydning for en sund og frugtbar udvikling af det kristne liv. De to centrale handlinger i menneskets biologiske liv er at tage næring til sig og formere sig ved seksuel aktivitet. Derfor har faste og jomfruelighed (henholdsvis periodisk afholdenhed) fra begyndelsen af den kristne tradition været to uundværlige udtryk for Guds primat, for troen på Guds virkelighed. Uden et udtryk, som også angår kroppen, er det meget vanskeligt at lade Guds primat forblive det afgørende element i menneskelivet. Det kender alle de store verdensreligioner til, ikke mindst jødedommen. I Bibelen udgør faste, bøn og almisse den klassiske treklang (jfr. Matt 6), som Jesus bekræfter, selv praktiserer (Matt 4,2) og lærer apostlene (jfr. Mark 2,19f; Apg 13,2f; 14,23; 1 Kor 7,5; 2 Kor 6,5; 11,27). Men Jesus korrigerer den asketiske praksis i jødedommen for dens tendens til en selvretfærdiggørelse, der lukker mennesket om sig selv og sine egne kræfter; i stedet åbner han den, så den stråler ind i gudsforholdet som sult og tørst efter det evige liv, efter delagtighed i Guds hellighed (s.d.). Se også: helliggørelse; retfærdiggørelse.

Asperges me (lat. bestænk mig). De latinske begyndelsesord til den hymne, som uden for påsketiden anvendes under bestænkningen med vievand ved højmessens begyndelse. Teksten er fra Sl 51.

aspergillum (lat. aspergere = bestænke). Vievandskost (s.d.).

assumption. Lat. optagelse (i Himlen) - s.d.

Assumptionssøstrene - Sorores ab Assumptione in coelum Beatae Mariae Virginis. Stiftet i Paris 1839 af Anne Eugénie Milleret de Brou. Kongregationens hovedformål er ungdommens opdragelse. Den driver derfor skoler og kollegier, samt udfører kateketisk arbejde. I Danmark har Assumptionssøstrene virket siden 1908.

astrologi. Stjernetydning, som især af stjernernes stilling vil tyde deres indflydelse på menneskelivet. I ældre tider var det, hvad man forstod ved astronomi, men gerne forbundet med religionen. Således forsøgte man i de gamle civilisationer (Kaldæa, Ægypten, Mesopotamien) at finde tegn i stjernernes bevægelser og udseende på gudernes vilje og menneskenes skæbne. De vise mænd fra Østerland (Matt 2,1) var sandsynligvis sådanne "magere" eller astrologer. I dag må der skelnes mellem en astrologi, der begrænser sig til det videnskabelige studium af planeternes stilling i forhold til dyrekredsen i menneskets fødselsøjeblik, for derudfra at forklare, hvilke astrale indflydelser mennesker vil blive udsat for - og en anden astrologi, der gør stjernekortet til et redskab for spådomskunst og horoskoper, til en sikker forudsigelse af fremtiden. Den sidste form fordømmes både af Bibelen (5 Mos 18,10-12; Es 47,13) og den sunde fornuft. Astrologien blev genindført i den vestlige verden i det 13. årh. af jødiske og arabiske tænkere. Nostradamus var f.eks. både Karl IX's læge og astrolog. - Den kristne tankegang afviser ikke ideen om, at himmellegemerne (den kosmiske konstellation i et givet øjeblik) kan have en vis indflydelse på menneskene. Men som kristen kan man ikke acceptere, at en persons fremtid på forhånd skulle være indskrevet i stjernesystemet, hvilket ville frakende mennesket dets frihed og ansvar. Skabelsesberetningen i 1. Mosebog fremhæver, at også himmellegemerne er skabt af Gud og Han hersker suverænt over dem. Den forøgede interesse for astrologi i dag skyldes nok til dels, at den gamle hedenske angst for fremtiden er vendt tilbage. Men iflg. den kristne tro er ethvert menneske kaldet af Gud til frit at bestemme sin egen skæbne i samarbejde med Herren. Den, der "tror" på horoskoper, bevæger sig ind i et fremmed religiøst system.

ateisme (gr. a-theos = uden gud). Verdensanskuelse der forudsætter, at der ikke findes guder eller Gud. Nogle benægter Gud udtrykkeligt; andre mener, at mennesket ikke kan udtale sig om Ham; atter andre, at selve gudsproblemet forekommer meningsløst. En praktisk ateisme gør troen på Gud kraftløs eller beskæftiger sig overhovedet ikke med religion. Ateisme har ofte sin rod i en voldsom protest mod det onde i verden, eller at visse menneskelige goder tillægges en så absolut værdi, at man ender med at lade dem indtage Guds plads. Selve den moderne civilisation kan blive en sådan erstatning eller i det mindste vanskeliggøre adgangen til Gud. Man venter menneskets befrielse af en økonomisk og social frigørelsesproces. Religionen skulle i sig selv være en hindring for en sådan frigørelse, idet den leder mennesket bort fra de jordiske samfundsopgaver ved at vende dets forhåbninger mod en illusorisk hinsidig tilværelse. En anden kilde til ateisme kan være en kritisk reaktion på religionerne i almindelighed og de kristne i særdeleshed, når disse manifesterer sig som dårlige eller utilstrækkelige vidner om deres tro. - Kirken afviser ateismen totalt. Mennesket er skabt af Gud med intelligens og frihed til i pagt (s.d.) med ham at bygge verden op. Når det guddommelige fundament og håbet om et evigt liv ikke er til stede, får menneskets værd og værdighed et knæk, og spørgsmålene omkring liv og død, skyld og lidelse forbliver uløst, hvilket bringer mange til fortvivlelse. Ethvert menneske opfatter mere eller mindre bevidst sig selv som et ubesvaret spørgsmål, som Gud alene giver et totalt og sikkert svar på. Forudsætningen er en dybere besindelse hos mennesket og en mere ydmyg selvransagelse. Jfr. Kir.i.verd. 19-21.

