Å

Åbenbaring, Den dogmatiske konstitution om den guddommelige. Se: økumeniske konciler (2. Vatikankoncil).

Åbenbaring, den officielle. Guds Ord (jfr. 2. Vatikankoncils dogmatiske konstitution: Om den guddommelige Åbenbaring). Bibelens religion er en åbenbaringshistorie igennem 2000 år. Til forskel fra andre religioner bygger den ikke på menneskelig visdom eller en enkeltstående religionsstifters himmelske åbenbaringer og lærdomme, men på en historisk betinget åbenbaring, der går fra Abrahams kaldelse i Karan i Mesopotamien ca. 1850 f.Kr. (1 Mos 12,1-3) til den sidste apostels død ca. 100 e.Kr. Den er blevet til, ikke ved menneskers søgen efter Gud, men ved Guds søgen efter menneskene i syndefaldets verden. Den bygger hverken på menneskelig videnskab, filosofi eller religiøsitet og vil heller ikke fylde hullerne ud i den menneskelige viden om kosmos, arternes oprindelse og udvikling, det enkelte menneskes skæbne osv. Alle sådanne områder er fra skabelsens morgen betroet menneskene til bearbejdelse og forvaltning, og for denne forvaltning skal de stå til regnskab for Gud. Den guddommelige Åbenbaring derimod gælder det bærende grundlag for alt dette, selve livsprincippet i det, som er livsforbindelsen med Gud. Den er unik, frem for alt derved at den er et guddommeligt initiativ, båret frem af Guds talerør, profeterne (s.d.), som har løftet nogle primitive nomadestammer ud af anonymiteten ind i et fælles og gensidigt forhold til den eneste, sande Gud. Ham er det, der samler dem, i en fremadskridende udvikling, til et udvalgt folk, stabiliserer dem gennem et pagtforhold med love og institutioner (jfr. Sl 119,24-97; 4 Mos 11,16-17; 1 Sam 9,17; 2 Mos 25), renser dem gennem politiske og moralske kriser. Og således driver han et ubetydeligt folk, der gerne hyler med de ulve, de er iblandt, dvs. de hedenske stormagter, ind i det dybeste selvopgør og den reneste offertjeneste, verden hidtil havde set (se: Herrens tjener) - indtil tiden er moden og det uhørte sker, at Guds egen Søn bliver menneske. Thi "efter at Gud fordum havde talt mange gange til fædrene ved profeterne, så har han ved slutningen af disse dage talt til os ved sin Søn" (Hebr 1,1). I Jesus Kristus blivet Ordet kød (Joh 1,14). I hans konkrete menneskeliv i Palæstina (ca. 7/6 f.Kr. - ca. 30 e.Kr.) sammenfattes og fuldbyrdes alt, hvad Gud har på hjerte over for menneskeslægten. I ham får verden det sande menneske at se, skabt i Guds billede og modnet og fuldendt som Guds barn. I ham har den også fra nu af den eneste, sande Gud for øje: "Den, der har set mig, har set Faderen!" siger Jesus (Joh 14,9; jfr. Hebr 1,3). Denne Guds selvåbenbaring i Jesus Kristus fremkalder tro: "Du er Kristus, den levende Guds Søn!" - en tro, som er Guds værk: "Det har ikke kød og blod åbenbaret dig, men min Far, som er i himlene" (Matt 16,16-17; jfr. Joh 6,44; 17,6). I Guds Søn, som er blevet menneske, er alle Guds ord og gerninger i løbet af den lange åbenbaringshistorie nu opsummeret: "Du har det evige livs ord - du er Guds Hellige!" (Joh 6,68-69). Han er Ordet fra Gud i kød og blod (Joh 1,1), Guds mesterværk i vor verden. Og dette sit menneskeliv hengiver han i sin død for alle mennesker for at drage dem med sig ind i sin opstandelse. -I løbet af 2000 år har historiens Herre, Skaberen af himmel og jord, således givet menneskeheden et indblik i sin verdensstyrelse og gennemført sin frelsesplan: igen at åbne den faldne menneskeslægt adgang til sig i et livsfællesskab, der kan overvinde synd og død og knytte menneskene sammen til én familie i Kristus. - Guds ord (s.d.) er et mysterium med mange facetter og dybder, som kun Gud Helligånd kan ransage og oplyse menneskene om (1 Kor 2,10). I det finder mennesket på hemmelighedsfuld vis åbenbaring også om sig selv, sin egen nutid, nærmeste fremtid og al fremtid (jfr. Hebr 4,12-13; Rom 16,25-26; Kol 1,26). For Kristus er sandheden om livet og vejen for alle jordens folk (jfr. Joh 14,6), enten de tror det eller ej. I ham har Gud talt ud. Derfor slutter den officielle Åbenbaring med Kristi død og opstandelse og apostlenes vidnesbyrd om alt, hvad de har set og hørt og oplevet i omgangen med ham (jfr. 1 Joh 1,1-4). - På dette fundament grundlægger Kristus Kirken og knytter den til sig (Matt 16,16-19) i en ny og evig pagt (Luk 22,19-20), med et nyt kærlighedsbud (Joh 13,34) og nye indstiftelser (Matt 18,18; 28,19-20; Joh 20,19-23), for at den kan være hans frelsesredskab i verden. Thi fra nu af styrer den opstandne Herre ved sin Helligånd suverænt verdens gang og Kirkens pilgrimsgang ned gennem tiderne frem mod enden (Matt 28,18-20; 25,31-46). Johannes Åbenbaring er en kristen profeti (1,3) om frelsesværkets afslutning, regnskabets dag og den nye verdens gennembrud. På den dag vil Menneskesønnen åbenbare sig for sidste gang i denne verden i al sin kraft og herlighed - som dommer (Åb 19,11-16) og som Frelser (Åb 22,17). - Den officielle Åbenbaring, Guds Ord, blev modtaget af profeterne i den gamle pagt i form af en inspireret meditation over de store frelsesbegivenheder (jfr. f.eks. Visd 11ff; se: Exodus) og i tilknytning hertil visse visioner (s.d.) og auditioner eller blot en intuitiv, overnaturlig erkendelse af usædvanlig art, som overrumplede også dem selv. De var talerør for Gud, og deres troværdighed stod sin prøve i deres eget liv. Folket kendte dem på deres troskab mod pagten, på kvaliteten i deres gudsforhold og på de Guds ord, de udtalte, som Gud selv bekræftede med overordentlige begivenheder i naturen og historien, der fik tegnkarakter. Uden det profetiske ord - ingen Åbenbaring. Uden ægte profetdisciple, der samlede og nedskrev den - ingen hellig Skrift; og uden den lille rest af trofaste i Israel, der holdt sig til Guds Ord - ingen hellig Tradition, der kunne videregive Åbenbaringen til Jesus og hans disciple. I Jesu modtagelse af det gamle Guds folks hellige traditioner (jfr. Luk 2,49.51; 4,16-17) og skrifter (jfr. Matt 22,29; 26,54; Joh 5,39.46-47; Luk 24,27.44-45) får deres overlevering af Åbenbaringen sin endelige autoritet. Med ham fuldendes den; og med apostlene videregives den til Kirken i Skrift og Tradition. Se også: Bibelen; Tradition; dogme.

