Æ

ægteskab, blandet. Et ægteskab mellem en katolik og en ikke-katolik. I bred forstand: Et ægteskab mellem to personer af forskellig religion. Iflg. Luther tilhører ægteskabet kun skabelsesordenen, ikke forløsningsordenen. For ham er det således ikke noget sakramente og derfor ikke afgørende, hvor det indgås, når blot det er juridisk gyldigt i borgerlig forstand. Den katolske Kirke derimod anser også et ikke-katolsk ægteskab, indgået mellem to døbte, der lover hinanden livsvarig troskab, for et sakramente. Forskellen i konfession mellem en katolik og en protestant er ikke længere nogen ægteskabshindring, men der skal indhentes tilladelse fra den kirkelige myndighed (sognepræst - biskop), og den katolske part må erklære sig beredt til at leve som katolik i sit blandede ægteskab og gøre, hvad der er muligt, for at børnene kan blive døbt og opdraget katolsk - dog naturligvis i fuld respekt for den ikke-katolske parts samvittighed. Selve vielsen skal foregå i katolsk form. Er der tungtvejende grunde herimod, kan man søge dispens hos biskoppen. Dog skal vielsen, for at være gyldig, have en offentlig form. Hvis brudeparret ønsker det, kan både en katolsk og en ikke-katolsk gejstlig medvirke, således at den ene foretager vielsen, den anden deltager i bønnen og velsignelsen. Derimod kan der ikke være tale om nogen "dobbeltvielse"; den må finde sted enten i katolsk eller i ikke-katolsk form. - Et ægteskab mellem en katolik og en ikke-døbt er ikke tilladt; dispens herfra i specielle tilfælde søges hos biskoppen. Selv om denne opnås og vielsen foregår i en katolsk kirke, er det ikke noget sakramente; thi "sakramentet kan ikke halte" - det tilhører forløsningsordenen og bygger derfor på dåbsnåden hos begge parter. Se også: Ægteskabets Sakramente; petrinske privilegium; paulinske privilegium.

ægteskab, borgerligt. Et ægteskabeligt forhold, som er indgået for de borgerlige myndigheder. Siden Tridentinerkoncilet (s.d.) kræver den katolske Kirke, at katolikkers ægteskab bliver indgået over for en dertil bemyndiget præst, normalt i en kirke. Derfor anser den katolske Kirke ikke et borgerligt ægteskab for gyldigt, når de to eller i hvert fald den ene part er katolik. I dag kan der dog under visse omstændigheder opnås dispens af biskoppen. I nogle lande (f.eks. Vesttyskland og Frankrig) påbyder den civile lov, at kirkeligt indgåede ægteskaber først indgås borgerligt. I Danmark har et ægteskab, indgået i den katolske Kirke og i øvrige statsanerkendte trossamfund, også borgerlig gyldighed. Se også: Ægteskabets Sakramente; ægteskab, blandet.

Ægteskabets Sakramente. Det monogame, livsvarige ægteskab mellem én mand og én kvinde hører til selve skabelsesordenen og har derfor gyldighed for enhver. Skabt i Guds billede er de to køn af samme værdighed; de svarer til hinanden, men er ikke ens. De er derfor sat til at supplere hinanden. Sammen udfylder de billedet af Gud og af hele mennesket (se: ensomhed); og sammen skal de virkeliggøre Guds skaberplan: at give livet videre, befolke jorden og herske over den efter Guds forbillede (1 Mos 1,27-28). De skal knytte sig til hinanden i troskab og "blive ét kød" (1 Mos 2,18-24) dvs. én levende organisme, i et livsfællesskab der udgør selve grundcellen i samfundet. Familierne er Guds byggesten i hans fortsatte skabelse af menneskeslægten (jfr. 1 Mos 2,22; 4,1). - Jesus bekræfter denne skabelsesorden i ægteskabet: "Så er de da heller ikke længere to, men ét kød. Derfor: hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille" (Mark 10,8-9). Syndefaldet har imidlertid bragt en uorden ind i ægteskabet: det første menneskepars skilsmisse fra Gud perverterer deres forhold, så ikke kærlighed og fælles tjeneste, men begær og tyranni fikserer dem til hinanden (1 Mos 3,16). Og denne uorden fortsætter i slægten (1 Mos 4,19; 6,2). Moses tillod skilsmissebreve i det gamle Guds folk "på grund af jeres hårdhjertethed", siger Jesus; men med ham er tidens og frelsens fylde kommet. Nu skal den oprindelige skabelsesorden igen stå ved magt, dvs. det monogame ægteskabs uopløselighed (Mark 10,2-12). Kristus vil selv give det faldne menneskepar den nødvendige åndskraft ved at skænke dem en særlig delagtighed i sin kærlighed til Kirken, som er hans legeme. Det sker i ægteskabets sakramente. I ærefrygt for Kristus, som har vist sin kærlighed til Kirken ved at ofre sig for den, skal ægtefællerne indordne sig under hinanden og opelske i hinanden det forhold, de ser afspejlet i