athanasianske trosbekendelse. Denne trosbekendelse er ikke af Athanasius (296-373), men sandsynligvis udarbejdet i slutningen af 400-tallet i et Augustin-inspireret miljø. Modtaget hos protestanterne og i brug i den anglikanske og romerske liturgi. Den er meget udførlig og slutter således: "Dette er katolsk tro. Hvis man ikke tror fast og vedholdende på den, kan man ikke blive frelst."

attritio (lat. ufuldstændig knusning). Den ufuldkomne anger, som f.eks. er opstået på grund af frygt. Se også: anger.

auditioner. Se: visioner.

Augustinerordenen. Orden med flere grene, som følger Skt. Augustins Regel. Virkede i Danmark i Middelalderen. Mange ordener, som ikke er nogen augustinerorden, følger også Augustins regel, f.eks. præmonstratensere og dominikanere.

Augustinertertiarer - Skt. Augustins Tredieorden - Tertiariorum saecularium Sodalitas Ordinis Eremitarum Sancti Augustini. Formålet med denne tredjeorden, som blev oprettet i Rom 1942, er at stræbe efter evangelisk fuldkommenhed gennem næstekærlighed med støtte i månedlige sammenkomster med messe og fælleskommunion, efterfulgt af åndelige foredrag. Rosenkransbønnen er obligatorisk. Har haft medlemmer i Danmark siden 1942.

autentisk (lat. authenticus = det, der kommer fra forfatteren). Ægtheden af kirkelige fænomener, f.eks. bibelske og andre læremæssige skrifter. Denne tilsikres af Kristi løfte til Kirken om at være med den indtil verdens ende (jfr. Matt 28,20). Apostlenes efterfølgere (biskopperne) i forening med paven udgør Kirkens autentiske læreembede.

autokefal (gr. selv-hoved). Selvstyrende. Som autokefale betegnes især orientalske Kirker med egne nationale synoder (s.d.).

autoritet. (lat. auctoritas, af augere = forøge; auctor = den, som øger/fremmer væksten, er ophav til liv.) "Et politisk samfund består af mange og forskellige mennesker, som har fuld ret til at have divergerende opfattelser. Den splittelse, som ville opstå, hvis hver enkelt isolerede sig i sin egen mening, gør en autoritet nødvendig, som kan samle alle borgernes kræfter og rette dem mod det fælles bedste. Denne autoritet skal ikke virke mekanisk eller despotisk, men først og fremmest som en moralsk magt, der støtter sig til den enkeltes frihed og ansvarsbevidsthed. Det politiske fællesskab og den tilsvarende autoritet er grundet på menneskenaturen. De hører dermed også til den orden, Gud har forudbestemt, selv om valget af regeringsform og ledere overlades til borgernes frie beslutning." (Rom 13,1-5; Kir.i.verd. 74.) - I et theokratisk (s.d.) samfund som den katolske Kirke er Gud selv grundlæggeren, der har fastlagt dets struktur og truffet bestemmelser om dets ledelse. Kristus er hovedet for Kirkelegemet, som er besjælet af hans Ånd. Han er Autoriteten, fra hvem enhver anden myndighed i Kirken modtager sin delagtighed og sendelse under ansvar for Ham. Det sker først og fremmest i ordinationens sakramente (s.d.), der gør apostlenes efterfølgere, biskopperne, forenet med paven, til Kirkens øverste myndighed, men dernæst også i dåbens og firmelsens sakramenter (s.d.), som bemyndiger og udruster lægfolket til delagtighed i Kirkens mission (jfr. Kir. 33).

Auxiliairer (lat., fr. hjælpere). Kvindelige lægfolk, der i umiddelbar afhængighed af biskoppen tjener Kirkens apostolat, i Kirken og/eller samfundet - med alt, hvad de er og har, i et cølibatært liv.

Auxilium christianorum (lat. De kristnes hjælper). Se: Maria med skærmkappen.

Ave Maria. Begyndelsesordene i den latinske version af den mest kendte bøn til Maria: Hil dig, Maria (s.d.).

Ave maris stella (lat. Hil dig, havets stjerne). Maria-hymne fra det 8. årh. Dansk tekst: Lovsang nr. 459.

Ave regina coelorum (lat. Hil dig, Himmeldronning). Maria-antifon, som bruges liturgisk fra kyndelmisse til skærtorsdag, f.eks. ved afslutningen af dagens tidebønner (Komplet). Dansk tekst: Se Lovsang nr. 473.

Avignon. By i Frankrig, hvor paverne fra 1309 til 1377 levede i eksil, idet det af politiske årsager ikke var muligt for dem at bo i Rom.