åbenbaringer, private. Selv om den officielle Åbenbaring er afsluttet med den sidste apostels død og intet kan ændres eller tilføjes, så ophører Gud og hans verden dog ikke med at åbenbare sig for menneskene på jorden. Tværtimod er Kristus ved sin Helligånd til stadighed nærværende og virksom i Kirken og de kristne for at åbne Guds Ord, gøre det aktuelt og gældende her og nu - det være sig ministerielt i Kirkens læreembede og daglige forkyndelse, og/eller karismatisk i de enkelte personers liv. Private åbenbaringer kan ske på samme måde som hos menneskene i åbenbaringshistorien: i form af visioner (s.d.), auditioner eller et pludseligt overnaturligt klarsyn, som gerne har karakter af et budskab til et bestemt miljø eller en bestemt tid. Et kriterium for deres ægthed er, at de er i pagt med den officielle Åbenbaring og bærer en frugt, som er troværdig. Kirken kan undersøge og evt. anbefale dem til inspiration og voksende troskab; jfr. f.eks. Maria-åbenbaringerne i Lourdes 1858 (s.d.) og i Fatima 1917 (s.d.), men de forpligter ikke til tro i samme forstand som den officielle Åbenbaring (s.d.). Kun den er troens rettesnor for hele Kirken til alle tider og på alle steder.