Kristus-Kirken: "Sådan er det, en ægtemand skal elske sin hustru: så højt som var hun hans eget legeme. Med andre ord: Som man elsker sin hustru, sådan elsker man sig selv. Ingen har nogensinde kunnet hade sin egen krop; tværtimod, den nærer man og værner om. Og netop dette er det, Kristus gør for Kirken - vi er jo lemmer på hans legeme! Derfor skal manden forlade sin far og mor og knytte sig til sin hustru, og de to skal blive ét legeme. Disse ord rummer et stort mysterium - jeg tænker på forholdet mellem Kristus og Kirken. - Men hvad nu jer angår: Hver enkelt af jer skal elske sin hustru som sig selv, og hustruen vise respekt for sin mand" (Ef 5,21.28-33). Kirken ser i denne tekst en klar belæring fra apostlen om ægteskabet som et sakramente dvs. som et ydre tegn på en indre nådegave, nemlig en optagelse af deres menneskelige kærlighed til hinanden i Kristi kærlighed til Kirken. Skabelsesordenen følges hermed op af forløsningsordenen, og syndefaldets følger sones og helbredes. For alle, der er døbt i Kristi navn, er ægteskabet et sakramente, der hjælper til at bevare troskaben både i gode og onde dage. Det sakramentale tegn er brudeparrets ja-ord til hinanden i vidners nærvær: ansigt til ansigt med Gud i Kirken giver de hinanden hånd og ord på at leve sammen i troskab, indtil døden skiller dem ad. Den såkaldte formpligt blev indført i Kirken i 1563 (jfr. Tridentinerkoncilets dekret Tametsi - s.d.). Den siger, at et brudepar, hvor i det mindste den ene part er katolik, skal formidle sakramentet til hinanden offentligt, i den bemyndigede præsts og to andre vidners nærvær, og således sikre ægtepagtens sociale karakter. At ægtepagten er personlig, betyder nemlig ikke, at den kun er privat. Den udspringer tværtimod af et menneskeligt fællesskab i familien, samfundet, Kirken, og vil få sit liv i det menneskelige fællesskab med de sociale og juridiske forpligtelser, som heraf følger. Samtidig beskytter den offentlige karakter dem mod den subjektivisme og relativisme, som også de kristne til stadighed er fristet af i deres egen faldne natur. Det vidnefaste udsagn står stærkere end det private ord; ja-ordet selv (løftet) kan forsvinde og prisgive de to til hinandens forgodtbefindende. Når de derimod har givet deres ja-ord foran alteret, er det Gud, der føjer dem sammen. Og dette bånd har hverken de selv, Kirken eller samfundet nogen ret til at bryde. Et sakramentalt gyldigt og fuldbyrdet ægteskab kan derfor ikke opløses; men Kirken kan, når tungtvejende grunde foreligger, tillade en separation. Skulle et borgerligt gengifte alligevel finde sted, er det vigtigt for den katolske part at deltage mest muligt i Kirkens liv, men Kirken kan ikke anerkende et gengifte af fraskilte som et sakramentalt ægteskab og derfor ikke åbne adgang til den hl. kommunion. - Det er i kraft af deres dåb, at brudeparret kan formidle ægteskabets sakramente til hinanden. Hermed optages deres kærlighed også i det universelle kirkefællesskab. Et kirkebryllup er derfor aldrig blot en ydre formalitet, men en familiebegivenhed i Guds folk - et tegn på det kommende bryllupsmåltid i himlen, hvor kongesønnen Kristus skal fejre bryllupsfest med hele sit folk og Gud selv er vært (jfr. Matt 22,1-14). -"Alle ægtefolk er kaldet til hellighed i ægteskabet," siger pave Johannes Paul II (i sin rundskrivelse "Fællesskabet i familien" 34). De har deres egen nådegave i Guds folk, i deres egen stand og livsform. Ja, også hjemmet udgør ligesom en kirke, hvor forældrene, i ansvarligt forældreskab, sætter de børn i verden, som de, alt taget i betragtning, føler sig tilskyndet til af Gud. Således øger de også den store Gudsfamilie og bliver i ord og gerning troens første vidner for deres børn (Kir. 11). Gennem hverdagens fælles disciplin og mådehold, personlig samtale og tilegnelse af Evangeliet, familiebønnen og sakramenterne, fælles beslutninger og valg og den daglige omsorg for alles trivsel skal de følge etaperne i en rolig, målbevidst vækst. De moralske problemer, som kan opstå, er en følge af synden. De henviser ægtefællerne stadig mere til ægteskabets sakramentale nåde, som er virksom livet igennem. Dagligt vil de blive præsenteret for opgaver, der tilskynder til en "fortsat konversion", et stadig dybere opbrud fra sig selv for at følge Kristus, en gradvis vækst i livsfællesskabet med ham, som vil virke ind på deres moral og kreativitet, både i familien, samfundet og Kirken. Pave Johannes Paul II sammenfatter familiens kald således: 1. at udvikle et fællesskab af personer, 2. tjene livet, 3. deltage i udviklingen af samfundet, 4. deltage i Kirkens liv og mission: "Familie, bliv, hvad du er!" ("Fællesskabet i familien" 17). Se også: sakramente; fødselskontrol; ægteskab, blandet; ægteskab, borgerligt; arbejde.

ægteskabsbrud. En gift persons seksuelle relationer til andre end ægtefællen. Også det blotte ønske herom er en alvorlig sag (jfr. Matt 5,28). Se også: Ægteskabets Sakramente; seksualitet.

ægteskabsdomstol. Se: Kirkelig domstol.

Ælnoth. Nordisk arbejdsgruppe for katolsk kirkehistorie. Oprettet 1978 med det formål at fremme studier af Den katolske Kirkes historie, både middelalderens og vor egen tids. Blandt områder, hvor gruppen og dens enkelte medlemmer har ydet en indsats, kan nævnes Katolsk historisk Arkiv og Bibliotek (s.d.), Liturgikommissionens kalenderudvalg, Niels Steensen-sagen, Katolsk Håndbog og indsamling af katolske erindringer.

Ære være Gud i det høje. Se: Gloria in excelsis Deo; doxologi.

ærefrygt. Den hengivne respekt for Gud, der ærer ham som sin Skaber og Frelser og far, og frygter hans vrede og hans domme; og som derfor ydmyger sig for ham for ikke at miste hans nåde og hans venskab: "Nu forstår jeg i sandhed, at der hos Gud ikke er personsanseelse, men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham" (Apg 10,34-35). Sådan forstået er gudsfrygten frelsens vej i tro; jfr. Marias lovsang: "Hans barmhjertighed varer fra slægt til slægt over dem, der frygter ham" (Luk 1,50. Se: Magnificat). Den er mere endnu: den er begyndelsen til visdom (s.d.; jfr. Sir 1,11-20), en af Helligåndens syv gaver (s.d.).

ærkeabbed. Titel for abbeden i et benediktinsk ærkeabbedi, f.eks. som leder af en ordenskongregation. Se også: Benediktinerordenen.

ærkeabbedi. Betegnelse for et særligt ærværdigt benediktinerkloster eller moderkloster i en benediktinsk ordenskongregation, f.eks. Monte Cassino eller Beuron. Se også: Benediktinerordenen.

ærkebiskop. En biskop med en særlig jurisdiktion, f.eks. som apostolisk delegat eller leder af en kirkeprovins (s.d.), metropolit (s.d.). Kan også tildeles en biskop som personlig ærestitel af paven.

ærkebispedømme. Det bispedømme, hvis biskop har forrang i en kirkeprovins (s.d.) og dermed er ærkebiskop (s.d.).

ærkebroderskab. Et broderskab (s.d.), som andre broderskaber dannes ud fra og knytter sig til.

ærkediakon. En tidligere betegnelse for en biskoppelig assistent. I dag udføres lignende funktioner af hjælpebiskopper (s.d.) og generalvikarer (s.d.).

ærkeengle. Overengle, som bl.a. er nævnt i NT (1. Tess 4,16 og Jud 9). Især: Mikael, Gabriel og Rafael, som optræder ofte, såvel i Bibelen som i den religiøse kunst og folketroen: Mikael (hebr. Hvem er som Gud) strider mod Djævelen (Åb. 12,7) og vejer sjælene og forsvarer dem på Dommedag. Gabriel (hebr. Guds mand) er Guds sendebud til mennesker (Luk 1,11,19,26). Rafael (hebr. Gud helbreder) sendes fra Gud for at helbrede (Tob 3,17). Se også: engel.

ærkepræst. Det samme som dekan (s.d.).

ærværdig (lat. venerabilis). Betegnelse eller titel, som gives til afdøde Guds tjenere, efter at det er blevet påvist, at de har levet et liv i heroisk dyd (s.d.), eller er døde som martyrer. Se også: saligkåring.