ånd. Den bevidste del af sjælen, takket være menneskets naturlige åndsevner: forstand og vilje. Den er derfor menneskets anlæg eller modtagelighed for Guds Ånd (jfr. 1 Tess 5,23). Se også: sjæl.

åndelig død. Indtræder ved skilsmisse mellem menneskets ånd og Guds Ånd, ligesom den legemlige død indtræder ved skilsmissen mellem menneskets sjæl og legeme. Den åndelige død skyldes dødssynd (s.d.). Hvis synderen ikke omvender sig, fører den til fortabelse, i NT kaldet "den anden død" (jfr. Åb 2,11; 20,6.14; 21,8).

åndelig læsning. En fortsat, mediterende bibellæsning fra dag til dag, henholdsvis læsning af bøger om det åndelige liv. Se: lectio divina.

åndelig vejleder. En person (oftest præst), som leder en retræte (s.d.), hvor en eller flere personer gennemgår et program med det formål at fordybe sig i troen og forny sig åndeligt, eller som rådgiver og vejleder en enkelt person i dennes trosliv, ofte også som skriftefar (s.d.). I et mandligt kloster er det abbeden, der traditionelt er åndelig vejleder; i et kvindeligt, abbedissen, assisteret af den præst, der er skriftefar.

åndelige gaver. Se: karismer

åndelige øvelser. 1. Et program for åndelig fornyelse og fordybelse i troen i form af en retræte (s.d.), som en eller flere personer deltager i, efter en åndelig vejleders anvisninger. - 2. Åndelige Øvelser (lat. Exercitia Spiritualia) af St. Ignatius af Loyola (1491-1556) fra 1548; dansk udg. 1938. En udbredt form for åndelige øvelser i 30 dage, som gør rede for hans metode til i bøn og indre samling at træffe sit valg mht. livsstand og kald, hhv. blive bekræftet i det. (Se også: Jesu Selskab). - 3. Anvendes også som betegnelse for en retræte, som evt. finder sted med regelmæssige mellemrum (årligt).

åndeligt liv. Et liv, bestemt af ånden.

åndeligt slægtskab. Kongenialitet. Et forhold mellem to eller flere, som er bestemt af samme ånd eller sindelag. I den katolske Kirke også brugt om fadderskabsforhold, gudforældre ved dåben.

åndens frugter. Iflg. Gal 5,22: "Kærlighed, fred, ædelmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse".

åndens mørke nat. Se: sjælens nat.

åndsdåb. Personlig vækkelse til åndeligt liv, ofte nedkaldt over den, der ønsker det, ved håndspålæggelse og forbøn af trosfæller. Et kendt fænomen i pinsebevægelsen og den karismatiske bevægelse. Må ikke forveksles med den kristne dåb, som kun kan meddeles én gang for alle. Det er dåbens nåde, der aktualiseres i den personlige åndsdåb. Derfor tager den katolske karismatiske bevægelse i dag afstand fra brugen af ordet: åndsdåb.